Stortest af dagcremer med solfaktor

20.04.14
Dagcremer fra Clinique, Paula's Choice, Purely Professional og Estée Lauder

Dagcremer fra Clinique, Paula's Choice, Purely Professional og Estée Lauder

Rigtig mange af jer har efterspurgt anbefalinger til dagcremer med solfaktor. Det er ganske rigtigt ikke noget, jeg har skrevet ret meget om, jeg er nemlig sjældent glad for dem og bruger det stort set aldrig selv. I stedet lægger jeg en solcreme med høj faktor ovenpå min anden hudpleje.

Det er nemlig rigtig svært at finde en dagcreme med SPF, der opfylder alle mine kriterier, som er:

A. Bredspektret solbeskyttelse
Som jeg har skrevet om før er der ikke forskel på solcremer og dagcremer. Hvis et produkt påstår det indeholder en SPF15, så skal det pinedød beskytte som en SPF15, hvad end det kalder sig solcreme, dagcreme, BB Cream eller hvad pokker, de ellers kan finde på at kalde det. Hvis et firma ikke mener, at deres dagcremer beskytter lige så godt som en solcreme med samme faktor, så ville jeg købe min dagcreme et andet sted! For det skal den. SPF er SPF lige gyldigt hvad.

Dertil kommer selvfølgelig spørgsmålet om UVA-beskyttelse. Men heller ikke her bør der være forskel. Der findes (desværre) både solcreme og dagcremer, der ikke beskytter mod de lange UVA-stråler.

Der er mange dagcremer uden SPF-angivelse som bare siger de beskytter mod solen i vage termer. Den slags gider vi ikke, SPF-faktoren er din garanti for, at du ved, hvor meget din creme beskytter mod solens UVB-stråler.

B. Ikke svie i øjnene
Dertil kommer problemet med at finde en dagcreme med solfaktor, der ikke svier i øjnene. Som jeg har skrevet om her, så er det typisk Octocrylene, der får øjnene til at løbe i vand, når de kommer i kontakt med solcreme. Octocrylene bruger man typisk i kombination med UVA-filtret Avobenzone, og det kan være svært at finde dagcremer uden. L’Oreal (inkl. Vichy og La Roche-Posay), Avène, Nivea og Eucerin bruger det for eksempel i alle deres produkter og med god grund. Det giver en super UVA-beskyttelse. Hos mange, mange andre brands ser man oftest også octocrylene/avobenzone kombinationen i deres solcremer med høj faktor. Men i min verden af sarte øjne, så nytter det ikke noget til daglig brug i ansigtet. Mange af jer kan godt tåle octocrylene omkring øjnene, og det er vigtigt for mig at understrege, at der bestemt ikke er nogen grund til at undgå det, hvis du godt kan.

Hvis du er meget sart eller har for eksempel rosacea, så kan det være en fordel at holde sig til de fysiske filtre og helt undgå kemiske filtre. De fysiske filtre er titanium dioxid og zinkoxid. De fysiske filtre i ansigtscremer er i nano-form, som mange har en miljø-mæssig holdning til. Der er altså ikke èn ultimativ solcreme, men du må afveje fordele og ulemper i forhold til dine behov her.

C. Gode plejende ingredienser
Hvis du laver en ansigtscreme med SPF50+, så er der altså ikke ret meget plads til andet end solfiltre. Solfiltre fylder rigtig, rigtig meget, og allerede ved en SPF30 begynder det at knibe gevaldigt med at finde plads til andet i flasken.

Du kan sagtens finde ansigtscremer med både faktor 50 og plejende antiage-påstande, men så vil de øvrige hudplejende ingredienser altså næppe være til stede i ret store mængder. Hvis du har brug for høj faktor i ansigtet hver dag, hvis du for eksempel har pigmentpletter eller andre solskader, så er det nok bedre at kombinere en solcreme med SPF50 med et serum eller anden creme under, hvis du vil have andet på huden end bare solfiltre.

Disse solcremer opfylder alle tre kriterier. Af de omtalte dagcremer er Clinique, Purely Professional og Paula’s Choice uden parfume. De øvrige er parfumerede:

1. Clinique City Block Sheer SPF 25
Jeg ELSKER Clinique City Block. Denne er både parfumefri og med rent mineralsk filter, hvilket gør den til et perfekt valg til alle med sart hud, rosacea eller lign. Det kan godt være, Clinique selv kalder den en solcreme, men den indeholder masser af gode ting til huden – både antioxidanter og anti-age ingredienser, og er ikke dårligere til det formål end Cliniques dagcremer. Samtidig er den ikke-fedtende og god til alle hudtyper. Den dårlige nyhed? Den findes ikke på det danske marked. Den findes i en SPF 40, men med den stigende solfaktor kommer der også meget mindre andet sjovt i, nu vi taler om plejende dagcremer. Heldigvis sælger Nicehair.dk den til 179 kroner.

2. Paula’s Choice
Altid troværdige Paula Begoun holder aldrig noget, hun ikke kan love. Så når du læser produktbeskrivelserne, kan du godt regne med, at de passer. Hun er en af de vigtigste kilde til information for os, og jeg kan derfor dårligt teste hendes produkter bedre, end hun selv kan beskrive dem.

Det gælder også hendes dagcremer med SPF. De har alle en faktor 30 (pånær en med faktor 25) for en optimal balance mellem faktor og aktive ingredienser. Følgende af hendes dagcremer med SPF er rent mineralske og gode til min sarte hud og ikke mindst sarte øjne:

Hydralight Shine-Free Daily Mineral Complex with SPF 30 with antioxidants – superset uden at skinne og god tip alle hudtyper
RESIST Super-Light Daily Wrinkle Defense SPF 30 – meget let solcreme med antiage ingredienser
Skin Recovery Daily Moisturizing Lotion with SPF30 and Antioxidants – god til tør hud

De øvriger dagcremer fra Paula’s Choice er med de kemiske filtre, jeg har svært ved at tåle, men andre skal bestemt ikke afskrive dem.

3. Purely Professional Day
Purely Professionals nye dagcreme Day har en SPF15 med god UVA-beskyttelse og et par andre gode ingredienser til huden. Der er blandt andet hybenkerneolie, sheasmør, squalane og E-vitamin, der til sammen sørger for masser af antioxidanter og en dejlig, fed creme, som du dog også kommer til at betale for. 465 kroner for 50 ml. gør den til det dyreste valg i denne test.

Purely Professional Day kommer til salg hos Purely Professional til maj.

4. Estée Lauder Daywear
Hele Estée Lauders Daywear serie er skøn. De er godt formuleret med bred UV-beskyttelse og en mængde gode ingredienser. Estée Lauder ved generelt, hvilke ingredienser man bør putte i hudpleje, og disse produkter er bestemt ingen undtagelse. Mange af produkterne i Daywear-serien er i krukker, hvilket er synd for de mange gode ingredienser, men Daywear Sheer Tint og Daywear Lotion er gode undtagelser. Begge er ikke-fedtende og ikke-klistrede.

Daywear-serien koster mellem 245 og 455 kroner i blandt andet Magasin og Matas.

En i krukke

5. Clinique
Clinique kan det samme som moderfirmaet Estée Lauder: Lave lækre produkter spækket med effektive anti-age ingredienser og antioxidanter tilsat bred UVA-beskyttelse. Superdefense SPF20-serien kan meget det samme som Estée Lauders Daywear serie, men også her kæmper vi lidt med de krukker, de har valgt som emballage. Det ændrer dog ikke på, at det er et skønt indhold.

Superdefense SPF20 koster 395 kroner for 50 ml eller 95 kroner for 15 ml. i blandt andet Magasin og Matas.

To med Octocrylene

Hvis dine øjne godt kan tåle kontakt med solcreme generelt, eller du måske bare er bedre end mig til at holde det fast der, hvor du lægger det, så er der ingen grund til at fravælge disse to rigtig gode bud.

6. Garnier The Miracle Cream
Garnier har kaldt deres nye meget let-farvede dagcreme for “The Miracle Cream”, og det er noget af et navn at skulle leve op til. Men de har også spækket den med alt godt fra ingrediens-skabet: Peptider, Niacinamid, LHA og meget mere. Så når Garnier lover, at den kan reducere rynker og gøre huden pænere og mere ensartet, så har de bestemt noget at have det i. Jeg ville ønske, mine øjne kunne tåle den, alle I andre kan med god grund glæde jer til at prøve den.

Garnier Miracle Skin Cream koster 120 kroner i Matas og større supermarkeder. Smartgirl har fået den online til 95 kroner, men ellers er den ikke nem at finde på nettet endnu.

7. Olay
Olay har dagcremer med solfaktor i både deres Regenerist-serie og i Total Effects-serien. Dagcremerne med SPF i begge serier er lige så anbefalelsesværdige, som de øvrige Regenerist- og Total Effects-produkt.

 

Hvilken dagcreme bruger du?

 

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
70 kommentarer
Sissel

Hej med Jer. Jeg ved, det er et gammelt indlæg det her, men jeg faldt over det i min jagt på en dagcreme med solfaktor.. Hvad mener I om Ole Henriksens Herbal Day Creme med faktor 20? Hvis I har prøvet den selvfølgelig :).

Helene Randløv

Hej Sissel
Uden at være helt sikker, svarer jeg for os begge to. Der er ingen af os, der har prøvet den creme fra OH. Helt generelt går jeg selv i en lang bue uden om dagcremer med solbeskyttelse, fordi jeg slet ikke bruger nok dagcreme til at opnå den korrekte SPF. Min holdning er, at man skal bruge separat solcreme hver dag i stedet for, at man har falsk tryghed i en dagcreme (fordi man simpelthen ikke bruger den rigtige mængde).
Jeg håber det giver mening!
Kh. Helene

Simone

Hej pudderdåserne,
jeg har brugt jeres antiage som den eneste hudpleje eskyttelse i noget tid nu og er vild med den. Vil så småt begynde at prøve jeres A-peeling.
Nå men mit spørgsmål går egentlig bare på, om du vil fortælle hvilken solcreme du så bruger udenpå dine almindelige hudplejeprodukter? Jeg døjer nemlig også med meget sarte øjne som altid svier og løber i vand når jeg har solcreme på. Derudover hader jeg måsen de klistrer på. Så har du fundet en god solcreme, som hverken klistrer eller svier i øjnene (eller i hvert fald gør det mindre?).
På forhånd tak!

Katja Moikjær

Kære Simone. Jeg bruger vores egen Alt i en beskyttelse 🙂 Jeg brugeer udelukkende mineralsk solcreme i ansigtet, ellers svier det.

Jeanette

Indeholder jeres egen farvede dagcreme med faktor 49 både uva og uvb ?

Helene Randløv

Hej Jeanette
Vores Alt i en Beskyttelse SPF 40 indeholder både beskyttelse mod UVA, UVB og IR.

Naya

Hej! Jeg kan kun finde Estée Lauder Daywear med SPF 15 i dk – kan det passe?
Mange hilsner fra Naya 🙂

Helene Randløv

Hej Naya
Ja, det kan det sagtens.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *