Anmeldelse: Matas T-Zone Peeling, My Moments Sweet Treat AHA Serum og Plaisir Fix It T-Zone Serum

14.11.17
Plaisir T-Zone Serum, My Moments by Matas AHA Serum, Matas T-Zone Peeling

Plaisir T-Zone Serum, My Moments by Matas AHA Serum, Matas T-Zone Peeling

Matas har med deres egen stribede T-Zone Peeling og en AHA Serum fra deres egen spa-serie My Moments lanceret to produkter, der unægtelig ser ud som om de på navnesiden har ladet sig inspirere af vores egne bestsellere Pudderdåserne AHA Serum og Pudderdåserne T-Zone Peeling.

Vi har derfor også fået mange spørgsmål på, om indholdet også er det samme, og det vil vi selvfølgelig meget gerne svare på. Vi tager det kun som en kompliment, når andre mærker lader sig inspirere af det, vi laver, og vi vil her forsøge at sammenligne produkterne lige så sagligt, som vi plejer, og efter de samme standarder, som vi altid forsøger, selvom vi naturligvis har en meget personlig interesse.

Sammen med Plaisir Fix It T-Zone Serum, der også er Matas eget mærke, så har Matas nu tre eksfolierende serum eller peelinger i deres egne serier. Og disse tre serum vil vi gennemgå her.

Matas T-Zone Peeling
Matas T-Zone Peeling indeholder tre interessante aktive ingredienser: Glykolsyre, niacinamid og neem-ekstrakt. Sammenlignet med Pudderdåsernes T-Zone peeling er det altså et helt andet produkt, da vi bruger salicylsyre som den aktive ingrediens.

Matas T-Zone Peeling indeholder glykolsyre i en mængde, jeg desværre ikke kender. Men vi kan prøve at sjusse os lidt frem til det. Pudderdåsernes egen AHA-serum, som er det mere korrekte produkt at sammenligne Matas T-Zone Peeling med indeholder 7% glykolsyre. På vores ingrediensliste står glykolsyre som nummer 3. På Matas T-Zone Peeling står den som nummer 5 lige efter en polymer, man typisk bruger i koncentrationer på 0,5-2%. Og der vil altså være mindre glykolsyre i T-Zone Peelingen fra Matas.

Opdatering: En af vores hjælpsomme læsere har fået oplyst, at der er 2,1 % glykolsyre i T-Zone Peelinge fra Matas.

Lige efter glykolsyren kommer så niacinamiden, og hvor en enkelt procent eller to ligger i den lave ende for glykolsyre, så er det til gengæld en fin koncentration for niacinamid, der ikke behøver så høje koncentrationer for at udøve sin magi. Vi bruger selv 1% i vores egen T-Zone Peeling. Læs mere om niacinamid her.

Så kort sammenligning af de to T-Zone Peelinger: Pudderdåsernes T-Zone Peeling og Matas T-Zone Peeling indeholder ikke det samme. Vi bruger 2% salicylsyre, der får vores T-Zone Peeling til at virke. Den smule glykolsyre, der er i Matas T-Zone Peeling vil ikke kunne give det samme resultat.

Det er derfor mest korrekt at sammenligne Matas T-Zone Peeling med glykolsyreprodukter som for eksempel vores AHA Serum, Paula’s Choice AHA produkter eller The Ordinary. Her er det vores vurdering, at Matas ligger i den temmelig lave ende, når det kommer til koncentration. Derudover er en ph-værdi på 4,5, som der står på emballagen, i den høje ende for en syrepeeling. Jeg ville derfor ikke forvente mig alt for meget, når det kommer til eksfoliering fra Matas T-Zone Peeling.

Synes du, at Pudderdåsernes Musthave og Paula’s Choice er for dyrt, og er du ude efter et billigt alternativ, så se hellere på The Ordinarys glykolsyre til 7%, der er det pt. billigste køb.

Og så til det, der gør Matas striber mod uren hud interessante: Neem ekstrakt. Den er ikke kun i Matas T-Zone Peeling, men også i flere af produkterne i resten af serien.

Neem er et træ, der gror i Indien og de omkringliggende lande. Alle dele af træet har været brugt i årtusinder i traditionel siddha, unani og ayurvedisk medicin til en lang række af formål herunder også på huden til at behandle eksem, psoriasis mm.

Neem har en lang række antiinflammatoriske og antibakterielle egenskaber, men det er svært at finde vestlige medicinske undersøgelser, der kan belyse en sammenhæng mellem neem og akne. Det er en meget spændende plante, og en jeg selv gerne ville prøve, fordi den ser ud til at kunne have en lang række potentielle effekter. Hvis du interesserer dig lidt for ayurveda og vil læse mere om neem, så kan du læse mere her.

Jeg vil selv vælge Matas Special Face Gel, som ikke indeholder syre, og som umiddelbart ser ud til at indeholde lidt mere niacinamid og neem – uden jeg dog kan vide det med absolut sikkerhed.

My Moments by Matas Sweet Treat AHA Serum
My Moments serien fra Matas blev lanceret i vinters, hvor vi anmeldte de første produkter i den ret omfattende serie. Sweet Treat AHA Serum er afgjort det mest interessante produkt i serien indtil nu.

Sweet Treat AHA Serum indeholder frugtenzymer, som virker let peelende. De svarer til frugtenzymer, som du finder i for eksempel Mellisa AHA creme eller enzymmasker som disse fra blandt andet Oskia.

Enzympeelinger har bestemt en berettigelse. De er gode til at give en øjeblikkelig glød til huden, og det er også det Matas Sweet Treat AHA serum kan. Derfor passer den også fint ind i My Moments spa-serien.

For den længerevarende effekt på huden, så er de rigtige AHA-syrer som for eksempel glykolsyre dog at foretrække, hvilket vi også har skrevet om her. Se også hvad Paula Begoun skriver om frugtekstrakter og sukkerrør. Bruger du et AHA produkt med glykolsyre som for eksempel vores, Paula’s eller en af de andre effektive på markedet, vil du ikke opnå den samme effekt med enzympeeling i stedet. De virker grundlæggende anderledes.

Men Sweet Treat AHA serum passer godt ind i My Moments serien, og jeg bruger selv gerne masker med enzymer, når jeg trænger til et hurtigt pick-me up af min hud. Fordi de virker til at give en meget hurtig og fin overfladisk og synlig forbedring af huden. Jeg bruger syre hver dag til at holde min hud pæn, men jeg bruger enzymer på de dage, hvor jeg trænger til en hurtig forbedring.

Og Sweet Treat AHA Serum har den helt store forskel frem for en maske, at den bliver siddende på huden, og det gør den til et bedre valg end en af de mange enzymmasker, der findes. Så er du til enzymer fra sukkerrør, pilebark og blåbær, så vil jeg klart anbefale denne fremfor en maske, du vasker af igen.

Plaisir Fix It T-Zone Serum
Den syrefri T-Zone Serum fra Plaisir er det efter min mening mest interessante produkt af de tre. Her begynder Matas nemlig at lege med noget rigtig sjovt: Fermenterede enzymer.

Jeg er selv kun stødt på det i masker før, blandt andet den skønne Pumpkin Enzyme Mask fra Peter Thomas Roth. I Plaisirs T-Zone Serum kommer enzymerne fra granatæble fermenteret med mælkesyrebakterier, og jeg synes, det er en stor glæde at kunne skrive om så avancerede og nye ingredienser, når man skal anmelde et nyt Matas produkt til 120 kroner.

Bakterier og fermentering er stort i helsekostbranchen og nu også til huden. Her er Matas virkelig først med det sidste nye. I dette studie viser forskerne at fermentering af blåbær bringer antibakterielle og antioxidante egenskaber frem, som blåbærerne ikke have i forvejen. I dette studie har man fermenteret ginseng og fået ny antiage egenskaber ud af det. Så hvorfor ikke også fermenteret granatæble?

Der er en meget flot række af øvrige ingredienser i Plaisir Fix It T-Zone Serum:

  • Galactoarabinan binder fugt i huden og giver en meget mild eksfoliering
  • Hyaluronsyre binder fugt i huden
  • A-vitamin i form af retinyl palmitate sammen med zink og iris er et kompleks, som sammen skal kunne hjælpe på akne. Producenten af komplekset har selv materiale, der viser en effekt, der findes ikke uafhængige studier
  • Pink pomelo ekstrakt er et let peelende enzym

Jeg er vild med T-Zone Serum fra Plaisir, der er min absolutte favorit af disse tre. Jeg synes, det er en meget interessant blanding af nye og innovative ingredienser, som Matas har mikset her. Plaisir Fix It T-Zone Serum vil kunne have en generelt forbedrende effekt på mange typer hud og ikke kun uren hud. Det er et fint enzymserum, som også er god til at give et hurtigt boost til grå og trist hud.

Her kan du købe det (indeholder reklamelinks)
Matas Striber, My Moments by Matas og Plaisir er alle Matas egne serier, der kun kan købes i Matas og på Matas.dk

Matas T-Zone Peeling koster 60 kroner for 50 ml.

My Moments By Matas Sweet Treat AHA Serum koster 199 kroner for 30 ml.

Plaisir T-Zone Serum koster 120 kroner for 50 ml.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
40 kommentarer
Clara

Jeg begyndte at bruge jeres t-zone peeling for 2 uger siden. Brugte enlig den fra plaisir før, men stoppede, da jeg ikke vidste om jeg måtte bruge dem sammen. Det kan jeg se i skriver jeg godt kan 🙂 Men vil det så sige at jeg bruger den ene morgen og den anden aften? Eller kan jeg bruge dem lige efter hinanden – jeres først og plaisir ovenpå? Derudover er jeg også for nylig startet med at bruge basiron 5% (jeres t-zone peeling og derefter basiron, morgen og aften). Kan jeg bruge alle 3 produkter sammen? Så det kommer til at hede: jeres T-zone peeling, plaisir fix it og sidst basiron? 🙂

Katja Moikjær

Hej Clara – hvilken fra Plaisir helt præcis taler vi om? 🙂 T-Zone Serum?

Clara

Ja T-zone serum 🙂

Tina

Hmm hvis jeg anvender t-zone peeling først og så plasirs fix it, som jo har en højere pH værdi – ødelægger jeg så ikke den effektive pH i jeres peeling???

Helene Randløv

Hej Tina
Hvis du lige “børster tænder” mellem cremerne, så tror jeg det går fint 🙂
Kh. Helene

Mie

Tak for gode anmeldelser og god info om
både egne og andre produkter. Jeg har altid haft en enormt flot hud, der har passet sig selv. Men efter født barn og minipiller går min hud helt amok. Jeg bruger Rudolph Care produkter, som jeg har været meget glad for, men skal vist ud i noget helt andet nu (i hvert fald supplerende). Jeg får små hvide, hårde knopper, som aldrig eller meget sjældent når at blive til bumser. Primært i panden – særligt ud for øjnene over brillekanten. Jeg er generelt ikke ramt af hudorme eller store porer i ansigtet, så jeg vil rigtig gerne høre, hvad I vil anbefale til uren hud som min, som formentlig er hormonelt betinget? Jeg har – udover de meget trælse knopper – normal til let fedtet hud. Synes dog Rudolph produkterne har været skønne i forhold til at sikre god balance mellem tør og fedtet hud.

Mia Olsen

Jeg er først for nyligt faldet over jeres produkter i Matas, og syntes de virker super interessante – dette ledte mig til jeres hjemmeside og dette indlæg, som også er virkelig interessant 🙂
Har altid haft en meget besværlig hud som har tendens til at blive fedtet med hudorme i t-zonen og forholdsvis normal hud på kinderne.. det besværlige er så at den også har tendens til at være meget tør – og især i de kolde måneder får jeg tørre flager på siden af næsebor samt i øjenbryn.
Og nu til mit spørgsmål: Tænker at jeres T-zone peeling kunne være god, men er i tvivl om det måske vil være bedre med AHA-serumet pga min tørhed? Tænker yderligere at supplere med jeres Niacinamid 10%(?).
Beklager min lange smøre :))

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *