Torsdags top ti: Mine festfavoritter

Torsdags top ti: Mine festfavoritter
04.05.23
Torsdags top ti: Mine festfavoritter

Der er fester og anledninger, hvor makeuppen bare skal fungere lidt bedre end sædvanligt. Mine festfavoritter er selvfølgelig de produkter, jeg selv bruger, når jeg lægger makeup til fest. Der er masser af tidligere favoritter og produkter, jeg har brugt i årevis. Der er også et par nyere bekendtskaber, men det er til gengæld nogen, jeg har fat i dagligt. Så jeg synes bestemt, at de har fortjent pladsen blandt mine festfavoritter. Når jeg skal pakke makeup, går jeg altid ud fra seks forskellige kategorier. Det er hud, kinder, øjne, vipper, bryn og læber, selvfølgelig er der oftest flere produkter i hver kategori. Særligt når det kommer til øjenmakeup, kan jeg have lidt svært ved at begrænse mig. I mine øjne er den valgte palette så neutral, at den sagtens kan tones op eller ned afhængigt af lejligheden.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Smashbox x BECCA Under Eye Brightening Corrector

Da nyheden, om at BECCA lukkede og slukkede, begyndte at cirkulere, blev jeg rigtig trist. En af grundende var netop dette produkt. Der findes helt sikkert andre produkter, der kan næsten det samme. Under Eye Brightening Corrector er bare det første af sin slags, jeg blev begejstret for, hvorfor jeg aldrig kom videre. Nu er nogle af de fantastiske produkter fra BECCA genopstået under Smashbox. Det var som et hjerteligt gensyn med en gammel ven. Den fandt da også straks vej ned i min makeup taske, og den er naturligvis blevet brugt flittigt. Den tilfører en lethed til øjenomgivelserne og noget der ligner mindst en halv nats søvn. Med andre ord er Under Eye Brightening Corrector ret fantastisk. Mørke rande har ofte dårlig indflydelse på humøret, og har du tjekket andre muligheder, kan denne faktisk kamuflere dem.

2. Clinique Beyond Perfecting Foundation + Concealer*

Det er slet ikke sjældent, vi bliver spurgt til den bedste af en specifik produktkategori. I de sidste otte år har mit svar været det samme, når det handler om foundation. Clinique Beyond Perfecting Foundation + Concealer stjal nemlig mit hjerte fra første møde. Den ligger så pænt på huden, den dækker rødme og farveforskelle og så bliver den, hvor den skal. Den kan både holde til, at jeg har det varmt, og til at min T-zone fedter. Der er mange foundations, der praler af at være både matterende og holdbare, udfordringen er så udseendet på huden. En god foundation er i mine øjne en, man nærmest ikke kan se. Den skal selvfølgelig kunne dække, hvis man ønsker en mindre transparent makeup. Den skal bare også se meget naturlig ud, mens den dækker for eksempel rødme, bumser eller hyperpigmentering.

3. Swae Cosmetics Blush Highlighter Combo i farven 01 Lush Nude/Sheer Fig

Selvfølgelig skal Swae Cosmetics med til fest! Igennem tiden er det kun ganske få highlightere, der har sneget sig ind i min hverdagsmakeup. Heldigvis er highlighter, som vi kender den fra bare et par år tilbage, næsten helt ude. Det er i mine øjne en god ting! Det var altså ikke altid lige klædeligt.
Blush Highlighter Combo er suveræn, og den giver langt de fleste tidligere favoritter baghjul. Du kan roligt give den fuld gas uden at ende med et diskokuglelook, det er mere en indre glød.
Swae Cosmetics siger selv, at den smukke blush er transparent, det måtte jeg lige øve lidt for at opnå. Nuancen er dog så smuk og klædelig, at min hang til at overdosere intet betyder. Her har jeg valgt den nuance, der matcher læbestiften, det ser bare pænest ud, synes jeg.

4. Hourglass Veil Translucent Setting Powder*

Løst pudder er en fast og ufravigelig del af min makeup uanset om det er hverdag eller fest. Under normale omstændigheder er det T-zonen, der lige får et lag. Når makeuppen skal holde til lidt ekstra, kommer der også mere pudder på. I hverdagen bruger jeg meget transparente produkter til huden. Selv til fest er det kun sjældent, jeg bygger en mere intens dækning op. Det hænger til dels sammen med, at touch-ups aldrig står på listen over ting, jeg får gjort. Heldigvis er Hourglass Veil Translucent Setting Powder så alsidig, at den kan fungere i begge tilfælde. Den giver bare pænere hud, uanset om du har det eller ej. Da et støvet og pudret look ikke klæder nogen, giver jeg den altid gas med en vandspray af en art. Sådan en kan både være en stor hjælp til makeuppen, holdbarheden og huden.

5. Urban Decay Eyeshadow Primer Potion i Original*

Inden Urban Decay kom til Danmark, købte vi ind fra diverse webshops. Dengang sværgede jeg til en anden primer, fordi Urban Decay Eyeshadow Primer Potion var i en superupraktisk emballage. I skrivende stund opdager jeg, at det faktisk er omvendt nu. Da jeg endelig prøvede Eyeshadow Primer Potion, var jeg lynhurtigt solgt. Dengang var der endda flere forskellige farver.
Forskellen, øjenskyggeprimer gør, er så stor, at det er ÅR siden, jeg lagde makeup uden. Mine øjenlåg har altid været tunge, hvorfor den mindste smule fedt fra huden eller fra creme smelter øjenskyggen. Eller den smelter selvfølgelig ikke, men den ligger i sådan en fedtet streg i øjenlågsfolden. Det er jo lidt træls, hvis man har brugt tid på at lægge øjenmakeup. Spildt arbejde matcher ikke rigtig mit temperament, derfor tager jeg heller ikke chancen, selvom jeg bruger flydende øjenskygger.

6. GOSH Matte Eye Liner i farven 005 Mole

En gråbrun eyeliner som nuancen 005 Mole er guld værd til hverdag. Som en af mine festfavoritter er den nærmest uundværlig. Det er den, fordi den som ingen anden farve kan fremhæve skygger. En eyeliner, der både kan tones ud og blive siddende, er en sjældenhed, derfor falder valget på denne. Godt nok skal du arbejde hurtigt, gør du det, er det nok også en af de bedste eyelinere på markedet. Det kræver selvfølgelig noget snilde og lidt øvelse, og at du arbejder på et øje ad gangen. Selvom du bruger sort mascara, får du et blødere og knap så stirrende udtryk med denne nuance. Selvom du ikke toner eyelineren ud, kan det faktisk være ganske pænt, dog anbefaler jeg dig at gøre det. Om ikke andet fordi eventuel øjenskygge, som du lægger ovenpå, vil ligge meget pænere.

7. Norvina Pro Pigment Palette Vol. 5*

Da det gik op for mig, at Norvina Pro Pigment Palette Vol. 5 var uden karmin, kastede jeg den nærmest ned i kurven en dag i Sephora. Det kan slet ikke beskrives med ord, hvor stor en lettelse og ikke mindst glæde det var. I dag er jeg nok lidt mere udfarende på farvefronten, men før i tiden valgte jeg altid lilla. For det første er øgenavnet Helilla på ingen måde tilfældigt… det antyder selvfølgelig, at jeg holder MEGET af den farve. En af de andre grunde er, at mine øjne er grågrøn grumsede, og den farve bliver fremhævet med lilla nuancer. Til mig er det selvfølgelig nærmest nedtonet og neutralt med lilla nuancer, fordi mit hår har samme farve. Grunden til, at valget af palette til mine festfavoritter faldt på denne, er faktisk de lidt anderledes brune nuancer.

8. MAC Extended Play GigaBlack Lash Mascara*

I tidens løb er det vist kun sket én gang, at Katja og jeg er enige om, at en mascara er RIGTIG god. Sådan er det med Extended Play. Dens søster MAC Extended Play Perm Me Up Lash Mascara er vi derimod helt uenige om. Fordelen med mascaraer som dem er, at de kun i sjældne tilfælde giver pandalook. Meget modsat den gængse opfattelse skal du netop ikke vælge en vandfast mascara, hvis du har udfordringer med holdbarheden. Der skal du have fat i en såkaldt tubemascara. Det er en mascara, der pakker hver enkelt vippehår ind i et hylster. Fordelen er, at den ikke bliver opløst af fedt fra andre produkter eller huden. Derfor bliver den på vipperne, indtil du fjerner den med varmt vand. De fleste er tilmed tårefaste, og det er selvfølgelig en fordel.

9. Benefit Cosmetics Gimme Brow+*

Igen et af de der evigt trofaste produkter, der bare aldrig fejler. Hvornår Gimme Brow blev lanceret, kan jeg ikke længere huske, men jeg har været trofast fan lige siden. Der er andre produkter, der virker på samme måde, men på grund af tilgængeligheden, er det Gimme Brow, jeg vælger. I øvrigt har jeg også altid mindst én i reserve, hvis den, jeg bruger, pludselig er tom. Der er mange farver at vælge mellem, så der er rig mulighed for at finde en, der matcher dine farver. Mine bryn er tatoveret, og det er derfor, jeg bruger en brynmascara. Har du sparsomme bryn, kan det godt være, du skal tilføje et produkt til at markere dem yderligere. Ligesom med resten af mine festfavoritter, falder valget på Gimme Brow+, fordi den bare holder.

10. Maybelline SuperStay Vinyl Ink i farven Coy

Denne læbestift finder næppe en bedre ambassadør end Katja. Der er en stående joke hos Pudderdåserne, at hvis en læbestift holder på Katja, så holder den på alle! Hun gør nemlig alt det, man ikke må, hvis man altså vil have en læbestift til at holde. Derfor er det også produktet, jeg vil anbefale til din bryllupsfest. Først og fremmest kan den nemlig holde til, at du både drikker og spiser alt det, du vil. Du kan også kysse på ALLE uden risiko for afsmitning på flipper, kjoler eller kinder med denne læbestift. Som beskrevet i en tidligere anmeldelse, er det nødvendigt at rense den af om aftenen. Ellers kan man godt se lidt vild ud, når man vågner om morgenen. Den største ulempe med SuperStay Vinyl Ink er farveudvalget, men Coy er nu ret så fin og anvendelig.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Kathrine W

Halleluja, under the eye corrector er tilbage! Jeg havde læst, at Smashbox havde overtaget rettigheder, og jeg har derfor rendt rundt i utallige Sephora-filialer i Frankrig for at prøve lykken – men uden held. Har testet forskellige alternativer, men de har været skuffende. Så TAK for info om, hvor jeg kan finde den i Danmark.

Helene Randløv

JAAAAAAA!!! Præcis min reaktion! Det er SÅ skønt!

Kh. Helene

Alexandra

Så mange gode produkter. Jeg får også altid pandaøjne, og har prøvet den mascara fra Mac. Den virker slet ikke på mig, og fedter og sætter sig under mine øjne 😅

Helene Randløv

Hej Alexandra
Har du prøvet alle dem Katja anbefaler? Den der er bare én af mange.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *