Kemisk peeling til daglig brug – AHA, BHA, LHA, PHA

28.12.13
Produkter med kemisk eksfoliering

Produkter med kemisk eksfoliering

Vi får mange mails og kommentarer fra jer, der har svært ved at finde ud af, hvilken type kemisk peeling, man skal vælge og i særdeleshed, hvilke produkter der er gode.

Det forstår jeg godt. Der er efterhånden mange forskellige typer af syre at vælge i mellem, og mange af dem kan de samme ting. Derudover kræver det nærmest en uddannelse i kemi at finde ud af, hvilke produkter der er effektive. Visse typer af syre skal være i koncentrationer på maksimalt 2 procent, mens andre skal have 25 procent for at fungere optimalt. Samtidig er produktets ph-værdi afgørende. En syrepeeling med for høj ph-værdi vil være komplet ineffektiv, selvom det indeholder nok så høje koncentrationer af den pågældende syre.

Jeg vil i dette indlæg gennemgå de forskellige typer af syre, og hvilke gode produkter der findes med de enkelte typer i.

Men alle typer af syre vil være gode for næsten alle typer af hudproblemer. Selvom salicylsyre har den bedste effekt på akne, så er glykolsyre også godt. Og selvom glykolsyre anses for det bedste valg til tør og ældet hud, så er salicylsyre også stadig godt for de problemer. Fordi de i bund og grund gør de samme ting – fjerner døde hudceller og lader ny og frisk hud komme frem i lyset.

Jeg har derfor før anbefalet det forhåndenværende søms princip, når det kommer til valg af kemisk eksfoliering. Det er ikke sikkert at de store prisforskelle, der kan være på produkterne, modsvarer forskellen i effekt.

Vælg creme, lotion, toner eller lignende
Til huden bør du vælge produkter med kemisk peeling, der bliver siddende på huden. Og altså IKKE ansigtsvask eller lignende, der skal vaskes af igen. De har nok en effekt, men du får en bedre effekt af produkter, som bliver på huden.

BHA – salicylsyre
Salicylsyre eller BHA (beta hydroxy acid) er en af mine yndlings kemiske peelinger. Produkter kun med salicylsyre i er meget milde, men samtidig effektive. Det er godt mod primært akne, hudorme og uren hud, fordi de kan trænge gennem fedt på huden, hvilket AHA ikke kan på samme måde.

Hvis du for eksempel har rosacea er det salicylsyre, du skal gå efter, når du vælger en kemisk peeling.

Men af en eller anden grund så er det umanerligt svært at finde produkter på markedet med ren salicylsyre. Og dem, der er, indeholder gerne en forbandet masse alkohol (typisk produkter solgt mod akne) eller er ineffektive på grund af for høj PH-værdi (som for eksempel hos Vichy).

Gode produkter med salicylsyre
I de danske butikker kan jeg kun pege på et enkelt produkt: Cliniques Mild Clarifying Lotion. Den er til gengæld også super – den indeholder 0,5 procent salicylsyre og har en effektiv ph-værdi. ALLE de øvrige clarifying lotions indeholder desværre enormt meget alkohol.

Det absolut bedste produkter med salicylsyre finder du hos PaulasChoice. De er uden parfume, har en effektiv ph-værdi, og du kan vælge mellem 1 eller 2 procent koncentrationer.

Jeg selv bruger 2% Beta Hydroxy Acid Gel. Det betyder ikke noget for effekten om du vælger den som gelé, lotion eller flydende. Vælg den konsistens, du foretrækker. Hvis du har super sart hud, så kan du starte med de milde på 1 procent.

AHA – frugtsyre og mælkesyre
AHA er nok de mest udbredte syrepeelinger og dem, vi har haft på markedet længst. De består af både frugtsyre (for eksempel glykolsyre – glycolic acid) og mælkesyre (lactic acid). Der findes mange alt efter, hvad de er udvundet af: malic acid, tartaric acid, mandelaic acid mfl.

Til hjemmebrug bør du vælge koncentrationer mellem 5 og 10 procent. På klinikker kan du få professionelle peelinger med højere koncentrationer, men det er ikke noget at rode med selv derhjemme.

AHA trænger dybere ned i huden end BHA og dens kusine LHA. Dette gælder især glykolsyre, hvorimod mælkesyre ikke kommer så dybt ned.

Dernede stimulerer den dannelsen af nye hudceller og binder samtidig fugt i huden. Den fjerner døde hudceller og er især god til tør og ældet hud, men der er også god effekt for akne.

Gode produkter med AHA
Flere mærker herhjemme sælger effektive produkter med frugtsyre i. Det er ofte klinikmærker. Gå blandt andet efter mærker som MD Formulations, Peter Thomas Roth og Mesoestetic.

Paula’s Choice laver også effektive produkter med glykolsyre i en dejlig lav ph-værdi. Jeg har selv kun prøvet den almindelige med 8 procent.

LHA
LHA eller Lipohydroxy Acid er en ny type syre udviklet af L’Oréal-koncernen. Den er i tæt familie med salicylsyre og på ingredienslisten hedder den da også capryloyl salicylic acid.

Perspektiverne i den nye form for syre er meget interessante. Dens egenskaber minder meget om salicylsyre, og undersøgelser viser, at den er lige så effektiv som salicylsyre til at behandle akne, hudorme og uren hud.

Men der er en meget vigtig forskel på LHA og BHA. LHA virker nemlig ved en hudneutral ph-værdi på 5,5 så den kan bruges i produkter med højere (og dermed mildere) ph-værdier en salicylsyre (BHA).

LHA er altså meget interessant, og det kunne især være interessant at se mere forskning fra uafhængige kilder. Det vi har er financieret af L’Oréal-koncernen selv, men det er publiceret i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

Gode produkter med LHA
Du skal kigge hos L’Oreal koncernen for at finde produkter med LHA. Det vil sige mærker som SkinCeuticals, La Roche-Posay, Vichy og L’Oréal Paris.

Mit problem med de fleste af disse produkter som for eksempel denne fra Vichy er, at det er produkter med en kombination af LHA, AHA og BHA i en creme med en høj ph-værdi. Du får altså en effektiv LHA, men AHA og BHA vil være ineffektive.

L’Oréal opfinder gerne den dybe tallerken flere gange og billigere produkter som L’Oréal Triple Active Anti-Shine har en ingrediensliste, der minder rigtig, rigtig meget om La Roche-Posay Effaclar Duo (det er jo også de samme, der laver dem). La Roche-Posay tilfører dog også niacinamid, der er gavnligt for uren hud.

Dette produkt fra SkinCeuticals er særligt interessant, da det indeholder en kombination af ingredienser (med en lav ph-værdi), som er meget lig kombinationen af ingredienser i dette studie, der viser en effekt svarende til den fra det receptpligtige middel Clindoxyl.

Desværre er SkinCeuticals Blemish and Age Defense alkoholbaseret – man kan åbenbart ikke få det hele. Og når studiet viser, at både effekt og bivirkninger svarer til Clindoxyl, hvorfor så ikke bare gå til lægen og få en recept på det noget billigere lægemiddel?

Det samme gælder LHA Solution, der ellers indeholder en interessant blanding af syre.

La Roche-Posay Effaclar K er nok et af de bedste bud, hvis du kæmpe mod akne. Det indeholder også en stor mængde salicylsyre (men ph-værdien er altså temmelig høj) i en kombination med LHA og retinol linoleate, der også er godt mod uren hud.

La Roche-Posays Effaclar Skintonic er rig på LHA – men med meget alkohol i.

PHA
PHA – Polyhydroxyacid er en moderne udgave af AHA. Det har de samme egenskaber, som gør den effektiv til ældet, solskadet eller akneplaget hud, men er mildere mod huden og giver ikke den samme irritation som AHA ofte gør. Derfor kan PHA – i modsætning til AHA – også ofte bruges af dig med rosacea. (kilde) Gluconolactone kan måske endda hjælpe på rosacea.

PHA øger heller ikke følsomheden overfor UV-lys på samme måde som AHA gør. Den er et rigtig godt valg af syre, hvis ældet hud er dit problem.

PHA findes som blandt andet gluconolactone og lactobionic acid, og det er særdeles interessante syrer. Jeg har selv prøvet dem fra Clinique, og det er lækkert.

Gode produkter med PHA
Clinique bruger lactobionic acid i deres Turnaround serie.

Gluconolactone kan du finde hos især klinikserierne Exuviance/NeoStrata, der konsekvent holder en korrekt PH-værdi i deres produkter med syre.

Comfort Zone bruger også gluconolactone i deres Skin Resonance Peeling og i Skin Regimen Night Renewer.

Jeg har ikke selv haft peelingprodukter fra Exuviance, NeoStrata eller Comfort Zone i hænderne, så jeg kan ikke komme med nærmere anbefalinger.

Kombinations-produkter
Mange af de produkter, jeg har nævnt, indeholder en kombination af flere former for syre. Det gør nogle andre af mine favoritter også.

Avène Cleanance K er en blanding af 6 procent glykolsyre, 2 procent mælkesyre og 0,1 procent salicylsyre i en effektiv ph-værdi. Den lave ph-værdi, lave pris og nemme tilgængelighed på apoteket gør det til en meget attraktiv mulighed for de fleste.

MD Formulations Vit-A-Plus Night Recovery er også en blanding af glykolsyre og salicylsyre, men med et højere niveau af salicylsyre. En gammel favorit herhjemme – min hud kan bare bedst lide salicylsyre.

Andre syrer
De fire former for sure, jeg har skrevet om her, er langt fra udtømmende. Syrer som kojic acid bruges også mod hyperpigmentering. Acelaic acid er godt til hyperpigmentering, acne og rosacea. Gode, gamle carbamid er omend ikke en syre, så også eksfolierende. Til klinikbrug bruger man også nogle langt mere hardcore peelinger. Og så er der de nye former for enzympeelinger. Men dette indlæg er vist langt nok som det er…

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

PS. Dette er et gammel indlæg og flere af produkterne findes ikke længere og nye er kommet til. Blandt andet vores egne.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
129 kommentarer
Maria

Kære Pudderdåser!
Efter at have læst en masse godt om Paula’s Choice, har jeg besluttet mig for at prøve hendes produkter. Jeg døjer en del med milier på kinderne, og er i den forbindelse meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal vælge AHA eller BHA som eksfoliering? Kan I hjælpe?
På forhånd tak – og tak for en fantastisk blog! 🙂
Hilsner fra Maria

Katja Moikjær

Hej Maria
Milier er talgknopper. Er du 100 procent sikker på, at det er det, du har på kinderne? Det kan nemt forveksles med Keratosis Pilaris? Er din hud på kinderne tør og rød? Keratosis Pilaris er ofte lidt rødt, er MEGET almindeligt og hænger sammen med tør hud. Ligner lidt gåsehud og sidder ofte på kinder og overarme.
Lidt at sammeligne med:
Milier: http://oslohudlegesenter.no/hudsykdommer-h-m-milier.html
Keratosis Pilaris: http://www.dermnet.com/images/Keratosis-Pilaris

Maria

Hej igen
Jeg går ud fra, at det er milier – det har jeg i hvert fald fået fortalt, af hende der giver mig ansigtsbehandlinger 🙂
Jeg synes ikke, at min hud er rød eller specielt tør. Men jeg er da ikke sikker 🙂

Katja Moikjær

Prøv at se på billederne i linkene – hvad ligner det mest?

Nina

Bliver lige nødt til at slå fast at milier ikke er talgknopper, men indkapslede hudskæl!

Katja Moikjær

Hej Nina. Du har selvfølgelig helt ret. Min fejl!

Sofie

Hej Katja,
Milier er IKKE talgknopper, det er små cyster der indeholder keratin. Det har INGENTING med talg at gøre. Please lad vær med at vejlede folk, når du ingen baggrundviden har. Det kan skade mere end det gør gavn.

Katja Moikjær

Kære Sofie, du har fuldstændig ret, mini indeholder selvfølgelig keratin. Hvis jeg har skrevet det modsatte, så er det naturligvis forkert. Hvor ser du det?

Michelle

I forlængelse af Maria, vil jeg også rigtig gerne høre hvilken kemisk eksfoliering I vil anbefale til milier. Jeg er 100% sikker på at jeg har milier i ansigtet! da jeg har lidt KP på armene, så det er nemt for mig at kende forskel 🙂

Katja Moikjær

Jeg har desværre aldrig beskæftiget mig med milier, så jeg tør ikke svare. Men jeg skal prøve at studere det lidt nærmere.

Sofie

Milier kan fjernes utrolig nemt ved en kosmetiker med en lille nål.

Mette

Hej
Efter at have set de link du har lagt op er jeg rimelig overbevist om at det jeg har fået på kinderne er keratosis pilaris og ikke “bumser” som jeg ellers troede. Jeg har været til kosmetolog som også mente at det var tør hud- jeg blev at bruge en peling med korn hver anden dag og godt med creme, men peelingen har kun gjort det værre. Min hud er kun slået mere ud og blevet rød og irriteret. Vil en BHA kunne hjælpe eller? Har både overvejet DSC og paulas choice…
– og fantastisk indlæg 🙂

Katja Moikjær

Hej Mette
Har du prøvet carbamidcreme eller HTH-creme? Det er både billigt og mest effektivt at starte på.
Kh. Katja

Pernille

Hej,
Jeg leder efter en god AHA peeling og var egentlig imponeret over Paula’s Choice som er både uden parfume og har mange andre gode løfter… Dog blev jeg bragende skuffet, da jeg så deres ingrediensliste, som er spæk fyldt med diverse hormonforstyrrende stoffer 🙁
Se fx her:
http://www.paulaschoice.com/beautypedia-skin-care-reviews/by-brand/paulas-choice/skin-perfecting/_/8-Alpha-Hydroxy-Acid-Gel-for-All-Skin-Types
Kan du anbefale en serum/creme eller lignende med AHA syre som er uden parabener, farevstoffer og parfume? :s har selv virkelig svært ved at finde ud af den jungle!
Mvh Pernille

Katja Moikjær

Kære Pernille
Jeg er ikke helt med, for jeg kan ikke selv finde en eneste hormonforstyrrende ingrediens i Paula’s? Hvis du taler om parabener, så er de altså frikendt for længst. Ingen grund til at undgå dem. Tværtimod. Prøv at læse fx. her https://pudderdaaserne.dk/2012/11/11/konserveringsmidler-parabenefri-men-hvad-er-der-sa-i-stedet/
Men ellers så kan jeg da lige benytte lejligheden til at linke til denne nyhed 😉 Der er ikke parfume eller farvestoffer i, og den er konserveret med phenoxyethanol.
https://pudderdaaserne.dk/vores-egne-produkter/aha-serum/

Pernille

Tak for et konstruktivt svar. Jeg er med på at methyl- samt ethylparabener er frikendt, men når listen bliver meget længere end det er der desværre stadig nogle bremser det slår til i mit indre. Derudover kan jeg tydeligt se problematikken i, at der da anvendes alternativer til parabener, såsom phenoxyethanol. Men hvad er da værst – alkohol eller parabener i længden?! Og vil man turde at bruge cremer med nogle af disse stoffer i, hvis man er gravid?
Det er jo en jungle uden lige at passe godt på sin krop, når man samtidig vil have pæn hud 🙂

Katja Moikjær

Hej Pernille
Altså jeg er som sagt slet ikke enig i at nogen af parabenerne er skadelige. Overhovedet! (og jeg er gravid med tvillinger). Vi ville faktisk meget gerne have brugt parabener i vores produkter. Det er de bedste og mest sikre konserveringsmidler vi har, og der er absolut ingen dokumenterede hormonforstyrrende effekter ved dem.
Alkohol kan derimod irritere og udtørre huden. Min egen hud kan slet ikke tåle det.
Kh. Katja

Camilla

Jeg lider er perioral dermatit – vil min hud kunne tåle jeres kemiske hudpeeling?

Katja Moikjær

BHA vil sandsynligvis være det bedste bud. Det bruger jeg selv og jeg har også PD. Hvor slem er din PD lige nu? Er der mange udbrud?

Sofie

BHA er sindsygt udtørrende og ville ikke anbefales til hud som har brug for pleje, fugt og reperation i dybden. Hvis man skulle bruge det ville det være en target-behandling.

Katja Moikjær

Kære Sofie. Nej, salicylsyre i lave koncentrationer virker ikke udtørrende.

Maria

Hej Katja. Jeg har nu brugt hudplejeserien fra Exuviance i et halvt år, hvor min hud flippede ud i starten hvorefter den klarede op efter 2 måneders brug. Da min hud har opført sig lidt mærkeligt på det seneste har jeg valgt at stoppe brugen af frugtsyrepeeling og creme med PHA i. Jeg oplever nu, at min hud er begyndt at prikke/stikke lidt som om jeg er solbrændt. jeg har ikke brugt produkterne i en uge nu, og renser kun ud fra “less is more” med cliniques mild clarifying og smører med en parfumefri creme fra avéne/la roshe posay også bruger jeg jeres alt-i-en-creme. Ved I om denne brændende/prikkende fornemmelse under huden kan skyldes, at jeg er stoppet med frugtsyren, og huden lige skal finde tilbage til sin naturlige balance igen eller hvad kan det mon skyldes? Kan jeg have gjort min hud “afhængig” af frugtsyren?
Mvh. Maria

Helene Randløv

Hej Maria
For at starte bagfra… svaret er nej, din hud kan ikke blive afhængig af frugtsyre og derefter reagere på den måde, du beskriver.
Hvad rensede du med før, da du brugte Exuviance? Jeg tænker at kløen godt kan stamme fra, at huden ikke bliver renset tilstrækkeligt? Overvej et cremet renseprodukt eller en olie, hvis ikke det hjælper på ganske få dage, ville jeg tage et smut til lægen.
Min hud reagerer ofte sådan, hvis den er RIGTIG tør, så kribler det hele.
Kh. Helene

Farvel til sorte hudorme med T-Zone Peeling - Ib By Heart

[…] dette produkt virker og hvad bha er, for det har pudderdåserne skrevet et rigtig godt indlæg om HER – og også et HER, som jeg vil anbefale jer at læse. Jeg har lyst til at råbe dette højt […]

Maria Brun

Det korte spørgsmål: må jeg bruge jeres t-zone peeling når jeg er gravid og efterfølgende ammer?
Jeg har lige bestilt jeres T-zone peeling, som jeg håber kan hjælpe mig af med grim uren hud på det øverste at ryggen som pludselig opstod for 1-2 år siden i en alder af 25. Jeg har ikke lige kunnet Google mig til et sikkert svar om det er fint at bruge under graviditet/amning.
Hvis man også skal bruge serum/fugtighedscreme, skal man så vaske peelingen af først, altså efter den har virket lidt eller kommer man bare creme ovenpå?
Håber meget i vil svare 🙂 og tak for en fantastisk saglig blog.

Katja Moikjær

Kære Maria. Det må du gerne (det gjorde jeg selv). Du må IKKE vaske den af. Du skal bare bruge creme ovenpå. Kærlig hilsen Katja

Mai

Mange tak for denne forklaring. Var i matas i dag, for at finde en BHA syre. De havde kun Ole Henriksen til ca 550kr. Og det har jeg simpelthen ikke råd til. Nu har jeg bestil den fra paulaschoice. Og glæder mig til at prøve den.

Helene Randløv

Hej Mai
Så håber jeg, at det virker for dig :-*
Kh. Helene

Tine

Hej 🙂
Jeg håber du kan hjælpe mig lidt.
Sidder og kæmper en del med hudorme i ansigtet, og har nu stærkt overvejet at prøve paulas choice produkter.
Hva vil du anbefale – BHA cremen eller AHA cremen ? Du må meget gerne linke så jeg er sikker på jeg får bestilt det rigtige produkt.
På forhånd tak Tine
Har tør hud :/ og er en kvinde på 29

Katja Moikjær

Kære Tine
Helt klart BHA. Ikke AHA. Du skal vælge en af dem med 2%. Hun har flere med 2 % BHA, men af dem gør det ikke den store forskel, der er det alene et spørgsmål om du foretrækker, at den er flydende, gele eller creme. Det gør ingen forskel, indholdet er det samme. Bare sørg for at der står 2 % BHA!
Kh. Katja

Anne

Jeg er meget nysgerrig på om man skal nøjes med éen syre-behandling – altså ikke fxbåde lotion om morgenen og natcreme?
Jeg har prøvet Cliniques Clarifying Lotion (1) efter at have læst det her. Den virker – men ikke nok. Har netop bestilt 2% BHA hos Paula’s Choice.
Fra jeres blog har jeg tænkt på Cliniques Turnaround serie, men er nu i tvivl om det bliver ‘for meget’ med måde PCs og Turnaorund serum eller natcreme?
Har egentlig meget pæn hud men mindre talgknopper/milier og hudorme på kinder.
Tak for de mange råd der har gjort mig pænere 🙂

Katja Moikjær

Hej Anne
Ifht. en eller to gange: Du kan gøre begge dele. For nogen er en gang om dagen nok, andre har det bedste resultat ved både morgen og aften. Det er altid bedst at starte forsigtigt op med en gang om dagen og så når det fungerer uden irritation at øge til to gange om dagen.
Turnaround er også godt, men det er overkill med to forskellige typer af syre. Det er bedst at vælge – og så kan du øge til to gange om dagen.
Jeg er meget glad for at du kan bruge det, vi skriver.
Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *