Makeup til sæsonens fester

Den bedste makeup til under 100 kroner

 

Makeup under 100

Man skulle tro, at det bliver sværere og sværere at finde gode produkter til vores efterhånden mangeårige guide til de bedste produkter under 100 kroner. Inflation, prisstigninger og såen. Men det modsatte er faktisk tilfældet. Stigende konkurrence, større udbud og et langt større udvalg af mærker har gjort det meget nemmere at finde gode og billige produkter i Danmark. Faktisk er det så nemt, at vi denne gang har delt indlægget op i tre. I denne del finder du vores favoritmakeup til under 100 kroner. Find forhandlere i bunden af indlægget og find de tidligere versioner af indlægget her og her og her– der er stadig flere af de gode favoritter, som er på markedet – flere af dem er bare røget ud, fordi prisen i dag er hoppet op over de 100 kroner.

Læber
Maybelline ColorDrama Intense Velvet Lip Pencil
er et produkt, hvor alt bare sidder lige i skabet. Både selve produktet og farveudvalget er så velvalgt, at samtlige farver fungerer. Og så koster de kun 69,95. Se hele anmeldelsen her.

Rimmel har altid lavet nogle af de bedste billige læbestifter og produktnavnene skifter hele tiden. Det gør kvaliteten dog ikke. Moisture Renew Sheer & Shine er til dig, der vil have en klassik let læbestift med glans. Rimmel The Only 1 Matte er en skøn mat læbestift.

Hvis du hellere vil have en flydende mat læbestift, så kan vi anbefale The Body Shop Matte Lip Liquid. Den er god, prisen er under 100 kroner, og farverne er flotte.

Øjenskygge
Forever Eyeshadow fra Gosh er en god eyeshadow stick. Vi kan bedst lide de matte farver. De fungerer godt både alene til en hurtig hverdagsmakeup eller som base sammen med andre øjenskygger.

Det samme gør Revlon Colorstay cremeøjenskygger, der er en cremeøjenskygge på en lille krukke til kun 69 kroner. Den er det pt. bedste bud på en billig version af MACs legendariske, men dyrere Paint Pots.

Er du mere til almindelige pudderøjenskygger kan vi anbefale single-øjenskyggerne fra L’Oréal, The Body Shop og Benecos.

Men du kan også købe hele paletter i ok kvalitet til under 100 kroner. I Normal kan du købe Makeup Revolution øjenskyggepaletter. Ikke alle paletterne er lige gode (undgå for eksempel dem med de rektangulære glitterøjenskygger), men Flawless 2, Flawless Matte 2 og Mermaids Forever er tre gode køb. Se lørdagslook med Mermaids Forever her.

Sleek paletterne er i en helt anden liga end Makeup Revolution og kostede indtil for nylig under 100 kroner i Sephora, men priserne er steget, så de nu koster 105. Det samme gælde GOSH 9 Shades øjenskyggepaletter, som også fortjener hædrende omtale, men som også kommer over de 100 kroner for 9 øjenskygger.

Eyeliner
Når det kommer til blyantseyelinere, så er der ingen over, ingen under, ingen ved siden af GOSH eyelinere. Og de koster alle under 100 kroner. Både den klassiske Velvet Touch, den ultra-holdbare The Ultimate Eyeliner og den nye Infinity, der kombinerer cremethed med holdbarhed i nogle rigtig fine farver kommer med vores varmeste anbefalinger. Der er ingen grund til at bruge flere penge på en eyeliner – tværtimod.

Mascara
L’Oréal Voluminous mascara er en af de efterhånden overraskende få mascara, der stadig koster under 100 kroner, men det er stadig en virkelig god mascara. Klassisk volumenmascara med mange år på bagen og mange trofaste fans.

Øjenskyggeprimer
ISADORA Eye Primer holder lige så godt på øjenskyggen som de dyrere primere, og gør det nemmere at lægge en pæn og pigmenteret øjenskygge.

Øjenbryn
L’Oréal har fanget trenden fra for eksempel Anastasia og Benefit med de bløde trekantede øjenbrynsblyanter, og L’Oréal BrowArtis Xpert gør det lige så godt. Dette er absolut min foretrukne måde at optegne bryn på, fordi resultatet er nemt, hurtigt og naturligt. Som med L’Oréals øvrige brynprodukter kan man finde velegnede kolde farver – jeg har købt L’Oréal BrowArtis Xpert i farven Cool Blonde, der er helt fri for rødlige toner.

Blush
Det er blevet nemt at finde flotte og billige blush uden for meget glitter. Nogle af de allerbedste er Wet n wild coloricon blush, som Normal forhandler til kun 41 kr. Min yndlingsfarve er Mellow Wine, der er et noget misvisende navn til en smuk pink-koral. Læs hele vores gamle anmeldelse af Wet n wild Coloricon Blusher her.

L’Oréal Paris True Match Blush er en smuk lille blush i klædelige farver med en smule shimmer uden at det bliver alt for meget glitter. På emballagen hedder den “Le Blush” og kommer i en lille enkel kompakt og er et godt bud på en helt enkel og smuk blush.

Med Hot Spice Blush palette fra Makeup Revolution får du 8 blush for under 100 kroner. Ikke alle farverne er lige pigmenterede, nogle af dem er meget glitrede. Ingen af farverne er 100 % matte, men der er noget for enhver smag, og der er mange fine farver blandt. Se Helenes lørdagslook med paletten her.

Bronzer
Benecos Natural Fresh Bronzing Duo Ibiza Nights er en compact med både en bronzer og en blush. Til 75 kroner er den et super køb, der giver en naturlig smuk glød, men som også kan tones op til en kraftigere effekt. Vi har tidligere skrevet om den her.

Foundation
To gode foundation fra Rimmel er vores bedste bud på en foundation til under 100 kroner. Rimmel Lasting Finish Foundation er til dig, der vil have en holdbar og matterende foundation. Læs hele anmeldelsen sammen med anmeldelsen af et par dyrere konkurrenter her. Rimmel Wake Me Up Foundation er en lettere foundation til dig, der vil have et mere naturligt og glødende look.

Concealer
Rimmel Wake Me Up Concealer har vi tidligere anmeldt her. Det er en god og billig concealer til at skjule mørke rande med og give et friskt look. I Normal kan du også købe den hypede Maybelline Instant Age Rewind Eraser Dark Circles Treatment Concealer, der er en rigtigt god concealer til formålet, men i en frygtelig emballage.

Maybelline Superstay Concealer er en dækkende og holdbar concealer til at skjule hvad som helst med og den pt bedste mulighed, hvis du ikke vil bruge mere end en 100-kroner seddel på din concealer.

Her kan du købe det (reklamelinks)
Maybelline og L’Oréal kan du købe i Matas, Magasin og større supermarkeder. Her kan du også købe GOSH, som du selvfølgelig også kan købe på GOSH’ egen webshop.

Rimmel finder du i Matas.

Body Shop finder du på The Body Shops webshop.

Isadora forhandles i Magasin og online hos blandt andet Ellos og Nelly

Wet n Wild kan du finde i Normal og online hos Ellos og Makeup-Online.

Benecos finder du i Magasin.

 

 

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

7 kommentarer

  • Majbritt

    Hvis I ikke allerede kender luxplus så tjek den ud det kan man købe make up fra mange forskellige mærker til rigtig gode priser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Virkelig et godt og brugbart indlæg! Jeg spekulerer på om der mon findes en cremeblush til under 100 kroner?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Super indlæg. Jeg har – på jeres anbefaling – købt bronzeren/bluhen fra benecos. Virkelig god 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Maybelline Superstay Concealer – jeg synes at den kager for meget sammen. Brug den ikke under øjnene.
    Hvor er make-up’en fra Essence blevet af? Jeg elsker det. Undtagen deres foundation. Deres Stay all day 16 hours concealer kager ikke under øjnene. Den koster vist 21 kr. 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Jeg testede deres foundations i håb om at de var sagEN :p Så jeg skal lige prøve noget mere ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maibritt

    Jaaaa elsker de her indlæg 😊 perfekt når man er på SU

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Makeup til sæsonens fester