Pigmentpletter, hyperpigmentering, melasma. Er du kvinde, er der en stor sandsynlighed for, at du kender til problemet. Brune pletter i ansigtet, på brystet, hænderne eller andre steder, der er udsat for solen. Kvinder er langt hyppigere ramt end mænd – årsagen er sandsynligvis hormoner. Der er en klar sammenhæng mellem hyperpigmentering og både graviditet og hormonel prævention.
Jeg selv har rigeligt af dem. To graviditeter, tre børn, et par hormonspiraler og anden medicin har sat sig tydelige spor. Jeg kan med den rette hudpleje gøre dem stort set usynlige, men der skal ikke meget mere end et par uforsigtige timer i solen uden beskyttelse og pling! – så er lige så tydelige som før.
Solbeskyttelse
Og derfor vil jeg gerne starte med at synge den sædvanlige sang om at passe på solen. Fordi jeg har nu fjernet mine pigmentpletter mindst 4 gange med forskellige fremragende midler. Og hver eneste gang, så skal jeg bare lige ud på terrassen med min morgenkaffe eller ud i haven og ordne lidt. Ikke noget der er værd at tale om og ikke noget der er værd at tage solcreme på for. Og hver eneste sommer slutter jeg med at have præcis de samme pigmentpletter som året før. De sidder det samme sted, det er de samme pletter. Solen fremkalder dem igen og igen, når jeg ikke passer på. Problemet med solcreme er, at det kun virker, når man bruger den…
Ja, jeg kan faktisk mindske min hyperpigmentering i en sådan grad, at den bliver stort set usynlig (hvornår jeg så lærer at beskytte den mod solen, det er så et andet spørgsmål…). Jeg har prøvet så godt som alt på markedet og jeg vil dele det med jer, krydret med den forskning der findes.
Den ulovlige ingrediens
Problemet med den videnskabelige forskning af emnet er, at den stort set udelukkende interesserer sig for hydroquinon, som er standardbehandlingen, som alt måles op mod. Hydroquinon har eksisteret i årtier som en effektiv behandling mod hyperpigmentering, og den spiller hovedrollen i stort set al forskning på området – og så er den forbudt i Danmark. Det er der mange gode grunde til, som jeg ikke vil komme ind på, det er der ingen grund til, hovedproblemet er under alle omstændigheder, at vi ikke kan bruge al den fine forskning til en pind – vi kan slet ikke få fingrene i det alligevel.
Så hvad kan vi så gøre i stedet? Der findes selvfølgelig en masse gode muligheder. De er bare ikke nær så godt undersøgt som den forbudte hydroquinon. Men de findes. Og de er:
Glykolsyre
Start altid din hudplejerutine med et mild syreprodukt til daglig brug. Og hvis du har pigmentpletter er det en god hjælp. Det er ikke nok til at fjerne dem alene, men det bidrager og er godt for huden på mange fronter. Vi anbefaler glykolsyre til hud med hyperpigmentering, men alle typer syre vil have en positiv effekt. Et studie som dette viser at klinikpeeling med høje doser glykolsyre fremmer effekten af den øvrige behandling af pigmentpletter. Og det er det samme, jeg mener at saglig brug af lavere doser af glykolsyre kan: Fremme effekten af de efterfølgende produkter du bruger. Det fjerne ikke i sig selv melasma, men det hjælper.
Niacinamid
Niacinamid i høje koncentrationer kan mindske hyperpigmentering. Du skal op i højere koncentrationer for at opnå en effekt. Dette studie har mål effekten af 4% niacinamid vs 4% hydroquinon mod hyperpigmentering. Hydroquinon var en smule mere effektivt end niacinamid. Til gengæld havde niacinamid færre bivirkninger – og så er der jo lige det med, at vi slet ikke kan købe hydroquinon i Danmark.
Azelainsyre
På engelsk azelaic acid. Azelainsyre findes også på recept i produkter mod akne, men er også dukket op i kosmetiske cremer. Og det er en rigtig god ingrediens, der kan en masse. Blandt andet virker den på pigmentpletter. Og du kan godt kombinere azelainsyre/ azelaic acid med en syrepeeling med for eksempel glykolsyre eller salicylsyre, da azelaic acid virker helt anderledes. Jeg har IKKE selv erfaring med azelaic acid, men videnskaben siger bestemt god for det.
B-Resorcinol
B-Resorcinol og et par nærtbeslægtede kusiner finder du blandt andet i produkter fra Eucerin, Clinique og La Roche-Posay. Dette studie er meget interessant – selvom det er udført af Beiersdorf (Eucerin) selv. Studiet sammenligner Hydroquinon, Kojic Acid, Arbutin og B-Resorcinol og finder frem til, at B-Resorcinol er det mest effektive – endda mere effektivt end selv hydroqionon. Jeg har selv meget gode erfaringer med Eucerin Even Brighter, der indeholder netop B-Resorcinol.
A-vitamin
A-vitamin virker ikke kun på rynker og akne, men også på hyperpigmentering. Jeg har ikke selv for alvor oplevet den helt store effekt af A-vitamin på hyperpigmentering, før vi begyndte på at teste Granactive Retinoid i vores egen A-Serum. For det skal jeg da lige love for virker. Andre typer A-vitamin virker selvfølgelig også.
Det har jeg selv gjort
Før jeg kom i gang med A-vitamin, var min yndlingskombination til pigmentpletterne:
- Glykolsyre (Pudderdåserne AHA-Serum)
- Niacinamid (Pudderdåserne Niacinamid 10%)
- B-resorcinol (Clinique eller Eucerin)
I dag er jeg skiftet til kombinationen (alle produkter er ananas i egen juice):
- AHA-Serum (morgen og aften)
- Niacinamid 10% (morgen)
- A-Serum 5% (aften)
Gode produkter og forhandlere (Reklamelinks)
Glykolsyre i den rette koncentration og ph-værdi kan du finde hos os selv i form af AHA-Serum eller hos Paula’s Choice.
Der findes efterhånden mange produkter med niacinamid. Exuviance nye serie mod pigmentpletter, Optilight, indeholder niacinamid, La Roche-Posay har flere produkter, Faaborg Pharma har, Paula’s Choice har og vi har selvfølgelig også Niacinamid 10%. Og der er mange flere derude – find dem her i dette indlæg. Bare vær sikker på, at koncentrationen er høj!
Der er azelainsyre i Ducray Melascreen Depigmenting Intense Care serum. Den indeholder også en mindre mængde glykolsyre. Du kan også findes azelainsyre (azelaic acid på engelsk) hos The Ordinary.
B-Resorcinol finder vi hos Eucerin Even Brighter eller i Clinique Even Better Clinical. La Roche-Posay bruger Phe-Resorcinol i deres serie mod hyperpigmentering.
A-Vitamin findes i mange former og udgaver. Du kan læse om mange af dem her. Jeg bruger selvfølgelig A-Serum. Jeg vil også gerne varmt anbefale Paula’s Clinical Retinol Serum, hvis du heller vil prøve en klassisk retinol.
Hej pudderdåserne,
Jeg har efterhånden bemærket at jeg i stedet for kragetæer ved øjnene, får pigment pletter. En masse små mørke plamager, som får mig til at se træt ud. Generelt har jeg jo lært at man skal være mere forsigtig ved øjnene. Har i nogle gode råd til at komme dem til livs?
Det er præcis de samme råd, der gælder omkring øjnene. Men husk at passe på solen – brug solbriller
Hej Pudderdåser (primært Katja)
Jeg har, som så mange andre kvinder, efter min graviditet fået hyperpigmentering. Det sidder i hele ansigtet og jeg er nogle dage/årstider godt og grundig træt af det!!
Jeg passer meget på min hud, og har faste og gode hudpleje rutiner, og bruger faktor 50 året rundt!
Nu til spørgsmålet
Er en Cosmelan behandling pengene værd, altså er den meget mere effektiv, i forhold til eks. de produkter man kan købe til hjemmebrug (AHA, niacinamid, A-vitamin og C-vitamin)?!?!
Kære Christina
Jeg vil sige det sådan at jeg synes ikke du skal prøve Cosmelan før du har prøvet alt andet også.
Start med produkterne til hjemmebrug, og når du har opnået de resultater, som er mulige med dem, så kan du begynde at overveje Cosmelan og andre klinikbehandlinger.
Jeg har desværre ikke noget ordentligt grundlag for direkte at sammenligne effekterne.
Kh. Katja
Hej 🙂
I skriver, at niacinamid i høje koncentrationer kan mindske hyperpigmentering. Jeg døjer med mørke og røde/brune ar efter bumser. Jeg har både jeres anti-age creme og alt i en creme, hvor der er niacinamid i, men jeg vil gerne vide, om denne koncentration er høj nok til at hjælpe på ar efter bumser?
Lidt vil den hjælpe, men der er ikke de samme koncentrationer i, som der bruges i disse studier. Der skal der mere til. Det er derfor vi lavede Niacinamid 10%.
Kære pudderdåserne,
Kan i anbefale at man går forbi hudlægen hvis man har prøvet alt man kan af hjemmeprodukter og kosmetolog behandlinger? Jeg har ikke prøvet cosmelan endnu. Kh Lærke
Kære Lærke. Jeg synes du skal prøve – men jeg har ingen erfaringer med det overhovedet. Lad os høre, hvordan det går, så kan vi alle måske lære af det?
Hej pudderdåserne
Jeg bruger Jeres t-zonepeeling, niacinamid om morgenen og så. bruger jeg BP super3 om aftenen.
Jeg har rosacea og pigmentering i panden. Vil I stadig anbefale AHA’en i stedet for t-zone peelingen?
Hej Marie
Nej, jeg synes, du skal fortsætte med T-Zone Peeling og i stedet tilføje A-Serum 2% om aftenen.
Kh. Helene
Hej, jeg håber i kan hjælpe mig med at gøre det rigtigt. Jeg har rosacea og bruger jeres produkter. Jeg bruger t zone peeling, niacinamid, anti age og alt i en beskyttelse. Men nu har jeg så også købt azelaic acsid fra the ordinary, fordi jeg har læst det var godt mod rosacea. Meeeen, er ked af at skulle undvære t zone peeling….må jeg blande de to syrer. Altså lægge et lag nederst af begge?( Min hud reagerer godt på syre behandlinger) mvh Lone
Ja, du må gerne bruge azelaic acid sammen med T-zone. Azelaic acid er ikke en eksfolierende syre. Men gå alligevel forsigtig frem, ikke?
Hej, jeg er ny her på siden. Jeg har mange pigmentpletter i ansigtet, og det bliver kun værre. Særligt på overlæben, så det ligner overskæg :,-( Jeg fik laserbehandling for 15 år siden på overlæben ift permanent hårfjerning, og min teori er, at det har været primær årsag. Nå men jeg vil gerne i gang med at gøre noget ved det, men jeg er lidt forvirret ift hvordan jeg skal bruge produkterne, fx hvilken rækkefølge, morgen/aften osv.?
Hej Stine
Det afhænger jo af hvilke produkter, vi taler om? Du må lave en liste til mig, så vil jeg meget gerne hjælpe med en rækkefølge 🙂
Kh. Helene
Hej,
Kan jeg bruge c-vitamin om dagen – også niacemide plus a-vitamin til natten (evt. begge med AHA under)?
Hilsen Mette
Hej Mette
Det kan jeg ikke svare generelt på. Det afhænger af produkterne, nogle producenter anbefaler ikke, at man bruger C-vitamin sammen med Niacinamid.
Vores AHA-Serum, Niacinamid 10% og A-Serum 2%/5% kan sagtens bruges sammen. Og du kan godt tilføje C-Vitamin om dagen, der er for eksempel C-vitamin i vores Alt i en Beskyttelse SPF 40.
Kh. Helene
Tusind tak for svar
Hej
Har I nogen erfaring med Vintner’s Daughter serum, især i forbindelse med pigmentpletter? Hvis ja, hvordan virker den sammen med jeres AHA-serum, Niaciamid og A-serum? Tak 🙂
Hej Pernille
Vi har ingen erfaringer med Vintner’s Daughter. Uanset hvor godt jeg læser den ingrediensliste, kan jeg ikke finde noget, der skulle virke på pigmentpletter, så jeg kan ikke give dig et svar. Du skal være meget glad for æterisk olie og allergene parfumestoffer for at bruge den. Hvis du er det, kan du fint kombinere den med de produkter, du vil. Af dem du nævner, bør det være i rækkefølgen: AHA-Serum, Niacinamid 10%, A-Serum 2% og Vintner’s Daughter Serum.
Kh. Helene
Jeg er blevet behandlet på klinik mod melasma, som fjernede meget af det, men dog ikke det hele. Hvilken syre og behandling vil I anbefale mig, hvis jeg skal fjerne mere? Og kan det kombineres med bioeffect serum?
Kære Rikke. Jeg synes du skal bruge vores AHA: https://pudderdaaserne.dk/vores-egne-produkter/aha-serum/
Gerne sammen med Niacinamid 10%
Og ja Bioeffect kan du sagtens bruge med