Dåseposten: Perioral dermatit

10.09.13

Kære Katja,

Jeg har læst dit indlæg om perioral dermatit og om de ting, du har gjort for at få din hud god igen. Jeg har selv perioral dermatit og har ikke haft held med at finde en ansigtscreme, som ikke gør lidelsen værre. Jeg har ikke kunnet få hjælp til at finde en god creme et andet sted, hvorfor jeg skriver til dig!

Jeg benytter mig altid af cremer mv. uden parfume og parabener pga. min sarte hud. Apoteket anbefalede Decubals serie til tør hud, som jo er udviklet til sensitiv hud. Dog synes jeg ikke, at cremen har den ønskede effekt og vil derfor høre, om du kan anbefale en creme, som du har haft held med? Den du anbefaler i blogindlægget kan jeg ikke helt finde ud af, om den er velegnet som basis ansigtscreme? Har du evt. benyttet dig af andre i forbindelse med din lidelse, som er anbefalelsesværdige og gode til hverdagsbrug?

Jeg håber meget du kan hjælpe, da jeg ikke rigtigt ved, hvem jeg ellers skal søge hjælp hos – og du virker virkelig kompetent på området, så ville høre dig ad 🙂

Mange venlige hilsner,
Dorthea

Kære Dorthea

Tak for din tiltro. Jeg vil meget gerne dele mine personlige erfaringer med dig. Det er vigtigt at understrege for mig, at det her er KUN mine personlige erfaringer. Når jeg normalt skriver noget, så har jeg placebokontrollerede publicere studier til at støtte mine påstande. Det har jeg ikke her. Så tag mine ord her for hvad de er – bare en eller anden på internettet, der fortæller, hvad der virker for hende.

Antibiotika hos lægen
Jeg gik til min egen læge, som desværre ikke var der – det var en vikar. Jeg skulle virkelig kæmpe for mit synspunkt. Hun kendte tydeligvis ikke til forskellen på akne og perioral dermatit, og mente jeg skulle starte hos en kosmetolog (ret dårlig idé, når lidelsen bliver forværret af stort set enhver form for creme og kosmetik). Men jeg fik min antibiotika creme med derfra – hårdt tilkæmpet.

Antibiotika enten på creme eller tabletform er standardbehandlingen. Der er tale om langtidsbehandling, og der findes flere slags. Læs mere på sundhed.dk

Enhver form for hormoncreme/kortisoncreme, som man kunne have fundet på at smøre på, skal man stoppe med. Det gør kun lidelsen værre – det er meget vigtigt at undgå.

Mine egne husmoderråd
Tilbage til mine egne uvidenskabelige husmoderråd.

Alle former for cremer indeholdende syrepeeling har gjort det værre her. Så dem har jeg holdt mig fra i den periode.

A-Derma Exomega har forværret det. Præcis den creme kan jeg mærke fremkalder det – spørg mig ikke hvorfor, men det gør den. Så den røg også i skuffen.

Det handler altså om at finde ud af, hvad der tricker, og hvad der ikke gør. Og det virkelig svært og virkelig individuelt, ligesom med alle andre hudlidelser.

Tandpasta, barske vaskemidler mm. spiller også en rolle. Jeg kan finde studier af alskens sære ting, der har fremkaldt episoder med perioral dermatit. Næsespray med binyrebarkhormon fx.

CalendulaDet første skridt har altså været en jagt mod, hvad der irriterer huden. Jeg har altså haft en absurd enkel hudplejerutine i den periode. Den bestod af to ting:

Purely Professional Repair Cream

En gel med Calendula fra det samme mærke, som der laver Homéoplasmine

Den første er nem at få fat i, den sidste har jeg bestilt hjem fra franske webshops, som du kan læse mere om her.

Calendula virker antiinflammatorisk. Det er vel dokumenteret. Men der findes ingen studier af, om det skulle virke på perioral dermatit.

Om præcis calendulaen har virket, at jeg har fjernet nogle af de andre ting fra min hud, eller det faktum, at jeg har lagt min kost om, så jeg fx. ikke længere drikker så meget mælk, har haft den afgørende betydning, det har jeg simpelthen ingen anelse om. Man mener at hormoner også er vigtige for perioral dermatit, og når jeg som PCO-pige, lægger min kost om som jeg bør, så sker der altså ting og sager med mine hormoner.

Jeg er netop nu i gang med Cosmelan behandling mod pigmentpletter, og det kan jeg mærke fremprovokerer det lidt igen. Det indeholder ret høje mængder syrepeeling.

Det var svar på lidt flere spørgsmål, end du har stillet, men jeg håber, du kan bruge det. For alene at skifte til en ansigtscreme til sart hud (hvad enten den er fra Decubal eller Purely Professional), det kommer ikke til at løse dit problem.

Kh. Katja

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
49 kommentarer
Randi

Hej
Kan oplyse at decubals fede creme i lighed med adermas giver perioral dermatitis så er i advaret. Jeg må på den igen og få sår til at hele. Det er lidt problematisk at have tør hud og perioral dermatitis samtidig

Louise

Jeg ved godt, at det er et ældre indlæg, men blev ledt herhen af Google. Jeg tror måske, at jeg har pd. Alt, min læge giver mig forbedrer det i hvert fald ikke, men får det nærmest til at brænde og svie – og det er faktisk ikke så meget, jeg kan bruge, da jeg er gravid (så måske er det dét med hormonerne igen). Har du/I mon nogle idéer til, hvad jeg kan gøre/bruge? Det er virkelig et voldsomt udslæt og jeg er lidt desperat! Tak i øvrigt for en virkelig fin blog 🙂

Helene Randløv

Hej Louise
Du må forbi lægen og høre ham, om det kan tænkes, at det er PD. Det har vi desværre ikke forudsætninger for at diagnosticere. Jeg vil anbefale dig at læse her, hvor der er et par løsningsforslag.
Kh. Helene

Charlotte

Læser lige med her, og kommer med mine erfaringer. Da jeg blev gravid første gang og var i 5-6 uge begyndte min hud omkring munden og ved næsefløjene at blive meget røde, huden blev nærmest tynd for tilsidst at skælle helt af. Jeg kunne vitterligt hive min hud af i små stykker!
Var hos to forskellige, men begge meget dygtige kosmetologer som begge mente at det var PD forårsaget af graviditetshormoner. Derefter gik jeg i gang med at bruge Exuviane. Rens, skintonic, Vespera serum, og dag- nat creme. Det virkede efter 3 måneder. Men det blev aldrig helt godt. Indtil efter 3 måneder efter graviditeten, først der blev min hud god og fin igen. Så ville skæbnen at jeg er igen er gravid og nu starter cirkuset ugen. Samme rødme i 5-6 uge! Vil prøve jeres anbefalinger, da Exuviance er i den dyre ende.
Til info begyndte jeg for 3 uger siden at bruge en Clinque mineralpudder. Det stopper jeg med igen, da jeg fik at vide at det kunne gøre det værre.
Det var mine erfaringer!
Tak for en god blog 🙂

Katja Moikjær

Tak for dit input Charlotte. Graviditet og hormoner gør virkelig ting og sager ved huden. I sidste ende hjælper det kun at føde 😉 Tillykke med graviditeten. Jeg håber, din hud kommer ok igennem det denne gang.

Lykke

Hej alle
Tak for gode input! Jeg har selv haft PD i flere omgange, men har ellers aldrig lidt af hudproblemer. Jeg fornemmer, at flere af jer har haft det flere gange. Jeg vil høre jer, om I også oplever, at det kommer oftere og oftere? For mig gik der ca 3 år imellem gang 1 og gang 2, men derefter er der blevet kortere og kortere i mellem. Jeg har ikke haft problemer med at få henvisning fra egen læge og crème fra dermatologen, men de har været meget tilbageholdende med antibiotikaen, hvilket har været lidt irriterende. KH Lykke

Helene Randløv

Hej Lykke
Hvis man forestiller sig, at du lavede en tidslinje over dine udbrud, er der så en fællesnævner? Eksaminer, graviditet/fødsel, flytning og alt det andet?
Kh. Helene

Camilla

Hej alle, I skal bare vide i ikke er alene og jeg har endelig fundet frem til hvad der virker for mig!
Jeg begyndte at få små bumser og en slags eksem rundt om munden og kinden. Da jeg aldrig har haft dårlig hud før, begyndte jeg at panikke. Jeg er 22 år og efter 2 måneder, hvor jeg bare følte det hele blev værre af at rense mit ansigt endnu mere, tog jeg til lægen.
Jeg fik konstateret Perioral dermatit og var egentlig klar på at skulle tage alle de cremer og piller lægen ville anbefale (jeg havde jo læst jeres oplevelser) men han sagde det klart. Denne creme patienterne får, er kun imidlertidig – og derfor anbefaler jeg, at du selv finder det der passer bedst til dig. Jeg bor i London og det er måske derfor.
Jeg har nu søgt hele internettet ud af informationer og jeg vil SÅ gerne dele det med jer:
1: jeg har skiftet min Colgate tandpasta ud med Alo vera uden Flour. Jeg tror ikke det behøves at være Alo Vera, det vigtigste er bare at den er uden FLOUR!
2: Mit vaskepulver er skiftet ud med ingen parfume i!
3: Skiftet til ‘Avene Very Sensitive Skin’. Dette er et brand jeg sværger til og det er specielt lavet til os med eksem og PD. Jeg bruger følgende 3 ting derfra:
Extremely gentle cleanser lotion – Denne bruger jeg kun 1 gang om dagen, inden jeg går i seng.
Skin recovery cream – den bruger jeg efter at have renset ansigt, når jeg har været i bad osv.
Thermal Spring Water – Det er en beroligende kildevand på spray, der virker irritationsdæmpende på huden. Jeg bruger det 3-4 gange om dagen, alt efter hvad jeg har lavet i løbet af dagen. DET ER DET BEDSTE PRODUKT OG JEG ANBEFALER ALLE DET.
4: Det bedste tip og som måske vil virke overraskende for jer – Mange læger er begyndt at forske i området og har fundet frem til at Zink mangel kan være årsagen til mange hudlidelser, især PD.
Jeg gik derfor ned og købte zink tabeletter og allerede efter 2 dage var det halveret og i dag er der næsten ingen spor af mit PD. Jeg spiser desuden også fiskeolie piller sammen med,
Måske kan det være en god ide at få tjekket om du har zinkmangel hos din læge, da et overforbrug kan give ondt i maven, hovedpine osv.
Jeg håber det kan hjælpe

Charlotte Paridon

Hej Alle med Perioral Dermatit.
I skal gå til lægen og få en recept på Tetralysal. Dette er en behandling i kapselform (piller). Efter 10-14 dage er lidelsen gået i sig selv. Det er standard medicinsk behandling mod denne lidelse. Bivirkningerne ved Tetralysal kan være svamp på huden (jeg fik svamp på brystkassen – svampen fremstår som små hvide knopper). Vær OBS på dette. I kan få noget imod dette også (via læge), hvis i bliver ramt.
Mvh Charlotte, Sygeplejerske

Christine med tarveligt immunforsvarssystem

Hej Pudderdåser og Charlotte sygeplejeske
1000 tak for at kunne hjælpe mig på ferie med hvad min pjerrotmund kunne være, og hvordan den kan kureres.
Jeg byder ind med for og imod antibiotika. Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke er så pille-angst da jeg pga kronisk immunforsvarssygdom er nødt til at spise mild binyre hver dag – i hvert fald pt. Uden dem var det sgu ikke så godt. Men min læge rynker på næsen af antibiotikapillerne, og synes vi skal starte med cremen i 6 uger 2 x dagligt – så min krop ikke skal igennem endnu en antibiotikakur (som pencilin jo også er på piller), hvis vi kan undgå det. Så det prøver jeg nu. Lægen min er ikke dum og hun er bekymret for verdens helbredsstilstand, det er derfor hun mener vi skal undgå antibiotikakure. Det er desværre ikke kun et individuelt problem når man begynder at se resistens i befolkningsgrupper- vi er (efter sigende) bedre til det i DK. Heldigvis kan bakteriesygdomme som PD godt bekæmpes uden pillekuren i første omgang. Min læge gav mig Metronidazol Actavis creme (27 kr.) Så nu giver jeg det en chance. Jeg har været på for mange diæter gennem livet til at prøve endnu en lige nu.
Min krop er ikke mit tempel – der er for mange interessante mennesker omkring mig som jeg synes er vigtigere at bruge tid på end træning og diæter. Jeg fortryder det måske, men så må jeg revurdere og justere min kålhøgen bemærkning:-)
.
Se her: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/infektioner/sygdomme/diverse/antibiotika/

Katja Moikjær

Kære Christine. Klog læge – lyt til hende/ham. Jeg håber det virker! Lad os høre, hvordan det går. Kh. Katja

Laura

Tak for et godt indlæg, også selvom det er ved at have et par år på bagen… Jeg er desværre også blevet ramt af PD efter at jeg er blevet gravid. Jeg er nu i uge 27, og det har plaget mig stort siden dag 1. Er der nogle, som har gode erfaringer med at få bugt på det under en graviditet?

Helene Randløv

Hej Laura
Har du fået skiftet til en sulfatfri tandpasta?
Kh. Helene

Sidsel D

Jeg har også perioral dermatitis, og blev også givet en 3 måneders antibiotikakur hos lægen. Det virkede – indtil jeg holdt op efter de tre måneder, så kom det stille og roligt tilbage igen. Jeg fandt så en lægeeksamineret kosmetolog i Vejle (Marianne Bisgaard), som direkte skriver om perioral dermatitis og at de med et kurforløb kan hjælpe. Jeg overvejede det er godt stykke tid, eftersom jeg bor i København. Til sidst var jeg dog generer af det, at jeg gav det er skud. Og jeg har IKKE fortrudt! Der er intet tilbage i mit ansigt, og jeg mangler endnu den sidste af 6 behandler i kurforløbet. Når jeg er færdig med det, skal jeg regne med en behandling hver 2. måned. Udover behandlingerne har jeg købt de hjemmeplejeprodukter fra Exiviance, som de har anbefalet på klinikken (det er en forudsætning for at de vil starte kurforløbet, da det også kræver hjemmepleje). Jeg er SÅ glad for resultatet, og kan kun give mine varmeste anbefalinger til klinikken.

Helene Randløv

Hej Sidsel
Det lyder meget spændende, hvilke produkter har du brugt hjemme og hvad går behandlingen ud på? Exuviance er kendt for geniale syreprodukter, der virker!
Held og lykke med at blive helt fri for PD <3
Kh. Helene

Kicki

Kære Katja,
Tak for et virkelig godt indlæg. Siden det nu har en del år på bagen, har du så sidenhen tilegnet dig erfaring med Rudolph Cares produkter ifht. PD? Jeg har fornyligt fundet ud af, at min rød-noprede hud skyldes PD. (Jeg har aldrig haft hudproblemer før jeg blev mor) Har kort forinden købt cirka alt, hvad jeg kunne tilrane mig af Rudolph-produkter, fordi jeg tænkte, at det var øko, naturligt og uden parfume eller æteriske olier. Men jeg synes,at min PD blusser op lige efter, jeg har tilført serum fx. (rødmen aftager dog igen efter lidt ro), så jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg bare bør droppe de ellers lækre produkter igen. 🙁
Kh. Kicki

Katja Moikjær

Kære Kicki. Nej, det har jeg faktisk slet ikke? Men der er kun en måde at finde ud af det på – hold en pause og se hvad der sker. Og lad mig endelig høre, hvad du oplever. Hvilke produkter har du helt præcis brugt? Kh. Katja

Mai

Hej Kicki
Jeg har fået voldsom PD af både rudolphs solcreme og af a hint of summer. Der er parfume i begge to. Jeg ville fraråde dig at bruge størstedelen af rudolphs produkter. Jeg tror faktisk, de har snydt dig ved at påstå, at produkterne er uparfumerede. Det er, så vidt jeg ved, kun Mommy & Me serien og Kids serien, der er uden parfume.

Helene Randløv

Hej Mai og Kicki
Rudolphs produkter er lækre, men uparfumerede har de aldrig været.
Kh. Helene

Mille

Jeg har også fået PD af flere omgange efter brug af Rudolph Care (tænkte ligesom dig at de var milde mod huden, men må konstatere at min hus ikke tåler deres produkter)

Anne Katrine

Kære Pudderdåser
Efter at have læst jeres forskellige indlæg om perioral dermatit er jeg overbevist om, at det er hvad jeg har reddet mig. Øv.
Jeg har ikke ændret på min hudplejerutine eller produkter i øvrigt. Til gengæld har jeg efter halvandet år som single fået en kæreste – med skæg. Kan det mon være det, der generer huden i mit ansigt, så jeg har fået PD?
Jeg er usikker på, om jeg skal droppe alle produkter og håbe at lægen vil udskrive antibiotikacreme, eller om jeg kan fortsætte med det, jeg har brugt lææænge. Det er Nivea sensitive micellar water morgen og aften, Pudderdåsernes t-zone peeling aften og Pudderdåsernes anti-age creme morgen og aften.
Jeg har virkelig krise over, hvordan jeg nu ser ud og har akut behov for hjælp.
På forhånd tak 🙂

Katja Moikjær

Ja. 🙂 Det lyder dejligt, men også sandsynligt at det er det, der driller. Jeg synes, du skal tage en tur til lægen.
Tillykke med kæresten.

Anne Katrine

Tusind tak for svar 🙂
Jeg har fået Metronidazol creme hos lægen, og det har hurtigt bedret situationen. Min hud er dog meget tør, nu hvor jeg ingen produkter bruger. Går det mon an at genoptage min normale rutine? Evt bare én gang dagligt?

Katja Moikjær

Kære Anne Katrine. Ja, men start langsomt med et enkelt produkt ad gangen. Så du kan se hvilket du eventuelt reagerer på. Jeg ville starte med antiage-ansigtscremen.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *