Hudplejekonsultation og ansigtsbehandling hos Elizabeth Arden

Tubemascara vol. 2: Ingen pandaøjne eller dryssende mascara

Holdbare tubemascara fra Mirenesse, Clinique og Look At Me

Jeg har tidligere lovprist de polymerbaserede tubemascara fra Estée Lauder og MAC, som jeg har været trofast bruger af, siden jeg opdagede dem for et par år tilbage. Men jeg har siden dengang prøvet tre mere af samme type mascara, som det også er værd at omtale i denne sammenhæng.

Hvis du – ligesom jeg – altid har problemer med mascara der i løbet af få timer ender under øjnene, så har du måske også forsøgt dig med vandfast mascara. Fordi den må da sidde bedre fast end almindelig mascara?

Så har du måske også fundet ud af, at den vandfaste mascara som oftest ender under øjnene lige så hurtigt som den almindelige mascara – den sætter sig blot bedre fast på huden, så den er endnu sværere at få af igen.

En vandfast mascara er nemlig fedtopløselig. Og det er gerne fedtet i huden, der får vores makeup til at vandre. Disse tubemascara er reelt vandopløselige. Man kan faktisk fjerne dem med vand, hvis man ikke har anden makeup på. Til gengæld er olie som makeupfjerner fuldstændig ubrugelig til denne type mascara.

Resultatet er en mascara, der sidder rigtig godt fast i løbet af dagen og ikke giver pandaøjne – men du skal ikke svømme med den på!

Som sagt har jeg sværget i et par år nu til Estée Lauder DoubleWear Zero Smudge Mascara og MAC Extended Play. Men der er efterhånden kommet andre på markedet, og det er tid til at anmelde dem også.

Mirenesse 24hr Mascara
Mirenesse 24hr Mascara lover mascara, der holder i 24 timer. Hvorfor i alverden man skulle ønske at have sin mascara på i et døgn, har jeg svært ved at forestille mig, men jeg tror såmænd nok det skal passe med denne. Jeg har dog ikke tænkt mig at efterprøve det i praksis.

Jeg har derimod nøjedes med at teste den en helt almindelig dag, og den holder. Den bliver virkelig siddende. Den er efter min mening den mest holdbare af dem alle.

Personligt synes jeg resultatet er knap så pænt som med de øvrige mascara. Lidt mindre volumen og lidt mere “edderkop”-effekt. Men hvis du har problemer med pandaøjne, så er Mirenesse 24hr Mascara din bedste ven!

Mirenesse har også et godt ry blandt nikkelallergikere og andre med sensitive øjne.

Look At Me Amazing Dolly Dramatic Volume & Curl Mascara
Med mascara er der helt klart et tradeoff mellem effekt og volumen på den ene side og holdbarhed på den anden side. Og hvor Mirenesse 24hr Mascara står for en superholdbar men diskret mascara, hører Look At Me Amazing Dolly Dramatic Volume & Curl Mascara til i den anden ende. Den giver imponerende volumen, curl og længde, men er ikke lige så ekstremt holdbar som Mirenesse. Hvis du leder efter en dramatisk mascara, som stadig har en god holdbarhed og endda til en virkelig god pris, så er Look At Me Amazing Dolly Dramatic Volume & Curl Mascara et rigtig godt bud. Det er en koreansk mascara, og dekan altså noget med at få små øjenvipper til at se ud af mere.

Clinique Lash Power
Clinique har også deres egen variant i trillingerne MAC Extended Play/Estée Lauder Double Wear Zero Smudge/Clinique Lash Power. De tre brands MAC, Estée Lauder og Clinique er en del af samme moderselskab Estée Lauder, og det er da også meget vanskelligt at mærke forskel på de tre mascara. Alle tre giver de en meget fin kombination af længde, meget diskret volumen og god holdbarhed, og udover at jeg har en lille fornemmelse af at Estée Lauders variant er en anelse mere holdbar, så er der langt flere ligheder end forskelle mellem disse fabelagtige trillinge-mascara.

Helene og jeg har en stående ting i mellem os – der findes ikke mascara, som vi begge kan lide. Det er helt konsekvent, at når jeg kan lide en mascara, hader Helene den og omvendt. Der er måske kun 3 mascara, vi begge holder af. Disse tre er en af dem.

Du får ikke superdramatisk volumen. Til gengæld får du en holdbar mascara med en slank lille børste, der er nem at styre.

Hvis du har været fan af Cliniques nu udgåede Bottom Lash Mascara, så er disse tilsvarende – bortset fra at børsten er større. Men de er gode erstatninger. Pointen med  kunat bruge dem på de nederste vipper (udover selvfølgelig hvis du bruger kunstige vipper eller extensions) er, at det ofte er mascaraen på de nederste vipper, der drysser og smitter af og ikke den på de øverste. Prøv en dag at nøjes med at lægge mascara på de øverste vipper og se, om det hjælper.

Her kan du købe det
Mirenesse er et australsk TV-shop brand, som på mystisk vis i Danmark er blevet til et helse-produkt. Der er (heldigvis) intet økologisk over Mirenesse, men det er primært helsebutikker, der forhandler den i Danmark, hvor den koster i omegen af 170-200 kroner. Jeg har købt min på med24.dk (mest fordi jeg alligevel skulle købe noget håndkøbsmedicin der).

Look At Me er et koreansk makeupmærke, som du kan købe hos Beaumonde.dk for 125 kroner.

Clinique Lash Power koster 190 kroner hos for eksempel Clinique.dk, Matas og Magasin.dk.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique
   

34 kommentarer

  • Sine

    Det lyder jo umiddelbart forjættende, men hvad hvis man er et af den slags håbløse individer, der både lider af pandaøjne OG en tendens til at lade tårene trille, når noget er rigtig sjovt? :joy: Hvem har opfundet den fedt- OG tårefaste mascara?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Prøv det – jeg er ikke sikker på, at det ikke vil virke. Og fortæl mig, hvordan det fungerede!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    Jeg har i flere år brugt Diors Iconic mascara. Den holder og bliver hvor den skal- bare et lille fif:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nuunu Johansen

    Tak for et spændende indlæg – jagten på den bedste mascara ender vist aldrig helt… Og det er klart et plus at mascaraen bliver siddende på vipperne. og man undgår drys. Jeg har selv forsøgt mig med først mascaraen fra MA MAC som jeg synes er super god – den er nem at applicere og bliver siddende – og børsten er god. Men da jeg har meget sensitive øjne og der vist er et ret højt indhold af nikkel i Extended Play-mascaraen, stoppede jeg med at bruge den, da mine øjne blev ret irriterede. Så har så siden skiftet til Clinique Lash Power – som er en udemærket mascara. Det eneste minus er at når man tager den af med lunkent vand fnulrer den helt vildt og jeg synes at det er svært at få det hele af vipperne uden at irriterere ens øjne endu mere. Så må vist prøve den fra Mirenesse :-) Hvad er dine erfaringer mht. at få den af igen Katja? :-) Tak for en super blog :-) VH. Nuunu

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Hvis jeg må svare her så vaskes den bare af med varmt vand – den behøver ikke makeupfjerner, og man får ikke sorte øjne, da den nærmest “smuldrer” af :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Hej Nuunu. Tusind tak for de søde ord. Det gælder for alle disse typer af mascara at den ligesom lægger sig som et rør udenom vippen. Deraf navnet “tubemascara”. Når man fjerner dem igen, så får man disse små aflange stykker mascara på vatrondellen eller hvad man nu fjerner det med. Det kan næsten se ud som om det er øjenvipperne – det er det altså ikke!

      Som sagt så bruger jeg altid selv makeupfjerner, fordi jeg alligevel selv skal fjerne anden makeup også. Og jeg har endnu ikke haft problemer. Jeg bruger flydende makeupfjerner og en vatrondel og så gør jeg sådan her: http://pudderdaaserne.dk/2013/09/17/daseposten-hvordan-fjerner-man-ojenmakeup/

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nuunu

      Hej Katja

      Tak for dit svar :-) Jeg sværger allerede til Bioderma og har gjort det i mange år. Jeg er helt enig i at det er et genialt produkt når man har sart hud og øjne. Har i hvertfald ikke fundet noget der er lige så mildt og effektivt og tilmed tilfører fugt i stedet for at udtørre. Jeg må vist prøve dit trick med at lade vatrondellen sidde lidt på øjenlåget og se om det ikke hjælper :-) Hav en dejlig mandag :-) Kh. Nuunu

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Prøv det :) Jeg håber det virker!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Tak for et spændende indlæg!
    Nu var jeg inde og kigge på look at me mascaraen og undres over, at de skriver dette: “Formularen er utrolig holdbar og kræver en olie-baseret (duo-fase) øjenmakeup fjerner at tage af”. Når I nu skriver, at olie-baseret fjerner ikke virker på denne slags mascara
    Nu er jeg forvirret!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Hej Lea. Ja det forstår jeg godt. Og jeg blev selv forvirret, men af samme årsag dobbelt-dobbelt-trippel testede jeg før jeg skrev dette indlæg og den forsvinder altså 100 % med vand alene. Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et rigtig godt indlæg, som altid lærer jeg noget nyt, når jeg læser med hos jer :-) I er altid klar med små bonus infoer såsom det er olien i huden der er banditten når ens makeup vandre, at Mac også er en del af estee Lauder familien og at mascaren faktisk er et australsk tv-shop produkt.
    Mange tak for det :-)
    Nå men jeg har også et spørgsmål, hvilken mascara ville I anbefale når man søger et produkt der buer og giver volume? Længden har jeg fra naturen, men de stritter lige ud og klumper sammen :-(
    På forhånd tak ;-)
    /Camilla

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Tak Camilla :) Hvor er det sødt sagt. Taler du om ud af denne type holdbare mascara eller mascara generelt?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak! Det her er lige hvad jeg har brug for. Jeg har problemer med, at min mascara smitter af imellem øjenlåget og brynene. Og fik også anbefalet en vandfast af en Matas medarbejder, som intet hjælper… Men nu vil jeg prøve disse i har anbefalet. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ingrid

    Vent lige…. er MAC en del af Estee Lauder? Den havde jeg ikke set komme!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TC

    Se det er (blandt meget andet) det, der er det smukke ved jeres blog – man bliver introduceret til nye produkter uden selv at bruge tid og penge på det :-) Jeg har et nærmest usundt kærlighedsforhold til Bobbi Browns “No Smudge” mascara. Har præsteret at overrumple en salgsassistent i Sephora i NY med et kram fordi hun introducerede mig til den, og endte mine dage med sort askestøv ned af kinderne. Så selvom det ikke er den slags mascara I anmelder, så kan jeg også anbefale “No smudge” til pandaøjne-fri make-up :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Nu har jeg ikke haft netop den i hænderne, men Bobbi Brown er OGSÅ ejet af Estée Lauder og med det navn der, så vil jeg godt tage et væddemål på, at den mascara, du nævner, er magen til Clinique/MAC/Estee Lauders :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna C. J.

    Cliniques High Impact Curling Mascara kan det samme og jeg synes børsten er 1000 gange bedre end Lash Power. Det har været min favorit igennem en del år nu. Det kræver selvfølgelig at man kan lide at arbejde med en buet børste.
    Jeg elsker at man ikke har mascara i hele ansigtet, når man vasker ansigtet om aftenen. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth C

    Jeg har brugt mirenesse i ca. 1 1/2 år nu, og er simpelthen så glad for den. Den er rigtig nem at fjerne igen med vand. Kan også dyrke motion og svede (og jeg mener virkelig svede) uden at være nervøs for hvor mascaraen sidder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line R

    Lash Power fra Clinique har været min trofaste følgesvend i adskillige år. Jeg elsker at den er så nem at fjerne med lunt vand og den lille børste er super brugervenlig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin

    Jeg er så åbenbart en af de få som ikke har særlig gode erfaringer med den fra Mirenesse. Det kan godt være at den ikke burde drysser, men jeg føler det som om jeg får en masse små partikler ind i øjet som så generer hele dagen. Begynder nærmest med det samme jeg tager den på. Så her er den røget direkte i skraldespanden….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej. Tak for et godt indlæg. Jeg har nemlig også haft MAC extended play blandt en af mine ultimative favoritter de sidste par år og derfor blev jeg lidt nysgerrig på den koreanske mascara. Men når man går ind på forhandlerens side, så står der, at den er vandfast og skal fjernes med en oliebaseret makeupfjerner. Så nu er jeg lidt forvirret, for I skriver noget andet her?

    Mange hilsener Salli

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Hej Salli
      Jeg blev også helt forvirret over det. Men man kan altså fjerne den med vand. Jeg har prøvet selv flere gange nu for at tjekke det, og den virker helt som en almindelig tubemascara, som kan fjernes med vand.
      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] selv. I Matas blev jeg så rådet til at købe en vandfast, men lige lidt hjalp det. Da jeg læste Pudderdåserne’s indlæg omkring mascara, blev jeg meget klogere, og derfor vil jeg nu prøve Clinique’s mascara. Jeg holder ikke […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria holmgaard

    Sødeste Katja og Helene – tak for jer og alt det I deler med os andre :-)
    Ved I, om Macs optimum opulash Black mascara også er en del af den type mascara? Jeg har også haft store problemer med afsmitning der ved brynkanten, men synes ikke jeg oplever det med denne. Er det en såkaldt “tube” mascara? Aner ikke hvad jeg skal kigge efter af ingredienser – håber I kan hjælpe.
    Kh maria

    P.s. Jeg SØGER med lys og lygte efter en god concealer, der ikke sætter sig i folder – any idea?
    Kan huske noget om en fra Sisley?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Hej Maria
      Nej, jeg mener “bare” det er en almindelig mascara. Men derfor kan den jo godt være god alligevel! Hvis den kan fjernes med almindeligt vand og intet andet er det en tubemascara. Så det er en nem test. Men det kræver jo at man prøver den.
      Hvad er concealeren til? Under øjnene, eller…?
      KH. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg har netop købt L’Oréals Volume Million Lashes Feline (den grønne), og den opfører sig som en tubemascara. Jeg havde den på på en 10 timers arbejdsdag, hvor jeg ellers normalt er sort under øjnene, når jeg kommer hjem, men det var jeg ikke med denne.
    Da jeg skulle fjerne den, fik jeg ikke meget af med min almindelige makeupfjerner, så jeg gav et forsøg med varmt vand, og det virkede! Så den kan også anbefales :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Tusind tak Mette. Den bliver jeg nødt til at prøve. Den de har lavet, der hedder noget med “wing”… Har sådan en sjov børste… tror jeg også er. Skal lige have tjekket ud vist!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Paulina

    TAK!
    Jeg er en af dem hvor mascaraen ALTID drysser ned under øjnene og jeg ser træt ud! Jeg har, indtil nu, troet at jeg har brugt mascara forkert (!!!), for jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Nu har jeg så erfaret at jeg faktisk er ret fedtet rundt om øjnene (også en sær livserfaring!) og efter at jeg er kommet over de 30 og har fået mange fine rynker under øjnene, er det dér mascaraen ender!
    MEN, nu har jeg prøvet Cliniques “tubemascara” og mascaraen bliver hvor den skal! HELE dagen! TAK TAK TAK! For jeg er den heldige vinder af lange flotte øjenvipper – der desværre er lidt blege fra naturen og har brug for et pift mascara. TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hudplejekonsultation og ansigtsbehandling hos Elizabeth Arden