Torsdags top ti: Dejlige danske hårprodukter

Torsdags top ti: Dejlige danske hårprodukter
23.05.24
Torsdags top ti: Dejlige danske hårprodukter

Serien ”Dejlige danske…” rummer allerede en torsdags top ti om hudpleje og makeup. Der har dog været en lille pause siden sidste omgang. Mit ønske for den skønne branche, vi er en del af, er, at vi kunne samarbejde, løfte og anbefale hinanden. Sådan er det desværre ikke! Det ville være dejligt, hvis jeg kunne læne mig tilbage og vente på, at det sker af sig selv…
I stedet har jeg valgt at fremhæve nogle af vores kolleger. På forhånd må jeg beklage alle dem, jeg sikkert har glemt… Dette er altså tredje indlæg i rækken. Nu må vi se, om jeg kan nøjes med et enkelt mere, eller hvad jeg ender med… Der er SÅ mange dejlige danske mærker, der fortjener at blive fremhævet. Det handler altså mest om at finde en kategori til hver enkelt.

Dejlige danske hårprodukter

Alle ti mærker er eller har været at finde hjemme på mine hylder eller i gaverne jeg giver andre… Eller også er de at finde i de mange anbefalinger, jeg giver i indbakken. Det er sjovt, som jeg i denne proces er blevet endnu mere opmærksom på min ringe evne til at dosere. Det skinnede voldsomt igennem, fordi der i første omgang ikke var et eneste stylingprodukt blandt de ti. Hverken mærker eller produkter er nævnt i prioriteret rækkefølge, men udelukkende ud fra hvor de passede ind på billedet. Det er en HELT UMULIG opgave at udvælge ti. Denne gang måtte jeg benytte mig af lodtrækning. Det virker jo helt skørt, men altså jeg har virkelig svært ved at begrænse min begejstring. Samtidig er det sjældent svært for mig at finde noget pænt at sige om andre… Men her er der altså kun plads til ti.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Purely Professional Protection 2*

I årevis har jeg anprist Shampoo 4, den er selvfølgelig stadig fantastisk! Ligesom Treatment 1 er en vinder, som jeg har brugt siden første møde. Faktisk er jeg stadig vildt glad for Purely Professional og anbefaler dem ofte. Purely Professional Protection 2 er en varmebeskyttende spray, der gør præcist, hvad den skal. Når jeg er så vild med denne her og har brugt den fast i årevis, så er det fordi den er uparfumeret. Det er simpelthen så træls, når ens hårprodukter skal konkurrere om opmærksomheden. Det er noget jeg aldrig har forstået, især fordi der skal meget lidt parfume til før mit hår overtager fuldstændig.

2. idHAIR Intensifying Colour Bomb*

Når man er så glad for idHAIR, som jeg er, kan det altså godt være lidt svært at vælge en enkelt favorit. Der er dog særligt ét produkt, der virkelig har gjort en kæmpeforskel for mig… Det har reddet mig ekstremt mange gange. Det blev reformuleret sidste år og nu er den bare endnu bedre… Det er en hårkur med farve i. Intensifying Colour Bomb er intet mindre end fabelagtig! Farverne er virkelig pæne, og så holder de godt… Det gælder både den plejende effekt og farven. Det er selvfølgelig vigtigt lige at teste på en hårtot, der ikke sidder et vildt synligt sted. De kan sagtens tones ned efter behov med balsam eller hårkur, så farven ikke er så intens.

3. Scandinavian Biolabs Hair Growth Routine

Da Scandinavian Biolabs blev præsenteret for pressen, var jeg i Jylland. Selvom jeg stod på hovedet for at få enderne til at mødes, lykkedes det ikke. Heldigvis ville manden bag gerne mødes med mig ved en anden lejlighed. Det var både lærerigt og ekstremt oplysende, og jeg anbefaler Scandinavian Biolabs, hver gang jeg bliver spurgt til hårtab. Det er kostbart, men det er alle de andre systemer også… Det er et af de systemer, der efter min erfaring, giver de bedste resultater. Hvis du er i tvivl kan du bare følge linket og se billederne af resultaterne. Hvis du selv har oplevet hårtab eller massiv udtynding af håret, ved du, hvor meget det har at sige. Det er både psyken og selvværdet, der lider under det.

4. CleanUp

Det var i Sverige til Daisy Beauty Expo, jeg stødte på Clean Up. Det er jo en serie med næsten alt, hvad du har brug for til håret. Alle produkterne har for overskuelighedens skyld numre, så er det nemt at se, hvad man har fat i. Og du behøver ikke at huske lange irriterende navne. Produkterne har den blå krans, og er altså allergivenlige og parfumefri. Det er virkelig skønt med stylingprodukter, der samtidig beskytter mod varme… sådan en er Volume Spray 4. Som navnet antyder er det denne her, du skal have fat i, hvis dit hår er fladt… Når man husker at ryste den, fungerer den aldeles fantastisk!

5. Stuhr Styling Sea Salt Tex Spray

Nøj, hvor har jeg stået med uheldigt hår nogle gange, fordi jeg er så elendig til dosering. Det er en af grundene til, at Stuhr Styling Sea Salt Tex Spray er en favorit. Der kan jeg nemlig mærke, hvornår nok er nok… Hvorfor det er sådan, eller hvordan det føles, kan jeg ikke svare på… jeg ved bare at den er fantastisk. Vi har bare været venner fra første færd, det er uhyggelig sjældent, jeg har det sådan med stylingprodukter. Stuhr er derfor en gammel kending på hylden, og derfor også det naturlige valg, da sønnike bad om en saltvandsspray. Det er garanteret Ronni, der har lært mig at bruge den.

6. Hårklinikken Hair Hydrating Crème

Denne her Hair Hydrating Crème fra Hårklinikken kan tage æren for at have reddet mit hår MANGE GANGE. Tilbage omkring 2000-02 gik min mor til behandling hos Hårklinikken, det var desværre ikke en ubetinget succes. Mange år senere gik jeg der selv med gode resultater. Desværre måtte jeg droppe forløbet, da min far blev syg, og jeg måtte aflyse den ene tid efter den anden. Det var der jeg lærte denne hårcreme at kende, den har haft sin faste plads på hylden siden. Den fedter ikke selvom man giver den ret meget gas, og så indeholder den ikke silikone. Det får jo håret til at se pænt ud, men det tynger også på en anden måde.

7. Gun Britt Dry Volume Booster*

Det er et af de første stylingprodukter, jeg kan huske at være blevet præsenteret for som blogger. Om den blev lanceret dengang, kan jeg desværre ikke huske længere. Dog ved jeg, at den stort set har stået fast på min hylde lige siden. Dry Volume Booster er genial til at give et lidt fladt hår volumen, uden at det ser vildt stylet ud. Det er også nemt at dosere, og der har du forklaringen på, at jeg er kæmpefan. Det er mit største problem, når det gælder styling, dosering er derfor en disciplin, jeg holder mig fra. Det er selvfølgelig også derfor, at produkterne på min hylde er klassikere.

8. Hairlust Moisture Hero Hair Oil*

Desværre har Hairlust aldrig syntes, at vi er værdige til at glædes over deres produkter. Heldigvis kan de jo ikke forhindre os i at købe produkterne selv… Sådan faldt jeg for Moisture Hero Hair Oil.
Hairlust bruger en fantastisk ester af sheasmør, som vi også bruger i vores ansigtsolie. Sheasmør i fast form er en af mine personlige favoritter til håret, den flydende er endnu bedre. Udover den er der alle mulige andre skønne olier i, som håret suger i sig, uden at det syner fedtet. Der er blandt andet kokosolie, som man næppe kan være i tvivl om, at vi er kæmpefans af… Hairlust har i det hele taget en masse spændende serier, så der er helt sikkert også noget til dit hår.

9. Fan Palm Hårbørste*

Den ene af damerne bag dette mærke mødte jeg i forbindelse med en præsentation af et helt andet mærke. Da Fan Palm blev lanceret, så jeg dem hos min dejlige frisør, og siden da har jeg fulgt med. Der hører en stofpose med, når man køber en børste, så den ikke bliver klam nede i tasken. I tidens løb har jeg købt mange af dem som gave, fordi jeg har været så glad for mine. Selv den lille af børsterne kan nå gennem håret, det oplever jeg ellers ofte som en udfordring. Her har jeg selvfølgelig valgt guldmodellen, fordi den er smuk, men de fås naturligvis også i mere nedtonede varianter.

10. ingredien Silver Intense Treatment*

Hvis du nogensinde har haft afbleget håret, ved du, hvilket mareridt det er at holde det koldt. Mit hår trækker helt ekstremt rødt op med det resultat, at jeg får fuldstændig tisgult hår. Det er simpelthen så forfærdelig grimt, at jeg hellere vil have zebrastribet lilla hår. Det fik jeg faktisk første gang, jeg brugte Silver Intense Treatment, jeg var nemlig vant til at lade kuren sidde… Det behøver jeg slet ikke, når jeg bruger Silver Intense Treatment, den afgiver god farve efter kort tid. Det, synes jeg personligt, er et kæmpe hit, fordi jeg så ikke behøver at fryse i badet, mens den virker. Det betyder også, at man ikke behøver at bruge ret meget.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *