Hej med jer
Kan I forklare mig forskellen på bb cream, cc cream og en farvet dagcreme?
Her om sommeren føler jeg min mineralpudder dækker for meget. Jeg er derfor på jagt efter ovenstående, som kan give en lidt mere ensfarvet/jævn farve, men uden det bliver en foundation. Jeg vil gerne man kan fornemme sommergløden og fregnerne.
Hej med dig
Det korte svar er, at der er ingen forskel. Det er nemlig det samme. En let farvet creme, som giver en lettere dækning end en foundation.
Inden kommentarfeltet vælter, så vil jeg skynde mig at sige, at jeg godt ved, at BB Cream oprindeligt var tiltænkt hud med bumser og CC Cream skulle bruges til at udjævne farveforskelle. I praksis er forskellen dog ens – produkterne er ens. De er alle farvede dagcremer.
BB Cream
BB Cream var oprindeligt en koreansk opfindelse. BB står for Blemish Balm og tanken var at et produkt skulle kunne det hele – både behandle bumser, dække dem og beskytte mod solen. Vi skrev om det dengang BB Cream var det sidste nye. Jeg har dog aldrig set en eneste BB Cream, der var i stand til at forebygge så meget som en enkelt bums. Men det er pæne farvede dagcremer – ofte med solfaktor.
CC Cream
CC Cream står for colour correcting, og den gør præcis det samme som en BB Cream – nemlig giver en let dækning. Der er absolut ingen forskel på, hvordan man formulerer de to typer produkter. Den eneste undtagelse, jeg lige kan komme i tanke på stående fod, er MAC, der lavede farvekorrigerende CC Creams i lilla, fersken mm. men de er udgået nu.
Farvet dagcreme / tinted moisturizer
Farvet dagcreme er et godt dansk ord for det samme – nemlig en farvet creme med en let dækkeevne.
Selvfølgelig er der enorm forskel på forskellige BB, CC og farvede dagcremer, men forskellene er lige så store indenfor de tre kategorier, som i mellem. Nogle beskytter mod solen, andre gør ikke. Nogle fungerer til fedtet hud, andre til tør hud. Nogle er gode, andre er ikke. Uanset navnet. Så prøv at ignorere, hvad de hedder, og vælg i stedet et produkt, som fungerer på din hud. Her er tre af mine egne favoritter:
- La Roche-Posay Toleraine Sensitive Le Teint Creme
- Pudderdåserne Alt i en Beskyttelse SPF40
- Erborian CC Cream
Kh. Katja
Skriv til vores brevkasse
Her på Dåseposten er der plads til alle spørgsmål, men vi kan ikke love at svare på dem alle. Hvis du har et spørgsmål, som du mener egner sig til vores brevkasse, så send en mail til daaserne@pudderdaaserne.dk. Skriv “DÅSEPOSTEN” i emnefeltet. – Vi svarer IKKE på alle mails, men udvælger de mest relevante spørgsmål og offentliggør dem sammen med vores svar her på bloggen.
Når vi offentliggør dit spørgsmål, bruger vi dit fornavn. Hvis du ikke ønsker dette, så bare skriv det til os. Så opfinder vi et pænt et til dig.
Interessant…for jeg synes der er ret stor forskel på fx. min IT Cosmetics CC cream, Erborian BB cream og så jeres farvede dagcreme. Synes de 2 første er reelle foundations, hver jeres er…ja en farvet dagcreme, som for mig ikke dækker som en foundation, hvilket de 2 andre gør. Men det er måske et definitions spørgsmål 🙂
Selvfølgelig er de mega-forskellige!