Månedens favoritter: August 2023

Månedens favoritter: August 2023
01.09.23
Månedens favoritter: August 2023

Det har godt nok været en vild måned… Det endte selvfølgelig med, at jeg var så presset, at jeg blev syg. Så jeg tog til Stockholm med influenzarester og hoste fra helvede. Det er jo perfekt med stoppet næse, når ens ører i forvejen hader at flyve.
Hele seks af produkterne fra ”Månedens favoritter: August 2023” lå i kufferten… Det siger en del om, hvor glad jeg er for dem, for flere af dem var som sådan ikke nødvendige.
Det var naturligvis fantastisk at se alle vores dejlige kolleger og møde nye spændende mennesker. Især har jeg mødt en fantastisk kvinde, der nok ender på bloggen nogle gange i fremtiden… Wauw!
Det kan virkelig betale sig at tage på shoppeweekend i enten Stockholm eller Göteborg. Især nu hvor den svenske krone er så lav i forhold til den danske.

Månedens favoritter: August 2023

Seks produkter var som sagt med i kufferten, kun et af produkterne blev dog valgt i anledning af rejsen. Valget faldt på netop den, da jeg aldrig rejser med dufte i de oprindelige flakonerne. Da jeg altid vælger dufte afhængigt af humøret og anledningen, er det mest praktisk sådan. I øvrigt ville jeg være uendelig træt af at undvære dufte, hvorfor de selvfølgelig er i min håndbagage. Derfor er duften fra Månedens favoritter: August 2023 en i anledning af billedet netop genfyldt miniflakon. Så er der en lynansigtsbehandling til hjemmebrug, og et ordentligt skud fugt i maskeform til tør rejsehud. Der er skøn, virkelig effektiv og drøj hårpleje. Der er noget så sjældent som en mørk cremeøjenskygge og matchende glimmer både som pigment og neglelak. Der er flot farvet olie til læberne og ikke mindst en sjælden gæst i min makeup… nemlig en settingspray.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Yves Rocher Repair Restoring Mask Dry & Damaged Hair

Hvis du er træt af mine anprisninger af Yves Rochers relancerede hårserie, skal du nok ikke læse videre. Der er nemlig en del mere at sige… Yngsten har jo afbleget sit megamørke krøllede hår, det er ikke den blideste behandling. Krøllet hår er som bekendt tørrere end glat hår i forvejen, flere på hinanden følgende afblegninger, hjælper ikke på det. Så han vasker hår i balsam… det samler krøllerne og giver dem lidt form. I foråret modtog jeg en lillebitte prøve af Repair Restoring Mask Dry & Damaged Hair med en bestilling. Han fik den selvfølgelig, men der var stor enighed om, at vi skulle bestille mere i en fart. Der hjemme er vi på tredje eller fjerde tube, og alle bruger den. Det er simpelthen en gave til håret, så der er indkøbt et lager af den.

2. Depend O2 Nail Polish i farverne Nr. 740 og Nr. 745 fra Original You-kollektionen¤

Her er ikke bare en, men to vildt pæne neglelakker fra Depends Original You-kollektion. Det er ikke så tit jeg falder for hele kollektioner, men Depend har sandelig gjort sig umage dette efterår. Som du nok kan gætte har jeg brugt de to sammen. De er selvfølgelig også smukke hver for sig. Især Nr. 745 der er den mørke af dem, hold op, hvor er den bare pæn. Selvom jeg afgjort mest er til mørke negle, så har de helt lyse nuancer sneget sig ind på mig. Det med lyse negle er helt klart en vanesag. Som bekendt hjælper glimmer jo på alt, så det kan godt være årsagen til min nyfundne glæde ved lyse lakker. Det er altid værd at tjekke Depends kollektionsæsker, som du kan købe til en skarp pris.

3. Smashbox Always On Cream Shadow i farven Violet*

Længere nede kan du læse om mine kvaler med et mørkt pigment, som jeg glemte at læse om inden køb. I månedsvis har jeg kigget på de mørke farver af Smashbox Always On Cream Shadow. Den er altså købt velvidende, at jeg sandsynligvis ikke ville blive glad for den. Cremede øjenskygger er geniale! De mørke af slagsen kan være RIGTIG svære at tone pænt ud. Ofte bliver de ret skjoldede og temmelig kedelige i farven. Derfor vælger jeg oftest pudderprodukter til mørkere looks. Det har altid undret mig, at det skal være så svært, for jeg har ofte tonet eyeliner ud uden problemer. Faktum er, at jeg stadig øver mig med Violet. Bruger jeg den sammen med Magnetic Cloud… så er det som om minus og minus giver plus! Kombinationen af de to er vanvittig smuk!

4. Rare Beauty Soft Pinch Lip Oil i farven Hope*

Læbeolien blev indkøbt til Torsdags top ti: Sommerfavoritter til læberne. Faktisk blev det indlæg temmelig forsinket, netop fordi jeg ventede på, at den kom på lager igen. Det kom de først den uge, jeg udgav indlægget. Det irriterer mig grænseløst, når jeg for skrevet om noget, der viser sig at være umuligt at opdrive. Mest fordi jeg selv hader at blive forelsket i noget, der måske er udgået. Soft Pinch Lip Oil er HELE hypen værdig! Er du gal, hvor er de bare behagelige på læberne. De bliver faktisk også ved med at være pæne, men de holder selvfølgelig ikke til frokost og den slags. Se dem mere som en virkelig smuk, men samtidig plejende farve til læberne. Helst vil jeg bare købe én af hver, fordi samtlige af de otte farver er så helt utroligt pæne.

5. KVD Beauty Dazzle Flakes Metallic Eye Pigment i farven Magnetic Cloud*

Da jeg klikkede denne fine øjenskygge ned i kurven, havde jeg åbenbart selv besluttet mig for, hvad præcis det er. Det var simpelthen så dumt, og man skulle jo tro, at jeg vidste bedre. Derfor var jeg ved at vælte hele den superfine øjenskygge ud på bordet, da jeg åbnede den. Det kunne nemt være undgået, hvis jeg bare havde læst navnet…
Der er desværre intet, der stopper den løse øjenskygge, når låget er taget af. Det, synes jeg til gengæld også, er træls. Der burde være en eller anden form for låg udover skruelåget.
Det er bedst at bruge en finger til denne form for pigment, og det kræver bestemt lidt øvelse. Det drysser nemt udover det hele. Samtidig med at den mængde glimmer i så mørk en farve er virkelig svært at fjerne igen.

6. Ole Henriksen Dewtopia 25% Acid Flash Facial

Bare navnet gør mig nysgerrig… Min hud er generelt alt for sart til sådan en omgang, men jeg prøvede alligevel. Heldigvis er Dewtopia 25% Acid Flash Facial simpelthen så rar og alligevel mild! Selvfølgelig skal jeg passe på, så jeg vasker masken af efter kortere tid end anbefalet. Når min hud har vænnet sig lidt mere til den, kan jeg sikkert godt bruge den i fem hele minutter. Det er en blanding af både AHA, BHA og PHA, der effektivt eksfolierer huden. Der er både hyaluronsyre og lactobacillus ferment i masken, med andre ord er det fugt og hjælp til barrieren. I praksis betyder det, at du udover en god eksfoliering får både glød, fugt og ro til huden. Det er altså en drøneffektiv og ret så rar maske. Og så tager det altså kun fem minutter…

7. Matiere Premiere Santal Austral Eau de Parfum

Det startede med, at kære Aivaras fra Crime Passionnel forærede mig en flaske Neroli Oranger fra Matiere Premiere. Årsagen var min skuffelse over, at den store flakon var udsolgt. Indtil da gik jeg udenom de små flasker. Det var først, da jeg åbnede pakken, det gik op for mig, at de kan genfyldes. Nu har jeg én af hver, fordi så kan jeg bare genfylde dem. Stort set alle Matiere Premieres dufte er skønne, så der er altid mindst én af flakonerne med i min kuffert. Valget faldt denne gang på Santal Austral, fordi jeg er sikker på doseringen af den. Det kan ellers godt drille, når næsen er stoppet og lugtesansen er udfordret. Santal Austral er en skøn cremet og pudret duft, den passer både til hverdag og fest… Den er faktisk lidt som et blødt kram.

8. Kiehl’s Ultra Facial Overnight Rehydrating Mask With 10,5% Squalane*

Når jeg går i seng efter en flyvetur, er jeg fuldstændig indsmurt i fedt. Under fedtet, der i denne omgang var en kær favorit, har jeg typisk Ultra Facial Overnight Rehydrating Mask. Det er noget være fedteri, så jeg må sidde op i mindst en halv time, før jeg kan gå i seng. Min hud er til gengæld så velfugtet om morgenen, at man ikke kan se, jeg har fløjet. Det er sjovt at tænke på, at jeg nærmest var bange for fedtede cremer før i tiden. Nu har erfaringen lært mig, at fedt er det eneste rigtige valg.
Selv en ganske kort flyvetur kunne før i tiden sende min hud på noget af en rutsjebanetur. Ultra Facial Overnight Rehydrating Mask er simpelthen min huds redning. Uanset om den klarer det i samarbejde med noget fedt eller ej.

9. Amika Mirrorball High Shine + Protect Antioxidant Shampoo og Conditioner

Det er mange år siden Amika stjal mit hjerte, jeg elsker simpelthen det mærke. Alle produkter, jeg har prøvet indtil nu, er af den ypperste kvalitet. De lever simpelthen op til en uhyggelig høj standard, faktisk føles det sært at være SÅ begejstret for et mærke. Selvfølgelig må jeg ramme et produkt før eller siden, der ikke passer til mit hår. Indtil jeg prøvede Mirrorball serien, troede jeg egentlig, at det ville være den, der skuffede mig. Min personlige og nu aldeles afmonterede holdning var, at shampoo og balsam til farvet hår er temmelig opblæst… Med én undtagelse er min erfaring, at plejeprodukter til farvet hår tynger unødigt, og at glans kan oversættes til halvfedtet. Amika Mirrorball High Shine + Protect serie har gjort alle tidligere antagelser til skamme! De produkter er fantastiske!

10. The Body Shop All Day Long Biphase 3 in 1 Makeup Setting Spray

Det er åbenbart tid til at få lettet hjertet for forudindtagede meninger… Er der et produkt, jeg synes, er helt åndssvagt og overvurderet, så er det settingspray… Jojo, det kan sandelig være nødvendigt at få pudder til at falde til ro på huden. Det er aldrig fedt at se støvet ud, så noget fugt af en art skal der til. Udfordringen med langt de fleste settingssprays er en uhyrlig koncentration af alkohol. Det bliver bare et rigtig stort nej tak her fra! Der er heldigvis masser af undtagelser, og der bliver hele tiden lanceret flere af dem. Så der er stadig håb… The Body Shop All Day Long Biphase 3 in 1 Makeup Setting Spray giver en helt vild glød. Og så får du både pæn makeup og en god portion fugt.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Frederikke

Er der sulfat i amika shampooen?

Helene Randløv

Hej Frederikke
Alle Amikas produkter er uden SLES, SLS og ALS og har mig bekendt altid været det…

Kh. Helene

Nanna

Er den setting spray lige så god som Urban Decay All Nighter?

Og vil du tro at Amika shampoo og balsam vil være godt til et fint hår med fald? Tænker om de kan blive for tunge?

Helene Randløv

Hej Nanna
Jeg har aldrig haft effekt af All Nighter, så jeg vil umiddelbart sige bedre 😉

Kh. Helene

Nanna

Okay men kan ellers se Katja har haft succes med den – mente nok jeg havde læst om den her på bloggen

https://pudderdaaserne.dk/2011/08/14/urban-decay-all-nighter-og-de-slick-fa-din-makeup-til-at-holde-laengere/

Helene Randløv

Hej Nanna
Det er tolv år siden, og All Nighter har aldrig været et hverdagsprodukt. Det er den fra TBS til gengæld.

Med hensyn til Amika er det virkelig nogle fine produkter, og de dur mig bekendt også til krøllet hår, mit hår er ret fint, og bliver ikke tynget.

Kh. Helene

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *