Torsdags Top Ti: Fødselsdagsudsalg hos House of Stars

Månedens Favoritter: August 2019

Månedens Favoritter: August 2019

Der har ikke været meget nyt under solen i forhold til makeuppen her i august. Det særeste er nok, at jeg ikke har haft neglelak på en eneste gang i løbet af denne måned. Det er meget atypisk. Til gengæld er hele fire af favoritterne til håret. Det tror jeg heller aldrig er sket før. Et kort resumé af måneden og favoritterne er glødende kinder, skarpe bryn, masser af styling og ballade i håret, glade bade, samt en tryg og velkendt duft. Alt det er Månedens Favoritter: August 2019.
Måneden er fløjet afsted, den har budt på store udfordringer, samtidig med at brikkerne i et meget stort puslespil næsten er på plads. Der er ro, måske er det stilhed før storm eller også er det bare resultatet af, at der er mere system i tingende, end der har været længe.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Sisley L’Orchidée Corail
Der er en helt særlig glæde ved at bruge smukke produkter. Af og til forsøger jeg at overbevise mig selv om, at det er overflødigt og ligegyldigt. Der er slet ingen tvivl om, at noget så ekstravagant som en blush i Sisleys prisklasse ikke er for alle. Der er bare noget helt særligt over at bruge den… hver eneste gang. Den gør mig lidt mere lykkelig! Er det overfladisk? Ja, det er det måske nok, men ikke desto mindre er dette lille kunstværk til daglig glæde.
Særligt blushes i koral nuancer er ikke noget, der ligefrem mangler i samlingen. Alligevel har Sisley L’Orchidée Corail erstattet alle andre blushes i min makeuptaske. Den indeholder den helt rette mængde pigment og den indeholder den helt rette mængde perlemor. På huden ligger den så smukt, farven er vanvittigt klædelig, og så holder den også godt.

2. Fan Palm Hårbørste Small i farven Flamingo
Min trofaste hårbørste til tasken forsvandt pludseligt. Derfor kastede jeg mig over det nye mærke Fan Palm hos min frisør. Børsterne er vildt pæne, du finder dem i flere størrelser og flere farver. Der følger sådan en stofpose med, så du ikke får håraffald i hele tasken eller taskeuld i håret. Denne størrelse er ikke til dig med et kæmpe stort hår. Der skal bestemt også arbejdes for sagen, når jeg bruger børsten. På den anden side har jeg rigeligt med ting i min taske i forvejen, så jeg gider ikke en større model.
Børsten er fabriksfremstillet, derfor kan den i modsætning til sin engelske fætter bruges i vådt hår uden problemer. Denne type hårbørste er særligt god til at gribe fat i håret, når du skal style håret. I hvert fald er det derfor, den bor i min taske.

3. Maria Nila Colour Refresh Pink Pop
En shampoo farvede ved et uheld mit hår lyserødt sidste år. Det var overraskende pænt, men farven var bare ikke sådan en, der havde lyst til at gå ud igen. Det krævede fire omgange med noget heftig afrensning, før håret lignede sig selv nogenlunde igen. Det er ikke en behandling, jeg vil anbefale, min stakkels frisør så i hvert fald temmelig træt ud, kan jeg godt røbe.
Uheldet gav mig dog lyst til at lege med farver… Derfor fik jeg denne gang kære Lines accept til at lege, og så var det jo nærliggende at starte med pink.
Maria Nila Colour Refresh er så nemme at bruge, der er mange smukke farvevarianter og så tager det højest ti minutter. Det er en virkelig god hårkur, så håret bliver blødt, og det ser sundt og velplejet ud efter behandlingen.

4. Sephora Collection Double-ended eye brush N°205*
Det er aldrig lykkedes mig at få lavet den guide til pensler, som jeg har haft på tegnebrættet stort set altid. Der er så mange pensler på markedet, og derfor er en guide til funktion og brugen af forskellige typer pensler selvfølgelig stadig aktuel. På et eller andet tidspunkt lykkes det forhåbentlig. Indtil det sker, må du nøjes med en pensel her og der, når jeg bliver særligt begejstret.
Sephora Collection Double-ended eye brush N°205 er netop købt ind til test på det grundlag. Skafter med en pensel i begge ender er ret udskældte. Hvis dine pensler står op, eller du har dem i et penselbælte med små lommer, er det selvfølgelig en udfordring. På den anden side får du rigtig meget pensel for pengene og så er de gode til makeuptasken, som du har med på farten.

5. Idun Minerals Perfect Eyebrows i farven Medium 302
Efter mine øjenbryn er blevet microbladed, er jeg blevet vanvittigt doven. Det tager mig hundrede år at tage mig sammen til at få farvet brynene. Det er lidt underligt, når man tænker på, hvor meget tid og energi jeg før i tiden lagde i de bryn. Derfor er jeg glad for øjenbrynsprodukter af mascaratypen, der indeholder nok pigment til at dække de lyse hår, der ellers godt kan se ret sære ud. Samtidig skal formlen helst holde hårene på plads. Nu er mine øjenbryn jo ikke store og buskede fra naturens side. De få hår, der er tilbage, er bare viltre og svære at styre.
Perfect Eyebrows er præcis det, den udgiver sig for at være… nemlig perfekt. Farven er tilpas mørk, tilpas kold, formlen holder og der er masser af pigment i den stadig lette cremede formel.

6. ZARKOPERFUME Molécule No. 8 Wooden Chips EdP*
Da jeg mødte kære Zarko for snart en del år siden, havde jeg endnu ikke helt forstået konceptet bag mærket. Efter intens duften kunne jeg stadig ikke skelne duftene fra hinanden. Når jeg fik dem på flød de sammen for mig, det var virkelig mærkeligt. Efter lange overvejelser besluttede jeg mig for at give Molécule No. 8 Wooden Chips en chance. Det var det bedst tænkelige valg.
Det er ikke sket hverken før eller siden, at jeg har brugt den samme duft så lang tid i træk uden at holde pause. Den duft gør mig så glad. For mig er den styrke, og den er ro. Den er som et varmt kram og en tryg støttende hånd i ryggen. Den dufter af træ, patchouli og oud med et strejf af rose. Lidt støvet, lidt røget og meget rart.

7. Dyson Airwrap¤
Uanset om du vil have volumen, krøller, beach waves og hvad det ellers hedder alt sammen, så kan Dyson Airwrap klare opgaven. Det har været lidt af en kunst at få lov til at låne den, for ældsten følte ret hurtigt, at den tilførte ham. Nu har vi genforhandlet ejerskabet. Og derfor er der markant flere gode hårdage i mit liv, endda selvom mit pandehår i den grad trænger til at blive klippet.
Det er både sjovt og hurtigt at style hår med Dyson Airwrap. Mine udfordringer med at få både volumen og krøller til at holde i mit stride glatte hår er en saga blot. Derfor sparer jeg temmelig meget tid i hverdagen.
Selvfølgelig kræver det øvelse og et vist system at opnå det ønskede resultat. Heldigvis kan du altid fugte håret let med en vandspray, og vupti kan du forme håret igen.

8. Oribe Supershine Light Moisturizing Cream¤
Der er dage, hvor mit hår ligner en høstak. Da jeg sover på maven med højre kind på puden, sidder mit pandehår i højre side ret spændende, når jeg vågner om morgenen. Når det også er for langt, så stikker min hvirvel i tindingen helt af. Det ser helt sindssygt ud.
Da jeg leger med farver i øjeblikket, sparer jeg gerne en hårvask eller to i løbet af ugen, og derfor er jeg afhængig af et produkt, der kan få mit hår til at arte sig. Det kan Oribe Supershine Light Moisturizing Cream, der samtidig er så let, at mit fine hår ikke klasker helt sammen. Cremen er samtidig let at dosere, og det er næsten det vigtigste for mig. Den får håret til at se fint ud, selv på tredje og fjerdedagen efter vask, det er noget af en bedrift!

9. Rabot 1745 Coffee Body Scrub
Det er ikke sædvanligt for mig at blive begejstret for skønhedsprodukter fra producenter, der ikke ellers beskæftiger sig med netop denne branche. Det er ikke snobberi, for jeg ved om nogen, at private label-produktion også er medbestemmelse og holdninger. Alligevel kan jeg altså godt blive lidt træt i ansigtet af det. Der har været nogle år, hvor alle bare skulle have deres egen serie. Nogen gange passer det bare bedre ind i den overordnede strategi end andre gange. Hotel Chocolat må være den undtagelse, der bekræfter reglen for mig. For de produkter har taget mig med storm. Den bløde, kaffeduftende bodyscrub er virkelig skøn. Huden bliver både blød, velfugtet og selvfølgelig eksfolieret af brugen. Den indeholder naturligvis kakaosmør og virksomhedens egne kaffebønner Rabot 1745 Arabica. Og så er det ret svært at være gnaven over det fine genanvendelige krus til min to-go kaffe.

10. Rituals… Foaming Shower Gel Amsterdam Collection¤
Skulle jeg vælge at bo i en anden europæisk storby, så ville jeg flytte til Amsterdam. Den by er simpelthen så fantastisk hyggelig og rar at være i. Og nej, lugten af hash alle vegne kunne jeg godt undvære, det kan jeg sådan set også i København.
Rituals… har lanceret en serie i samarbejde med Rijksmuseum i Amsterdam. Emballagen er inspireret af den smukke blå og hvide Mingvase fra Delft. Duften er den fineste fusion mellem øst og vest. Fra Holland er det den let krydrede og allestedsværende tulipan. Og fra Østen er det den friske og saftige duft af yuzu.
Kollektionen er eksklusiv på Rituals… webshop, derfor er det netop Foaming Shower Gel, der landede her blandt favoritterne. Det er og bliver et genialt produkt, der altid findes i en eller anden variant på badeværelset her hjemme.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.



Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk  - Feelunique -  Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links

2 kommentarer

  • Ditte

    Jeg er vild med månedens favoritter – hver måned! God inspiration til gode produkter. Bliv endelig ved, tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Kære Ditte
      Tusind tak! Det betyder mere end du aner at få det at vide <3 <3 <3

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Torsdags Top Ti: Fødselsdagsudsalg hos House of Stars