Dåseposten: Valg af renseprodukter efter besøg hos kosmetolog

05.04.14

Hej Katja og Helene

Jeg har nogle spørgsmål vedr. renseprodukterne fra Nimue. Jeg håber, I kan hjælpe mig, for jeg har besøgt en kosmetolog, som er meget salgsorienteret; så selv om de ting, hun siger, giver god mening, vil jeg gerne blive lidt klogere før jeg investerer i deres dyre hudplejeserie….

Hun anbefaler Nimues renseserie til alle sine kunder (og derudover et par produkter særligt baseret på min hud), fordi de er dermatologisk udviklet og skulle være et helt trin over de lettilgængelige mærker som Clinique, Vichy mv.

Jeg har dog et par tanker:
1. Hvor naturlige er Nimues produkter? Jeg går selv meget ind for at spise rent og vil gerne, at de produkter, jeg bruger på min hud, er naturlige. Hun siger, at de er baseret på naturlige ekstrakter, men…
2. Kosmetologen påstod, at man kun fik det optimale ud af serien, såfremt man udelukkende brugte deres produkter – det samme gælder andre mærker, at man burde holde sig til kun ét mærke. Hvad tænker du om det? Selv har jeg været meget vant til blande produkter fra forskellige mærker; jeg forelsker mig i enkelte produkter, ikke hele serier eller mærker…
3. Kosmetologen var meget imod de her ´lettilgængelige´ mærker, fordi mange af dem indeholder vaseline eller alkohol. Ved I noget om det? Om der er fx er vaseline i mange cremer (jeg bruger selv fra Aveeno og Weleda) og om det er skidt?
4. Og så nævnte hun også, at olie var skidt for huden. Der stod jeg altså af; har vi ikke alle lært, at naturlige olier er hamrende gode fugtkilder? Men hun påstod, at de sædvanlige olier var for store i molekylerne, så de sætter sig oven på huden og stopper porerne, samtidig med, at man skulle passe på med unaturlig meget fugt, fordi huden så holdt op med selv at producere fugt (hvor at Nimues produkter jo efter sigende skulle være så videnskabelige, at de lige har gennemskuet balancen mellem at tilføje fugt så det trænger ned i de dybe lag uden at stoppe og uden, at det destabiliserer hudens egen fugtproduktion).

5. Er Nimue en mirakelserie, som jeg bør erstatte mine nuværende produkter med, eller er det dyrtkøbte, unaturlige produkter, som jeg bare bliver prakket på?
Jeg værdsætter VIRKELIG, hvis du/I ville hjælpe mig til bunds i mysteriet…

Annette

Kære Annette

Ja hun lyder godt nok salgsorienteret… Lad mig tage dine spørgsmål et ad gangen.

1. Nimue er hverken mere eller mindre naturlige end alt muligt andet. Desuden er naturlig langt fra bedre nødvendigvis. 

2. Det passer ikke. Men det sælger sikkert flere produkter. Læs mere her.

3. Vaseline er en god ting for huden. Det er alkohol ikke, men der er absolut lige så meget alkohol i dyre mærker, som de billige. Netop Vichy og Clinique er faktisk uheldigt glade for at bruge alkohol, men der er mange andre ‘lettilgængelige’ mærker uden.

4. Det er også sort snak for mig. Olie er godt for huden – hvorfor skulle der ellers være masser af olier i Nimues produkter? Der er ganske rigtigt forskel på størrelsen af de forskellige fedtstoffer og derfor også hvor de kan trænge ind, men det betyder bare at nogle typer olie er bedre egnet til nogen ting end andre. Olie er generelt godt – hvis man har tør hud.

5. Nej, Nimue er ikke en mirakelserie. Det er en serie med både gode og dårlige produkter ligesom alle andre serier. Jeg har endnu til gode at møde en serie med kun fantastiske produkter. Alle serier har gode og dårlige produkter, også Nimue. Og der er bestemt ingen grund til at skifte alt ud. Start med enkelte produkter af særlig interesse, hvis du gerne vil prøvet mærket.

Kærlig hilsen
Katja.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
21 kommentarer
Helene

Hej Annette – Katja og Helene,
Jeg har med interesse læst spørgsmålet fra Annette og svaret fra dig Katja, med hensyn til Nimue. Jeg har i den forbindelse et par kommentarer som jeg gerne lige vil føje til – da svarene kræver at man kender Nimue og ingredienserne lidt mere dybdegående. Jeg skal forsøge at gøre det så kort som muligt.
Indledningsvis vil jeg lige fortælle at Nimue er det man kalder et DermaCosmoceutisk produkt der er udviklet af hudlæger tilbage i 1994. Udviklet til at give en optimal hudsundhed inden operation – eller diverse behandlinger af huden, således at den heler hurtigere op – efterfølgende. Nimue arbejder ikke kun overfladisk men laver strukturelle og funktionelle ændringer af huden, så hudens egen funktion er optimal i forhold til dens kronologiske alder.
1 Hvor naturlig er Nimue’s produkter
Ingredienserne er korrekt udvundet af naturlige ekstrakter – men enkelte er syntetisk fremstillet , og hvorfor så det, jo det er ganske enkelt sådan at i nogle tilfælde er naturlige ekstrakter irriterende på huden (eller man kan ved længere tids brug udvikle intolerance), eller kan have uønsket side effekter eller egneskaber. Derfor kan man rense dem i laboratoriet så det kun er præcis den egenskab der ønskes.
2. Kosmetologen påstod at man kun får det maksimale ud serien ved udelukkende at anvende deres produkter.
Det er fuldstændig korrekt. Det skyldes at Nimue arbejder med specielle pH værdier, der sikre at hudens naturlige forsvar ikke nedbrydes. Desuden er pH værdien med til at bestemme hvor dybt i huden produktet arbejder. Anvender man cremer fra andre serier hvor man ikke kender pH eller ingredienserne når man arbejder i en vis dybde i huden – ved man ikke om man får den ønskede effekt (eller en uønsket) ved at kombinerer dem. Derfor kan nimue garanterer resultaterne udelukkende ved brug af produkter fra serien.
3. Vaseliner og olier.
Vaseline er mineralsk olie som huden absolut ingen glæde har af. Enkelte mærker mener at det ved tør hud kan være en fordel da de lægger en hinde på huden og derved skulle forhindre fugttab.
For år tilbage var det meget anvendt i cremer idet de får huden til at føles blød. Men mange udviklede “olie acne” af dette – der viser sig som små indkapslinger – typisk i pande og på kinder. Huden indkaplser olie da den ikke fungere med hudens egne fedtstoffer. Nimue arbejder med at regulerer hudens egne balancer og lukker derfor ikke overfladen på huden.
4. Olier
Olier kan være ganske udemærkede (Nimue har bl.a. en ren æterisk olie – der er en blanding af 3 forskellige) og det er også rigtigt at det typisk er større molekyler – men det der er problematisk er at man ved længere tids anvendelse kan udvikle intolerance overfor dem, da de jo er meget koncentrerede.
5. Nimue – en mirakel serie?
Der findes mange gode og serieøse serier på markedet, og smag og behag er forskellig. Nimue er en serie specielt udviklet til at optimerer hudens sundhed og behandling af specielle hudklassifikationer der er unik for nimue. Nimue arbejder ikke med de traditionelle “hudtyper” – men de/det problem man ønsker behandlet. De hudklassifikationer de arbejder med er miljø belastet hud (hvorunder de fleste hører), hyperpigementering, problematisk hud, eller interaktiv hud. Den sidste er eksempelvis personer der er på medicinsk behandling, har rosacea, eksem eller lignende. Faktum er at man kan opnå optimal hud sundhed ved anvendelse af produkterne, og løsning af de problemer man har.
Da det som sagt kræver dybdegående kendskab til ingredienser og produkter – forhandles nimue også kun af professionelle behandlere.
Med venlig hilsen
Helene Jacobsen – Nimue educator.

Katja Moikjær

Kære Helene
Tak for din kommentar. Jeg er bestemt ikke enig med dig, som du nok kan læse, men jeg sætter pris på, at du vil deltage.
Kh. Katja

Kamilla

Hej.
Jeg følge med her af interesse, men føler lige nu et behov for at spørge ind til nogle af de svar i kommer med. Desværre oplever jeg det lidt som postulater og ingen af jer, så vidt jeg kan læse mig frem til, har en uddannelse i hud eller hudpleje udover hvad man selv kan google sig til. Det synes jeg er ret væsentligt at stå ved og anerkende at man derfor måske ikke ved alt.
Jeg har selv i en periode brugt nimue og været ganske glad for den. Men – da jeg stoppede med at bruge hele serien og kombinerede den med et andet “uundværligt” produkt fra finde skincare, gik det helt galt. De forskellige syre modarbejdede hinanden, så at du kategorisk afviser at man skal bruge en samlet serie synes jeg er en meget stor forenkling. I dette tilfælde betyder syre og PH værdier ganske meget.
Dernæst vil jeg meget meget gerne se evidens for din påstand om at vaseline er godt for huden. For mig svarer det svar til hvis jeg spørger “kerne sund familie” om deres holdning til mælkeprodukter. Jeg så egentlig jeres blog som overvejende informerende, men jeg mærker mere og mere en modstand desværre, pga forenklede unuancerede svar.
Vaseline kan ikke trænge ned i huden. Den ligger sig ovenpå huden. Den er rest produkt fra olieindustrien… det kan man også finde på nettet. Hvad godt er der for huden i det!? Tænker at der findes mange bedre og sundere alternativer til at genfugte huden end restprodukt af spildolie.

Katja Moikjær

Kære Kamille
Du har helt ret i at man ikke skal bruge flere syre-produkter sammen. Det er en meget dårlig idé, og det gælder lige gyldigt om de kommer fra samme serie eller fra forskellige serier.
Vaseline har vi skrevet om her: https://pudderdaaserne.dk/2011/03/22/fup-eller-fakta-mineralsk-olie-skadeligt-kemikalie-eller-god-hudpleje/
Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *