Tirsdagstip: Gør noget ud af dig selv (for din egen skyld)

17.03.20

Der er vist ikke noget mere oplagt end at gå rundt i natbukser og hjemmetøj dagen lang. Med mindre du har små børn eller et job, der holder dig i gang, kan det være fristende at lade stå til. Her hjemme har ældsten været forkølet, hostet og haft ondt i halsen i over en måned. Resten af husstanden holdt stand længe… men så gik det pludselig hurtigt. Sædvanligvis plejer jeg ikke gå i hi, når jeg er syg. Erfaringen har vist mig, at jeg får det hundrede gange bedre af at gøre noget ud af mig selv, komme ud og gå. Det med at komme ud, er selvfølgelig begrænset til et minimum. Sjovt nok har mange af Københavnerne fået den geniale idé at få lidt luft, nyde solen og gå i Zoologisk have eller på legeplads. Er der slet ingen, der har hørt om tilstanden i Italien?

Øv dig!
Hvis du har fjorten dages karantæne eller hjemmearbejde foran dig, kan du eventuelt få øvet dig på nogle af de teknikker, du aldrig rigtig har fået lært. Måske er det frisuren, der trænger til en opdatering. Måske har du lyst til at prøve noget ny makeup… Uanset hvad har du nu den perfekte mulighed for at få øvet dig. Hvis det er lidt overskueligt vil jeg anbefale dig at hente inspiration på Pinterest, YouTube, Instagram og selvfølgelig blogs. Da jeg ikke selv er på toppen bliver der nok ikke meget ny inspiration at finde her, men der er da også et pænt bagkatalog at tage fra.

Ringe prioritering af håret
For en hel del år siden satte jeg mig for, at det skulle være slut med den rodede knold i nakken. Det havde længe været en drøm at være i stand til at sætte en pæn frisure, udfordringen var simpelthen min ringe prioritering af håret. Der var bare aldrig rigtig tid til at sætte hår, fordi jeg brugte tid på makeuppen eller noget andet.
Det er selvfølgelig lettest at variere frisuren, når der er lidt længde på håret. Selvom du ikke har langt hår, er variation og pæne frisurer overhovedet ikke umuligt. Det beviste jeg, da mit hår for et par år siden skulle gro ud igen efter min korthårsfrisure.  Nu er håret mellemlangt, og den længde er netop udfordrende, fordi det er så fristende at gøre det, jeg plejer. Søg på frisurer med en hårlængde, der matcher din egen, der er garanteret nogle muligheder.

Det lavpraktiske tip til tilvænning
Der er et tip omkring nye tiltag, som jeg gentager igen og igen både her på bloggen og ude i virkeligheden. Når man skal vænne sig til forandring, hvad enten det er pandehår, en ny læbestift eller smokey eyes. Så handler det om at drikke en masse. Hvis du ikke har hørt eller læst tippet før, virker det jo tosset… Det giver mening… det lover jeg! Når du drikker en masse, skal du også tisse oftere og ude på dit toilet er der med garanti et spejl. Så flere toiletbesøg er lig med flere eksponeringer for dit nye look. Det er alligevel de færreste, der ikke lige tjekker, hvordan de ser ud, når nu de er foran spejlet.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
3 kommentarer
Lea

Hej Pudderdåser
Kan I anbefale nogle gode håndcremer? Mine hænder er meget tørre i denne tid 🙁

Helene Randløv

Hej Lea
Det handler rigtig meget om at vælge den rigtige sæbe og vaske hænderne rigtigt: https://pudderdaaserne.dk/2020/03/10/tirdagstip-vask-og-plej-haenderne-rigtigt/ I indlægget nævner jeg vores Alt i en Fodcreme, som blandt andet min søn har meget gode erfaringer med.
Kh. Helene

Kathrine W

Jeg ved det lyder banalt, men når man går derhjemme i joggingtøjet og ikke må komme ud, skal man stadig huske hudplejerutinerne. I vinterferien kom jeg til at springe over lidt for mange gange, og det tog mig to uger at få styr på min hud (og min hud vil mange nok kalde “almindelig”). Så glem ikke rutinerne og pas på hinanden derude 😘

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *