Pigmentpletter, hyperpigmentering, melasma, graviditetsmaske – en guide til pigmentforandringer

27.09.18
Hyperpigmentering

Hyperpigmentering

Pigmentpletter, hyperpigmentering, melasma. Er du kvinde, er der en stor sandsynlighed for, at du kender til problemet. Brune pletter i ansigtet, på brystet, hænderne eller andre steder, der er udsat for solen. Kvinder er langt hyppigere ramt end mænd – årsagen er sandsynligvis hormoner. Der er en klar sammenhæng mellem hyperpigmentering og både graviditet og hormonel prævention.

Jeg selv har rigeligt af dem. To graviditeter, tre børn, et par hormonspiraler og anden medicin har sat sig tydelige spor. Jeg kan med den rette hudpleje gøre dem stort set usynlige, men der skal ikke meget mere end et par uforsigtige timer i solen uden beskyttelse og pling! – så er lige så tydelige som før.

Solbeskyttelse
Og derfor vil jeg gerne starte med at synge den sædvanlige sang om at passe på solen. Fordi jeg har nu fjernet mine pigmentpletter mindst 4 gange med forskellige fremragende midler. Og hver eneste gang, så skal jeg bare lige ud på terrassen med min morgenkaffe eller ud i haven og ordne lidt. Ikke noget der er værd at tale om og ikke noget der er værd at tage solcreme på for. Og hver eneste sommer slutter jeg med at have præcis de samme pigmentpletter som året før. De sidder det samme sted, det er de samme pletter. Solen fremkalder dem igen og igen, når jeg ikke passer på. Problemet med solcreme er, at det kun virker, når man bruger den…

Ja, jeg kan faktisk mindske min hyperpigmentering i en sådan grad, at den bliver stort set usynlig (hvornår jeg så lærer at beskytte den mod solen, det er så et andet spørgsmål…). Jeg har prøvet så godt som alt på markedet og jeg vil dele det med jer, krydret med den forskning der findes.

Den ulovlige ingrediens
Problemet med den videnskabelige forskning af emnet er, at den stort set udelukkende interesserer sig for hydroquinon, som er standardbehandlingen, som alt måles op mod. Hydroquinon har eksisteret i årtier som en effektiv behandling mod hyperpigmentering, og den spiller hovedrollen i stort set al forskning på området – og så er den forbudt i Danmark. Det er der mange gode grunde til, som jeg ikke vil komme ind på, det er der ingen grund til, hovedproblemet er under alle omstændigheder, at vi ikke kan bruge al den fine forskning til en pind – vi kan slet ikke få fingrene i det alligevel.

Så hvad kan vi så gøre i stedet? Der findes selvfølgelig en masse gode muligheder. De er bare ikke nær så godt undersøgt som den forbudte hydroquinon. Men de findes. Og de er:

Glykolsyre
Start altid din hudplejerutine med et mild syreprodukt til daglig brug. Og hvis du har pigmentpletter er det en god hjælp. Det er ikke nok til at fjerne dem alene, men det bidrager og er godt for huden på mange fronter. Vi anbefaler glykolsyre til hud med hyperpigmentering, men alle typer syre vil have en positiv effekt. Et studie som dette viser at klinikpeeling med høje doser glykolsyre fremmer effekten af den øvrige behandling af pigmentpletter. Og det er det samme, jeg mener at saglig brug af lavere doser af glykolsyre kan: Fremme effekten af de efterfølgende produkter du bruger. Det fjerne ikke i sig selv melasma, men det hjælper.

Niacinamid
Niacinamid i høje koncentrationer kan mindske hyperpigmentering. Du skal op i højere koncentrationer for at opnå en effekt. Dette studie har mål effekten af 4% niacinamid vs 4% hydroquinon mod hyperpigmentering. Hydroquinon var en smule mere effektivt end niacinamid. Til gengæld havde niacinamid færre bivirkninger – og så er der jo lige det med, at vi slet ikke kan købe hydroquinon i Danmark.

Azelainsyre
På engelsk azelaic acid. Azelainsyre findes også på recept i produkter mod akne, men er også dukket op i kosmetiske cremer. Og det er en rigtig god ingrediens, der kan en masse. Blandt andet virker den på pigmentpletter. Og du kan godt kombinere azelainsyre/ azelaic acid med en syrepeeling med for eksempel glykolsyre eller salicylsyre, da azelaic acid virker helt anderledes. Jeg har IKKE selv erfaring med azelaic acid, men videnskaben siger bestemt god for det.

B-Resorcinol
B-Resorcinol og et par nærtbeslægtede kusiner finder du blandt andet i produkter fra Eucerin, Clinique og La Roche-Posay. Dette studie er meget interessant – selvom det er udført af Beiersdorf (Eucerin) selv. Studiet sammenligner Hydroquinon, Kojic Acid, Arbutin og B-Resorcinol og finder frem til, at B-Resorcinol er det mest effektive – endda mere effektivt end selv hydroqionon. Jeg har selv meget gode erfaringer med Eucerin Even Brighter, der indeholder netop B-Resorcinol.

A-vitamin
A-vitamin virker ikke kun på rynker og akne, men også på hyperpigmentering. Jeg har ikke selv for alvor oplevet den helt store effekt af A-vitamin på hyperpigmentering, før vi begyndte på at teste Granactive Retinoid i vores egen A-Serum. For det skal jeg da lige love for virker. Andre typer A-vitamin virker selvfølgelig også.

Det har jeg selv gjort
Før jeg kom i gang med A-vitamin, var min yndlingskombination til pigmentpletterne:

  • Glykolsyre (Pudderdåserne AHA-Serum)
  • Niacinamid (Pudderdåserne Niacinamid 10%)
  • B-resorcinol (Clinique eller Eucerin)

I dag er jeg skiftet til kombinationen (alle produkter er ananas i egen juice):

  • AHA-Serum (morgen og aften)
  • Niacinamid 10% (morgen)
  • A-Serum 5% (aften)

Gode produkter og forhandlere (Reklamelinks)
Glykolsyre i den rette koncentration og ph-værdi kan du finde hos os selv i form af AHA-Serum eller hos Paula’s Choice.

Der findes efterhånden mange produkter med niacinamid. Exuviance nye serie mod pigmentpletter, Optilight, indeholder niacinamid, La Roche-Posay har flere produkter, Faaborg Pharma har, Paula’s Choice har og vi har selvfølgelig også Niacinamid 10%. Og der er mange flere derude – find dem her i dette indlæg. Bare vær sikker på, at koncentrationen er høj!

Der er azelainsyre i Ducray Melascreen Depigmenting Intense Care serum. Den indeholder også en mindre mængde glykolsyre. Du kan også findes azelainsyre (azelaic acid på engelsk) hos The Ordinary.

B-Resorcinol finder vi hos Eucerin Even Brighter eller i Clinique Even Better Clinical. La Roche-Posay bruger Phe-Resorcinol i deres serie mod hyperpigmentering.

A-Vitamin findes i mange former og udgaver. Du kan læse om mange af dem her. Jeg bruger selvfølgelig A-Serum. Jeg vil også gerne varmt anbefale Paula’s Clinical Retinol Serum, hvis du heller vil prøve en klassisk retinol.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
71 kommentarer
Amanda

Hej dåserne
Jeg har lige et spørgsmål vedr. pigmentforandringer. Jeg bider mærke i, at I har særligt fokus på hyperpigmentering og hvordan disse kan hjælpes på vej vha. jeres produkter. Jeg har udfordringer med hvide pigmentpletter (hypopigmentering), hvorfor jeg er nysgerrig på, om samme sammensætning af jeres produkter kan anbefales?
Tusind tak for gode råd og lækre produkter 🙂
Hilsen Amanda

Helene Randløv

Hej Amanda
Mig bekendt er der meget lidt, hvis noget at stille op med hypopigmentering. Er det blevet udelukket, at det er Pityriasis versicolor? Eller Vitiligo?
Kh. Helene

Lucy

Hej dåserne.
Jeg har det sidste halve år fået en del pigmentpletter i ansigtet efter jeg startede behandling med østrogen pga gener med overgangsalderen. Jeg har uren hud i forvejen, og det virker som om acnear er mørkere end normal og meget langsom i at forsvinde.
Jeg har været hos en hudlæge og er kommet i behandling med hydrochinon.
Mit spørgsmål er, at jeg fik anbefalet jeres produkter og har faktisk brugt dem i mere end tre uger nu og er blevet enorm glad for dem. Jeg har brugt T-zone peeling (morgen og aften), Niacinamid 10% (morgen og aften) og A-serum 2% (aften). Kan jeg kombinere nogle af jeres produkter med Hydrochinon behandling? hvis ja, hvordan?
På forhånd tak 🙂

Katja Moikjær

Kære Lucy. Beklager vores langsomme svar. Ja det kan du godt. Jeg ved desværre meget lidt om hydroquinon i praksis, men de kan godt kombineres. Kh. Katja

Jeanette Jensen

Hej Pudderdåser, har i nogen erfaring med C-vitamin i forhold til pigmentpletter og kan det bruges sammen med de øvrige produkter I anbefaler?

Helene Randløv

Hej Jeanette
Katja er mere til andre aktiver: https://pudderdaaserne.dk/2018/08/27/en-haveejers-bekendelser-mine-aarlige-pigmentpletter/
Der burde ikke være noget i vejen for også at bruge C-vitamin.
Kh. Helene

Louise

Må jeg bruge jeres T-zone peeling (salicylsyre) sammen Ducray melascreen depigmentation creme, som indeholder 3% glykolsyre – eller bliver det for krads en cocktail?
Og tak for alle jeres fantastiske tips og anmeldelser 🙂
Kh
Louise

Katja Moikjær

Kære Louise. Nej, beklager. Det synes vi ikke du skal. Den indeholder en blanding af glykolsyre og azelainsyre. Find hellere et rent azalelain-syre produkt at bruge sammen med din T-Zone Peeling 🙂

Lisa

Hej Pudderdåserne
Kan man bruge de tre produkter i anbefaler (AHA-Serum (morgen og aften), Niacinamid 10% (morgen) og A-Serum 5% (aften)) når man er gravid eller anbefaler I at jeg venter til jeg har født? Og vil der derefter være nogle problemer med at bruge dem ift. amning? Jeg har fået pigment forandring over overlæben i forbindelse med graviditeten.
Mange tak for jeres svar.
Mvh Lisa

Helene Randløv

Kære Lisa
Ja, du kan sagtens bruge produkterne under graviditet og amning. Niacinamid 10% kan i øvrigt sagtens bruges både morgen og aften. Husk at trappe langsomt op: https://pudderdaaserne.dk/2020/02/18/tirsdagstip-langsom-opstart-et-produkt-ad-gangen/.
Kh. Helene

Melina

Kære PD,

Mit ansigt, som jeg ellers tidligere har været så glad ved, er nu plaget af en frygtelig blanding af pigmentpletter efter graviditet, hudorme og talgknopper krydret med en god portion nye fine rynker i panden.
Jeg har efterhånden været gennem mange hudplejeserier, som lovede at gøre det hele godt, men efter flere måneders “behandlinger”, er der ingen synlig forskel overhovedet.
Jeg har fået anbefalet jeres produkter, men har ikke endnu mødt en sælger, der kan guide mig. Så jeg er derfor gået til kilden selv.
Hvad skal jeg putte i kurven, hvis jeg gerne vil have bugt med især pigment og uren hud? Lige fra afrens til afslutter?
Håbefulde hilsner fra Melina

Helene Randløv Hansson

Kære Melina
Jeg vil naturligvis gerne hjælpe dig, men dialogen er meget lettere på messenger eller i direct på Instagram.
Du kan starte med at læse her: https://pudderdaaserne.dk/2020/04/07/tirsdagstip-saadan-oversaetter-du-hudplejeritualet-til-produkter/

Kh. Helene

Skye

Hej 🙂 Jeg har døjet med melasma i årevis, og jeg har altså flere gange fået hydroquinon fra min hudlæge. De blander det med tretinoin, og det er MEGET effektivt. Desværre skaller man også ret meget, hvilket selvfølgelig er irriterende, men det giver jo sig selv, at den gamle, brune hud skal af. Og så slemt er det heller ikke. Derudover skal man være opmærksom på, at cremen også indeholder et steroid. Det er for at mindske irritation og inflammation, men det er lidt noget lort (se ‘topical steroid withdrawal syndrome’). Jeg har prøvet det én gang, og det var skrækkeligt, men man kan komme ud af det ved at trappe langsomt ud af brugen af cremen. Og altså skal man ikke bare bruge cremen hver dag i en uendelighed. Men det virker.
Cosmelan har jeg prøvet 2-3 gange, og det virker også sindssygt godt! Ulemperne er, at det er relativt dyrt (i hvert fald utroligt meget dyrere end hydroquinon) og at der er ‘downtime’ på 7-10 dage, hvor man ser crazy, skallende og orange ud. Hvis man har slemme pigmentforandringer/melasma, vil jeg klart anbefale en af de to ting. P.t. er mine pigmentforandringer ikke NÆR så slemme, som de var engang, men jeg kan godt se, at det har været sommer (og jeg har lige opdaget PPD-indekset og til min rædsel indset, at solcremen fra COSRX slet ikke er god nok! Den lever ikke engang op til EU’s krav til solcreme. Tilbage til La-Roche Posay!) Jeg bruger niacinamid, glycolsyre, a-vitamin og azelaic acid, men jeg overvejer også at prøve Eucerin’s Anti-Pigment. De anvender en patenteret ingrediens, som angiveligt, udover at lysne pigmentforandringer, også skulle forhindre nye i at opstå (med solcreme, forstås!). Det kan virke gavnligt, hvis man, som jeg, også har tendens til post inflammatorisk hyperpigmentering (PIHH), altså mørke pletter efter bumser o.l.
Derudover – af hjertet tak for jeres sublime produkter!! Jeg har indtil videre kun prøvet Alt i Én Fodcreme og Vaskebalsam, men jeg er HELT blæst bagover! Jeg ville give dem 100 stjerner!! Og jeg skal helt klart prøve mere 🙂

Helene Randløv Hansson

Kære Skye
Det er ikke så lidt, du har været igennem. Bare til info skal du være opmærksom på, at steroider forværrer PD (i forhold til din kommentar på et andet indlæg). Jeg mener, at Katja har skrevet om Eucerin på bloggen et sted. Det var måske værd at søge på <3

Kh. Helene

Karin

Hej😊
De produkter I anbefaler, skal de bruges under den normale hudpleje rutine?

Helene Randløv Hansson

Hej Karin
Det afhænger lidt af, hvilke af produkterne du mener og også, hvad du mener med “den normale rutine”. Mht. vores egne produkter kan du læse mere her: https://pudderdaaserne.dk/2020/04/07/tirsdagstip-saadan-oversaetter-du-hudplejeritualet-til-produkter/

Kh. Helene

Camilla

Hej Dåser – hvis man er nysgerrig på at læse mere om emnet, hvilke kilder vil i så anbefale?

Helene Randløv Hansson

Hej Camilla
Der er mange artikler om de emner, der er beskrevet her. Derfor er det lidt svært for mig at pege dig i én retning. Pubmed og andre lignende databaser, plejer at være leveringsdygtige i den slags.
Kh. Helene

Sidse

Hej Pudderdåser
Jeg hæfter mig ved at du skriver at du har formået at fjerne dine pigmentforandringer op til flere gange ved hjælp af diverse produkter. Så det kan altså lade sig gøre, at få dem væk?
På forhånd tak for svar.
Kh Sidse

Helene Randløv Hansson

Hej Sidse
Ja… og nej. Du kan godt få pletterne helt væk, men du skal aldrig mere have sol på huden. Ligeså snart din hud danner bare en lillebitte smule melanin, kommer pletterne igen.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *