Hvilken syre skal jeg vælge? AHA, BHA eller…

13.09.14
T-Zone Peeling eller AHA Peeling

T-Zone Peeling eller AHA PeelingEfter vi har lanceret vores produkter, har vi fået rigtig mange spørgsmål fra alle jer, der er i tvivl om I skal vælge AHA eller BHA – i form af hhv. vores nye AHA-Peeling eller T-zone peeling.

Og det forstår jeg godt. Det er også forvirrende. Mange af jer spørger også, hvordan I kan kombinere de to produkter, og der bliver vi desværre nødt til at sige nej. Det er bare ikke nogen god idé at bruge flere forskellige syreprodukter. Risikoen for bivirkninger og over-eksfoliering bliver for stor. Så du må vælge.

Det bliver jo ikke nemmere af at vores to syre-peelinger selvfølgelig langt fra er de eneste på markedet. Tværtimod er der masser af andre produkter med flere andre typer syre derude. Så jeg har besluttet at genudgive vores gamle syre-guide her i en lidt redigeret form.

Generelt vil alle typer mild syrepeeling være gode for næsten alle typer af hudproblemer (rosacea undtaget). Selvom salicylsyre har den bedste effekt på akne, så er glykolsyre også godt. Og selvom glykolsyre anses for det bedste valg til tør og ældet hud, så er salicylsyre også stadig godt for de problemer. Fordi de i bund og grund gør de samme ting – fjerner døde hudceller og lader ny og frisk hud komme frem i lyset. Du behøver altså ikke være så bange for at vælge.

Vælg creme, lotion, toner eller lignende
Til huden bør du vælge produkter med kemisk peeling, der bliver siddende på huden. Og altså IKKE ansigtsvask eller lignende, der skal vaskes af igen. Der er enormt mange ansigtsvaske med salicylsyre eller glykolsyre, og selvom de nok har en effekt, får du en langt bedre effekt af produkter, som bliver på huden.

Kend koncentration og ph-værdi
Der er to vigtige egenskaber, du skal kende ved et syreprodukt. Det ene er koncentrationen, det andet er ph-værdien. De forskellige typer af syre virker bedst i forskellige koncentrationer. Koncentrationen af BHA/salicylsyre skal helst være på mellem 1 og 2 procent, mens AHA/glykolsyre virker bedst mellem 5 og 10 procent (til hjemmebrug). Det betyder bestemt ikke at en salicylsyrepeeling med 2 procent er mindre effektiv end en glykolsyre peeling med 10 procent, bare fordi “der er mindre i”. Man kan ikke sammenligne koncentrationer af to helt forskellige syrer.

Dertil er ph-værdien afgørende. Hvis den bliver for høj, så mister syren sin evne til at peele uden, så er det hele temmelig forgæves. Igen afhænger hver enkelt optimale ph-værdi af den enkelte syre.

BHA – salicylsyre
Salicylsyre eller BHA (beta hydroxy acid) er en af mine yndlings kemiske peelinger. Produkter kun med salicylsyre i er meget milde, men samtidig effektive. Det er godt mod primært akne, hudorme og uren hud, fordi de kan trænge gennem fedt på huden, hvilket AHA ikke kan på samme måde. Det gør at de kan eksfoliere nede i poren, og  derfor har en særlig god effekt på hudorme og forstørrede porer.

Hvis du for eksempel har rosacea er det salicylsyre, du skal gå efter, når du vælger en kemisk peeling.

Men af en eller anden grund så er det umanerligt svært at finde produkter på markedet med ren salicylsyre. Og dem, der er, indeholder gerne en forbandet masse alkohol (typisk produkter solgt mod akne) eller er ineffektive på grund af for høj PH-værdi (som for eksempel hos Vichy).

Gode produkter med salicylsyre
Derfor stod et produkt med salicylsyre også øverst på vores ønskeseddel, da vi lavede vores egen hudplejeserie. Vi har kaldt den T-zone peeling, men du skal selvfølgelig bruge den i hele ansigtet. Den indeholder 2 % salicylsyre, 1 % niacinamid (der også er godt for porernes udseende) og en ph-værdi på cirka 3,5.

I de danske butikker kan jeg derudover kun pege på et enkelt produkt – desværre: Cliniques Mild Clarifying Lotion. Den er til gengæld også fin – den indeholder 0,5 procent salicylsyre og har en effektiv ph-værdi. ALLE de øvrige clarifying lotions indeholder desværre enormt meget alkohol.

Derudover finder du produkter med salicylsyre hos PaulasChoice. Der kan du kan vælge mellem 1 eller 2 procent koncentrationer.

AHA – frugtsyre og mælkesyre
AHA er nok de mest udbredte syrepeelinger og dem, vi har haft på markedet længst. De består af både frugtsyre (for eksempel glykolsyre – glycolic acid) og mælkesyre (lactic acid). Der findes mange alt efter, hvad de er udvundet af: malic acid, tartaric acid, mandelaic acid mfl.

Til hjemmebrug bør du vælge koncentrationer mellem 5 og 10 procent. På klinikker kan du få professionelle peelinger med højere koncentrationer, men det er bestemt ikke noget at rode med selv derhjemme.

AHA trænger dybere ned i huden end BHA og dens kusine LHA. Dette gælder især glykolsyre, hvorimod mælkesyre ikke kommer så dybt ned.

Dernede stimulerer den dannelsen af nye hudceller og binder samtidig fugt i huden. Den fjerner døde hudceller og er især god til tør og ældet hud, men der er også god effekt for akne.

Gode produkter med AHA
Flere mærker herhjemme sælger effektive produkter med frugtsyre i. Det er ofte klinikmærker. Vores egen AHA-Peeling indeholder 7 procent glykolsyre i en ph-værdi på cirka 3,5.

Derudover kan du går efter efter mærker som MD Formulations, Peter Thomas Roth og Mesoestetic.

Paula’s Choice laver også flere effektive produkter med glykolsyre.

LHA
LHA eller Lipohydroxy Acid er en ny type syre udviklet af L’Oréal-koncernen. Den er i tæt familie med salicylsyre og på ingredienslisten hedder den da også capryloyl salicylic acid.

Perspektiverne i den nye form for syre er meget interessante. Dens egenskaber minder meget om salicylsyre, og undersøgelser viser, at den er lige så effektiv som salicylsyre til at behandle akne, hudorme og uren hud.

Men der er en meget vigtig forskel på LHA og BHA. LHA virker nemlig ved en hudneutral ph-værdi på 5,5 så den kan bruges i produkter med højere (og dermed mildere) ph-værdier en salicylsyre (BHA).

LHA er altså meget interessant, og det kunne især være interessant at se mere forskning fra uafhængige kilder. Det vi har er financieret af L’Oréal-koncernen selv, men det er publiceret i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

Gode produkter med LHA
Du skal kigge hos L’Oreal koncernen for at finde produkter med LHA. Det vil sige mærker som SkinCeuticals, La Roche-Posay, Vichy og L’Oréal Paris.

Mit problem med de fleste af disse produkter som for eksempel denne fra Vichy er, at det er produkter med en kombination af LHA, AHA og BHA i en creme med en høj ph-værdi. Du får altså en effektiv LHA, men AHA og BHA vil være ineffektive.

La Roche-Posay Effaclar K er nok et af de bedste bud. Det indeholder også en stor mængde salicylsyre (men ph-værdien er altså temmelig høj) i en kombination med LHA og retinol linoleate, der også er godt mod uren hud.

PHA
PHA – Polyhydroxyacid er en moderne udgave af AHA. Det har de samme egenskaber, som gør den effektiv til ældet, solskadet eller akneplaget hud, men er mildere mod huden og giver ikke den samme irritation som AHA ofte gør. Derfor kan PHA – i modsætning til AHA – også ofte bruges af dig med rosacea. (kilde) Gluconolactone kan måske endda hjælpe på rosacea.

PHA øger heller ikke følsomheden overfor UV-lys på samme måde som AHA gør. Den er et rigtig godt valg af syre, hvis ældet hud er dit problem.

PHA findes som blandt andet gluconolactone og lactobionic acid, og det er særdeles interessante syrer.

Gode produkter med PHA
Clinique bruger lactobionic acid i deres Turnaround serie.

Gluconolactone kan du finde hos især klinikserierne Exuviance/NeoStrata, der konsekvent holder en korrekt PH-værdi i deres produkter med syre.

Comfort Zone bruger også gluconolactone i deres Skin Resonance Peeling og i Skin Regimen Night Renewer.

Kombinations-produkter
Mange af de produkter, jeg har nævnt, indeholder en kombination af flere former for syre. Det gør nogle andre favoritter også. Især gode gamle Avène Cleanance K er en blanding af 6 procent glykolsyre, 2 procent mælkesyre og 0,1 procent salicylsyre i en effektiv ph-værdi. Den lave ph-værdi, lave pris og nemme tilgængelighed på apoteket gør det til en meget attraktiv mulighed for de fleste.

Andre syrer
De fire former for sure, jeg har skrevet om her, er langt fra udtømmende. Syrer som kojic acid bruges også mod hyperpigmentering. Acelaic acid er godt til hyperpigmentering, acne og rosacea. Gode, gamle carbamid er omend ikke en syre, så også eksfolierende. Til klinikbrug bruger man også nogle langt mere hardcore peelinger. Og så er der de nye former for enzympeelinger.

Så der er ingen ende på valgmulighederne. Jeg håber, jeg har bidraget lidt til at du kan træffe et valg mellem de mange former for syre, der findes derude.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

PS. Du kan også kikke forbi vores Facebook side, hvor du kan vinde hele serien lige nu

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
267 kommentarer
Julie

Hej, jeg har et spørgsmål til jeres t-zone peeling. Jeg har nu brugt den i nogle dage og har fået en del uren hud (ikke voldsomt, dog). Kan det være fordi min hud lige skal vænne sig til den? Er i tvivl om jeg skal stoppe med at bruge den eller blive ved.

Katja Moikjær

Hej Julie. Hvor tit bruger du den? Der er ikke gang i et eller andet hormonelt lige nu – at du nærmer dig din menstruation eller den slags?

Katrine

Kan relatere til Julies problem med andre exfolieringsorodukter. Hvis jeg i en periode har været for sløv til at få exfolieret, og derefter starter op igen, får jeg altid lidt udbrud de første par uger, hvorefter det aftager. Tænker om det er fordi, at begyndende urenheder har ligget og ulmet under huden, og med exfolieringen får luft til at komme op? Ved ikke om min teori holder?
Glæder mig iøvrigt til at afprøve t-zone peelingen 🙂

Helene Randløv

Mange tak Katrine :-*

Mads

Tak for en god opsummering 🙂 Jeg har et spørgsmål, der relaterer sig lidt til det her om syre; for noget tid siden skrev i et indlæg om indgroede hår, hvor det blandt blev nævnt, at både BHA og Aspirin/acetylsalicylsyre kan have en gavnlig effekt. Jeg har så fundet et produkt, der hedder TendSkin, som indeholder acetylsalicylsyre. Det er sindssygt effektivt! Men da det virker bakteriehæmmende og anti-inflammatorisk kom jeg til at tænke på, om man kan blive resistent overfor acetylsalicylsyre på sigt, ligesom med klorhexidin? Og er BHA i så fald et bedre valg? (det er vist noget med, at acetylsalicylsyre er et forstadie til BHA?). Kh. Mads

Katja Moikjær

Hej Mads. Beklager meget, du er simpelthen forsvundet i mængden. Godt du selv rykker os, ellers opdager vi det ikke.
Acetylsalicylsyre er et supergodt middel til netop indgroede hår. Og kan i øvrigt ikke sammenlignes med salicylsyre – de virker meget forskelligt, selvom de er i familie.
Jeg har aldrig hørt om resistens overfor det, og jeg har altid selv brugt det efter barbering i form af et nu (desværre!) udgået produkt fra Paula’s Choice, som reelt bare var en flydende opløsning med acetylsalicylsyre.
Det er genialt til røde knopper efter barbering. Jeg kender desværre ikke TendSkin, men hvis det er baseret på acetylsalicylsyre, så hold endelig fast i den til det formål!
Kh. Katja

Mads

Mange tak for svar 🙂 Så kører jeg videre med TendSkin! Hvis nu andre skulle læse med og skulle få lyst til at prøve det, vil jeg lige nævne, at der desværre er ret meget alkohol i, men min egen oplevelse er dog, at den udtørrende effekt fra alkoholen kan opvejes af en god fugtighedscreme.

Gitte

Hej
Jeg har et spørgsmål til jeres T-zone peeling. I skriver, at man efterfølgende kan bruge en ansigtscreme. Men er det noget der kommer til at påvirke effekten af T-zone peelingen, hvis ansigtscremen ikke har den rette pH-værdi??

Katja Moikjær

Hej Gitte. Nej det er ikke noget problem og absolut meningen. Så længe du altid sørger for at bruge peelingen nederst på bar hud. Altid den først og så alt andet ovenpå.

tina nymann

Uhh, meget info:-) Må vist lige læse det igen….

Helene Randløv

Det er altid en god idé
Kh. Helene

Christina

Asede og masede for at klemme en Magasintur ind i programmet i dag – måtte jo have fat i serien.
Men tænk, de har kun make up fjerner tilbage. Øv for mig, men VILDT og stor tillykke til jer! Det er da noget af en start :-))

Katja Moikjær

Æv! Det er jeg ked af, at du er gået forgæves. Hylderne er meget snart fyldt op igen! Lover!

Lis

Jeg glææææder mig til at prøve Tzone cremen 🙂 Men er den ok at bruge når man er gravid??

Katja Moikjær

Jep. Ingen af de fem produkter indeholder noget, der kan påvirke fostret. (Det kender jeg i øvrigt ingen kosmetik-produkter der kan) Jeg er selv gravid i uge 26 og bruger dem selv også 🙂

Mads

Har I glemt mig lidt, eller skulle jeg have stillet spørgsmålet et andet sted? 🙂

Katja Moikjær

Hej Mads. Undskyld, du var forsvundet i mængden. Godt du råbte op – jeg har svaret dig nu.

Sofie

Hej Pudderdåser!
Jeg har lige fået en recept på noget gel med azelainsyre til behandling af rosacea. Normalt bruger jeg LRP Effaclar Duo+ skal jeg droppe det og i stedet finde en anden creme uden nogen form for syre? Hvad vil i foreslå? 🙂

Katja Moikjær

Hej Sofie
Du må endelig ikke bruge anden syre sammen med din azelainsyrebehandling. Så væk med effaclar duo og alle andre peelinger.
Hvad har din læge sagt til dig, at du må bruge sammen med den? Hvad er det præcis for et produkt, du har fået?
Kh. Katja

Sofie

Han har hverken nævnt noget om hvad jeg må eller ikke må bruge. Det hedder Finacea 15% 🙂

Katja Moikjær

Du skal helt klart ikke blande den og T-zone peelingen. Hold dig til Finacea så længe du er i behandling. Gem T-zone peelingen til du er helt færdig, så kan den være god vedligeholdese.
Af hensyn til behandlingen ville jeg klart minimere mængden af produkter derudover, men du kan nok godt få brug for en god beroligende creme også, så hvis du vil supplere med noget så er Alt-i-en creme nok et bedre bud.
Jeg slog lige Finacea op, og der står i produktresumeet at du ikke må bruge produkter med alkohol/sprit imens. Det er der ikke i vores, men hold øje med det i de andre produkter, du bruger.

Linette

Hej pudderdåserne!
– Jeg er så forvirret, jeg lider af tør og sart hud.. Samtidig med at jeg har store porer, hudorme og bumser ( specielt her for tiden. )
Hvilken syre ville være bedst der? Hælder mest til BHA, men tænker den måske er for skrap til min sarte hud?

Helene Randløv

Hej Linette
BHA er et rigtig godt valg til den sarte hud. BHA virker antiinflamatorisk og antibakteriel, så den vil have en god effekt på bumser. Du vil måske have glæde af at læse om vores egen T-zone Peeling og AHA-serum.
Kh. Helene

Pia

Hej
Lige en lille rettelse: Der er 1% salicylsyre i Cleanance K nu om dage – jfr. jeres svar til mig i jeres artikel om produktet 🙂

Helene Randløv

Hej Pia
Som du ved er det efterhånden gamle artikler begge to. Når produktet igen bliver reformuleret, skal der nok komme en fanfare og så videre :-*
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *