Dåseposten: Kan blåt lys fra skærme skade huden?

26.08.21

Hej Pudderdåserne
Jeg har set en profil på Instagram anbefale at bruge cremer, der blandt andet beskytter mod det blå lys skærme afgiver.

Det har jeg aldrig hørt om, at man bør bruge beskyttelse mod. Er det bollocks, eller skal vi nu bruge solcreme hele året på kontoret?
Kærlig hilsen Anja

Kære Anja

Tak for det gode spørgsmål.

Det korte svar er: Nej, det er ikke rent bollocks. Det blå lys fra skærme kan bestemt skade huden. Men din solcreme hjælper desværre ikke spor, med mindre den indeholder nogle helt særlige ingredienser.

Den lange version kommer her:

Blåt lys er en del af det synlige lys, som også solen udsender. Traditionelt taler vi mest om UV-stråler, når vi taler om solens skadelige stråler. De korte UVB-stråler er dem, der kan forbrænde huden, men i nyere tid er vi for alvor begyndt at forstå den skadelige effekt som de længere UVA-stråler kan have. En moderne solcreme beskytter derfor mod både UVB og UVA- stråler.

Endnu længere end UVA-stråler er det synlige lys, og nyere viden viser at det også kan skade huden – hvad enten det kommer fra solen eller fra skærmen.

Forskning viser, at blåt lys kan skade huden. Det er blandt andet knyttet til aldring, hyperpigmentering, irritation.Men blåt lyt kan også gavne huden. Det bruges af hudlæger i behandling af blandt andet akne og psoriasis, og I har nok set de lysmasker, der er dukket op. Det blå lys kan altså være både godt og skidt og i store doser kan det afgjort have en negativ effekt på huden. (kilde)

Jeg kan huske at have hørt en fagperson udtale – jeg husker desværre ikke længere hvem – at ja, det var skadeligt, men (sagt med let overbærende tonefald) at for at opnå en skadelig effekt skulle man jo udsættes for, hvad der svarede til at sidde foran en skærm i 8 timer om dagen, så det var jo helt urealistisk….

Ikke alle solcremer hjælper
Desværre hjælper en klassisk almindelig solcreme ikke. Det blå lys fra skærme ligger i spektret fra 400-500 nm. og der dækker de færreste solcremer.

Men to fysiske solfiltre, zinkoxid og titaniumdioxid, beskytter også mod blåt lys. De fysiske filtre virker anderledes end andre solfiltre ved at lægge en barriere på huden, som forhindrer lyset i at trænge igennem.

Og så dukker en anden interessant spiller op på banen – jernoxid. Den kender vi som farvestof i det meste hudfarvede kosmetik (foundation mm.), men det har altså også den egenskab, at det kan beskytte mod synligt lys. Et studie udført af en producent viser også, at det kan forbedre effekten af zinkoxid og titaniumdioxid. En blanding af alle disse tre mineraler er altså et godt bud – det finder du typisk i en farvet mineralsk solcreme eller en BB Cream med et mineralsk solfilter.

Der er også kommet helt nye kemiske solfiltre med effekt på blåt lys som for eksempel Avènes Intense Protect. 

Forskellige antioxidanter, alger, C-vitamin og niacinamid er også blevet undersøgt for deres evne til at modvirke den skadelige effekt af det blå lys – men det er lidt noget andet. (Kilde)

Problemet med alle disse produkter er, at der – ligesom med UVA-beskyttelse – ikke findes nogen officiel standard for mærkning. Der findes heller ikke nogen standard for hvordan det skal måles endnu. Lad os håbe det kommer.

Kærlig hilsen

Katja

Se hvordan du skriver til vores brevkasse her

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
3 kommentarer
Henrik

Heldigvis kan man også skifte til gult lys på sin skærm, i hvert fald på ipad😊

Henrik

Det skulle vidst også være bedre for øjnene. 😊

Helene Randløv Hansson

Hej Henrik
Folk griner altid af mig og mine skærme… Der er fuld knald på gul og nærmest ingen lys 😛

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *