Lørdagslook: Sugar and Spice

Dåseposten: Uren hud og olie

Hej,

Jeg er fast læser af jeres blog, og søger ofte hjælp hos jer, og jeg prøver derfor igen da jeg syntes at det er svært at finde svar på google uden at der er nogle skjulte agendaer..

Jeg har skinnende og uren hud, både generelt men også med hudorme og bumser ind i mellem. Da jeg stoppede på mine p-piller fik jeg tilmed uren hud på bryst og ryg – meget generende! Jeg har prøvet diverse receptpligtige midler, men syntes ikke længere at det har en effekt, og det er ikke slemt nok til at lægen vil anbefale skrappere midler. Det vil jeg egentlig også helst undgå, da jeg håber snart at prøve at blive gravid.
Jeg bruger jeres T-zone peeling, både i ansigt og på bryst/ryg morgen og aften. Det hjælper, men huden ser stadig ikke pæn ud (jeg viser hverken bryst eller ryg, da det ser træls ud). Jeg har fået råd på apoteket om at bruge produkter uden olie, hvilket jeg gør. Men jeg har også hørt at det er godt at bruge olie (arganolie), hvilket jeg ikke kan forstå og derfor er i tvivl om det er rigtigt? Hvis det er, kan i så anbefale en? Hvis i har andre tips til hvordan man agerer i forhold til uren hud, er jeg meget interesseret :)

Jeg vil også gerne høre om der er olie i jeres make-up fjerner? – ekspedienten i matas kunne ikke hjælpe…

Tak for jeres fine blog!

Mvh. Louise

Kære Louise

Tak for din mail. Jeg kan godt forstå din tvivl.

Lad mig starte med at svare på, om olie har en positiv effekt på akne. Og svaret er klart nej – olie generelt smurt på huden har ikke nogen behandlende effekt på akne.

Du har sikkert hørt nogle mennesker påstå, at akne og fedtet hud i virkeligheden skyldes, at huden er tør mangler fedt. Der er afgjort mange mennesker med akne og bumser, der lider af tør hud samtidig. Blandt andet fordi mange midler mod akne er ekstremt udtørrende. Men det er altså ikke det, der er skyld i bumser. Det er bakterien acne vulgaris ene og alene ansvarlig for. Der er stadig meget, vi ikke ved om, hvorfor acne opstår. Seneste videnskabelige påfund er, at den naturlige bakterieflora på vores hud spiller en vigtig rolle. Lidt på samme måde som vores tarmflora. Men jeg har endnu aldrig set belæg for, at akne skulle skyldes tør hud. Tværtimod.

Der findes olier, der virker mod akne. Primært visse æteriske olier, som kan have antibakterielle egenskaber. Tea Tree Oil er et eksempel. Men det er ikke den type olier, du spørger til.

Arganolie har – trods sit ry – ingen dokumentation bag påstanden om, at den skulle være effektiv mod akne. Jeg siger ikke, at den ikke kan være det. Men en artikelsøgning viser ingen publicerede videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer en effekt. Så indtil nogen tror nok på det til at lave den slags undersøgelser, så tror jeg heller ikke på det.

Kan olie så forværre akne? Ja – nogle olier kan. Andre olier er helt fine. Ligesom med andre kosmetiske ingredienser. Olie er ikke nødvendigvis værre end andet. Fedtstoffer findes i mange former og “oliefri” creme er lidt selvmodsigende. Ikke mindst fordi der er så mange andre ingredienser end lige olie, der kan give problemer med bumser. Så at et produkt er “oliefrit” er langt fra det samme som at det ikke kan fremprovokere bumser.

Dertil så er det så ekstremt individuelt, hvilke ingredienser vores hud kan reagere på. Men der findes naturligvis undersøgelser af emnet. I dette indlæg kan du se, hvilke ingredienser der har en større sandsynlighed end andre for at give problemer for hud med bumser. Men det er individuelt og langt fra en facitliste.

Så med hensyn til om du skal bruge olie eller en creme med fedtstoffer/olier i, så afhænger det helt af, om du har tør hud. Hvordan føles din hud efter du har brugt T-zone peelingen? Føles den stram og tør eller stadig behagelig?

Nej, der er ingen olie som sådan i vores Alt i en Makeupfjerner. (Der er PEG-6 Caprylic/Capric Glycerides, der er nogle glycerider, der engang har været planteolier (kokosolie), før de kom i hænderne på et laboratorie. Mest for at illustrere hvor flydende overgangene er) Og nej, jeg mener ikke, det bør udgøre et problem for bumser.

Du spørger mig også efter gode råd mod bumser. Og jeg er lidt ked af, at jeg ikke kan komme med nogle bedre bud. Mit bedste råd til dig er, at fortsætte med T-zone peelingen, bliv gravid og skriv så igen, når du er færdig med at føde, amme og har fået din menstruation igen.

Der er masser af gode receptpligtige produkter, som du kan bruge mod akne. Men når du skal være gravid, så er det jo nok ikke lige tidspunktet. Derudover kan du være så sikker som amen i kirken på, at graviditetshormoner, ammehormoner mm. alligevel kommer til at sende din hud på rundtur. Og jeg kan ikke forudse, hvordan.

Nogle kvinder som aldrig har haft en eneste bums bliver totalt pizzafjæs når de bliver gravide. Jeg selv har altid mindst en enkelt knop et eller andet i ansigtet normalt – undtagen når jeg er gravid. Som du selv har bemærket med dit p-pillestop, så styrer vores hormoner huden fedtproduktion og er i høj grad ansvarlige for udbrud af akne. Og mod hormoner kæmper selv de bedste produkter forgæves udefra.

Kærlig hilsen

Katja

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - MAC - Boozt.com - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk   Feelunique - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links
   

18 kommentarer

  • Trine

    Hej Louise
    Jeg tænkte at jeg også lige ville give min snart 15-årige akneerfaring med.
    Jeg har både lidt af det som teen og som voksen, og min erfaring er, at især min kost har rigtig meget at gøre med mine udbrud. Inden jeg stoppede på p-piller for at blive gravid, spiste jeg hvedefri, sukkerfri og mestendels mælkefri kost, og min hud var simpelthen så pæn. Samtidig brugte jeg e-vitamin-salve hver aften. Selvom det er meget fedtet og olieagtigt, er det helt fantastisk mod tør og træt akne-hud, og jeg har ligesom dig, også fedtet og skinnende hud. Da jeg så stoppede på p-piller, blev gravid og fødte, fik jeg store, grimme bumser igen, men jeg fortsatte som sædvanlig, og min hud blev meget hurtigt rigtig pæn igen.
    Vores kroppe reagerer jo forskelligt på fødevarepåvirkninger, men hvis du er frisk på at overveje den vej, så ville jeg starte med at udelukke sukker og hvede. Og sukker er i “udrensningen” også frugt, saftevand og fx frugtyoghurt.
    Hvis ikke du synes det er helt nok, så er clindoxyl til de genstridige bumser altså også rigtig godt, det tørrer bare huden frygteligt meget ud. Men man må bruge det når man er gravid, og det er effektivt, synes jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej Louise
    Jeg vil også lige give et tip: For mig har konjac sponge i sort hjulpet virkelig meget på min hud! Så meget, at folk kommentere, hvor pæn hud jeg har fået. Og så koster den kun omkring 100 kr. Du kunne jo teste, om det også virker godt for dig.
    Mvh Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej Louise.
    Jeg vil også gerne give dig min erfaring med enormt skinnende, fedtet og uren hud. Jeg har som 25 årig endelig fundet de produkter, der virker for mig. Jeg har fået så fin og mat hud, og kun med bumser i ny og næ. Jeg har dog kun haft problematikken i ansigtet.
    Men jeg bruger en ansigtssvamp til at rense huden med morgen og aften.
    Om morgen bruger jeg efterfølgende basiron 10% mod urenheder og Murad oil-control (det er simpelthen VERDENS BEDSTE creme mod skinnende hud). Den er lidt spicy i prisen, men alle pengene værd. Om aften efter rens med svamp bruger jeg igen estelle&thild biocleanse, så basiron og så pudderdåsernes t-zone peeling. Inden jeg går i seng bruger jeg beaute pacifiqe super 3 Booster.
    Det er mange produkter men det funker virkelig. Håber det kan hjælpe eller måske bare et af produkterne :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Hvad tænker I om kombinationen af isotretinoin og jeres nye ansigtsolie? Vil den være er godt supplement til den tørre hud, som behandlingen medfører? Eller har I et bedre bud?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Det tror jeg, den vil være rigtig god til. For det første kan olierne modvirke den tørre hud, for det andet er der gode ingredienser i med effekt på inflammation, postinflammatorisk hyperpigmentering og muligvis endda ar. Vi er stadig lidt forsigtige med at sige det med sikkerhed endnu, men vi har grund til at tro, at den er god mod rødme og mærker efter bumser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    Kære Pudderdåser
    Det kunne ligeså godt have været mig, der havde skrevet det problem til jer. Jeg har præcis den samme problematik, dog går jeg ikke med tanker om at blive gravid – i skriver, at der findes mange gode receptpligtige produkter mod akne, hvilke er det? Jeg er lige nu på en tetracyklin-kur, som jeg ikke synes har haft en god effekt indtil videre. Jeg har nu også kun taget pillerne i et par uger, og lægen sagde, at man først kan se om de har en effekt efter i alt 4 uger. Det giver god mening, da huden jo skal have tid til at regenerere og forny sig selv. Men indtil nu ser min hud bare værre ud end før..
    Så jeg er nysgerrig på, hvilke receptpligtige produkter der er gode :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria B

      den skrappeste kur er isotretinoin, og den er hård mod huden! Jeg tager pillerne 2 gange om dagen, og jeg smører mig med de mest fedtholdige produkter jeg kan finde for ikke at tørre helt ud i fjæset. (Det kolde vejr hjælper heller ikke på det) men man SKAL have en henvisning til en hudlæge, som skal udskrive produktet til dig. Der er skrappe regler omkring det, fordi det er så effektivt et lægemiddel. Du skal have taget blodprøver hver måned, må ikke blive gravid (præparatet er fosterskadende) og så bliver det meget værre i starten, fordi den renser ud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Kære Anne-Sofie. Det, der kendetegner receptpligtige lægemidler er netop, at deres effekt er videnskabeligt dokumenteret og godkendt af myndighederne. Du kan derfor være sikker på, at de virker. Vi rådgiver ikke om lægemidler. Det er din læges opgave. Men jeg kan godt sige så meget, at tetracyklin er længere tid om at virke, så hav tålmodighed endnu. Og hvis det ikke fungererer, så tal med din læge. Man skal ikke give op. Held og lykke. Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kære Louise,

    Prøv Dr. Hauschkas serie mod uren hud, i den findes en ansigtsolie, som hos mig har gjort underværker. Min aknehud var rigtig træt efter tetracykliner og basiron.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena H

    Åh ja, det evindelige akneproblem. Hvor var det bare skuffende at forlade teenageårene og bumserne og den fedtede hud fulgte med. Lige nu bruger jeg lidt mandelolie blandet med et par dråber tea tree oil som natcreme. Det har ikke den store effekt på selve bumserne, men det forværrer det ikke. Til gengæld er mine ar blevet pænere og huden føles lækker blød om morgenen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej Louise og alle andre.
    Som Katja skriver så fint, så er det mega individuelt, hvordan huden reagerer på ingredienser. Man kan gå ud fra listen, som Katja også linker til, eller fx. Paulas choice ingrediens dictionary (google det) – og det kan give et sted at starte. Men selvom fx. koksolie siges at kunne give tilstoppede porer – så kan den måske være mirakelkur for andre. Derfor skal man først og fremmest finde ud af, hvad man reagerer på. Man kan ofte købe/få prøver på produkter. Prøv produkterne i mindst 1 måned (svarer til cellers levetid) – og så ved du, hvordan du reagerer. Som Katja også påpeger, så er der nu undersøgelser der viser, at bakterier (såsom akne) kan fremprovokeres ved ikke at have en naturlig bakterieflora på huden. Den skal forstås sådan, at huden har en naturlig pH værdi på ca. 4.2-5.6. Det er den optimale pH værdi. Hvis man via produkter skubber pH balancen i huden til at være mere basisk, giver det et bedre miljø for dårlige bakterier (dermed også akne). Det er helt sikkert et sted man kunne starte, for at se om den urene hud stammer derfra. De fleste cleansers i vesten har en utrolig høj pH værdi (ofte 7.0-10.0!!!) som derfor udtørrer huden -> overproduktion af fedt for at kompenserer for udtørring -> døde hudceller, skidt og fedt tilstopper porer og former bumser samt hudorme. Jeg har selv fx. fundet Natural’s ansigtsvask for alt for udtørrende. Den har en pH værdi på 7.0. Dog har jeg læst mig frem til, at Avene cleansing foam har pH på 5.5 når mikset med vand. Der kan dog sagtens være andre årsager til den, hvor der derfor skal ofte skrappere midler til (lægemidler). Andre gange kan det skyldes, fordi man ikke renser godt nok. Mange cleansers er bare ikke up to it, når både makeup skal af og huden skal renses. Derfor kunne det være en idé at prøve ”double cleansing” på dage med makeup, hvor man bruger en olierens/creme til at løsne makeup fra huden og en alm. cleanser efterfølgende til at rense selve huden og fjerner rester. Brug milde produkter (milde ingredienser og lav pH værdi når blandet med vand) og læs op på det inden! Dernæst er det også en god idé at bruge syrer. Nu fraråder pudderdåserne at bruge BHA og AHA samtidig. Sikkert pga. hvor sensitiv huden bliver over for solen, og danskere generelt ikke er særlige gode til at bruge solcreme hele året rundt. For mig har det dog virket først at bruge BHA på renset hud, vente 20-30 min (den tid syrer virker allerbedst bl.a. pga. pH værdien etc), derefter bruge AHA – vente 20-30 min – derefter fugtgivende creme og solcreme inden makeup. Men man SKAL!!!!! bruge en ordentlig solcreme så – uanset om makeup har ‘solcreme’ i sig (hvilket bare er marketing trick). Jeg ser metoden lidt som sådan her: BHA går ind og løsner op, hvor AHA så kan gå ind og virke ordentligt. Det har hjulpet gevaldigt på mine hvide hudorme både i ansigt, ryg og bryst. Mod genstridige bumser kan man supplerer med basiron som netop er håndkøb. Der er faktisk ingen grund til at gå over de 5%, da undersøgelser viser at 2,5 % benzoyl peroxid er nok til at få virkningen uden bivirkningerne i form af ekstrem tørhed. Jeg vil sige, at jeg personligt heller ikke mærker forskel på 5% og 10% virkning (udover ekstra tørhed selvfølgelig).
    Mht. olier og tør hud. Vær lige obs på, at der er forskel på at have udtørret hud og tør hud. Tør hud producerer slet ikke olie – og derfor er der behov for fede creme/olie for at holde vind og vejr ude, og lade huden optage vand. Hvorimod udtørret hud (over)producerer olie og dermed skal istedet have tilført vand i huden. Det kan fx. gøres via glycerin, hyaluronsyre – altså fugtgivende ingredienser der lukker vand ind i huden. Men for at få dem til at arbejde ordentligt bliver man nødt til at ”lukke dem inde” hvilket gøres ved brug af ingredienser såsom paraffin, (mineral) olier, triglyceride, silikone etc – ingredienser der laver en lille hinde over huden (don’t worry – huden kan ikke trække vejret, så den bliver ikke kvalt ;)) Langt de fleste cremer her i vesten har begge former for ‘fugtgivende’ ingredienser i sig. Helst skal de også have noget reparerende, anti-age eller hvad end man nu leder efter. Men det her er igen kun relevant hvis man har tør eller kombinationshud. Hvis du bare har fugtet og fedtet hud skal du ikke tænke så meget på feder cremer. En let lotion eller fugtgivende toner ville være optimalt efter rens og syrer. Arganolie kan forbedre udseendet og teksturen af huden fordi den ‘udfylder sprækker’ mellem dine ødelagte/tørre celler. Igen – ikke nødvendigt hvis man ikke har tør/udtørret hud. Når du skriver ‘pæn hud’ tænker jeg også, at du henviser til, at du har pigmentation efter bumser, der går væk efter laaaaaang tid. Man kan prøve at forkorte tiden ved at bruge ingredienser der ‘lysner’ huden og er reparerende. Fx. Niacinamide, ceramider etc. Læs op på det.
    OBS: pudderdåserne har sagt før, at urenheder kommer ikke fra madvarer. Men de kan komme fra, at man rører sig i ansigtet efter at have haft mad i hånden ;)
    Urenheder kan også være hormonelle (fx ved stop af p-piller) og/eller være pga. stres. Der er mange former og de er forbandede alle sammen. Håber det var bare en lille hjælp :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      og mht olie: de er ikke farlige. Man kan godt have olie i fx. makeup fjerner osv. Olie på huden kommer igen an på ingredienser og hvordan din hud reagerer, men hvis den ikke går amok, og du ikke føler dig ubehagelig tilpas med fx. olie på huden (måske overfedtet/skinnende), så kan man sagtens bruge olie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Bortset fra det med graviditeten kunne det have været mig det stillede det spørgsmål for et par uger siden.. Min løsning var at købe en konjac svamp (matas egen) og vaske med den morgen og aften. Nogle gange vasker jeg med et par dråber af Dr. Bronners Castille Soap (mest når jeg har haft make-up på). Og så afslutter jeg med at smøre huden i Juhldals Face and Body oil.
    Jeg begyndte hurtigt at se resultater og lige nu har jeg kun en mikro, mikro bums.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Hej, jeg ved godt at det her, jeg kommer til at skrive om ikke har noget med dette opslag at gøre. Men fordi jeg ikke lige kan finde andre steder at skrive til jer, prøver jeg bare her…
    Jeg overvejer virkelig at købe jeres T-zone peeling, da jeg virkelig har store/tydelige porer, men porerne ligger på kinderne, ville det så stadig hjælpe?
    Og jeg har set at man kan købe produktet i Matas, er det den originale?:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Kære Michelle

      Navnet “T-zone peeling” kan godt være lidt forvirrende – det indrømmer jeg. Det virker lige gyldigt hvor i ansigtet (eller på kroppen) porerne sidder. Så ja, du kan sagtens bruge det. Og det skal selvfølgelig bruges i hele ansigtet.

      Matas forhandler vores produkter: https://www.matas.dk/pudderdaaserne-t-zone-peeling

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nataska

    Jeg døjer også med en kombination af urenheder og tørhed, og har i den forbindelse bestilt BHA serummet fra Paulas Choice som i tidligere har anbefalet. Samtidig har jeg også købt Continuous skin renewal complex fra MD formulations. Mit spørgsmål er så om det vil fungere at bruge disse to sammen- evt bare om aftenen og så nøjes med MD formulations om morgenen sammen med en creme? Er lettere forvirret over alt det her :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      MD Formulations indeholder AHA/glykolsyre. Hvis du ikke har brugt syre før, så vent med den. Start med at bruge BHA. AHA og BHA samtidig er der ikke nødvendigvis nogen grund til.

      Så hold dig til BHA lige i starten. Hvad har du ellers brug for? Har du tør hud? Rynker? Andre ting, du vil gøre noget ved?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Hej Louise!
    Mht. din urene hud på bryst og skuldre har jeg de sidste 2 år også haft store problemer med disse to. Jeg har selv haft rigtig meget succes med Basiron 5% og har nu helt rene skuldre. Mit bryst er også forholdvist rent, men har har tendens til at blive meget tørt så der husker jeg at fugte rigtig godt både morgen og aften.
    Dog er jeg kun 15 år gammel, og det lyder som om at dit problem ligger lidt i en anden boldgade aldersmæssigt, men jeg ville i hvert fald give det et forsøg!
    Held og lykke med både graviditeten osv. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lørdagslook: Sugar and Spice