Efter vi har lanceret vores produkter, har vi fået rigtig mange spørgsmål fra alle jer, der er i tvivl om I skal vælge AHA eller BHA – i form af hhv. vores nye AHA-Peeling eller T-zone peeling.
Og det forstår jeg godt. Det er også forvirrende. Mange af jer spørger også, hvordan I kan kombinere de to produkter, og der bliver vi desværre nødt til at sige nej. Det er bare ikke nogen god idé at bruge flere forskellige syreprodukter. Risikoen for bivirkninger og over-eksfoliering bliver for stor. Så du må vælge.
Det bliver jo ikke nemmere af at vores to syre-peelinger selvfølgelig langt fra er de eneste på markedet. Tværtimod er der masser af andre produkter med flere andre typer syre derude. Så jeg har besluttet at genudgive vores gamle syre-guide her i en lidt redigeret form.
Generelt vil alle typer mild syrepeeling være gode for næsten alle typer af hudproblemer (rosacea undtaget). Selvom salicylsyre har den bedste effekt på akne, så er glykolsyre også godt. Og selvom glykolsyre anses for det bedste valg til tør og ældet hud, så er salicylsyre også stadig godt for de problemer. Fordi de i bund og grund gør de samme ting – fjerner døde hudceller og lader ny og frisk hud komme frem i lyset. Du behøver altså ikke være så bange for at vælge.
Vælg creme, lotion, toner eller lignende
Til huden bør du vælge produkter med kemisk peeling, der bliver siddende på huden. Og altså IKKE ansigtsvask eller lignende, der skal vaskes af igen. Der er enormt mange ansigtsvaske med salicylsyre eller glykolsyre, og selvom de nok har en effekt, får du en langt bedre effekt af produkter, som bliver på huden.
Kend koncentration og ph-værdi
Der er to vigtige egenskaber, du skal kende ved et syreprodukt. Det ene er koncentrationen, det andet er ph-værdien. De forskellige typer af syre virker bedst i forskellige koncentrationer. Koncentrationen af BHA/salicylsyre skal helst være på mellem 1 og 2 procent, mens AHA/glykolsyre virker bedst mellem 5 og 10 procent (til hjemmebrug). Det betyder bestemt ikke at en salicylsyrepeeling med 2 procent er mindre effektiv end en glykolsyre peeling med 10 procent, bare fordi “der er mindre i”. Man kan ikke sammenligne koncentrationer af to helt forskellige syrer.
Dertil er ph-værdien afgørende. Hvis den bliver for høj, så mister syren sin evne til at peele uden, så er det hele temmelig forgæves. Igen afhænger hver enkelt optimale ph-værdi af den enkelte syre.
BHA – salicylsyre
Salicylsyre eller BHA (beta hydroxy acid) er en af mine yndlings kemiske peelinger. Produkter kun med salicylsyre i er meget milde, men samtidig effektive. Det er godt mod primært akne, hudorme og uren hud, fordi de kan trænge gennem fedt på huden, hvilket AHA ikke kan på samme måde. Det gør at de kan eksfoliere nede i poren, og derfor har en særlig god effekt på hudorme og forstørrede porer.
Hvis du for eksempel har rosacea er det salicylsyre, du skal gå efter, når du vælger en kemisk peeling.
Men af en eller anden grund så er det umanerligt svært at finde produkter på markedet med ren salicylsyre. Og dem, der er, indeholder gerne en forbandet masse alkohol (typisk produkter solgt mod akne) eller er ineffektive på grund af for høj PH-værdi (som for eksempel hos Vichy).
Gode produkter med salicylsyre
Derfor stod et produkt med salicylsyre også øverst på vores ønskeseddel, da vi lavede vores egen hudplejeserie. Vi har kaldt den T-zone peeling, men du skal selvfølgelig bruge den i hele ansigtet. Den indeholder 2 % salicylsyre, 1 % niacinamid (der også er godt for porernes udseende) og en ph-værdi på cirka 3,5.
I de danske butikker kan jeg derudover kun pege på et enkelt produkt – desværre: Cliniques Mild Clarifying Lotion. Den er til gengæld også fin – den indeholder 0,5 procent salicylsyre og har en effektiv ph-værdi. ALLE de øvrige clarifying lotions indeholder desværre enormt meget alkohol.
Derudover finder du produkter med salicylsyre hos PaulasChoice. Der kan du kan vælge mellem 1 eller 2 procent koncentrationer.
AHA – frugtsyre og mælkesyre
AHA er nok de mest udbredte syrepeelinger og dem, vi har haft på markedet længst. De består af både frugtsyre (for eksempel glykolsyre – glycolic acid) og mælkesyre (lactic acid). Der findes mange alt efter, hvad de er udvundet af: malic acid, tartaric acid, mandelaic acid mfl.
Til hjemmebrug bør du vælge koncentrationer mellem 5 og 10 procent. På klinikker kan du få professionelle peelinger med højere koncentrationer, men det er bestemt ikke noget at rode med selv derhjemme.
AHA trænger dybere ned i huden end BHA og dens kusine LHA. Dette gælder især glykolsyre, hvorimod mælkesyre ikke kommer så dybt ned.
Dernede stimulerer den dannelsen af nye hudceller og binder samtidig fugt i huden. Den fjerner døde hudceller og er især god til tør og ældet hud, men der er også god effekt for akne.
Gode produkter med AHA
Flere mærker herhjemme sælger effektive produkter med frugtsyre i. Det er ofte klinikmærker. Vores egen AHA-Peeling indeholder 7 procent glykolsyre i en ph-værdi på cirka 3,5.
Derudover kan du går efter efter mærker som MD Formulations, Peter Thomas Roth og Mesoestetic.
Paula’s Choice laver også flere effektive produkter med glykolsyre.
LHA
LHA eller Lipohydroxy Acid er en ny type syre udviklet af L’Oréal-koncernen. Den er i tæt familie med salicylsyre og på ingredienslisten hedder den da også capryloyl salicylic acid.
Perspektiverne i den nye form for syre er meget interessante. Dens egenskaber minder meget om salicylsyre, og undersøgelser viser, at den er lige så effektiv som salicylsyre til at behandle akne, hudorme og uren hud.
Men der er en meget vigtig forskel på LHA og BHA. LHA virker nemlig ved en hudneutral ph-værdi på 5,5 så den kan bruges i produkter med højere (og dermed mildere) ph-værdier en salicylsyre (BHA).
LHA er altså meget interessant, og det kunne især være interessant at se mere forskning fra uafhængige kilder. Det vi har er financieret af L’Oréal-koncernen selv, men det er publiceret i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.
Gode produkter med LHA
Du skal kigge hos L’Oreal koncernen for at finde produkter med LHA. Det vil sige mærker som SkinCeuticals, La Roche-Posay, Vichy og L’Oréal Paris.
Mit problem med de fleste af disse produkter som for eksempel denne fra Vichy er, at det er produkter med en kombination af LHA, AHA og BHA i en creme med en høj ph-værdi. Du får altså en effektiv LHA, men AHA og BHA vil være ineffektive.
La Roche-Posay Effaclar K er nok et af de bedste bud. Det indeholder også en stor mængde salicylsyre (men ph-værdien er altså temmelig høj) i en kombination med LHA og retinol linoleate, der også er godt mod uren hud.
PHA
PHA – Polyhydroxyacid er en moderne udgave af AHA. Det har de samme egenskaber, som gør den effektiv til ældet, solskadet eller akneplaget hud, men er mildere mod huden og giver ikke den samme irritation som AHA ofte gør. Derfor kan PHA – i modsætning til AHA – også ofte bruges af dig med rosacea. (kilde) Gluconolactone kan måske endda hjælpe på rosacea.
PHA øger heller ikke følsomheden overfor UV-lys på samme måde som AHA gør. Den er et rigtig godt valg af syre, hvis ældet hud er dit problem.
PHA findes som blandt andet gluconolactone og lactobionic acid, og det er særdeles interessante syrer.
Gode produkter med PHA
Clinique bruger lactobionic acid i deres Turnaround serie.
Gluconolactone kan du finde hos især klinikserierne Exuviance/NeoStrata, der konsekvent holder en korrekt PH-værdi i deres produkter med syre.
Comfort Zone bruger også gluconolactone i deres Skin Resonance Peeling og i Skin Regimen Night Renewer.
Kombinations-produkter
Mange af de produkter, jeg har nævnt, indeholder en kombination af flere former for syre. Det gør nogle andre favoritter også. Især gode gamle Avène Cleanance K er en blanding af 6 procent glykolsyre, 2 procent mælkesyre og 0,1 procent salicylsyre i en effektiv ph-værdi. Den lave ph-værdi, lave pris og nemme tilgængelighed på apoteket gør det til en meget attraktiv mulighed for de fleste.
Andre syrer
De fire former for sure, jeg har skrevet om her, er langt fra udtømmende. Syrer som kojic acid bruges også mod hyperpigmentering. Acelaic acid er godt til hyperpigmentering, acne og rosacea. Gode, gamle carbamid er omend ikke en syre, så også eksfolierende. Til klinikbrug bruger man også nogle langt mere hardcore peelinger. Og så er der de nye former for enzympeelinger.
Så der er ingen ende på valgmulighederne. Jeg håber, jeg har bidraget lidt til at du kan træffe et valg mellem de mange former for syre, der findes derude.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
PS. Du kan også kikke forbi vores Facebook side, hvor du kan vinde hele serien lige nu
Jeg ved at dette et ældre opslag, men prøver alligevel med et spørgsmål. Må man blande AHA eller BHA med Niacinamide booster? Jeg har købt den fra paulas choice, men har i det hele taget svært ved at finde ud af, om man må blande forskellige ting eller om man risikerer at ophæve virkningen på noget af det.
Kære Iben. Du må ikke bruge AHA og BHA samtidig. Men du må gerne bruge niacinamid sammen med en af de to syre. Du skal bare bruge syren først. Og så vent lige et øjeblik før du bruger niacinamiden.
Jeg synes hudpleje er en jungle. Hvis jeg skal have et produkt som hjælper mod milier, skal jeg så vælge Aha eller bpa?
Kære Mette. Umiddelbart vil jeg sige BHA. Har du noget i forvejen, du bruger? Så start med det
Hej “dåser”
Har lige læst jeres syreguide, somgodt er fra 2014.
Kan se at flere er forvirrede som jeg, ang det her:
Salicylsyre BHA, skriver I om, at det kan trænge igennem fedt på huden og derved exfoliere i dybden af hudorme og porer. Så tilføjes, at det kan AHA ikke på samme måde.
AHA beskrives som en syre, der trænger dybere ned i huden, end både BHA og LHA..
Der stimulerer den dannelsen af nye celler og binder fugt i huden.
Så jeg bliver lidt forvirret. Læser på nettet herom og finder ud af flg:
BHA er lipofilt, altså fedtopløseligt. Derfor kan det trænge ned i porerne og hudorme og ‘opløse’ propperne af hudfedt i disse.
AHA er hydrofilt, dvs vandopløseligt. Det opløser de døde hudceller, så huden kommer til at se mere glat ud. I høje koncentrationer, kan det trænge ned i huden og virke stimulerende på de elastiske fibre, hvilket får huden til at glatte lidt ud. Har man acne, fjerner AHA hornlaget over propperne, så de kan tømme sig.
Så forstår jeg bedre hvad I mener:-)
Har læst mest om det på sundhedsguiden.dk
Tusind tak Helle. Det var også en rigtig god forklaring. Kan være jeg lige skal medtage den.
Hej – tak for en god guide. Jeg bruger jeres T-zone peeling og er rigtig glad for den – har blot et spørgsmål til min rutine. Jeg renser mit ansigt morgen og aften i en mild rens, bruger derefter en mild skin tonic og så bruger jeg jeres T-zone peeling – om morgen bruger jeg derefter en god ansigtscreme da jeg tendens til tør hud. Er det en ok rutine – eller skal jeg droppe skin tonic? Lyder til at I anbefaler at man bruger T-zone peeling direkte på den rensede hud? Tak for hjælpen. MH fra Mette
Kære Mette
Det lyder som en glimrende rutine, du skal blot være opmærksom på alkoholindholdet i din skintonic.
Kh. Helene
Hej.. Tak for en god guide. Har I et godt råd, hvis man både døjer med fedtet hud, urenheder og hudorme, men samtidig en dehydreret hud, som skaller? For det lyder umiddelbart som om, at salicylsure er vejen frem i forhold til urenheder, mens AHA er bedre, hvis man mangler fugt. Man må ikke kombinere de to, så vidt jeg forstår, så hvad hvis man både har problemer med det ene og det andet?
Emilie
Kære Emilie. Hvor skaller din hud helt præcis?
Jeg er lidt usikker på, om man skal vælge T-donr eller AHA-serum, når man har sensitiv og meget tør hud, men samtidig problemer med hudorme?
Hej Hanne
Du skal altid fokusere på tørheden læs her. Når huden er i balance, så kan du gå i gang med hudormene.
Derfor skal du vælge AHA først og så kan du bruge T-zone Peeling senere.
Kh. Helene
Hej!
Hvis man lider af milier (på kinderne) – kan en af jeres cremer/serumer så afhjælpe problemet? Jeg har store vanskeligheder med at komme af med dem!
Mvh Marie
Hej,
Jeg tillader mig lige, at kommentere på et gammelt opslag 🙂
Jeg mangler et syre-produkt, og er ret glad for nuxe – kan I anbefale nogen produkter i den serie?
Hej Ditte
Koncentrationen eller effekten kender jeg ikke, men jeg ved, at der er syre i denne her:
Nuxe Aroma-Perfection Anti-Imperfection Cream Combination And Oily Skin.
Kh. Helene
Halløj 🙂 40+ tør, sart let atoisk hud er blevet taget med storm af EGF serum om aftenen. Vil nu gerne kombinere med let peeling mod ar/linier. Så, at I skrev om PHA – kan jeg bruge det under EGF?? Eller skal jeg hellere putte det under min Nilens Jord serum til om morgenen….og hvilken PHA? pf tak
Kære Karen. Det er altid bedst at bruge EGF alene, så start med at bruge PHA om morgenen. Du kan finde PHA hos clinique eller hos exuviance. Bare vælg det i en et lotion, der bliver siddende på huden – ikke et renseprodukt
Hej,
Det anbefales jo at man ikke indtager større mængder A-vitamin når man er gravid, men er det et problem at bruge ansigtscremer der indeholder A-vitamin?
Hej Jannie
Nej, det er helt i orden 🙂
Kh. Helene