Peptider – en guide til rynkernes fjende nr. 1

14.08.17
Matrixyl

Matrixyl

Hvis vi skal udnævne en enkelt ingrediens, der er bedst til at mindske rynker her og nu, så er det peptider. De kan selvfølgelig ikke stå alene – solcreme, antioxidanter, fugtpleje og AHA skal der også til, men peptider er det bedste, du kan finde på creme, når det kommer til at få rynker til at syne mindre.

Peptider er små kæder af aminosyrer, som fungerer som signalstoffer, der kan få huden til at opføre sig mere normalt. Afhængigt af hvilken type peptid kan den få din hud til at producere mere collagen, elastin, hyaluronsyre. Nogle påstår også, at visse typer peptider kan få dine ansigtsmuskler til at slappe af på samme måde som Botox – det sidste vil jeg dog gerne se beviser på, før jeg tror det.

Peptider vs. retinol
A-vitamin har længe været og anses af mange stadig for at være den vigtigste ingrediens i antiage-hudpleje. Men studier har sammenlignet retinol (A-vitamin) med et af de mest kendte peptider Matrixyl 3000 og fundet, at peptiden Matrixyl 3000 virkede både hurtigere og bedre end retinol. 3% Matrixyl mindskede rynker bedre og øgede hudens tykkelse mere end 0,07% retinol og vigtigst af alt: Uden de bivirkninger og irritation, der ofte er forbundet med retinol.

Mange peptider – stor forskel
Der findes mange peptider, og navnene lyder så ens, at det for os almindelige mennesker er så godt som umuligt at skelne dem.

Vi har derfor forsøgt os med en oversigt. Der findes i øvrigt også peptider, der kan bruges til alt muligt andet end hudpleje som for eksempel i hårprodukter og øjenvippeserum, men dem har vi ikke taget med her. I dag handler det udelukkende om rynker.

For at gøre det endnu mere forvirrende har flere skiftet navn undervejs. Der var færre forskellige navne for nogle år tilbage, men nu har man taget flere forskellige navne i brug for at kunne differenciere mellem dem. Navnene minder meget om hinanden. De hedder allesammen noget i stil med palmitoyl-pentapeptide 3 eller palmitoyl hexapeptide-52, men selvom navnene lyder ens er der tale om meget forskellige stoffer.

Samtidig er langt fra alle peptider lige gode. Ganske få har uafhængig forskning bag. For adskillige har vi udelukkende tvivlsomt materiale fra producenten selv som dokumentation – eller mangel på samme.

Kollagenstimulerende peptider – Matrixyl
De mest udbredte og bedst dokumenterede peptider er dem, vi bruger til at stimulere hudens indhold af kollagen, elastin og andet vigtigt indhold. Når vi bliver ældre, så mister vi kollagen og elastin. Vores hud bliver tyndere, og vi får rynker. Disse peptider kan stimulere huden til at danne mere kollagen og elastin. Huden bliver tykkere igen, og rynker bliver mindre.

Matrixyl og Matrixyl 3000 – Matrixyl og efterfølgeren Matrixyl 3000 er blandt de mest kendte peptider. Den er produceret af tyske Sederma og kan findes i mange hudplejeserier lige fra Olay til Pudderdåserne. Den er ekstremt velkendt og anerkendt, blandt andet fordi Matrixyl har en enkelt ting, som de andre ikke har: Et uafhængigt studie. Sederma selv har selvfølgelig lavet massevis af studier af effekterne, men i 2013 udgav et engelsk universitet et studie, der viste, at Matrixyl øgede hudens indhold af kollagen. Og at have et studie fra et uafhængigt universitet bag sit produkt – det er der ikke nogen af de andre der har.

Matrixyl er navnet på stoffet palmitoyl pentapeptide-3. Palmitoyl pentapeptide-3 virker som sagt ved at stimulere hudens dannelse af kollagen.

Efter Matrixyl kom Matrixyl 3000. Matrixyl 3000 består af de to stoffer palmitoyl tripeptide-1 og palmitoyl tetrapeptide-7 (de har også skiftet navn og kan hedde noget andet bag på dit creme) og har ifølge producenten selv endnu bedre egenskaber end forgængeren. Siden har Sederma også lanceret endnu flere efterfølgere, de allernyeste har jeg slet ikke set i brug endnu.

Der findes mange mange andre peptider end Matrixyl i denne kategori, men det er uden sammenligning den mest udbredte.

Kobberpeptider
Ordet “kobberpeptid” bruges også om alle disse peptider generelt, men egentlig er der kun en, nemlig copper tripeptide-1, også kaldet GHK-Cu.

GHK-Cu blev først fundet i en menneskelever i 1973. Det findes altså i din egen krop. Man mener, at GHK-Cu virker ved at regulere optagelsen af kobber i celler. Kobberpeptid er især studeret til brug ved sårheling, men der findes også studier, der viser, at det kan mindske rynker, øge hudens elasticitet mm. Kobberpeptid bruges også i produkter mod hårtab.

Neuropeptider
En særlig kategori peptider bruges i cremer, der hævdes at efterligne effekten af Botox. Disse virker efter sigende ved at hæmme nerveimpulserne og kaldes neutopeptider.

Blandt de de mest kendte er Argireline (acetyl hexapeptide-3), Syn-Ake (dipeptide diaminobutyroyl benzylamide diacetate) og X-50 Myocept (palmitoyl hexapeptide-52 og palmitoyl heptapeptide-18).

Producenterne af neuropeptiderne står bag en meget aggressiv markedsføring, og det er utrolig svært at finde uafhængig information, der underbygger påstandene. Lipotec, der producerer Argireline, siger selv, at Argirelin er det samme som “botulinum toxin but safer and smoother, this anti-wrinkle peptide, the first of its generation, attenuates wrinkles and expression lines, reducing the depth by 17% in 15 days and the face becomes smoother.”

For nu at være helt ærlig, så tror jeg ikke en sk…. på, at disse peptider i en creme kan trænge så dybt ind under huden og lamme musklerne på samme måde som Botox gør i en injektionssprøjte. Det er alt for usandsynligt. Jeg tvivler ikke på, at de kan reducere rynker på en måde svarende til andre gode anti-age ingredienser. Men vi har ingen beviser på, at en ingrediens kan trænge så dybt gennem huden og samtidig opnå en effekt svarende til Botox. Tværtimod, som Paula Begoun skriver her. Det samme gælder de øvrige peptider i denne kategori. Læs hvad Beauty Brains skriver om Syn-Ake her. Jeg vil også gerne have svar på de samme spørgsmål, som Beauty Brains stiller.

Men den solide dokumentation som de neurostimulerende peptider mangler, har de kollagenstimulerende peptider til gengæld. Og de kollagenstimulerende peptider står øverst på vores liste over ingredienser, der kan mindske rynker.

PS. Et par forbehold
Det der med at udnævne Matrixyl 3000 til endegyldigt mere effektivt end retinol/A-Vitamin skal man selvfølgelig være påpasselig med. Studiet sammenligner 3% Matrixyl 3000 med 0,07% retinol. Hvad nu hvis man havde sammenlignet 3% Matrixyl 3000 med 1% retinol? Eller hvad sker der hvis vi afprøver nogle af de nyere typer retinol, der også er kommet på markedet? Hvad så hvis vi blander 3 typer matrixyl og sammenligner dem med…. Ja, I forstår forhåbentlig, hvad jeg mener. Men den helt store fordel ved matrixyl og de andre peptider fremfor retinol er, at der ikke er nogle af de bivirkninger ved peptider, som der er ved retinol: irritation, rødme, solfølsomhed, afskalning osv. Produkter med retinol/a-vitamin er ikke for alle, men jeg vil vove den påstand, at peptider er så tæt ved at være det, som noget kan blive.

Og så er der selvfølgelig EGF – en anden vækstfaktor, som et enkelt firma har eneret på. Den er også virkelig god, men har en del begrænsninger, både i forhold til pris og brug. Der er dog ingen tvivl om, at det også er et meget effektivt produkt.

Produkter med den højeste koncentration af de gode peptider (Indeholder reklamelinks):
Kig bag på din antirynkecreme eller serum. Der er en meget høj sandsynlighed for, at den indeholder en peptid. Disse produkter indeholder en ekstraordinær høj koncentration af de gode og veldokumenterede kollagenstimulerende peptider:

Andre produkter med peptider:
Clinique Repairwear Laser Focus Serum, Clinique Smart Serum og Estée Lauder CP+R wrinkle lifting serum indeholder alle tre en effektiv kombination af neuropeptiden argireline og den kollagenstimulerende palmitoyl oligopeptide.

Olay Regenerist serien bruger en kombination af Matrixyl og peptidet carnosine. Den nye Olay Pro-X serie bruger et peptid, der hedder Palmitoyl Dipeptide-7, som er Olays eget. Men Olay er ikke længere på det danske marked.

Hvis du alligevel vil prøve de omdiskuterede “better than botox” neuropeptider, så finder du en blanding af Syn-Ake og X-50 Myocept i Rodial Snake Booster Oil. Du kan også prøve The Ordinary Buffet.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
77 kommentarer
Sille

Hej
Er blevet ret interesseret i The Ordinary, pga prisen er overkommelig.
Men hvad er forskellen på
“The Ordinary Matrixyl 10% + HA”
og
” The Ordinary Buffet”?
Kan slet ikke finde ud af hvad der vil være effektivt på min hud.
Den er almindelig, men med små pigmentforandringer og lidt karsprængninger og mange fine rynker. Dybere furer mellem brynene og i panden. Mangler glød! 42 år

Helene Randløv

Hej Sille
Forskellen er jo ingredienserne? I Buffet er der flere forskellige peptider med en samlet koncentration på 25,1%, i Matrixyl 10% er der 10% Matrixyl.
Personligt er jeg vild med høje koncentrationer af Matrixyl, men det er jo en smagssag, og koncentrationen er nok også rimelig høj i Buffet…
Hjalp det en smule?
Kh. Helene

signe

Tak for svar, men nej, er stadig i tvivl. Hvilken vil du mene er mest effektiv til min type hud?

Helene Randløv

Hej Signe
Du vil helt sikkert have god effekt af begge to.
Kh. Helene

signe

Tak Jeg springer ud i det 😉

Pernille S

Meget imponeret over den minutiøse gennemgang af Retinol/A-vitamin versus peptider!
Jeg er igang med Environs Step-up serie fra 1-5. Er nået til step 3, og denne indeholder BÅDE retinol OG peptider. Tænker jeg så er dobbelt dækket ind?
Tak for en skøn blog, som jeg nu følger med stor glæde 🙂

Karen

Undrer mig lidt over de meget høje koncentrationer i The Ordinary’s produkter. Er klar over brugen af peptider som matrixyl er gennemtestet, men vel ikke i så store mængder? Ville i turde benytte jer af dem?

Katja Moikjær

Hej Karen. Det undrer jeg mig også tit over. Men… koncentrationerne er ikke altid så høje igen, når man ser nærmere efter.
For eksempel i deres Matrixyl 10% – der er muligvis nok 10% peptider i, men det er jo ikke 10% af en enkelt peptid. Det er 10% af en blanding af en masse forskellige peptider. Matrixyl 3000 er også rasende dyrt, og de ville slet ikke kunne holde prisen, hvis de skulle have så meget i.
Og deres A-vitamin fx. var jeg meget skeptisk overfor, men de hhv. 2 og 5% som lyder meget voldsomt dækker i virkeligheden over at der er hhv 2 og 5% af en aktiv ingrediens i, der består af en blanding der indeholder en meget meget mindre andel af A-vitamin. (hvilket virkelig er en god ting!)
Man skal altså holde tungen lige i munden, når man læser disse tal… Jeg tør godt bruge peptider i disse koncentrationer – til gengæld vil jeg ikke bruge deres 30% syrer: https://pudderdaaserne.dk/2017/06/21/syrepeeling-fra-ordinary-en-guide/

Karen

Hej Katja,
Fedt! Det præciserer de jo ikke rigtigt. Så vil jeg springe ud i det 🙂

Maria

Kære dåser
Tak for en fatastisk blog!
Har netop købt The Ordinarys nye “Buffet” + Copper peptides 1%. På deres hjemmeside i regimen guiden står der, at den skal påføres enten 30 sek før eller 30 min efter produkter med direct acids, c-vitamin og a-vitamin. Jeg har altid brugt bha som det første vask, men det er jeg nu blevet i tvivl om. Hvad mener I?
På forhånd tak for svar! 🙂

Helene Randløv

Hej Maria
Eksfolierende syre skal altid nederst, så jeg synes, du skal gøre, som du plejer, vente 30 sekunder og derefter påføre de andre produkter.
Kh. Helene

Christina

Hej Pudderdåser,
Jeg vil gerne bruge the Ordinarys Matrixyl10%+HA, men hvornår skal jeg bruge den, når jeg bruger paulas choise BHA 2% samt the ordinarys niaceramide 10 % om aftenen? Mvh. Christina

Katja Moikjær

Jeg ville nok bruge den øverst. Bare du bruger BHA nederst, så er rækkefølgen af de sidste to mindre vigtig

Katja

Hej pudderdåser.
Jeg har et spørgsmål om brug af a-vitamin sammen med cerum med peptider. Jeg bruger receptpligtig a-vitamin 0.1(spansk variant af tretinoin) og vil gerne supplere med peptider. Men jeg skal være forsigtig med indholdet, da det ikke må indeholde nogen form for a-vitamin og tænker det heller ikke må indeholde noget med peelende effekt.
Er der en af cremerne i har foreslået der kan bruges som combi?
Med venlig hilsen Katja

Katja Moikjær

Hej Katja. Vores Ansigtsolie og The Ordinarys er der i hvert fald ikke A-vitamin eller nogen form for syre i 🙂 Jeg kan ikke lige huske de andre på stående fod. Kh. Katja

Anja Koch Larsen

Hej med jer. Jeg er kommet meget i tvivl om jeg både må bruge The Ordinary Matrixyl 10 % +HA og pudderdåsernes A-serum 5% samtidigt?
Håber meget I har tid til at svare 😀
Mange hilsner fra Anja

Katja Moikjær

Kære Anja. Det må du gerne. Ingen problem.

Camilla

Hej, jeg har netop købt the ordinary matrixyl 10 + ha og var sådan i tvivl om mht solfølsomhed, men som jeg læser det her, så burde det ikke være et problem?
Derudover er jeg i tvivl om hvordan den skal bruges, men tænker det er morgen- og aften rutine under cremen ikk?
Er helt ny i gamet med the ordinary og må indrømme jeg syntes det er en smule forvirrende 😉

Helene Randløv

Hej Camilla
Mener du at du skulle blive lysfølsom af Matrixyl? Det behøver du ikke være bekymret for.
Brug den som et serum inden cremen
Kh. Helene

Anne Chahboun

Hej med jer!
Tak for en god hjemmeside! Det er en jungle at finde rundt i alle de produkter, der findes på markedet.
Fungerer matrixylen på samme måde som retinol, altså at man skal være ekstremt forsigtig med sol, da man vitaminet kan forværre ens pigmentering? Jeg er med på, man skal bruge solcreme året rundt, men er det ikke noget med, man er mere udsat, når man anvender a-vitamin i sine hudplejeprodukter?
Hvis jeg køber matrixylen, skal jeg vel stadig anvende serum, ikk?
På forhånd tak for svar!

Helene Randløv

Hej Anne
Nej, Matrixyl gør ikke huden lysfølsom.
Det er lidt ærgerligt at give a-vitamin skyld for at forværre hyperpigmentering, da det netop er en af de ting, der kan få pigmenteringen under kontrol. Hvis du beskytter dig mod solen og i øvrigt anvender produkterne med a-vitamin om aftenen/natten er der ingen problemer.
Om du skal anvende serum eller ej, kan jeg ikke svare på, det afhænger jo af, hvad du ønsker af din hudpleje, og hvilke produkter du køber.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *