Tirsdagstip: Værn om dine øjenbryn

Anmeldelse: Glossier – nu i Danmark

 

Glossier

Så er Glossier begyndt at sende til Danmark, og vi har allerede prøvet nogle af produkterne. Vi har testet et udvalg, som vi har modtaget i et pressekit fra Glossier. Fra i dag er Glossiers webshops åben i Danmark, så vi har lavet en anmeldelse, som indeholder en anmeldelse af de produkter, som vi har haft mellem hænderne, en kortere omtale af nogle af de interessante produkter, som vi kan bedømme ud fra ingredienslisterne alene og så snakker jeg lidt til sidst om, hvad jeg netop har bestilt selv.

Overordnet set er Glossier en samling af smukke produkter, der er skabt af Emily Weiss, der står bag bloggen Intothegloss. Produkterne er moderigtige at se på, dufter parfumeret og konsistenserne er lækre. Der er også flere gode ingredienser i hudplejeprodukterne, mens indpakningen er ofte er mere pæn end lufttæt.

Glossier Milky Jelly Cleanser
Milky Jelly Cleanser er ikke et renseprodukt, som noget andet du har derhjemme. I stedet for traditionelle vaskeaktive stoffer, har Glossier taget udgangspunkt i dem, som du finder i en flydende makeupfjerne såsom en eau micellaire. Milky Jelly Cleanser er derfor – meget groft sagt – en makeupfjerner i geléform. Den er mild mod huden, ikke udtørrende og dejlig at bruge. Det ville være interessant om man kunne bruge den uden vand, men Glossier skriver konsekvent, at den skal skylles af. Katjas øjne elsker den, den irriterer Helenes øjne. Vi har begge virkelig sarte øjne, men den er under alle omstændigheder meget velegnet til tør hud. Den er tilsat duft i form af rosenvand.
130 kroner for 177 ml.

Glossier Lash Slick
Lash Slick er en tubemascara, og den er god. Hvis du ikke ved, hvad en tubemascara er, så læs mere her. Almindelig mascara er lavet på voks, hvorimod en tubemascara er lavet af polymerer, der lægger sig som et lille rør udenpå hvert eneste hårstrå. Resultatet er ofte et lidt mindre dramatisk resultat, men til gengæld færre problemer med mascara der drysser og smitter af i løbet af dagen. Glossier Last Slick er en lidt mere dramatisk version end de fleste andre tube-mascara, der giver pæn længde.
120 kroner

Glossier Cloud Paint
Cloud Paint er en creme blush på tube. Den har en meget fin konsistens og er nem at lægge pænt på kinderne. Den giver en diskret farve og et fint resultat. I modsætning til mange andre lignende produkter, så er de utroligt nemme at fordele og giver derfor et pænere og mere naturligt resultat. Puff er en klassisk pink og et godt sted at starte.
140 kroner

Glossier Body Hero Daily Perfecting Cream
Body Hero Daily Perfecting Cream er bodylotion med glimmer. Ret meget endda. Derudover indeholder den en masse af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, hvilket ikke helt stemmer overens med, at Glossier kalder den “hypoallergenic”. Derudover indeholder den antioxidanter i form af en masse eksotiske planteekstrakter fra blandt andet tamarind, kaktus og yucca, alle med gode effekter på huden. Hvis ikke der var så meget farvestof, parfume og glimmer i, ville jeg være vildt begejstret. Men er du på jagt efter en bodylotion med glimmer, så er Body Hero en af de pænere. Det er fin perlemor, der er i og effekten er pæn.
160 kroner for 250 ml.

Glossier balm dotcom
Glossiers version af den klassiske balm, er en blanding af vaseline, riccunusolie (amerikansk olie), bivoks, lanolin og gode planteekstrakter. Det er en meget fed blanding, og amerikansk olie er virkelig godt på tør hud. Den findes i 6 varianter; en uden duft og fem med duft. Nogle også med farve og glimmer.
90 kroner for 15 ml.

Glossier Invisible Shield Daily Sunscreen +
Jeg har ikke selv prøvet Glossiers solcreme, men jeg ser heller ikke nogen grund til det. Glossier er amerikansk, og som vi har skrevet om før, så er amerikanske solcremer lysår bagud de moderne europæiske solcremer, vi har i Danmark. Problemet har ikke noget med Glossier at gøre, men skyldes en umulig amerikansk lovgivning. Der er generelt ikke nogen grund til at købe amerikansk solcreme – heller ikke fra Glossier.

Glossier Solution Exfoliation Skin Perfector
Jeg har heller ikke prøvet Solution fra Glossier, men den har jeg selvfølgelig bestilt. Glossier har valgt at blande fire slags syre i en flydende tonic: Mælkesyre, glykolsyre, gluconolactone og salicylsyre. Der er i alt 10% i, men vi kender ikke den præcise fordeling af de fire slags syre. Vi kan dog se, at de er mest mælkesyre i efterfulgt af glykolsyre og så gluconolactone. Der er meget lidt salicylsyre i. “Acid is your friend” siger Glossier, og det er vi selvfølgelig helt enige i.

Med kombinationen af mælkesyre, glykolsyre og salicylsyre har vi faktisk indholdsstofferne fra gode gamle Avène Cleanance K – men selvfølgelig i en helt anden formel. Hvis du er en af dem, der stadig savner den gamle Cleanance K, så prøv lige den her og fortæl os, hvordan det fungerer. Det vil vi rigtig gerne vide! Det er selvfølgelig et helt andet produkt med en flydende konsistens, men udover mængden af gluconolactone, så har vi faktisk her en kombination af mælkesyre, glykolsyre og salicylsyre i noget, der godt kunne ligne en nogenlunde tilsvarende koncentration.

Udover Glossier Solution Exfoliation Skin Perfector, så har jeg også nu bestilt Boy Brow, som er deres bedstsælgende produkt, og Body Hero Daily Oil Wash, fordi den lyder rar, og jeg er altid glad for vaskeolie til kroppen. Og så har vi bestilt resten af farverne af Glossier Cloud Paint for at kunne skrive om dem.

Her kan du købe det
Du kan købe Glossier på Glossier.com, der sender til Danmark fra og med i dag. Der er gratis fragt, hvis du køber for over 300 kroner. Glossier sender fra et europæisk lager, og der kommer ikke ekstra told på i Danmark, har de fortalt os.

 

 

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Boozt.com - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk   Feelunique - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links
   

5 kommentarer

  • Kristina

    Glæder mig til at prøve nogle af produkterne :) Er især spændt på wowder pudderen. Jeg havde også et godt øje til solution toneren, men så læste jeg denne anmeldelse fra Caroline Hirons: https://www.carolinehirons.com/2018/01/glossier-solution.html
    Hun skriver at produktet ikke kan anbefales pga. højt niveau af sodium hydroxide.. Hvad mener I om det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Kristina
      Nu har jeg ikke læst artiklen, du linker til, men natriumhydroxid er jo en temmelig stærk base. En høj koncentration af det vil hæve pH-værdien, og det er både udtørrende og uhensigtsmæssigt, især fordi det er et syreprodukt, hvor pH-værdien skal være lav, for at syrerne skal være virksomme.
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Ingredienslisten ser ikke sådan ud længere – heldigvis. Jeg er enig med Caroline Hirons, og de må have omformuleret produktet. Der er ikke store mængder sodium hydroxide i Solution ifølge ingredienslisten på Glossier.com – men jeg har bestilt den og venter på den kommer. Så kan jeg vi bedre udtale os.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna

    Jeg siger det samme som Kristina – har ingen lust til at prøve solution efter Caroline Hirons’ anmeldelse. Hun plejer at vide hvad hun snakker om, så jeg holder mig hellere til exfoliators fra mærker, som jeg ved har styr på sine ting – som fx jer og Paulas Choice :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg kan ikke lige gennemskue…. hvis jeg germe vil prøve milky jelly cleanser, er det så min alm rens, eller olie rens der skal skiftes ud?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdagstip: Værn om dine øjenbryn