Produkter jeg løber tør for

21.04.12

Både Helene og jeg har i kassevis af halvbrugte produkter eller produkter, vi har testet en enkelt gang og så aldrig brugt siden. Venner, familie og et enkelt kvindecenter sætter pris på det, men det betyder også, at de få produkter, vi rent faktisk tømmer og køber igen, virkelig er kvalitetsprodukter, som virker. Dette er de fire produkter, jeg skal ud og købe igen i denne uge:

Clinique Turnaround Concentrate
Helene skrev om den i Månedens Favoritter i november, og den er aldeles fantastisk. Clinique Turnaround Concentrate er en effektiv syre i form af lactobionic acid (PHA), som virker på samme måde som AHA – meget groft sagt. Turnaround cremen virker ikke eksfolierende, ph værdien er for høj, men denne virker, rigtig godt endda. Og selvom jeg har et mindre arsenal af diverse syre-eksfolieringer i mit skab har jeg nu tømt denne – og vil købe en ny. Fordi den er mild og alligevel effektiv til at holde urenheder, porer og trist hudtone i skak. Clinique Turnaround Concentrate koster fra 375 kroner for 30 ml. og kan købes i Matas og stormagasiner mm.

Purely Professional Repair Creme 1
Min mand kom ind til mig den anden dag og sagde “hvorfor er der ikke mere af den der gode creme?”. Det siger ret meget – det her er manden der ejer en neutral deo og en tandbørste i sit toiletskab. Det ER bare en virkelig god creme, vi har et meget stort forbrug herhjemme, og nu er jeg løbet tør – igen! Læs mere her.

Too Faced Shadow Insurance
Jeg har faktisk lige købt en dobbel-pakke på Beauty Bay, fordi Helene er også lige løbet tør. Det sker ellers ikke tit – ikke fordi vi ikke bruger den, vi bruger den begge hver gang vi har makeup på – men fordi den er så drøj at den holder MEGET længe. Too Faced Shadow Insurance er et lille mirakel, der får din øjenmakeup til at blive, hvor du satte den. Hele dagen og hele aftenen. Den er uden parfume og også god til os sarte. Jeg har brugt den lige siden, jeg lærte Helene at kende. Jeg tør ikke gætte på, hvor længe Helene har brugt den. Den er desværre ikke til at købe i Magasin eller DK længere, men kan købes nemt og billigt på bla. Beauty Bay.

TRESemmé tørshampoo
Jeg bliver snart nødt til at købe denne i colli… Jeg har så stort et forbrug, at min lokale Føtex tydeligvis har svært ved at følge med. Den er i hvert fald tit udsolgt. Meget er skrevet her på dåserne, men det ER bare den IMO bedste tørshampoo. Punktum. (Og ja, nu har jeg også prøvet Batiste 😉 ). Koster 89 kroner for 200 ml. i Føtex, Bilka og udvalgte Matas.

Hvad er du sidst løbet tør for?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
34 kommentarer
Louise

Det sidste jeg løb tør for var A-Derma Exaomega. Det er en life saver 🙂

Pudderdåse Katja

JA!

Kitty

Hej igen. Jeg vil bare sige mega mange tak for tippet om too faced øjenskygge basen! Den er intet mindre end FANTASTISK.. Den dur, i modsætning til mange andre jeg har prøvet. Nu får jeg endelig brugt mine øjenskygger fordi at jeg nu godt gider lægge dem, eftersom at de bliver hvor de skal være! TAK!

Pudderdåse Katja

Hvor er det fedt at høre Kitty! Tak 🙂

Manja

Nu er dette et gammelt indlæg, men jeg fandt lige frem til, at Cliniques Turnaround Concentrate var det produkt jeg ledte efter. Desværre ser det ud til at være udgået. Til gengæld findes der en serum i serien. Ved I om den kan bruges som erstatning? 🙂

Helene Randløv

Hej Manja
Hele serien er vist blevet reformuleret og bliver relanceret til juli. Hvilke produkter, der kan erstatte concentrate, ved jeg endnu ikke, men jeg vender gerne tilbage, når jeg ved noget mere.
Kh. Helene

Manja

Tusind tak, Helene! Det må du meget gerne 🙂

Helene Randløv

Det er en aftale :-*

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *