Fredagsfavorit: L’Oréal Paris Studio Line TXT Volume Texturizing Spray

12.02.16
Studio Line TXT Volume Texturizing Spray

Studio Line TXT Volume Texturizing Spray

Da jeg i sidste uge lovpriste denne volumenspray på vores instagramprofil (@pudderdaaserne.dk) var resultatet nærmest panisk. For kvikke læsere kunne fortælle mig, at den ikke længere var til at opdrive nogle steder og muligvis var helt udgået.

Oh ve… udsigten til fladt hår resten af mine dage. Men efter intensiv research under temaet “hvad f… er blevet af L’Oréal Paris Studio Line TXT Volume Texturizing Spray” kan jeg med glæde fortælle, at den stadig kan købes i Danmark. Bare ikke så mange steder som før.

Og hurra for det, for jeg vil nødig undvære den.

Studio Line TXT Volume Texturizing Spray er en hårspray, der giver volumen og hold til håret. Når håret er fladt og kedeligt, så får et par spray med denne håret til at løfte sig fra hovedbunden og giver ny fylde til håret.

Det er samme type produkt som Matas Volume Booster, som mange af jer kender godt. Men denne gør det bare lidt mindre støvet, lidt mindre stift og lidt mere lækkert.

Alle produkter af denne slags kan potentielt udtørre håret, irritere hovedbunden og gøre håret stift. Det er, hvad der sker, når man sprayer en aerosol-spray fyldt med alkohol og isobutan tilsat stivelse og parfume. Det er det samme man gør med en tørshampoo, og dette er bestemt heller ikke et plejeprodukt. Det er et stylingprodukt, jeg bruger for effektens skyld. Fordi det kan give fylde til håret på den ellers fladeste hårdag. Og fordi det kan give ny volumen nårsomhelst uden at man behøver at vaske eller føntørre håret igen. Et par pust med denne, og så er håret klar igen.

Min personlige oplevelse med Studio Lines version er et mindre stift, mindre tørt og mindre pudret hår end med for eksempel Matas Volume booster (som i øvrigt også gør et udemærket job). Og resultatet bliver lidt blødere og pænere i især længderne af håret, som Volume Booster kan være temmelig hård ved.

Her kan du købe det
L’Oréal Paris Studio Line TXT Volume Texturizing Spray kan ikke længere købes i Matas. Det er til gengæld stadig på hylderne i Bilka og i Magasin (jeg købte selv en i Magasin på Kgs. Nytorv i går). Begge steder er jeg blevet lovet, at de (i hvert fald nu) bliver ved med at få dem hjem. Prisen er cirka 65 kroner for 200 ml.

PS. I min research fandt jeg samtidig frem til, at det er helt slut med Studio Line Express Refresh Dry Shampoo herhjemme. Den er udgået helt i Danmark.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
20 kommentarer
Helle

Findes der mon et tilsvarende produkt til vådt hår? Det behøver ikke at være en spray, bare det giver en masse volumen 🙂

Simone

Gammel indlæg, jeg ved det.
Men jeg har aldrig fundet en der er lige så god, kan I ikke lave en?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *