Hvilken syre skal jeg vælge? AHA, BHA eller…

13.09.14
T-Zone Peeling eller AHA Peeling

T-Zone Peeling eller AHA PeelingEfter vi har lanceret vores produkter, har vi fået rigtig mange spørgsmål fra alle jer, der er i tvivl om I skal vælge AHA eller BHA – i form af hhv. vores nye AHA-Peeling eller T-zone peeling.

Og det forstår jeg godt. Det er også forvirrende. Mange af jer spørger også, hvordan I kan kombinere de to produkter, og der bliver vi desværre nødt til at sige nej. Det er bare ikke nogen god idé at bruge flere forskellige syreprodukter. Risikoen for bivirkninger og over-eksfoliering bliver for stor. Så du må vælge.

Det bliver jo ikke nemmere af at vores to syre-peelinger selvfølgelig langt fra er de eneste på markedet. Tværtimod er der masser af andre produkter med flere andre typer syre derude. Så jeg har besluttet at genudgive vores gamle syre-guide her i en lidt redigeret form.

Generelt vil alle typer mild syrepeeling være gode for næsten alle typer af hudproblemer (rosacea undtaget). Selvom salicylsyre har den bedste effekt på akne, så er glykolsyre også godt. Og selvom glykolsyre anses for det bedste valg til tør og ældet hud, så er salicylsyre også stadig godt for de problemer. Fordi de i bund og grund gør de samme ting – fjerner døde hudceller og lader ny og frisk hud komme frem i lyset. Du behøver altså ikke være så bange for at vælge.

Vælg creme, lotion, toner eller lignende
Til huden bør du vælge produkter med kemisk peeling, der bliver siddende på huden. Og altså IKKE ansigtsvask eller lignende, der skal vaskes af igen. Der er enormt mange ansigtsvaske med salicylsyre eller glykolsyre, og selvom de nok har en effekt, får du en langt bedre effekt af produkter, som bliver på huden.

Kend koncentration og ph-værdi
Der er to vigtige egenskaber, du skal kende ved et syreprodukt. Det ene er koncentrationen, det andet er ph-værdien. De forskellige typer af syre virker bedst i forskellige koncentrationer. Koncentrationen af BHA/salicylsyre skal helst være på mellem 1 og 2 procent, mens AHA/glykolsyre virker bedst mellem 5 og 10 procent (til hjemmebrug). Det betyder bestemt ikke at en salicylsyrepeeling med 2 procent er mindre effektiv end en glykolsyre peeling med 10 procent, bare fordi “der er mindre i”. Man kan ikke sammenligne koncentrationer af to helt forskellige syrer.

Dertil er ph-værdien afgørende. Hvis den bliver for høj, så mister syren sin evne til at peele uden, så er det hele temmelig forgæves. Igen afhænger hver enkelt optimale ph-værdi af den enkelte syre.

BHA – salicylsyre
Salicylsyre eller BHA (beta hydroxy acid) er en af mine yndlings kemiske peelinger. Produkter kun med salicylsyre i er meget milde, men samtidig effektive. Det er godt mod primært akne, hudorme og uren hud, fordi de kan trænge gennem fedt på huden, hvilket AHA ikke kan på samme måde. Det gør at de kan eksfoliere nede i poren, og  derfor har en særlig god effekt på hudorme og forstørrede porer.

Hvis du for eksempel har rosacea er det salicylsyre, du skal gå efter, når du vælger en kemisk peeling.

Men af en eller anden grund så er det umanerligt svært at finde produkter på markedet med ren salicylsyre. Og dem, der er, indeholder gerne en forbandet masse alkohol (typisk produkter solgt mod akne) eller er ineffektive på grund af for høj PH-værdi (som for eksempel hos Vichy).

Gode produkter med salicylsyre
Derfor stod et produkt med salicylsyre også øverst på vores ønskeseddel, da vi lavede vores egen hudplejeserie. Vi har kaldt den T-zone peeling, men du skal selvfølgelig bruge den i hele ansigtet. Den indeholder 2 % salicylsyre, 1 % niacinamid (der også er godt for porernes udseende) og en ph-værdi på cirka 3,5.

I de danske butikker kan jeg derudover kun pege på et enkelt produkt – desværre: Cliniques Mild Clarifying Lotion. Den er til gengæld også fin – den indeholder 0,5 procent salicylsyre og har en effektiv ph-værdi. ALLE de øvrige clarifying lotions indeholder desværre enormt meget alkohol.

Derudover finder du produkter med salicylsyre hos PaulasChoice. Der kan du kan vælge mellem 1 eller 2 procent koncentrationer.

AHA – frugtsyre og mælkesyre
AHA er nok de mest udbredte syrepeelinger og dem, vi har haft på markedet længst. De består af både frugtsyre (for eksempel glykolsyre – glycolic acid) og mælkesyre (lactic acid). Der findes mange alt efter, hvad de er udvundet af: malic acid, tartaric acid, mandelaic acid mfl.

Til hjemmebrug bør du vælge koncentrationer mellem 5 og 10 procent. På klinikker kan du få professionelle peelinger med højere koncentrationer, men det er bestemt ikke noget at rode med selv derhjemme.

AHA trænger dybere ned i huden end BHA og dens kusine LHA. Dette gælder især glykolsyre, hvorimod mælkesyre ikke kommer så dybt ned.

Dernede stimulerer den dannelsen af nye hudceller og binder samtidig fugt i huden. Den fjerner døde hudceller og er især god til tør og ældet hud, men der er også god effekt for akne.

Gode produkter med AHA
Flere mærker herhjemme sælger effektive produkter med frugtsyre i. Det er ofte klinikmærker. Vores egen AHA-Peeling indeholder 7 procent glykolsyre i en ph-værdi på cirka 3,5.

Derudover kan du går efter efter mærker som MD Formulations, Peter Thomas Roth og Mesoestetic.

Paula’s Choice laver også flere effektive produkter med glykolsyre.

LHA
LHA eller Lipohydroxy Acid er en ny type syre udviklet af L’Oréal-koncernen. Den er i tæt familie med salicylsyre og på ingredienslisten hedder den da også capryloyl salicylic acid.

Perspektiverne i den nye form for syre er meget interessante. Dens egenskaber minder meget om salicylsyre, og undersøgelser viser, at den er lige så effektiv som salicylsyre til at behandle akne, hudorme og uren hud.

Men der er en meget vigtig forskel på LHA og BHA. LHA virker nemlig ved en hudneutral ph-værdi på 5,5 så den kan bruges i produkter med højere (og dermed mildere) ph-værdier en salicylsyre (BHA).

LHA er altså meget interessant, og det kunne især være interessant at se mere forskning fra uafhængige kilder. Det vi har er financieret af L’Oréal-koncernen selv, men det er publiceret i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

Gode produkter med LHA
Du skal kigge hos L’Oreal koncernen for at finde produkter med LHA. Det vil sige mærker som SkinCeuticals, La Roche-Posay, Vichy og L’Oréal Paris.

Mit problem med de fleste af disse produkter som for eksempel denne fra Vichy er, at det er produkter med en kombination af LHA, AHA og BHA i en creme med en høj ph-værdi. Du får altså en effektiv LHA, men AHA og BHA vil være ineffektive.

La Roche-Posay Effaclar K er nok et af de bedste bud. Det indeholder også en stor mængde salicylsyre (men ph-værdien er altså temmelig høj) i en kombination med LHA og retinol linoleate, der også er godt mod uren hud.

PHA
PHA – Polyhydroxyacid er en moderne udgave af AHA. Det har de samme egenskaber, som gør den effektiv til ældet, solskadet eller akneplaget hud, men er mildere mod huden og giver ikke den samme irritation som AHA ofte gør. Derfor kan PHA – i modsætning til AHA – også ofte bruges af dig med rosacea. (kilde) Gluconolactone kan måske endda hjælpe på rosacea.

PHA øger heller ikke følsomheden overfor UV-lys på samme måde som AHA gør. Den er et rigtig godt valg af syre, hvis ældet hud er dit problem.

PHA findes som blandt andet gluconolactone og lactobionic acid, og det er særdeles interessante syrer.

Gode produkter med PHA
Clinique bruger lactobionic acid i deres Turnaround serie.

Gluconolactone kan du finde hos især klinikserierne Exuviance/NeoStrata, der konsekvent holder en korrekt PH-værdi i deres produkter med syre.

Comfort Zone bruger også gluconolactone i deres Skin Resonance Peeling og i Skin Regimen Night Renewer.

Kombinations-produkter
Mange af de produkter, jeg har nævnt, indeholder en kombination af flere former for syre. Det gør nogle andre favoritter også. Især gode gamle Avène Cleanance K er en blanding af 6 procent glykolsyre, 2 procent mælkesyre og 0,1 procent salicylsyre i en effektiv ph-værdi. Den lave ph-værdi, lave pris og nemme tilgængelighed på apoteket gør det til en meget attraktiv mulighed for de fleste.

Andre syrer
De fire former for sure, jeg har skrevet om her, er langt fra udtømmende. Syrer som kojic acid bruges også mod hyperpigmentering. Acelaic acid er godt til hyperpigmentering, acne og rosacea. Gode, gamle carbamid er omend ikke en syre, så også eksfolierende. Til klinikbrug bruger man også nogle langt mere hardcore peelinger. Og så er der de nye former for enzympeelinger.

Så der er ingen ende på valgmulighederne. Jeg håber, jeg har bidraget lidt til at du kan træffe et valg mellem de mange former for syre, der findes derude.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

PS. Du kan også kikke forbi vores Facebook side, hvor du kan vinde hele serien lige nu

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
269 kommentarer
Rikke

Hej, jeg har efterhånden læst meget om de her syrer og jeg bliver mere og mere forvirret ang. hvilken en jeg skal vælge. Jeg er 16 år og har kombineret hud, men her for tiden er min hud hverken super tør eller super fedtet. Jeg har rigtig mange hudorme og knopper i hele ansigtet. Knopperne har jeg undersøgt lidt, og jeg er ret sikker på at det er det der hedder ‘closed comedones’. Jeg er desværre ikke helt sikker på hvad det hedder på dansk. Jeg får også ofte bumser, men det er ikke helt slemt. Jeg fokuserer mere på urenhederne i min hud, men jeg er meget i tvivl om hvad der vil hjælpe? Håber I kan hjælpe mig lidt. Tak på forhånd.

Helene Randløv

Hej Rikke
Umiddelbart vil jeg mene, at du vil få bedst effekt af T-Zone Peeling. Du kan eventuelt kombinere den med The Ordinary 10 %, som du kan læse mere om her: Månedens favoritter: April 2017.
Kh. Helene

Nina

Jeg har rigtig mange hvide, lukkede buler på hagen og i panden (jeg tror måske det er “closed comedones”). De kan trykkes, men kommer blot tilbage dagen efter. Nogle gange (når jeg piller – som jeg virkelig prøver at lade være med) udvikler de sig til bumser. Men ellers får jeg næsten ingen bumser. Jeg er i tvivl hvad det er jeg har, og hvilken syrepeeling der vil virke bedst? Jeg ved ikke om det kan betegnes som urenheder, når de ikke bliver betændte. Håber forklaringen giver mening 🙂

Katja Moikjær

Kære Nina. Jeg ville starte med BHA/T-Zone peeling.

Julie

Tak for et godt produkt. Jeg kan fornemme en klar forskel efter en måneds brug. Dog er jeg blevet i tvivl, om jeg beskytter min hud nok. Jeg bruger SP 15 + bb-creme med SP 15 om morgen, og bruger T-zone om aftenen. Vil I mene, det er tilstrækkeligt?

Katja Moikjær

Kære Julie
Det kommer an på hvilken BB Cream og hvor meget du bruger?

Julie

Jeg bruger Garnier skinactive BB cream. Nu er jeg gået over til at bruge min datters SP 50 for at være på den sikre side 🙂 Jeg har henover sommeren meget hurtigt fået rynker i øjenområdet. Er peelingen så kraftig, at jeg kan have nået at gøre skade, eller er det mon bare tilfældigt? Hvor heftig er den mod huden? Jeg er i midt-tyverne, så jeg synes, det er tidligt at skulle kæmpe med det, men det er måske bare vilkårene med børn 😉

Katja Moikjær

Nej, det er slet ikke den slags skader der kommer. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Især ikke i øjenområdet. Jeg tror nærmere at børnene har skylden 😉

Smone

Hejsa,
Jeg er i maj stoppet på isotretinoin (acne-medicin), og jeg står derfor og skal ind i en ny hudplejerutine. Min hud har været nogenlunde ren siden kurens afslutning, dog med tendens til ret fedtet hud og få hudorme. Mit spørgsmål går på, hvilken peeling I synes, jeg skal vælge? Jeg er selv meget i tvivl.
Mvh
Simone

Katja Moikjær

T-Zone Peelingen. Det er den der er bedst til det 🙂

Ditte

Hej og tak for nogle super gode produkter. Har lige 2 spørgsmål:
1. Har I planer om at lave et produkt med PHA? Det håber jeg 🙂
2. Hvordan ville i rynke-forebygge/behandle i øjenområdet (tænker ikke jeres peelinger er gode der eller hvordan?) – jeg er 30 år til info 🙂
Mange tak!

Helene Randløv

Hej Ditte
Det foreslår jeg, at du Anti-age Ansigtscreme.
Kh. Helene

Julie

Jeg døjer RIGTIG meget med hudorme på kinder og i T-zonen. Vil jeg godt kunne bruge jeres T-zone peeling til begge, eller hvad er bedst?

Katja Moikjær

Kære Julie. T-zone peelingen har et dumt navn – den er bestemt til HELE ansigtet! Det er så afgjort den du skal bruge. Kh. Katja

Malene

Hej! Tusind tak for virkelig godt læsestof, jeg er helt vild med jeres blog! 🙂 keep up the amazing work!
Jeg døjer meget med atopisk eksem i hele ansigtet og halsen, og var tidligere på ugen ved Marianne Bisgaard i Vejle som startede en exuviance kur på mig med syremaske og fugtmaske. Hun anbefalede at jeg købte 4 af exuviance produkterne med hjem, men jeg kunne se på indholdslisten at de indeholdte parfume og parabener. Derfor tænkte jeg, at jeg hellere vil prøve jeres produkter. Siden besøget har jeg brugt here t-zone peeling, da jeg havde den derhjemme. Jeg har dog hele tiden været bange for at syrepeeling var for skrap på min sarte atopisk hud, men jeg tror nu at det er vejen frem, for jeg kan se tydelig virkning.
Har i noget info på atopisk eksem og syrepeeling? Om man skal bruge jeres t-zone eller aha serum? Og hvad burde man bruger som rens og creme? Og tænker i jeg kan bruge jeres produkter eller skal jeg købe dem Marianne anbefaler, selvom der er parfume og parabener i?
Tak for hjælpen 🙂

Katja Moikjær

Kære Malene. Salicylsyre er normalt den “mildeste” af syrene, og den der er i T-zone Peelingen. Jeg vil vælge den til sart hud. Men du skal ikke bruge den på hud med åbne sår, der er direkte ødelagt. Pas rigtig godt på.
Jeg kan læse mig frem til, at man kan behandle eksem med salicylsyre, men det er en lægeopgave og ikke noget, jeg bør kaste mig ud i. Jeg vil dog aldrig selv bruge AHA serum (eller Exuviance for den sags skyld) på eksemhud.
Kh. Katja

Stine

Hej,
Jeg er 28 år og har det sidste års tid døjet med uren hud. Jeg har mange hudorme, især på hagen, næsen, panden og på kinderne tæt på næsen. Det er meget tydeligt og svært at dække med makeup og er til meget gene og et knæk på selvtilliden. Jeg får også bumser og nogle gange indvendige bumser, som gør ondt og nærmest ligner en byld (buler tydeligt ud). Jeg renser min hud morgen og aften med bioderma sensibio h2o makeup removing micelle solution og bruger efterfølgende en ansigtscreme fra biotherm, der hedder life plankton. Begge produkter er jeg glade for, men er i tvivl om de er gode for min hud. Jeg er plaget af vintervejr og har tør hud i perioder, men i perioder fedter min hud meget i løbet af dagen, så det er meget tydeligt gennem makeup. Vil jeres t-zone peeling eller aha-serum hjælpe og vil jeg kunne bruge en af delene sammen med mine nuværende produkter? Ser meget frem til jeres svar. På forhånd tak og godt nytår.
Vh. Stine

Helene Randløv

Hej Stine
Ja, du kan sagtens bruge T-Zone Peeling sammen med dine nuværende produkter, dertil vil jeg anbefale, at du prøver vores nyeste produkt Niacinamid 10%, der virkelig kan gøre en forskel for de store porer.
Dit ritual morgen og aften bør se sådan ud:
Rens
T-Zone Peeling
Evt. Niacinamid 10%
Creme
Oplever du at huden er tør, så skal du nok skifte creme, i hvert fald tyder de store indvendige bumser på, at din hud nærmere er tør, så du ikke kan komme af med talg. Niacinamid, er også effektivt i det tilfælde.
Kh. Helene

stine

kære dåser
jeg har mange hudorme på næsen og samtidigt begyndene aldringstegn: fine linjer og tør, trist hud. jeg har prøvet både aha og t-zone-peeling, men uden effekt. den ene har jeg brugt en hel flaske af, den anden to flasker. tror i, at jeg skal finde en helt tredje slags syre? prøve et andet mærke? give jeres peelinger mere tid?
kh. stine

Katja Moikjær

Kære Stine. Det er svært at sige. Hvor tit har du brugt dem? Og du oplever absolut ingen effekt? Hvad sker der når du så stopper igen?

Michelle

Hej pudderdåserne.
Jeg har gennem flere måneder brugt t-zone peelingen, da jeg både har store indre bumser og hudorme. Desværre ser jeg ingen effekt heraf. Mit spørgsmål er derfor om aha-serummet måske vil være bedre, da I skriver, at det er mere dybdegående? Mvh. Michelle.

Helene Randløv

Hej Michelle
AHA Serum virker på en helt anden måde end T-Zone Peeling, har du primært tør hud, siden du har de der indvendige bumser? Du kan eventuelt vælge at svare mig i en besked på facebook.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *