Antiage er klart den vigtigste del af hudpleje-markedet. Det er her, der er størst efterspørgsel fra kunderne, flest penge at tjene, og det er også her, virksomhederne gør den største indsats for at finde på noget nyt og smart.
For få år siden kunne jeg med god samvittighed skrive, at der var langt mellem snapsene, når det kom til antiage-produkter. For det var der. Men der er sket en rivende udvikling og flere og flere fokuserer på at kunne dokumentere, at deres ingredienser rent faktisk virker.
Jeg kan kun klappe i mine små hænder af begejstring over at se så mange spændende og effektive produkter, der er kommet på markedet de seneste år. Det er for alvor blevet sjovt at følge med i, for der sker virkelig noget. Her er de ingredienser, jeg synes, du skal kigge efter, når du køber anti-rynkecreme.
De anbefalede produkter, jeg nævner, er alle nogen jeg selv har prøvet. Der er mange andre derude med tilsvarende ingredienser, men jeg har valgt kun at medtage dem, jeg har prøvet personligt.
A-Vitamin
Retinol betyder A-vitamin, og det var nok den første ingrediens i kosmetik, som rent faktisk beviseligt kan gøre noget ved rynker. Den øger hudens indhold af collagen og forhindrer nedbrydningen af samme.
A-vitamin findes i mange former, og retinol betyder “hele” a-vitaminet. A-vitamin syre er den aktive del af A-vitaminet, og det findes i Danmark kun på recept og kun mod akne. Andre former af A-vitamin er blandt andet retinyl palmitate og retinyl acetate.
Det er svært at finde præcise sammenligninger af, hvilken for for ikke-receptpligtig a-vitamin, der er mest effektiv. Dertil skal man lægge, at koncentrationen selvfølgelig er afgørende og for hovedparten af alle kosmetiske produkter får vi ikke oplyst den. Men som hovedregel gælder stadig at jo længere nede på ingredienslisten A-vitaminet står, jo mindre effektivt er det. Mange solcremer har for eksempel en eller anden form for retinyl i sig men i så små mængder, at vi ikke kan snakke om antiage effekter.
Dokumentation bag A-vitamin:
- Japansk studie dokumenterer effekt på rynker ved at behandle 57 kvinder med 0,75 % retinol i den ene halvdel af ansigtet i 26 uger
- Et amerikansk studie i 2009 har gjort det samme her og konkluderer at “a formulation containing stabilized retinol is safe and effective to ameliorate the appearance of photo aged skin”
Gode produkter med A-vitamin:
Beauté Pacifique
Oriflame Bioclinic (indeholder også peptider)
Paula’s Intensive Wrinkle-Repair Retinol Serum
Restylane Night Serum
Peptider
Peptider er små signalstoffer, der fortæller huden, den skal lave mere collagen. Tab af collagen sker efterhånden som vi ældes og er et vigtigt element i at udvikle rynker. Peptider stimulerer huden til at danne ny collagen og er en af de store interessante nyskabelser de seneste år, som for alvor har en effekt på rynker. Forskerne bliver bedre og bedre til at optimere brugen af peptider, og peptiderne er også begyndt at finde vej til andre produkter end lige antiage.
Dokumentation bag peptider:
- Et studie fra britiske University of Reading viste i 2013, at peptid-blandingen Matrixyl kunne få cellerne i huden til at producere næsten dobbelt så meget collagen
- Et studie i International Journal of Cosmetic Science viser en significant forbedring af rynker og fine linjer i forhold til placebo
Gode produkter med peptider:
Det er svært at finde et antiage-produkt uden peptider i dag. Det er meget almindeligt at se produkter som reklamer med en eller anden ny og eksotisk ingrediens, men hvor effekten i virkeligheden kommer fra de peptider, som produktet indeholder.
Paula’s Choice Super Antioxidant Concentrate
Clinique Repairwear Laser Focus Wrinkle & UV Damage Corrector (indeholder også A-vitamin)
Elizabeth Arden Prevage (indeholder også A-vitamin og en bunke andet)
Estée Lauder Advanced Night Repair (indeholder også virkelig meget andet)
Nilens Jord Serum
Plaisir 3-i-1 Serum
Olay Regenerist
Akademikliniken Pure Lift Serum
Stamceller
Stamceller er et temmelig kontroversielt emne indenfor antiage. Der findes lige så mange, der taler brændende for deres effektivitet, som taler for det modsatte.
I kosmetik bruger man (selvfølgelig) stamceller fra planter. Stamceller har den egenskab, at de kan blive til hvilken som helst type celle. Hvis vi nu tog ægte humane stamceller og lagde på huden, så kunne det nok give interessante resultater. Men det gør vi selvfølgelig ikke, så forskerne prøver at finde de planter, der kan give de bedste resultater. Stamceller fra et schweizisk æble har fået mest opmærksomhed, men andre planter er også i spil.
Stamceller kan – i teorien – genopbygge huden og øge indholdet af elastin, collagen og hyaluronsyre. Men vi har ingen afgørende uafhængig forskning endnu.
Dokumentation bag stamceller:
Gode produkter med stamceller fra æbler:
Neostem
Vækstfaktorer
Væktsfaktorer er lidt i familie med stamceller. De er IKKE stamceller, men derimod de stoffer, der fortæller cellerne, hvordan de skal opføre sig.
Der findes ikke mange forskellige produkter af denne type, blandt andet fordi det kræver genmodificering at lave nogle brugbare ingredienser.
Hvad er det så, det kan? Det kan stimulere deling af celler og dermed stimulere dannelsen af nye sunde hudceller. Det ser ud til at være et yderst effektivt middel i kampen mod rynker, og det er noget af det mest effektive, jeg selv har prøvet.
Dokumentation bag EGF
Gode produkter med vækstfaktorer
BioEffect
Niacinamid
Niacinamid er et B-vitamin og en ægte multitasker. Det virker både mod rynker, hyperpigmentering, porer og akne og giver generelt finere hud uanset alder.
Dokumentation bag niacinamid:
Gode produkter med Niacinamid:
Olay Total Effects
Hyaluronsyre
Hyaluronsyre findes naturligt i huden. Det binder vand i huden og er med til at gøre vores hud fyldig og pæn. Derfor bruger man også hyaluronsyre som en filler, der sprøjtes ind i huden. Du kender det som Restylane.
Om hyaluronsyre givet udefra gennem en creme har samme udfyldende effekt er mindre sikkert. Et af problemerne er, at hyaluronsyre simpelthen er for stort til at kunne trænge dybt nok ind i huden. Forskerne arbejder på at lave mindre versioner af hyaluronsyre. Under alle omstændigheder er det sikkert, at hyaluronsyre er suverænt til at binde fugt i huden og give huden et generelt finere og yngre udseende.
Andre ingredienser prøver at påvirke hudens egen produktion af hyaluronsyre i stedet for at tilføre hyaluronsyre udefra. En af de mest kendte er L’Oreal koncernens egen Pro-Xylane, som man kan finde på tværs af L’Oreals serier. Desværre er L’Oreal som altid nærige med at publicere studier.
Dokumentation bag hyaluronsyre:
Gode produkter
Stort set samtlige antiage produkter på markedet indeholder hyaluronsyre i et eller andet omfang. Det er en meget udbredt ingrediens. Men hvis du vil have hyaluronsyre for alle pengene, så prøv Eucerin Hyaluron Filler og Eucerin Volume Filler serierne.
Hvis du vil prøve Pro-Xylane så overvej YSL Forever Youth Liberator Serum in Cream eller L’Oreal Revitalift Laser Serum. YSL Forever Youth Liberatpr Serum in Cream kombinerer Pro-Xylane med Rhamnose, som er en anden L’Oreal ingrediens, de desværre også nægter verden studier af.
Hvad er dine erfaringer med antiage-produkter?
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Hej pudderdåser
super indlæg! Hvis I skulle anbefale et af anti age produkterne fra indlægget, hvilket skulle det så være?
Dem allesammen selvfølgelig 🙂 Det kommer helt an på personlig smag og pengepung ikke mindst
Tak for indlægget – det er helt suverænt. det ville være meget hjælpsomt, hvis i kunne nævne ud for hver ingrediens hvad de kan hedde i en indholdsfortegnelse..
Hej Line. Ja, det er en god ide men desværre ikke altid praktisk muligt. Det kan blive nogle meget lange oversigter. Men spørg endelig ind til det, hvis der er noget, du gerne vil vide?
Hej kære Dåser
Har brug for hjælp til en nu 41 årig gammel, men normal hud, der for alvor nu viser sine tegn. Tørhedsrynker, pigmentpletter, tydlige porer, panderynker og smilerynker om
øjnene.
Pt bruger jeg Vichy serum og solcreme 50spf om dagen og ren aloeveregel og BP´s Metamorphicog om natten. Supplerer jævnligt med Dermaroller og SkinCeuticals Retinol 1.0 samt avocadoolie som maske. (Nordictan selvbruner hver dag).
Nu synes jeg det er på tide med en Antiage creme der sparker røv, for kan mærke det går stærkt nu.
Hvilken creme/cremer vil være ideel for min hud nu?
Kære Sille
Hvordan virker retinol for dig?
Kh. Katja
Må indrømme at jeg kun bruger den i perioder, hvor jeg ikke skal desideret ud, for huden afskaller. Samtidig er jeg også bange for her om sommeren at huden bliver for sart. Har haft cremen i næsten 3 år. Mon den stadig virker? Sys ik jeg oplever nogen synlig virkning.
Hov… brugernavn=Sille
Jeg vil gerne komme med to forslag til dig:
Et syreprodukt – læs mere her: https://pudderdaaserne.dk/2014/09/13/hvilken-syre-skal-jeg-vaelge-aha-bha-eller-en-af-de-andre/
Og så BioEffect – hvis du virkelig vil have noget, der sparker røv.
Og så husk solcreme!
Tak for råd, men der står godt nok meget og er mere forvirret nu.. ;/ Bioeffekt, hva er det for én?
Har du mon glemt at svare mig?
Kære Sille/Signe
Har du læst det hele? Hvor er det, du bliver forvirret? BioEffect kan du læse om lige her: BioEffect-genialt produkt, mærkelig serie.
Skriv endelig igen, hvis du ønsker uddybning.
Kh. Helene
Lækker oversigt over alle de gode produkter på markedet, der er klart nogle nye som jeg overvejer at anskaffe mig 🙂
Glad for at du kan bruge den 🙂
Jeg må altså bare lige give et shoutout til nogle billigere, men effektive produkter som jeg selv er fan af (:
The ordinary (DECIEM, sender fra England) laver simpelthen serums til alt ! Og prisen er overkommelig. Personligt elsker jeg deres produkter. Jeg er førtidspensionist, så jeg har absolut ikke råd til dyre serums eller cremer, så The ordinary er bare perfekte til mig og min pengepung ❤️
Hej søde dåser! Tak for endnu et meget lærerigt indlæg.
Jeg er lidt i tvivl om rækkefølgen for en optimal brug af følgende produkter: Jeres AHA-serum, Niacinamid og Ansigtsolie og herudover et retinoid-produkt (lige nu har jeg stadig lidt tilbage af The Ordinarys Retinoid-serum).
Jeg starter selvfølgelig med AHA-serum (jeg bruger kun denne om aftenen, da jeg synes det er for meget både morgen og aften).
Herefter jeres Niacinamid. Herefter bruger jeg The Ordinary Retinoid.
Til sidst slutter jeg af med jeres Ansigtsolie.
Jeg er i tvivl om, om det måske er mere hensigtsmæssigt at bytte rundt må niacinamid og retinoid, eller?
(om dagen ser rutinen noget anderledes ud: her er det niacinamid, en hyularon-serum, jeres Anti-Age ansigtscreme og afsluttende en solcreme af en art)
Hav en rigtig dejlig dag 🙂
Hej M
Jeg tror ikke det gør nogen forskel. Jeg har i hvert fald ikke nogen grund til at det ene skulle være bedre end det andet 🙂
Hej dåser. Tak for en god blog- bruger også nærmest alle jeres produkter. Intet andet virker ligeså godt på min hud!
Har i erfaringer med at indtage Hyaluronic syre oralt? Altså igennem pilleform. Kan se man kan få det derude. På forhånd tak 🙂
Ja, Helene har skrevet om det her: https://pudderdaaserne.dk/2018/03/28/et-lille-skud-med-stor-effekt/
Hej Damer 😉😆
Må man godt både bruge frugtsyrepeeling og AHA-produkter? Og hvilke ingresienser er vigtigst i en antiage-serum?
På forhånd tak for hjælpen.
Hej Anne
Frugtsyrepeeling er AHA, så svaret er nej, det er en rigtig dårlig idé. Peeling er rigtig godt, men for meget peeling er rigtig skidt.
Hvilke ingredienser, der er vigtigst, afhænger jo af, hvad du vil opnå. A- og C-vitamin, EGF, Niacinamid og peptider er bare nogle af dem.
Kh. Helene