Eau micellaire og alt-i-en makeupfjernere: Overblik, opsamling og test

06.07.14
Eau micellaire

Eau micellaire

Det var meget nemmere dengang, der kun var Bioderma at vælge mellem, ikke? Der var en helt fantastisk makeupfjerner, man var nødt til at tage til Frankrig for at købe, og ingen andre nåede den til sokkeholderne.

Siden da har de øvrige mærker lanceret efterligninger en efter en. Og jeg har efterhånden prøvet de fleste. De fleste billige mærker vel at mærke, for jeg ser bestemt ingen grund til at udskifte Bioderma med et dyrere produkt, når nu det virker så godt.

Husk at oplevelser med øjenmakeupfjernere er super individuelle. Generelt kan Helene og jeg for eksempel aldrig tåle de samme, og der er ikke nødvendigvis nogen fornuftigt forklaring. Det kan selvfølgelig handle om enkelte ingredienser, men ofte er det også et spørgsmål om små udsving i produktets ph-værdi eller ganske simpelt noget, man ikke kan forklare, der irriterer sarte øjne.

Mine øjne er supersarte, fordi jeg har Sjøgren’s, der er en gigtsygdom, der blandt andet giver ekstremt tørre øjne. Derfor er det heller ikke sikkert, at du vil opleve irritation af de produkter, jeg oplever irritation ved.

Hvad er en eau micellaire?
Skal vi lige først repetere, hvad en eau micellaire egentlig er for noget. En eau micellaire eller micellar water har sit navn fra de miceller, de bruger til at rense din hud. En micelle bliver dannet af det vaskeaktive stof, der lægger sig i en cirkel med den fedtsugende ende indad og den vandsugende del udad. Det gør dem effektive til at fjerne snavs og makeup.

En eau micellaire er bygget op over tre elementer:

  • Vand
  • En vaskeaktiv ingrediens
  • En glykol/fedtalkohol

Præcis hvilken glykol de bruger eller hvilken vaskeaktiv ingrediens varierer mærkerne imellem. Dertil kan der være tilsat diverse plejende ekstrakter.

I praksis får du et produkt, som du kan bruge til at rense både øjne og ansigt med (det virker også fint til børnearme kan jeg tilføje). De lægger sig altså sammen med de produkter, der på dansk ofte hedder noget med “alt-i-en makeupfjerner” eller “3-i-1 makeupfjernere” mm. Navnet er ligegyldigt, pointen er, at de skal kunne fjerne makeup og snavs effektivt fra både ansigt og øjne.

Konklusion og opsamling på alle eau micellaire jeg har prøvet

Den første, den originale og stadig den bedste i mine øjne. Jeg har aldrig haft problemer med Biodermas Eau Micellaire. Tværtimod. Den fjerner blidt og effektivt al makeup og har aldrig irriteret mine øjne. Den er uden parfume og kan i dag købes i Danmark. Desværre er priserne højere i forhold til det franske, og i takt med, at de har lanceret på det danske marked er der efterhånden blevet lukket ned for onlineforhandlere. Så det kan stadig godt betale sig at købe godt ind, når du tager på sommerferie. De nye forhold ændrer dog ikke på det grundlæggende faktum: Det er et suverænt godt produkt.

Det eneste andet produkt, jeg har prøvet, der kan måle sig med Bioderma for mig, er La Roche-Posays Solution Micellaire Physiologique eller Fysiologisk 3-i-1 Rens, som den hedder på dansk. Jeg forelskede mig i den, før Bioderma kom til Danmark, som et godt alternativ på det danske marked, men nu hvor Bioderma er på apoteket, er det svært at argumentere for de ene fremfor den anden, bortset fra at La Roche-Posay er parfumeret. Derudover virker den perfekt på mig – ligesom Bioderma. Den fjerner effektivt al makeup og har aldrig irriteret hverken hud eller øjne.

L’Oreal Sublime Soft Micellar Water virker afgjort. Men den er ikke perfekt for mig. Jeg har oplevet enkelte tilfælde, hvor den svier, og andre dage har den svigtet i forhold til at fjerne al makeup. Den mindre enormt meget om

Garnier Micellar Cleansing Water, som endnu ikke er på det danske marked, men kan købes hjem hos blandt andet….. Begge fungerer bestemt og er et forsøg værd. Men alligevel oplever jeg dage, hvor jeg lige er nødt til at fjerne det allersidste mascara med lidt Bioderma efter jeg har brugt Garnier eller L’Oreal.

Samme oplevelse har jeg med Nivea Sensitive 3 in 1 Micellar Cleansing Water, som også virker for mig 9 ud af 10 dage. Men igen den der sidste 10. dag…

Til gengæld fungerer Trine’s Wardrobe Micellar Cleansing Water slet ikke for mig. Mine øjne kan ikke tåle den, muligvis fordi der er troldnød og rosenvand i, muligvis af helt andre årsager. Den er i hvert fald ikke kompatibel med mine øjne. Det samme gælder både Tromborg Herbal Cleansing Water og Embryollise Lotion Micellaire. Mine øjne kan bare ikke lide de planteekstrakter der. De kan heller ikke lide Eucerin DermatoClean 3 in 1 Micellar Cleansing Fluid, der svier i mine øjne.

Derma Eco og Levevis (samt lignende mærker) har også lavet deres egne versioner. De fungerer heller ikke for mig – de er simpelthen ikke effektive nok. Og hvis man skal hive og trække i huden for at få al makeup af, så ender man med irriteret hud, selvom produktet i sig selv kun indeholder milde ingredienser.

Samme problem har jeg med Apotekets 3-i-1 ansigtsrens og Matas Alt-i-en ansigtsrens. Hvis du bruger mindre makeup end mig, så går det sikkert fint. Men de fungerer ikke her.

Jeg holder mig altså selv til gode gamle Bioderma. Hvis du i dag bruger kraftig makeup, har sarte øjne og allerede bruger Bioderma Sensibio H20, så kan jeg dårligt anbefale dig at skifte til noget alternativ.

Men det er vigtigt at huske på, at makeupfjernere er noget individuelt og ulogisk noget. Helene kan for eksempel ikke bruge Bioderma og foretrækker helt andre produkter.

Kombinationen af netop den mascara, du bruger, og den enkelte øjenmakeupfjerner kan også gøre en forskel.

Her kan du købe det
Hvis du er mindre sart end mig eller bruger mindre makeup, så kan der være rigtig god (økonomisk) mening i at forsøge sig med en Garnier Micellar Cleansing Water til 50 kroner for 400 ml. fra eChemist. eChemist sælger også stadig Bioderma en anelse billigere end i Danmark.

Resten af i dag – søndag engelsk tid – er der 15 procent hos eChemist, hvis du køber for 50 pund.

Bioderma forhandles også hos tyske Apo-rot, hvor 250 ml. koster knap 13 euro.

La Roche-Posay Fysiologisk 3-i-1 Rens koster 134 kroner for 200 ml. på apoteket. Du kan også købe den til 11 euro på Apo-Rot.

Escentual sælger også La Roche-Posay Fysiologisk 3-i-1 Rens for 10 pund.

Herhjemme i Danmark er det altså på apotekerne, du finder min favorit – Bioderma – eller La Roche-Posay, som kommer på en tæt 2. plads. Hvis du leder efter et billigt alternativ i Matas, så vil jeg sige L’Oreal eller Nivea – Garniers version er ikke i Danmark pt.

Men jeg vælger altså stadig selv Bioderma. Hvad vælger du?

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
45 kommentarer
Jette V

Jeg købte min første Bioderma med hjem fra Paris i maj, og er HELT solgt :). Har lige købt 2×500 ml på Farmaline.nl til 23,99 €. Selv med fragt til DK (tror det er 11 € oveni) er det sindssvagt billigt :).
@Ulla: Jeg fandt ud af at det ikke virker på våde vatrondeller (og slet ikke på servietter), det skal hældes på tørre rondeller 🙂

Morgenrutine • ROCKPAPERDRESSES

[…] nøjagtig som min gamle La Roche-rens. Den er eddermild og virkelig god huden. Læs i øvrigt mere HER til forskellen på de forskellige micellarrenseprodukter, hvis det har interesse. Jeg er i hvert […]

Kimi

Hej! Kan I hjælpe mig med at gennemskue, om Bioderma er oliefri? Jeg kan ikke helt greje hvad ingredienserne på listen egentligt er. Tak!

Katja Moikjær

Hej Kimi. Det er den 🙂 Kh. Katja

Kimi

Skønt, tak Katja!

Sara

Hej med jer. Meget inspirerende artikel! Jeg er kun gået efter eau micellaires efter at have læst den. Jeg har brugt L’Oréals først, og er nu hoppet på Garnier, fordi den skulle være lige så god og passer perfekt til mit stramme studiebudget. Jeg har dog et spørgsmål: vil I anbefale, at man renser makeupfjerneren af, når man har brugt den, eller at man lader den sidde på? Jeg mener nemlig at have læst hos jer, at de gode, nærende produkter skal blive på huden, og at de mindre brugbare helst skal af – men har I nogen idé om, hvorvidt det er bedst for huden at man skyller af med vand eller ej? Det skal tilføjes, at jeg har ret tør hud med hang til eksem, og at vand som regel er min fjende, så ville umiddelbart selv mene, at det var bedst at lade være med at skylle. Men hvis makeupfjerneren gør mere skade end vand, er det jo bedre at fjerne det,. Eller hvad?

Helene Randløv

Hej Sara
Denne type rense produkt skal IKKE skylles af. De er beregnet til at du renser med vat og ingen vand. Vores egen Alt i En Makeupfjerner indeholder endda plejende ingredienser… Men prisen kan vi ikke konkurrere med 😛
Kh. Helene

Jette mariager

Så man bruger ingen tonic efter sådan en,bare sin creme?

Helene Randløv

Hej Jette
Generelt er vi ikke særlig store tilhængere af Toner, Skin Tonic, Ansigtsvand… og hvad det ellers hedder 🙂
Langt de fleste af de produkter som er nævnt her, fungerer udmærket som Tonic… i sig selv. Derfor ville jeg aldrig selv bruge Tonic… efter brug af en Eau Micellaire. Har du det bedst med at bruge en tonic efter… ja så er det det du skal gøre!
Kh. Helene

Sara

Mange tak for svar, Helene! Jeg kan sagtens finde på at købe jeres rens når budgettet kommer lidt ovenpå igen. Dels for at få de plejende ingredienser med, men desuden også fordi jeg oplever at skulle trække lidt i huden for at få især mascara af med Garnier. Det er måske i virkeligheden det, mine øjne har været irriterede over =)

Fredags favorit: Bioderma | bymichelle blog

[…] Eau Micellarie er virkelig hypet, specielt her i blogverdenen, men efter et kig hos Pudderdåserne (hvor jeg i øvrigt altid tjekker for anmeldelser inden jeg køber noget), blev jeg overbevist om […]

Annette Aarre Dalsgaard

Har lige modtaget en mail med denne oplysning:
Den 28. september modtog Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fra
Forbrugerrådet TÆNK oplysning om, at produktet Embryolisse Lotion
Micellaire, indeholder polyaminopropyl biguanide (PHMB).
Da PHMB er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 2 med effekt fra den 1. januar
2015, må stoffet ikke længere findes i kosmetiske produkter.
Er Forbrugerrådet TÆNK for forsigtig eller er der noget om snakken?

Helene Randløv

Hej Annette
Det er ikke Forbrugerrådet Tænk, men Europa-Kommissionen der fraråder kosmetiske produkter med 0,3% eller højere koncentrationer af denne ingrediens. Du kan læse mere om det her:
http://ec.europa.eu/health/scientific_committees/consumer_safety/docs/sccs_o_157.pdf
Jeg har ikke selv læst studier om pågældende ingrediens og vil derfor ikke udtale mig, om det er noget pjat eller ej.
Kh. Helene

Emma Inge Hansen

Spændende læsning! Det virker da nemmere uden at skulle stå og sjaske med vand, synes jeg. Når nu det virker nemmere uden vand, så kan man spørge om der er nogen grund til overhoved at benytte sig af den traditionelle ansigtssæbe, som vi kender den. Altså, med andre ord, er der så overhoved nogen fordel ved at anvende de rens med vand ifht. de her produkter overhoved?
Jeg spørger, fordi jeg har problemer med uren hud og tænker derfor om det så ville kunne gøre det med sådan et produkt, eller om jeg skal blive ved min vaskegel.
En mulighed kunne jo også være at bruge eau micellaire på ferie, eller en dag uden så meget overskud og så rensegel med vand i normalen.

Katja Moikjær

Hej Emma. Jeg er glad for at du spørger. Jeg har skrevet om netop det her: https://pudderdaaserne.dk/2016/01/03/vask-mindre-hvorfor-vand-udtoerrer-huden/ – og nej, der er ingen speciel grund til at vaske sin hud med vand dagligt. Kh. Katja

Sidsel

Hej med jer
Kan jeg erstatte min skin tonic med micellar water? Jeg skal til at begynde på La Roche-Posay’s serie “Effaclar”, og vil bruge alle produkter derfra 🙂
Hilsen Sidsel

Helene Randløv

Hej Sidsel
Både ja og nej… Du kan uden problemer udelade skintonic, hvis du har det bedst med at rense efter er de fleste rensevand et udmærket valg. Pas blot på, at du ikke overrenser med skrappe produkter og dermed ødelægger hudens egen beskyttelse. Det er nemlig MEGET svært at rette op på det, når skaden er sket.
Kh. Helene

Katja Moikjær

Det kan du sagtens. Du kan også helt droppe skintonic. Du får ikke noget særligt ud af bruge en skintonic

RoSe

Hej, ved du om alle micellar waters indeholder PHMB?
Det er et kraft fremkaldende stof der er i mange hudpleje produkter især l’oreal paris’ produkter og garnier micellar water serien indeholder det også så ville ikke anbefale det til børne arme.

Katja Moikjær

Kære RoSe
PHMB er et konserveringsmiddel, som primært L’Oreal-koncernen bruger. I 2015 udgav den europæiske videnskabelige kommité denne opinion om stoffet: http://ec.europa.eu/health/scientific_committees/consumer_safety/docs/sccs_o_157.pdf
Du kan sagtens finde micellar waters uden. For eksempel Bioderma Sensibio, Matas 3-i-1 eller hvad den nu hedder (jeg synes bare den svier) og vores egen Pudderdåserne Alt i en Ansigtsrens. Der er mange derude. 🙂

Sarah

Er jeres makeupfjerner oliefri? Jeg bruger nemlig M2 lashserum, og der skal man nemlig bruge oliefri makeupfjerner før at den kan trænge ordentligt ind 🙂

Helene Randløv

Hej Sarah
Ja, det er den.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *