Månedens Favoritter: September 2022

Månedens Favoritter: September 2022
30.09.22
Månedens Favoritter: September 2022

Der er hak i pladen, for nu sidder jeg her igen… Månedens Favoritter: September 2022 er vi nået til, og jeg fatter det simpelthen ikke. Der er både spritnye og nogle rigtig gamle produkter blandt Månedens Favoritter: September 2022. Deres eneste fælles træk er, at de er blevet brugt mest i denne måned. Der er hårhalløj, pæn palette, flotte læber, virkelig fine eyelinere, en meget anderledes pensel og en helende creme.  Be You kollektionen fra Depend er så cool, at jeg måtte lægge mig i selen for at nøjes med et par stykker.  Der er en duft og to blushes, der udover at være gode varmer mit hjerte på hver deres måde. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det hele er naturligvis forklaret herunder. Da jeg ikke satser på, at tiden sætter farten ned, ses vi lige om lidt igen… og hey der er kun tre måneder til jul.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. KVD Beauty Planet Fanatic Eyeshadow Palette*
Når man elsker farver, er det ret nemt at overse Planet Fanatic Eyeshadow Palette. Bortset fra nogle smukke glimmerskygger er farverne rimelig stille. I hvert meget mere stille end det, jeg ellers falder for. Før mærket skiftede navn, var det kendt for farver… anderledes, mørke og vilde nuancer. Når jeg alligevel købte Planet Fanatic Eyeshadow Palette, skyldtes det de matte øjenskygger, der minder lidt om nogle tidligere lanceringer. Hvis du er til farver med knald på, så er der selvfølgelig paletter, der er bedre. Har du brug for noget nyt og udfordrende, så er den virkelig værd at kigge på. Også selvom du er en mere forsigtig type. De matte nuancer er spændende, fordi de netop er lidt skæve, støvede og ved første blik kedelige. Den vinder ved nærmere bekendtskab, og den har efterhånden haft hovedrollen i flere ret anderledes looks.

2. Swae Cosmetics Cream Combo i farverne 01 og 02
Præcist hvor nervepirrende det er at kaste sig ud i store eventyr, husker jeg rigtig godt. Derfor har jeg både delt neglebidning på vejen og stolthed, da Swae Cosmetics var en realitet. Selvfølgelig var jeg aldrig i tvivl om, at Emilie og Torben ville lykkes med Swae Cosmetics. De to er nogle af de dejligste mennesker i hele denne her skøre branche, og jeg er helt overdrevet venindestolt!
Alle tre produkter, jeg har købt, er skønne, men med deres Cream Combo har de virkelig ramt plet. Først og fremmest er farverne vanvittigt klædelige, men formlen sidder også bare lige i skabet. Når huden ser lidt kedelig ud, er en Cream Combo løsningen. De er virkelig pigmenterede, men stadig lette at tone pænt ud. Og selvom de er blevet brugt dagligt siden købet, har jeg kun skrabet i overfladen.

3. Pixi Tintfix i farverne Love og Soft
Holdbar læbestift er sagen! Pixi Tintfix er tør, derfor er den holdbar… Selv når du tilfører lipgloss, og intensiteten naturligvis falmer, efterlader begge nuancer det fineste skær på læberne. Sædvanligvis går der et par timer, før jeg bruger lipgloss eller almindelig læbepomade ovenpå. Variationen i looket er noget af det jeg holder særligt af. Selv den lyse efterlader farve på læberne, så det er ikke kun den pink, der dur. De to nuancer, jeg har, er flotte selv, når der kun er restfarve tilbage. I modsætning til de fleste andre varianter kan jeg lægge dem på i ro og mag… Endda uden at bruge et spejl. Det er ofte den præcision, applikationen kræver, der får mig til at vælge noget andet. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at den slags ofte sker, når jeg er på farten.

4. Hårbørste fra Normal
Det er altid sjovt at gå i Normal, hvor man vitterligt kan finde alle mulige og i øvrigt helt umulige ting. For flere år siden var jeg til en præsentation for nogle af de mærker, der bliver produceret til Normal. Det var blandt andet The Makeup Library og to andre mærker. Det ene, ved jeg, udgik… det andet har jeg i hvert fald ikke haft held med at finde længe. Det er simpelthen så ærgerligt! Nå, men da jeg udforskede min lokale Normal, faldt jeg over denne her børste, der er kæmpestor. Den minder tilnærmelsesvis om det ene mærke, og jeg er helt forelsket i den. Har du meget tykt hår, er den ikke for dig… tror jeg i hvert fald. Men den gør en kæmpe forskel, hvis man for eksempel skal frisere og style med den, eller fordele pudder jævnt ud i håret.

5. Avene Cicalfate+ Repairing Protective Cream
Sidste gang vi var ovre på Handelsfagskolen i Skåde og undervise, havde jeg simpelthen den mærkeligste nat længe. Klokken lidt over to vågnede jeg med et sæt og var så forkølet, at min næse dryppede, og sådan forløb resten af natten. Det var en ret bizar oplevelse, for om morgen var jeg ikke specielt forkølet. Halsen var lidt ru, og jeg måtte da også pudse næse, men slet ikke i den forventede målestok. For at være forberedt til togturen købte jeg alligevel nogle lommetørklæder. Det er ikke dem, jeg er vant til, og det kunne mærkes. Min næse var allerede slidt, inden vi nåede København. Derfor smurte jeg den straks med Avene Cicalfate Repairing Protective Cream og den lindrede øjeblikkeligt. Det er sådan en creme, vi altid har på lager, fordi den netop lindrer, reparerer og beskytter udsat og slidt hud.

6. PureDistance Gold Extrait de Parfum
Helt ærligt kunne det gå bedre. Humøret halter, og verden er ikke så eventyrlig, som jeg plejer at se den. Morgenerne er svære, og nogen gange skal der nærmest overmenneskelige kræfter til for at vælte mig ud af sengen. En af de kræfter er kærlighed, og derfor har denne her duft fulgt mig i løbet af september. Gold for mig er som et varmt kram, det er nemlig en værdsat gave fra ældsten. At bære den er derfor lidt som at have ham i nærheden. Gold er klassisk parfumekunst! Den åbner med en glad blanding af mandarin, bergamotte og krydderier. I hjertet er der et strejf af kanel, mens labdanum, jasmin og geranium folder sig ud. Med en skøn tyngde og kompleks blanding af styrax, tonkabønne, vanilje, myrra, storax, vetiver, patchouli og castoreum forbliver duften intens på huden i timevis.

7. Depend 7day Neglelak i farverne Be Real(7272), Be True(7273) og Be Honest(7275)
Yep, jeg elsker dem stadig! Og Be You kollektionen er som beskrevet ovenfor simpelthen så fin og megacool! Når jeg har en lille smule tid, håber jeg på at få leget rigtigt med dem. Indtil videre er det blevet til lakering med en enkelt eller flere forskellige farver. Der er umiddelbart stort potentiale i forhold til at få kreeret et unikt neglelook med lakkerne.
Det kan godt være, at det er dødssygt at læse mine evige anprisninger af Depend 7day. Spring den bare over, hvis du ikke orker det! Depend 7day er så lynhurtig at bruge. For mig tager det mellem syv og ti minutter før jeg ikke behøver at sidde stille. Kittet er uden sammenligning det hurtigste, jeg har prøvet! Selve påføringen foregår også lynhurtigt, penslerne er gode og lakkerne er lette at fordele.

8. Beautyblender SHADY LADY All-Over Eyeshadow Brush & Cooling Roller
På Instagram faldt jeg over en slags akupressurform i ansigtet, de brugte sådan en metaldimmer med kugler i begge ender. Det mindede mig om denne her pensel, og den har været flittigt i brug som sådan lige siden. Selvom det sikkert er en glimrende pensel, er den fuldstændig fantastisk til at ramme anspændte muskler i ansigtet. Der hvor mine negle kommer i vejen, eller mine fingre bare ikke helt gør jobbet godt nok. Den er nu også ret effektiv til at køle øjenomgivelserne, som kuglen egentlig er beregnet til. Hvis ikke du har prøvet at massere ansigtet på den måde. Så skal du gøre dig selv den tjeneste at prøve. Det kan godt gøre virkelig ondt, når man rammer de rigtige steder, men det gør så stor en forskel, når ansigtsmuskulaturen er afslappet.

9. Briogeo Don’t Despair Repair! MegaStrength+ Rice Water Protein + Moisture Strengthening Treatment*
Måske kan du huske, at jeg tidligere har skrevet begejstret om denne serie? Det er virkelig en favorit! For nylig deltog jeg i en onlinepræsentation af nyhederne fra Briogeo blandt andet af dette produkt. Ærlighed er en ting, jeg virkelig værdsætter, selvironi er en anden… Hele præsentationen igennem fortalte hun om de forskellige frugtige dufte, Briogeo ofte har. Da hun nåede til Rice Water Protein + Moisture Strengthening Treatment, kom der helt andre boller på suppen. Hun lagde ikke fingre imellem, da hun fortalte om lugten… Den er altså også temmelig markant, på den anden side er effekten helt fantastisk, så overlever jeg lugten. Det skulle være risvandet, der har den meget specielle lugt. Det forklarer også hvorfor andre mærker, der er hoppet på den trend, er så voldsomt parfumerede.

10. Juvia’s Place Garden Of Juvia’s Liquid Liner
Da jeg ville bestille de her helt VILDT pæne eyelinere, lykkedes det mig kun at sortere to af farverne fra. Det har jeg på ingen måde fortrudt, men det er selvfølgelig lidt ekstra, med otte så vilde eyelinere… På den anden side bruger jeg dem jo netop sammen i forskellige kombinationer… Købet var et sats, for jeg har tidligere købt en flydende eyeliner fra Juvia’s Place, der var aldeles elendig. Efter at have nærstuderet billeder med dem på huden, turde jeg alligevel at købe dem. Heldigvis er de helt anderledes. De holder godt på huden, de er nemme at lægge, uanset om du bruger en eller flere farver sammen. Applikatoren er ret anderledes, men den sørger for at farven bliver fordelt helt jævnt. Farverne er noget for sig selv, dem kan du se på billedet på Instagram.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *