Vi får mange mails og kommentarer fra jer, der har svært ved at finde ud af, hvilken type kemisk peeling, man skal vælge og i særdeleshed, hvilke produkter der er gode.
Det forstår jeg godt. Der er efterhånden mange forskellige typer af syre at vælge i mellem, og mange af dem kan de samme ting. Derudover kræver det nærmest en uddannelse i kemi at finde ud af, hvilke produkter der er effektive. Visse typer af syre skal være i koncentrationer på maksimalt 2 procent, mens andre skal have 25 procent for at fungere optimalt. Samtidig er produktets ph-værdi afgørende. En syrepeeling med for høj ph-værdi vil være komplet ineffektiv, selvom det indeholder nok så høje koncentrationer af den pågældende syre.
Jeg vil i dette indlæg gennemgå de forskellige typer af syre, og hvilke gode produkter der findes med de enkelte typer i.
Men alle typer af syre vil være gode for næsten alle typer af hudproblemer. Selvom salicylsyre har den bedste effekt på akne, så er glykolsyre også godt. Og selvom glykolsyre anses for det bedste valg til tør og ældet hud, så er salicylsyre også stadig godt for de problemer. Fordi de i bund og grund gør de samme ting – fjerner døde hudceller og lader ny og frisk hud komme frem i lyset.
Jeg har derfor før anbefalet det forhåndenværende søms princip, når det kommer til valg af kemisk eksfoliering. Det er ikke sikkert at de store prisforskelle, der kan være på produkterne, modsvarer forskellen i effekt.
Vælg creme, lotion, toner eller lignende
Til huden bør du vælge produkter med kemisk peeling, der bliver siddende på huden. Og altså IKKE ansigtsvask eller lignende, der skal vaskes af igen. De har nok en effekt, men du får en bedre effekt af produkter, som bliver på huden.
BHA – salicylsyre
Salicylsyre eller BHA (beta hydroxy acid) er en af mine yndlings kemiske peelinger. Produkter kun med salicylsyre i er meget milde, men samtidig effektive. Det er godt mod primært akne, hudorme og uren hud, fordi de kan trænge gennem fedt på huden, hvilket AHA ikke kan på samme måde.
Hvis du for eksempel har rosacea er det salicylsyre, du skal gå efter, når du vælger en kemisk peeling.
Men af en eller anden grund så er det umanerligt svært at finde produkter på markedet med ren salicylsyre. Og dem, der er, indeholder gerne en forbandet masse alkohol (typisk produkter solgt mod akne) eller er ineffektive på grund af for høj PH-værdi (som for eksempel hos Vichy).
Gode produkter med salicylsyre
I de danske butikker kan jeg kun pege på et enkelt produkt: Cliniques Mild Clarifying Lotion. Den er til gengæld også super – den indeholder 0,5 procent salicylsyre og har en effektiv ph-værdi. ALLE de øvrige clarifying lotions indeholder desværre enormt meget alkohol.
Det absolut bedste produkter med salicylsyre finder du hos PaulasChoice. De er uden parfume, har en effektiv ph-værdi, og du kan vælge mellem 1 eller 2 procent koncentrationer.
Jeg selv bruger 2% Beta Hydroxy Acid Gel. Det betyder ikke noget for effekten om du vælger den som gelé, lotion eller flydende. Vælg den konsistens, du foretrækker. Hvis du har super sart hud, så kan du starte med de milde på 1 procent.
AHA – frugtsyre og mælkesyre
AHA er nok de mest udbredte syrepeelinger og dem, vi har haft på markedet længst. De består af både frugtsyre (for eksempel glykolsyre – glycolic acid) og mælkesyre (lactic acid). Der findes mange alt efter, hvad de er udvundet af: malic acid, tartaric acid, mandelaic acid mfl.
Til hjemmebrug bør du vælge koncentrationer mellem 5 og 10 procent. På klinikker kan du få professionelle peelinger med højere koncentrationer, men det er ikke noget at rode med selv derhjemme.
AHA trænger dybere ned i huden end BHA og dens kusine LHA. Dette gælder især glykolsyre, hvorimod mælkesyre ikke kommer så dybt ned.
Dernede stimulerer den dannelsen af nye hudceller og binder samtidig fugt i huden. Den fjerner døde hudceller og er især god til tør og ældet hud, men der er også god effekt for akne.
Gode produkter med AHA
Flere mærker herhjemme sælger effektive produkter med frugtsyre i. Det er ofte klinikmærker. Gå blandt andet efter mærker som MD Formulations, Peter Thomas Roth og Mesoestetic.
Paula’s Choice laver også effektive produkter med glykolsyre i en dejlig lav ph-værdi. Jeg har selv kun prøvet den almindelige med 8 procent.
LHA
LHA eller Lipohydroxy Acid er en ny type syre udviklet af L’Oréal-koncernen. Den er i tæt familie med salicylsyre og på ingredienslisten hedder den da også capryloyl salicylic acid.
Perspektiverne i den nye form for syre er meget interessante. Dens egenskaber minder meget om salicylsyre, og undersøgelser viser, at den er lige så effektiv som salicylsyre til at behandle akne, hudorme og uren hud.
Men der er en meget vigtig forskel på LHA og BHA. LHA virker nemlig ved en hudneutral ph-værdi på 5,5 så den kan bruges i produkter med højere (og dermed mildere) ph-værdier en salicylsyre (BHA).
LHA er altså meget interessant, og det kunne især være interessant at se mere forskning fra uafhængige kilder. Det vi har er financieret af L’Oréal-koncernen selv, men det er publiceret i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.
Gode produkter med LHA
Du skal kigge hos L’Oreal koncernen for at finde produkter med LHA. Det vil sige mærker som SkinCeuticals, La Roche-Posay, Vichy og L’Oréal Paris.
Mit problem med de fleste af disse produkter som for eksempel denne fra Vichy er, at det er produkter med en kombination af LHA, AHA og BHA i en creme med en høj ph-værdi. Du får altså en effektiv LHA, men AHA og BHA vil være ineffektive.
L’Oréal opfinder gerne den dybe tallerken flere gange og billigere produkter som L’Oréal Triple Active Anti-Shine har en ingrediensliste, der minder rigtig, rigtig meget om La Roche-Posay Effaclar Duo (det er jo også de samme, der laver dem). La Roche-Posay tilfører dog også niacinamid, der er gavnligt for uren hud.
Dette produkt fra SkinCeuticals er særligt interessant, da det indeholder en kombination af ingredienser (med en lav ph-værdi), som er meget lig kombinationen af ingredienser i dette studie, der viser en effekt svarende til den fra det receptpligtige middel Clindoxyl.
Desværre er SkinCeuticals Blemish and Age Defense alkoholbaseret – man kan åbenbart ikke få det hele. Og når studiet viser, at både effekt og bivirkninger svarer til Clindoxyl, hvorfor så ikke bare gå til lægen og få en recept på det noget billigere lægemiddel?
Det samme gælder LHA Solution, der ellers indeholder en interessant blanding af syre.
La Roche-Posay Effaclar K er nok et af de bedste bud, hvis du kæmpe mod akne. Det indeholder også en stor mængde salicylsyre (men ph-værdien er altså temmelig høj) i en kombination med LHA og retinol linoleate, der også er godt mod uren hud.
La Roche-Posays Effaclar Skintonic er rig på LHA – men med meget alkohol i.
PHA
PHA – Polyhydroxyacid er en moderne udgave af AHA. Det har de samme egenskaber, som gør den effektiv til ældet, solskadet eller akneplaget hud, men er mildere mod huden og giver ikke den samme irritation som AHA ofte gør. Derfor kan PHA – i modsætning til AHA – også ofte bruges af dig med rosacea. (kilde) Gluconolactone kan måske endda hjælpe på rosacea.
PHA øger heller ikke følsomheden overfor UV-lys på samme måde som AHA gør. Den er et rigtig godt valg af syre, hvis ældet hud er dit problem.
PHA findes som blandt andet gluconolactone og lactobionic acid, og det er særdeles interessante syrer. Jeg har selv prøvet dem fra Clinique, og det er lækkert.
Gode produkter med PHA
Clinique bruger lactobionic acid i deres Turnaround serie.
Gluconolactone kan du finde hos især klinikserierne Exuviance/NeoStrata, der konsekvent holder en korrekt PH-værdi i deres produkter med syre.
Comfort Zone bruger også gluconolactone i deres Skin Resonance Peeling og i Skin Regimen Night Renewer.
Jeg har ikke selv haft peelingprodukter fra Exuviance, NeoStrata eller Comfort Zone i hænderne, så jeg kan ikke komme med nærmere anbefalinger.
Kombinations-produkter
Mange af de produkter, jeg har nævnt, indeholder en kombination af flere former for syre. Det gør nogle andre af mine favoritter også.
Avène Cleanance K er en blanding af 6 procent glykolsyre, 2 procent mælkesyre og 0,1 procent salicylsyre i en effektiv ph-værdi. Den lave ph-værdi, lave pris og nemme tilgængelighed på apoteket gør det til en meget attraktiv mulighed for de fleste.
MD Formulations Vit-A-Plus Night Recovery er også en blanding af glykolsyre og salicylsyre, men med et højere niveau af salicylsyre. En gammel favorit herhjemme – min hud kan bare bedst lide salicylsyre.
Andre syrer
De fire former for sure, jeg har skrevet om her, er langt fra udtømmende. Syrer som kojic acid bruges også mod hyperpigmentering. Acelaic acid er godt til hyperpigmentering, acne og rosacea. Gode, gamle carbamid er omend ikke en syre, så også eksfolierende. Til klinikbrug bruger man også nogle langt mere hardcore peelinger. Og så er der de nye former for enzympeelinger. Men dette indlæg er vist langt nok som det er…
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
PS. Dette er et gammel indlæg og flere af produkterne findes ikke længere og nye er kommet til. Blandt andet vores egne.
Hej pudderdåser!
Jeg ved, det er et gammelt indlæg, men prøver alligevel lykken :grinning:
Jeg bruger jeres T-zone peeling 1-2 gange dagligt. I dag har jeg været til fået en ansigtsbehandling med frugtsyre – kan disse to ting godt kombineres? Er det nok, at jeg ikke bruge T-zone peeling samme dag som jeg evt. får frugtsyrebehandling, eller skal jeg helt vælge mellem det ene eller det andet?
God weekend!
Mvh. Maja 🙂
Hej Maja
Hvad sagde behandleren? Det kommer næsten mere an på behandlingen? Nogle syrebehandlinger må man ikke bruge andre syreprodukter i forbindelse med.
Hvordan har din hud det nu? Nogen afskalning eller lign?
KH. Katja
Tusind tak for svar!
Jeg fik ikke spurgt behandleren (kosmetologskolen), men min hud skaller ikke og opfører sig ikke umiddelbart anderledes end før masken.
Jeg kan måske godt forsøge mig ad med t-zone peelingen, så længe huden ikke reagerer anderledes på det? Og hvis ikke, hvor længe vil du anbefale at jeg venter? 🙂
Jeg ville nok lige vente et par dage og se ad. Hvis huden ikke skaller eller andet, så bare fortsæt. Du ved ikke noget om koncentration, syren eller lign?
Hej!
Jeg ved det er en gammel post, men jeg håber i kan svare :blush: Mit spørgsmål er: Er den der Clinique mild clarifying lotion en slags skin tonic? og ikke en creme?
Jeg har ellers brugt Loreal’s triple active anti shine, men jeg kan desværre ikke købe den længere på min lokale matas. Så jeg leder efter en ny creme at forelske mig i :relieved:
Eller kender i tilfældigvis en forhandler der sender jeres produkter her til Grønland? for her er ikke så meget udvalg at vælge imellem.
ps. Jeg elsker jeres blog :kissing_heart: jeg tjekker først her, når jeg skal købe noget nyt :smiley:
Hej Niviaq. Tusind tak for de pæne ord 🙂
Den er en BHA peeling med 0,5%. Og ja, den har konsistens som en skintonic. Den er altså flydende.
Sender vi virkelig ikke til Grønland? Gør Matas ikke det? Jeg tjekker det lige, det bliver vi nødt til.
Jeg har lige læst at frugtsyre nedbryder antioxidanter. Er det rigtig ?
Jeg bruger Paulas BHA 1% efterfulgt af super antioxidant serum og derefter creme (den rækkefølge som de anbefaler). Jeg kan ikke rigtig finde svar i junglen af produktinfo.
Håber i kan hjælpe.
Hvor har du læst det? Har du et link? Så er det lidt nemmere at gennemskue 🙂
“Sådan får du superhud” af Anette Kristine Poulsen. I Kap.8 er der en tjekliste til når man bruger frugtsyre. Der står der at det kan være en god ide at bruge dem som natpleje da de kan nedbryde antioxidanter.
Nu har jeg ikke selv bogen, så jeg ved ikke, hvilken kilde hun oplyser? Men jeg har aldrig hørt den sammenhæng før. Tværtimod. Glykolsyre er faktisk i sig selv en antioxidant og har alene en (omend svag) antioxidant effekt. Det eneste jeg lige hurtigt kunne finde viser faktisk den omvendte sammenhæng: https://www.researchgate.net/publication/13915226_Synergistic_effect_of_glycolic_acid_on_the_antioxidant_activity_of_a-tocopherol_and_melatonin_in_lipid_bilayers_and_in_human_skin_homogenates
Grunden til at mange anbefaler at bruge frugtsyre om natten er at den kan øge lysfølsomheden.
Men jeg kender som sagt ikke Anettes kilde. Jeg går ud fra, der er en god grund bag.
Jeg kan heller ikke finde nogle steder der dokumenterer det hun skriver ! Jeg fortsætter ufortrødent min rutine så 😉 Tusind tak for hjælpen og den hurtige respons.
Det var så lidt. Håber det fungerer for dig 🙂
Hej Katja, Jeg håber du måske kan hjælpe mig.
Jeg er en ung kvinde på 26 – døjer regelmæssigt med acne udbrud og “hvide hudorme” bag huden.
Jeg har fået tetracyklin for at bekæmpe det, det virkede også rigtig godt efter tre måneder, men efter 1 1/2 år på pillerne mente jeg det var tid til at stoppe. – Det er nu et år siden jeg stoppede (Min hud har været pæn siden, lige indtil nu)
Min hud er meget fedtet, men samtidig meget tør, skaller meget – hvilket ikke ser pæn ud under en makeup.
Syntes Min hud er for sart til peeling med korn, og er også bange for at forværre acnen/bumserne. Og vil helst undgå at skulle tilbage på tetracyklin.
Kan du ud fra min “historie” anbefale hvad jeg skal bruge , evt af ansigtsrens, creme og peeling?
Vil gerne prøve paulas choice bha, men er i tvivl om, om jeg skal vælge den til fedtet hud, eller normal tør hud.
Håber på svar 🙂
Mvh
Kære Karen. Du skal klart prøve en 2% BHA. Enten den fra Paula’s Choice eller vores egen T-zone Peeling (den skal i hele ansigtet). Når det kommer til ansigtsrens, så gælder det at “jo mildere jo bedre”. Hvad bruger du i dag? Har du læst dette indlæg? https://pudderdaaserne.dk/2014/09/18/raekkefoelge-og-hudplejerutine-saadan-bruger-du-vores-og-andres-produkter-sammen/
Hejsa
Jeg er en asiatisk pige på 34 år. Jeg begyndte i sommer sidste og lidt akne på mine kinder og ikke andre steder i ansigtet. Der er nu kommet mærker/ar lidt røde/brune efter bumser. Hvad vil du anbefale af cream som vil hjælpe med disse ar?
Hej Dung
Har du stadig problemer med akne? Mit forslag er at bruge noget AHA, for eksempel vores egen AHA-serum. Min søn har allerede nu haft rigtig god effekt af vores olie, som han har brugt i en måneds tid nu.
Kh. Helene
Hej.
Jeg har lige læst om jeres egen T-zone peeling. Hvordan er den vs. Paula’s choice bha…et eller andet? Jeg har mange tilstoppede porrer på næsen.
Hej Miriam
Det er mere eller mindre det samme, koncentrationen af salicylsyre er den samme. Vi har arbejdet på konsistensen, fordi det var en af grundende til, at jeg aldrig selv kom i gang med Paulas BHA.
Kh. Helene
Indholdet af salicylsyre er det samme som i hendes 2%. Der er også 2% BHA i vores. Vi bruger også niacinamid, der giver lidt ekstra effekt på porrerne. Og så synes vi i al beskedenhed at vores konsistenser er lækrere. Men salicylsyren er det samme.
Er der en syre som er bedre end en anden, hvis man lider af cystisk akne, eller er det ligegyldigt, når nu aknen ligger i de dybere hudvæv?
I øvrigt: Jeg tåler ikke Benzoylperoxid. Har I høre om produkter med klorhexidin, som skulle hjælpe på akne? Fx denne fra apoteket: https://www.webapoteket.dk/saar-og-sygepleje/desinfektion/klorhexidin-medic-plus-p-203159
Kh
Maria
Kære Maria
Jeg oplever at det er AHA, fordi det ofte er en tør overhud, der er skyld i balladen, læs med her Cremen, du linker til, er ret så fedtet, så jeg tænker, at din hud ikke bliver voldsomt glad for den løsning. Hvad siger lægen, måske giver det mening at bruge den flydende version på vat… men det kræver i hvert fald at den ikke indeholder alkohol.
Kh. Helene
Hej pudderdåserne.
Jeg ved, at indlægget er ældre, men tager chancen alligevel. 🙂
Jeg har haft en del problemer med min hud det seneste halve år.
Jeg har haft noget udslet på hage og kinder, og jeg har derfor ikke turdet bruge peeling med korn. Jeg har skiftet min renseskum ud med rensemælk og har købt glocolic acid pads fra Nip+fab. Jeg synes dog, jeg får en masse små knopper i panden, når jeg bruger dem – selvom jeg ikke har brugt dem hver aften, men kun 2 gange om ugen. Er det en normal reaktion, når man starter på syrepeeling eller kan det være tegn på, jeg ikke kan tåle dem? De er lidt som væskende knopper, der aldrig bliver til bumser. Jeg har ikke som sådan sart hud ud over mit eksemproblem, jeg tåler parfume mv. Jeg har dog skåret ned på parfumen i min hudpleje efter de mange problemer med eksem.
kh. Malene
Kære Malene
Først og fremmest kender jeg ikke Nip+Fabs pads selv.
Men det du beskriver er normalt ved opstart med syrepeeling. Prøv at læse her: https://pudderdaaserne.dk/2015/08/24/kan-salicylsyre-give-mere-uren-hud-starten/
Jeg ved det handler om en anden syre, men det samme gælder
Hej
Ved i om der er kommet nogle nye produkter på gaden med PHA, eller har i nogle i kan anbefale?
Jeg har nemlig særdeles tør og rød hud på kinderne, så tænker at det er noget jeg måske skulle kaste mig ud i. Har prøvet at google det, men som så ofte før med produkter, bliver man super forvirret.
Jeg har iøvrigt lige købt jeres ansigtsrens, den glæder jeg mig meget til at prøve
[…] kan læse mere om de forskellige typer syre hos Pudderdaaserne.dk og nærmere om AHA hos […]