Pudderdåserne Alt i en beskyttelse

Pudderdåserne Alt i en beskyttelse
16.05.17

Pudderdåserne Alt i en beskyttelse

Vores Alt i en beskyttelse indeholder en høj og bredspektret beskyttelse mod både UVA, UVB og infrarøde stråler.

Alt i en beskyttelse indeholder et 100% mineralsk solfilter med en SPF40 samt en UVA-rating på PA++++ (højest mulige).

Hyaluronsyre og C-vitamin fugter, beskytter og udjævner huden og beskytter mod solskader.

Alt i en beskyttelse er en let farvet dagcreme og ansigtssolcreme i et, der både kan stå alene som en meget diskret makeup eller som primer under makeup.

Sådan gør du: 

  • Brug Alt i en beskyttelse i ansigtet hver dag året rundt, når du opholder dig udenfor.
  • Alt i en beskyttelse har en meget let konsistens med en let farve. Brug den som sidste trin i din hudpleje.
  • Den let farvede ansigtssolcreme giver en meget diskret makeup i sig selv, men kan også bruges under foundation og makeup.
  • Alt i en beskyttelse er også en god primer, der forbedrer holdbarheden af din makeup.
  • Alt i en beskyttelse fungerer godt på alle hudtyper. Har du tør hud, skal du sørge for at bruge creme eller olie først på tørre partier.
  • Alt i en beskyttelse kommer i en transparent farve, der fungerer på de fleste hudtoner fra helt lys til gylden.

Vigtigste ingredienser:

  • Mineralsk solfilter i form af zinkoxid og titanium dioxid.
  • Thermus thermophillus ferment er en mikroorganisme, der lever under ekstreme vilkår i vulkanske kilder og lignende varme steder. Ekstraktet af thermus thermophillus modvirker den skadelig effekt af både IR-stråler og UV-stråler i huden.
  • C-vitamin, der forbedrer hudtone, hudens overflade, modstandskraft og modvirker solskader.
  • Hyaluronsyre, der binder fugt i huden og forbedrer dens udseende.

Hvorfor har vi lavet dette produkt?
Vi ønskede at lave en ansigtssolcreme baseret på mineralske solfiltre, der levede op til vores høje krav til UVA-beskyttelse. Samtidig manglede vi et produkt blandt alle de andre farvede dagcremer/BB cream/CC cream, der har den helt rigtige diskrete nuance, der fungerer på selv helt lyse hudtoner, og som samtidig kan hjælpe med at få makeuppen til at holde sig pæn hele dagen.

Hvem er produktet til?
Alle – måske undtagen de helt dybe hudtoner.

Hvad er UVA, UVB og IR?
UVB-strålerne er dem, der forbrænder os og gør huden brun. En solcremes beskyttelse mod UVB er angivet med SPF.

UVA strålerne mærker vi ikke, men de spiller en stor rolle for både hudens aldring, hyperpigmentering, soleksem og ikke mindst kræft i huden. Der findes både lange og korte UVA-stråler, og vores fokus med ALT I EN BESKYTTELSE har været på at sikre en meget høj beskyttelse mod både de korte og lange UVA-stråler.

Læs mere om mærkning af solcremers beskyttelse mod UVA-stråler her.

De infrarøde IR stråler er videnskaben først for nylig blevet opmærksomme på. Der er tegn på, at det infrarøde lys også nedbryder huden og bidrager til hudens aldring. Derfor indeholder ALT I EN BESKYTTELSE også beskyttelse mod IR-stråler.

Pris og forhandler
Vejledende udsalgspris er 245 kroner.

Du kan købe alle vores produkter på Dåseshoppen.dk, i MatasMagasin og SallingSe alle vores forhandlere her.

Se ingredienslister og forklaringer på alle ingredienser her.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
198 kommentarer
Carina

Hej, jeg elsker jeres produkter og har kigget efter den her i et stykke tid nu, men jeg kan ikke købe den noget steder hen fordi den er udsolgt over det hele! Er den på lager snart igen?

Helene Randløv

Hej Carina
Det har vi skrevet om her: http://pudderdaaserne.dk/2020/04/23/hvor-er-alt-i-en-beskyttelse-spf-40/
Kh. Helene

Frederikke

Er der en grund til at jeres, og solcreme på markedet generelt, ikke beskytter mod blue light?

Helene Randløv

Hej Frederikke
Da vi lancerede SPF tilbage i 2017, var blue light ikke en bekymring…
Som du ved, hvis du har fulgt med her på bloggen, har vi kæmpet med at få reformuleret Alt i en Beskyttelse SPF 40 temmelig længe, men da vi arbejder med de samme filtre Zinkoxid og Titaniumdioxid, er der selvfølgelig blue light beskyttelse i den nye også. I øvrigt indeholder den også blandt andet C-Vitamin, der jo er en god antioxidant, så selvom det ikke står på, beskytter den fint mod blåt lys.
Kh. Helene

Frederikke

Det lyder så godt med Blue light. Har lige modtaget den i går og jeg er så glad for den. Så et ekstra plus. Uden tvivl den bedste solcreme jeg har haft, efter kun at have brugt den én dag. (Jeg har haft riiigtig mange)

Cecilie

Jeg har været heldig at få fat i denne alt i en beskyttelse – og jeg er i øvrigt vild med jeres produkter. Men netop denne creme har en lugt af gær, som er lidt svær at leve med. Er det noget i kan nikke genkendende til – eller har jeg fået et uheldigt eksemplar?

Helene Randløv

Hej Cecilie
Nej, du har ikke været uheldig. Den har en speciel lugt. Da vi ikke bruger parfume, er der ikke noget, der kan maskere lugten af de ingredienser, der har en mindre behagelig lugt.
Kh. Helene

Laura

Kan den bruges istedet for at påføre solcrem? Hvis ja, hvor meget skal man bruge på ansigtet så at vi bliver beskyttet af UVA og UVB? Og efter hvor mange timer skal man påføre det igen?

Laura

Kære Dåser!
Jeg er gået hen og er blevet ganske begejstret for jeres Alt-i-en-beskyttelse, efter vi lige lærte hinanden at kende. Dog har jeg bemærket at min foundation bliver patchy/kaget i løbet af dagen, mest i T-zonen, og nærmest ikke blender naturligt ind men ligger sig oven på huden, hvis det giver mening (jeg bruger Maybelline FitMe Matte & Poreless). Er det fordi de ikke er kompatible? Hvad er jeres beskyttelse baseret på, hvis jeg skal ud og finde en anden foundation der kan spille bedre sammen med?

VH
Laura.

Helene Randløv Hansson

Hej Laura
Hmmm… det har jeg ikke prøvet, og derfor er det svært at svare præcist. Jeg ville få en masse prøver på foundations i samme prisklasse og prøve mig frem. Desværre kan jeg ikke give dig en forklaring.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *