Indeholder reklamelinks*
Hvis vi skal udnævne en enkelt ingrediens, der er bedst til at mindske rynker her og nu, så er det peptider. De kan selvfølgelig ikke stå alene – solcreme, antioxidanter, fugtpleje og AHA skal der også til, men peptider er det bedste og især nemmeste, du kan finde på creme eller serum, når det kommer til at få rynker til at syne mindre.
Peptider er små kæder af aminosyrer, som fungerer som signalstoffer, der kan få huden til at gøre forskellige ting, afhængig af hvilken peptid du bruger. Nogle type peptid kan få din hud til at producere mere kollagen, elastin eller hyaluronsyre. Nogle kan berolige din hud eller virke drænende. Andre peptider kan stimulere dannelsen af nye hudceller. Og nogle påstår endda også, at visse typer peptider kan få dine små ansigtsmuskler til at slappe af og på den måde forebygge små mimiske rynker. Der kommer hele tiden nye peptider til med flere egenskaber – både indenfor kosmetik, medicin og helt andre områder.
Peptider vs. retinol
Men hvorfor fremhæver jeg så peptider som det bedste, når vi også har gode gamle A-vitamin? Studier har sammenlignet retinol (A-vitamin) med et af de mest kendte peptider Matrixyl 3000 og fundet, at peptiden Matrixyl 3000 virkede både hurtigere og bedre end retinol. 3% Matrixyl mindskede rynker bedre og øgede hudens tykkelse mere end 0,07% retinol og vigtigst af alt: Uden de bivirkninger og irritation, der ofte er forbundet med retinol.
Du kan selvfølgelig med al rimelighed spørge, hvad der så ville ske, hvis vi sammenlignende med en højere koncentration af retinol – ville den så ikke kunne være mere effektiv? Eller hvad med granactive retinoid eller en af de andre typer A-vitamin derivater – er de ikke muligvis bedre? Svaret er et rungende klart måske. Peptiders store fordel er, at de i modsætning til A-vitamin er forbundet med en meget lille risiko for irritation og er meget nemmere at bruge. Og den rigtigt gode nyhed er, at du sagtens kan blande og bruge både retinol og peptid sammen.
Mange peptider – stor forskel
Der findes mange peptider, og navnene lyder så ens, at det for os almindelige mennesker er så godt som umuligt at skelne dem.
Vi har derfor forsøgt os med en samlende oversigt her. Der findes i øvrigt også peptider, der kan bruges til alt muligt andet end hudpleje som for eksempel i hårprodukter og øjenvippeserum, men dem har vi ikke taget med her. Du finder også peptider i nogle af de nyeste og mest omtalte former for medicin. Men i dag handler det udelukkende om rynker.
For at gøre det endnu mere forvirrende har flere af peptider skiftet navn undervejs eller har bare flere navne. Der var færre forskellige navne for nogle år tilbage, men nu har man taget flere forskellige navne i brug for at kunne differenciere mellem dem. Navnene minder meget om hinanden. De hedder allesammen noget i stil med palmitoyl-pentapeptide 3 eller palmitoyl hexapeptide-52, men selvom navnene lyder ens, er der tale om meget forskellige stoffer med forskellige egenskaber.
Samtidig har meget få af dem publiceret forskning bag sig. For adskillige har vi udelukkende producentens egne data at læne os op af.
Flere af produkterne i dette indlæg indeholder flere forskellige peptider og i bunden finder du derfor en samlet oversigt over dem, som vi mener, er gode produkter lige nu.
Kollagenstimulerende peptider
De mest udbredte og bedst dokumenterede peptider er dem, vi bruger til at stimulere hudens indhold af kollagen og elastin. Når vi bliver ældre, så mister vi kollagen og elastin. Vores hud bliver tyndere, og vi får rynker. Disse peptider kan snyde huden til at danne mere kollagen og elastin. Huden bliver tykkere og fastere, og rynker synes mindre.
Matrixyl og Matrixyl 3000 – Matrixyl og efterfølgeren Matrixyl 3000 er blandt de mest kendte peptider. Den er produceret af tyske Sederma og kan findes i mange hudplejeserier lige fra Olay, Apotekets og Matas egne produkter, Clinique, L’Oréal, Jan Marini, Dr. Jart, Mary & May, La Prarie, The Ordinary til Pudderdåserne og en fantasillon andre. Den er ekstremt velkendt og anerkendt, blandt andet fordi Matrixyl har en enkelt ting, som de andre ikke har: Et publiceret og uafhængigt studie. Sederma selv har selvfølgelig lavet massevis af studier af effekterne, men i 2013 udgav et engelsk universitet et studie, der viste, at Matrixyl øgede hudens indhold af kollagen. Og at have et studie fra et uafhængigt universitet bag sit produkt – det er der ikke nogen af de andre der har.
Matrixyl er navnet på stoffet palmitoyl pentapeptide-3. Palmitoyl pentapeptide-3 virker som sagt ved at stimulere hudens dannelse af kollagen.
Efter Matrixyl kom Matrixyl 3000. Matrixyl 3000 består af de to stoffer palmitoyl tripeptide-1 og palmitoyl tetrapeptide-7 (de har også skiftet navn og kan hedde noget andet bag på dit creme – det skal jo ikke være nemt det her) og har ifølge producenten selv endnu bedre egenskaber end forgængeren. Siden har Sederma også lanceret endnu flere efterfølgere med helt andre egenskaber. Der findes mange mange andre peptider end Matrixyl 3000 i denne kategori, men det er stadig den mest udbredte. Der kommer dog hele tiden nye, og det er helt umuligt at sige noget om, hvilken en der bedst.
Peptider der stimulerer dit, dut og dat
De kollagen-stimulerende peptider kan i nogle tilfælde også skubbe til dannelsen af for eksempel elastin og hyaluronsyre. Og nogle af dem virker endnu dybere. Sedermas nyeste skud på stammen er Matrixyl Morphormics, som virker endnu dybere og ifølge Sederma selv stimulerer dannelsen af fibronectin og styrker den ekstracellulære matrix, hvilket hjælper på lodrette rynker og især nasolabiale folder.
Palmitoyl hexapeptide-12 er et eksempel på en helt anden type peptid for eksempel, der virker bedre på hudens overflade og kan virke støttende på huden og give en bedre barrierefunktion. Dem findes der også flere af.
Eller hvad siger I til en peptid, der er lavet af azelainsyre? Jeg har aldrig personligt set den i brug – men det er da fantastisk.
Kobberpeptider
Ordet “kobberpeptid” bruges også om alle disse peptider generelt, men egentlig er der kun en, nemlig copper tripeptide-1, også kaldet GHK-Cu.
GHK-Cu blev først fundet i en menneskelever i 1973. Det findes altså i din egen krop. Man mener, at GHK-Cu virker ved at regulere optagelsen af kobber i celler. Kobberpeptid er især studeret til brug ved sårheling, men der findes også studier, der viser, at det kan mindske rynker, øge hudens elasticitet mm. Kobberpeptid bruges også i produkter mod hårtab, og du kan stadig finde den i hudplejeprodukter derude, selvom de fleste producenter foretrækker de nye peptider. GHK-Cu har blandt andet det kendetegn, at den farver ret kraftigt blåt.
Neuropeptider
En særlig kategori peptider bruges i cremer, der hævdes at efterligne effekten af Botox. Disse virker efter sigende ved at hæmme nerveimpulserne og kaldes neutopeptider.
Blandt de de mest kendte er Argireline (acetyl hexapeptide-3), Syn-Ake (dipeptide diaminobutyroyl benzylamide diacetate) og X-50 Myocept (palmitoyl hexapeptide-52 og palmitoyl heptapeptide-18).
Producenterne af neuropeptiderne har stået bag en meget aggressiv markedsføring, og vi har set ord som “Botox-in-a Lipotec, der producerer Argireline, siger selv, at Argirelin er det samme som “botulinum toxin but safer and smoother, this anti-wrinkle peptide, the first of its generation, attenuates wrinkles and expression lines, reducing the depth by 17% in 15 days and the face becomes smoother.”
For nu at være helt ærlig, så virker det meget usandsynligt, at disse peptider i en creme kan trænge så dybt ind under huden og lamme musklerne på samme måde som Botox gør i en injektionssprøjte. Jeg tvivler derimod ikke på, AT de virker. Det har vi efterhånden en del data på. Men spørgsmålet om hvordan de virker, har vi simpelthen ikke et ret godt svar på endnu.
EGF
EGF – Epidermal Growth Factor – vækstfaktorer. Hvis jeg siger peptid – så tænker man nok ikke lige på EGF, der normalt ligger i en helt anden klasse, men EGF er også et peptid. På ingredienslisten hedder den noget med Oligopeptid-1 afhængig af, hvor den stammer fra. Står der Barley SH-Oligopeptide-1 på din ingrediensliste, har den vokset på genmodificeret byg. Står der bare SH-Oligopeptide 1 på din ingrediensliste har man i stedet genmodificeret en E.Coli bakterie til at fremstille EGF. Jeg fandt denne pædagogiske artikel fra en af mine gamle favorit-podcasts, der forklarer det grundigt. Det er samme metode, man bruger til at fremstille for eksempel insulin.
På det amerikanske marked kan du også købe produkter med human vækstfaktor, der er lavet af ægte stamceller fra mennesker. Dem må man altså ikke sælge i EU!
Det var et sidespor – hvad gør EGF så ved huden? Det kan få vores hud til at danne nye hudceller. Effekten af Bioeffects Barley SH-Oligopeptide-1 er veldokumenteret og har vist positiv effekt på både rynker, ar efter akne, solskader og meget mere. (Kilde blandt andet her)
Hvor de kollagenstimulerende peptider påvirker den måde dine hudceller opfører sig på, så virker EGF i stedet ved at få huden til at danne nye hudceller – og det er altså et helt andet game. Læs mere om Bioeffect her.
De klassiske
Hvis du “bare” vil have den sikre vare, så er et produkt med et højt indhold af Matrixyl eller Matrixyl 3000 stadig et virkelig godt og solidt valg. Det kan du finde i gode, gamle produkter som The Ordinary Matrixyl 10%*, Pudderdåserne Anti-Age Ansigtscreme eller Pudderdåserne Ansigtsolie.
De andre
Hvis du vil prøve nogle af de lidt nyere typer peptider, så indeholder Plaisir Collagen Booster* to af de nyere peptider fra Matrixyl-brandet, og The Ordinarys Buffet indeholder to af de kollagenstimulerende peptider samt et par neuro-peptider.
Paula’s Choice Calm Rescue and Repair er et godt eksempel på at peptider kan andet end at afhjælpe rynker. Lignende beroligende peptider finder du i øvrigt også i de to efterfølgende serum:
De omfattende blandinger
Paula’s Choice Pro-Collagen Multipeptide Booster indeholder 6 forskellige peptider, som jeg helt ærligt ikke ved ret meget om. Det er virkelig ingredienser, som vi har meget lidt information om. Men jeg har prøvet den selv, og min hud er fan.
Pudderdåsernes Multipeptid+EGF er vores egen blanding af 6 forskellige peptider fra alle ovennævnte kategorier pånær kobberpeptid.
Og så er der Drunk Elephant Protini Polypeptide Cream* – den indeholder en blanding af 9 forskellige peptider og vækstfaktorer.
Vil du gerne prøve kobberpeptider? Så læs her.
EGF
Bioeffect er den islandske producent af den unikke byg-baserede EGF, som du kun finder i deres egne produkter.
Udover vores egen har jeg så vidt jeg ved kun brugt produkter fra Klairs med SH-Oligopeptide 1 i, men dem har jeg til gengæld også været glad for. Ingrediensen findes i mange af Klairs produkter, også dem hvor du ikke lige venter det – men deres Midnight Blue Youth Activating Drops er et dedikeret EGF produkt.
Og så er der selvfølgelig EGF i Pudderdåsernes Multipeptid+EGF.
Opsamling
Der er ikke rigtigt nogle dårlige valg her. Det handler om hvad du ønsker til din hud. Bare fordi vi ved mest om Matrixyl 3000, betyder det jo ikke nødvendigvis, at den er bedst. Det kunne jo også betyder, at vi bare ikke har fået lavet de rigtige studier endnu. Der kommer hele tiden produkter på markedet, det er meget svært at følge med, og de får stadigt flere og nye egenskaber. Vi har måske stadig kun set begyndelsen.
Hvad er dine egne erfaringer med peptider?
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Kære Pudderdåser
Har netop kigget på The Ordinarys “buffet”. Godt nok er jeg “kun” 26 år, men prøver at rynkeforebygge så meget som muligt.
Så vidt jeg har læst de fleste steder, så er både syre (fx AHA) og peptider vigtige grundsten.
I kommentarerne ser det ud til, at I siger god for at kombinere peptider og syrer.
Nu læser jeg så netop på Ordinarys hjemmeside, at de fraråder kombination af syrer og peptider.
Hvad tænker I om dette?
Vil det være en idé at holde sig til peptider om morgenen (selvom ordinary foreslår, at de skal påføres 2 x dagligt) og syre om aftenen?
GOD SOMMER 😀
De bedste hilsner Emilie
Hej Emilie
Det er vigtigt at læse det hele hos The Ordinary, de skriver:
“… Previously, we did not have a contraindication listed for the use of direct acids/Vitamin C with any of our peptides. However, we now have a huge arsenal of these products and some of the formulations are more susceptible to hydrolysis with certain types of Vitamin C or acids.
Instead of developing a complex guide listing the compatibility of each of our peptides with each acid and Vitamin C, we have adapted the following approach to maximize efficacy for the maximum number of people:
It is best to not use Peptides in the same routine as the following products: Direct acids, LAA (L-Ascorbic Acid) and ELAA (Ethylated Ascorbic Acid). In addition, we would recommend avoiding the use of products containing copper peptides in the same routine as strong antioxidants as well as direct acids/LAA/ELAA.”
Hvis du vil vide mere om, hvilke produkter der er sarte overfor hydrolyse i kombination af peptider og syrer, må jeg bede dig tage kontakt til The Ordinary. Vi kender ikke til deres formuleringer på det niveau.
Vores formuleringer kan man fint kombinere på kryds og tværs.
Kh. Helene
Hej,
Må man bruge en natcreme A-vitamin, sammen med eksempelvis
The Ordinary Matrixyl 10%?
Hej O.S.
Det står under Regimen guide på TO’s eget site 🙂
Kh. Helene
Jeg ved at det her er en gammelt indlæg, men jeg prøver (desperat efterhånden, haha) at finde ud af HVORFOR bla The Ordinary fraråder brug af peptider med c-vitamin??
Jeg vil så gerne bruge c-vitamin, men flere af de andre produkter jeg bruger (og elsker!) indeholder peptider, øv..
Hvad er jeres erfaring/holdning til dette?
Tak for den bedste blog <3
Kære Sascha
Det ville jeg også virkelig gerne vide. Jeg aner det simpelthen ikke!
Kh. Katja
Den bedste creme med peptider til øjnene jeg har haft fingrene i (og som jeg har SET virker, helt bogstaveligt med færre rynker) er den fra Swanicco med flere forskellige typer peptider og fermenterede ingredienser. Jeg har helt konkret set mine øjenomgivelser blive mere faste og mindre rynkede, over en periode af 1-2 måneder med 2 gange dagligt brug.
Peptider er virkelig the schizzle, især når jeg ikke har særlig god tolerance for retinol desværre. Jeg er dog nysgerrig på det nye bachuchiol som de siger er næsten lige så effektivt som A-vitamim. Det bliver interessant at følge!
Hej Ane
Jeg startede med at redigere din tekst, med det andet navn du skrev, men det er Swanicoco, du mener ikke? Den lyder nemlig spændende, men alt det parfume? Det gør mig nervøs, hvor kraftigt dufter den? Æteriske olier og øjenomgivelser er bare ikke en ret god kombination og slet ikke lavendelolie.
Min hud er heller ikke glad for retinol, men Granactive Retinoid, som vi selv bruger, har jeg heldigvis ikke problemer med. Det er jeg glad for, for bakuchiol er heller ikke min huds favorit ingrediens :-/
Kh. Helene
Må man bruge jeres multi peptid på øjenlåg og under øjnene?
Hej Louise
Ja, men det skal selvfølgelig foregå med forsigtighed.
Kh. Helene
Hej
Jeg er 60, huden tør med lidt pigmentforandringer . Er lidt i tvivl om rækkefølgen af jeres cremer. Er det først aha- niacinamid-multipeptid egf -vitamin C- TXA og A vitamin til sidst? På forhånd tusind tak for en fantastisk blog👌😊
Kære Tina
Bortset fra at AHA-Peeling skal nederst er der ingen regler i forhold til rækkefølgen. Generelt anbefaler vi at Vitamin C+TXA bruges om dagen mens A-Serum udelukkende må bruges til natten.
Kh. Helene
Stop med at homme hyaluron acid I formlerne PLEASE.Kan desværre ikke tåle hyaluronacid, det udtørrer min hud lige meget, hvor meget jeg fugter med tonic inden, og facemist efter. Bruger også fugtende mousterizer bagefter. Face Oil mellem gør heller intet.Der går kun kort tid, så udtørrer det fuldstændigt huden. Måtte desværre opgive produktet, ærgerligt!
Hej Rikke
Det er da ærgerligt, det er ellers ret dejligt for andre, der netop gerne vil have både fugt og pleje i et og samme produkt. Hvilken tonic bruger du? Og hvad bruger du ovenpå?
Kh. Helene
Hejsa. Jeg bruger jeres MULTI-PEPTID + EGF morgen og aften, men er blevet i tvivl, om jeg kan kombinere den med vitamin C (som jeg også bruger om morgenen) og retinol (som jeg bruger om aftenen). Har læst flere steder, at det ikke kan beiges sammen og de gøre hinanden ineffektive.
Hej Helle
Det har du dog aldrig læst her, netop fordi de sagtens kan kombineres.
Kh. Helene