Dåseposten: Sådan plejer du huden omkring øjnene

28.03.15

Hej Katja

Jeg er vild med jeres blog!

Jeg arbejder som stewardesse, er 49 år og kommer let til diverse skønhedsprodukter. Jeg har altid haft en kvindelig men sund interesse for at pleje min hud og se lækker ud.

MEN der er så meget pladder derude (derfor elsker jeg jeres NO BULLSHIT).

Alle steder hører jeg at “uhhh du må endelig ikke komme creme eller øjencreme tættere på øjet end lige under øjenbrynet og på toppen af kindbenet under øjnene”. Øjenomgivelserne er jo uhhh så sarte. Ja det er de! Men vi pladrer gladeligt makeup, øjenskygge, streg, kohl, mascara osv på selve øjenlåget og lige under øjet. Og når det skal af, tværer vi det alt sammen rundt på en bomuldstot med makeupfjerner, som måske endda også fjerner vandfast makeup.

Men DET kan øjenomgivelserne åbenbart godt tåle!

Eller hvad?

Er det virkelig rigtigt, at man ikke må komme creme på øjenlåget og under, der hvor man har makeup og makeup-fjerner?

Og i så fald hvorfor? Jeg synes det mangler.

Jeg har svært ved at købe den med, at huden selv trækker cremen til sig.. Så er der jo ingen grund til at smøre sig på feks halsen. Det kan huden vel også bare trække til sig fra ansigtet.. 😉

Glæder mig meget til at høre fra dig! Vil jo gerne beskytte de sarte øjenomgivelser som i min alder er begyndt at få rynker:-/

Mange hilsner og tak for en skøn blog!

Hej

Tusind tak for din mail og de pæne ord om os.

Jeg forstår godt dit spørgsmål og din undren. Og nej, selvfølgelig kan creme ikke på magisk vis vandre op til øjenomgivelserne helt nede fra kinden. Til gengæld håber jeg heller ikke, at du er så hård ved dine øjne, når du fjerner makeup, som du beskriver?

Hvis du vil have effekt af din øjencreme på øjenomgivelserne skal du sørge for at smøre den på der. Samtidig er det også vigtigt, at du undgår at få creme ind i selve øjet.

I sidste ende handler det om, hvilke ingredienser der er i din øjencreme. Visse ting er værre at få i øjnene end andre. Du vil især gerne undgå disse:

Solfaktor
Selvom det utvivlsomt er vigtigt at beskytte huden mod solens stråler, bliver jeg overrasket over, hvor mange cremer og herunder også øjencremer der indeholder solfiltre uden at reklamere med det. Problemet med solfiltre er, at de svier som ind i h…, hvis man får dem i øjet. En creme med solfilter skal man derfor med stor omhu undgå at få for tæt på øjet, og solfilter bør derfor ikke indgå i den creme, du smører tættest på øjnene. Mange cremer indeholder solfilter uden at angive en solfaktor, og man kan kun se det, hvis man kan gennemskue en ingrediensliste. Selvfølgelig skal øjnene også beskyttes mod solen, men her er solbriller og hat altså en bedre løsning.

Syre
Peelende ingredienser som AHA og BHA er også en rigtig skidt ting at få ind i de sarte øjne. Hvorimod AHA faktisk kan hjælpe mod mørke rande og rynker. Igen gælder det om at være præcis og ramme hvor der er behov, men undgå selve øjet.

Retinol
Retinol er en fantasisk anti-age ingrediens, jeg selv elsker, men jeg oplever at den svier i øjnene. Desværre.

Alkohol
Cremer baseret på alkohol (ethanol) er heller ikke rare at få i øjet. Det gælder mange af de såkaldte “kølende” cremer.

Konserveringsmidler
Efter at parabenerne er gået af mode (desværre) er benzosyrerne blevet meget udbredte som konserveringsmidler i kosmetik. Det er fødevarekonserveringsmidler, og selvom de aldrig har været under mistanke for noget alvorligt (så vidt jeg ved – man ved aldrig med internettet), så kan de irritere øjnene. På den anden side vil vi bestemt heller ikke bruge et ukonserveret produkt i nærheden af øjnene, så…

Mange flere ting i en creme kan gøre den til et potentielt problem at få i øjnene. Processen med at udvikle Pudderdåsernes egne produkter har virkelig været en øjenåbner for mig.

Sådan her bør du pleje dine øjne

1. Vær forsigtig når du fjerner din øjenmakeup
Øjet har heller ikke godt af makeup og glitter, der drysser ned i øjet. Og hvis du hiver og slider i øjet for at få makeup af, så kan du også med fordel kigge efter, om du ikke skulle have fat i en mere effektiv makeupfjerner. Læs mere om at fjerne øjenmakeup i guiden her.

2. Læg din creme på som et par briller
Hvis du vil bruge creme omkring øjnene som indeholder ovenstående ingredienser eller som du bare ikke vil have i kontakt med øjet, så skal du lægge den som et par små briller om øjet på øjenhulerne. Øjenhulerne er det hårde ben, du kan mærke rundt om øjet. Dertil og ikke længere.

3. Brug en creme der ikke generer øjnene
Hvis du vil have god pleje af huden helt op til vippekanten, så må du vælge en øjencreme, der ikke generer øjnene. Det behøver slet ikke være en creme specielt til øjnene, det kan lige så godt være en ansigtscreme eller anden creme.

Hvis dit mål er at gøre noget ved rynkerne kan jeg varmt anbefale (til både øjnene og resten af ansigtet):

Ingen af de tre produkter irriterer øjnene og de er alle tre uparfumerede. Der findes selvfølgelig mange andre.

Milde cremer til øjnene – blandt andet
Hvis du ønsker dig en god og mild fugtighedscreme, der kan berolige sarte øjne, kan jeg anbefale:

Vaseline som øjencreme til natten
Hvis du for alvor har tørre og sarte øjne, så er dette mit bedste tip. Der sker ikke noget ved, at få lidt ren vaseline i tørre øjne – tværtimod.

Jeg håber, det hjalp lidt.

Mange hilsener

Katja

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
8 kommentarer
Baysen

Dvs. man må godt bruge jeres AHA serum rundt om øjnene, så længe man ikke lægger den helt ind til vippekanten?

Katja Moikjær

Du må bruge den så langt som du er helt sikker på, at du ikke får produkt ind i øjet. Husk på at der er en risiko for at gnide det tættere på øjet efterfølgende, hvis man ikke er meget forsigtig.

Camilla

Jeg vil bestemt ikke anbefale Bioeffect. Jeg har ikke sart hud omkring mine øjne (eller generelt), men fik straks en irritation, hvor min hud hævede, blev rød, tør og skallet. Brugt en gang, og det har taget mig over en måned rette bare lidt op. Er bange for min hud er blevet ødelagt 🙁

Katja Moikjær

Har du fundet ud af, hvad det var, du reagerede på?

Camilla

Nej desværre… Men jeg havde købt ansigtscreamen også, men den turde jeg simpelthen ikke prøve 🙁

Cecilia

Kære Pudderdåser
Apropos øjne. Normalt er mit problem med min hud urenheder (røde “ar” eller mærker herefter), hudorme og en blanding mellem fedtet og tør hud.
Men for et stykke tid siden blev jeg lige pludselig vildt tør under øjnene (så det gjorde helt ondt), omkring næsen (skaldede helt) og især på den venstre kind (helt om til øret). Synes ikke det hjalp selvom jeg smurte det med creme, men efter højst en uge var det væk. Nu er det så kommet igen.
Denne gang er det under øjnene, en smule under næsen og en smule på venstre kind (tæt ved øret).
Jeg aner ikke hvad det skyldes, for jeg har vist brugt stort set de samme produkter, mens det stod på, men også da det forsvandt. Så der har altså ikke været noget indtil nu.
Ville høre om det var noget der lyder bekendt? Og hvad det eventuelt kan skyldes samt hvordan jeg kan få bugt med det?
Vh. Cecilia

Katja Moikjær

Kære Cecilia. Jeg beklager det sene svar. Jeg har grublet over det, men har ikke noget godt bud. Har du selv fundet et svar i mellemtiden? Kh. Katja

Stine

Jeg har sarte øjenomgivelser og jeg kan hverken tåle jeres anti age creme eller altien cremen i øjenomgivelserne. Jeg har forsøgt så mange mærker, og det er bare noget hø. Nu bruger jeg La Roche Posay Toleraine, som egentlig ikke fugter nok, så tricket med vaseline – om natten (det er dårligt makeup grundlag 😀 ), når jeg har direkte tørre områder er jeg rigtig glad for 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *