Anmeldelse: Stridex Pads

Stridex er billige, indeholder salicylsyre i mellem 0,5% og 2%, indeholder ingen eller kun ganske lidt alkohol og ph-værdien er tilpas. Så ligesom mange af jer, havde jeg også et håb om, at de amerikanske salicylsyre-holdige pads, som man kan købe billigt på iHerb.com, var en billig mulighed for et BHA-produkt.
Glæden ved salicylsyre
Salicylsyre eller BHA (beta hydroxy acid) er en af mine yndlings kemiske peelinger. Produkter kun med salicylsyre i er meget milde, men samtidig effektive. Det er godt mod primært akne, hudorme og uren hud, fordi de kan trænge gennem fedt på huden, hvilket AHA ikke kan på samme måde.
Men de gode produkter er af mystiske årsager meget svære at finde, hvilket også er grunden til, at vi lavede vores egen T-zone peeling med salicylsyre, da vi lavede vores egne produkter. Før det brugte jeg BHA-produkterne fra Paula’s Choice.
Og jeg har fået mange spørgsmål om de populære Stridex pads. For de indeholder også henholdsvis 2 og 0,5 % salicylsyre. Så de virker jo på samme måde. Men jeg kan ikke anbefale det. Med mindre din hud virkelig er immun overfor udtørrende og irriterende ingredienser.
Bør kun bruges i produkter til at vaske af
Hovedingrediensen i Stridex er nemlig en, der ikke bør være i produkter, som bliver siddende på huden. Og slet slet ikke i så store koncentrationer: Ammonium Lauryl Sulfate. Også kendt som sodium lauryl sulfat.
Vi kender den bedst som den mest udtørrende og lokalirriterende at de sulfater, man bruger i shampoo, sæber og tandpasta. Derfor bruges den ofte temmelig sjældent og er oftest skiftet ud med den mildere sodium laureth sulfat. Læs mere om sulfater her.
Faktisk er sodium lauryl sulfat så lokalirriterende, at man ofte bruger det til at fremprovokere irritation i forsøg, hvor man gerne vil teste andre ingrediensers beroligende egenskaber.
Sodium lauryl sulfat har ifølge Internation Journal of Toxicology følgende effekter på huden:
- Produkter med 5,1 % sodium lauryl sulfat gav mild irritation
- Produkter med 21 % sodium lauryl sulfat giver kraftig irritation. Mild irritation hvis det bliver skyllet af.
- Produkter med 10 % sodium lauryl sulfat har vist skadelig effekt på øjnene i dyreforsøg
Konklusionen er at: “Both Sodium and Ammonium Lauryl Sulfate appear to be safe in formulations designed for discontinuous, brief use followed by thorough rinsing from the surface of the skin. In products intended for prolonged contact with skin, concentrations should not exceed 1%.”
Sodium lauryl sulfat er ligesom alle andre sulfater en ingrediens, man finder i produkter, der skal vaskes af huden igen som for eksempel shampoo og bodyshampoo. Det er bestemt ikke beregnet til at blive siddende på huden.
Men Stridex skal blive på huden. Stridex er en pakke med pads/vatrondeller, der er vædet med en opløsning bestående af sodium lauryl sulfat, salicylsyre, menthol, troldhassel og et par andre ingredienser. Produktet fordeles over huden og skal ikke vaskes af. Hvis du tænker, at du bare kan vaske huden af bagefter og undgå den irriterende effekt, så skyller du altså også alle de gode effekte fra salicylsyre af med det samme.
Meningsløst valg af ingrediens
Jeg har selv brugt 2 procent salisylsyre dagligt i årevis, men Stridex gjorde altså ondt. Jeg var nødt til at vaske det af igen. Og det er så himmelråbende åndsvagt, for det er ikke den gode salicylsyre, der svier (selvom de fleste sikkert tror det, når de begynder at bruge produktet). Det er den fuldkommen ligegyldige ammonium lauryl sulfat, som producenten kunne have erstattet med vand eller hvadvedjeg.
Jeg har brugt salicylsyre i årevis og mærker ingen svien eller irritation, når jeg bruger andre produkter med salicylsyre som vores egen T-zone Peeling eller Paula’s Choice, så jeg er sikker på, at det ikke er den aktive ingrediens salicylsyre, jeg reagerer på.
Det er ikke til at vide præcis, hvor mange procent ammonium lauryl sulfat, der er i Stridex, men det står først på ingredienslisten i den røde Stridex Maximum og som nummer to på den grønne Stridex Sensitive, hvilket betyder, at det er henholdsvis hovedingrediensen og ingrediens nummer to. Og det gør, at jeg desværre ikke kan anbefale det ellers effektive produkt.
Her kan du købe det
Stridex koster fra 4,28 dollars på iHerb.com, som sender fra USA. Fragt koster fra 4 dollars. Hvis du ikke køber for over 80 kroner inklusive porto, så holder du dig under bagatelgrænsen for told og moms. Med den nuværende dollarskurs koster en pakke Stridex altså fra cirka 58 kroner inklusive fragt og kan altså købes uden at komme over bagatelsgrænsen for hvad der kommer ekstra told og moms på.
Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram @pudderdaaserne.dk
Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Lookfantastic.dk - Gosh.dk - Feelunique - Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Ellos - Nelly - Flere links
Jeg er selv rigtig glad for Facial radiance pads fra First Aid Beauty. De er skønne. Svier ikke og udtørrer ikke. Jeg er fan!