Gilette Venus Naked Skin – 6 måneders test af IPL hårfjerning

28.04.13
Gilette Venus Naked Skin IPL hårfjerner

Gilette Venus Naked Skin IPL hårfjerner

Vi har før skrevet om “permanent” hårfjerning med IPL, og dette indlæg om Braun og Gilettes version har været meget længe undervejs, fordi jeg ville igennem en hel testperiode. Altså se, hvor meget hår jeg kunne fjerne, og om det blev væk. Det har jeg nu, og jeg tror, at mine meget blandede resultater nok er fuldstændig realistiske og svarer godt til de blandede resultater, mange også oplever på klinikker.

Farvel overskæg og bikinilinje
Først og fremmest har hjemme IPL hårfjerning betydet, at jeg kunne sige farvel til min moustache. Ikke en, jeg kommer til at savne! Det er uden tvivl det sted, hvor det har virket allerbedst. Efter de angivning 6-12 behandlinger er det væk. Efter nogle måneder begynder det at titte frem igen, men så får det et par gange mere, og så er jeg hårfri i ansigtet igen. Det samme gjaldt min bikinilinje, her har det også været yderst effektivt.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg i den periode både har brugt Gilette Venus Naked Skin og Rio.

Bed ikke på armhulerne
I armhulerne har jeg til gengæld haft minimal succes. Jeg har haft præcis samme oplevelse som Cecilie ovre hos Beautyjunkie. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg har været virkelig stædig med de sk…. armhuler, men den bider bare ikke på.

Brauns forklaring er, at det hænger sammen med, at jeg bruger den som vinden blæser og altså ikke følger den præcise tidsplan, som brugsanvisningen lægger. Samme forklaring har Cecilie fået, kan jeg se. Det passer muligvis, men i min verden er der ikke plads til noget, der kræver så præcis brug.

Til gengæld virker “som-vinden-blæser”-metoden fint på mit overskæg. Jeg kan ikke sige noget som helst meningsfuldt desværre om, hvornår og på hvem det virker, og hvornår det ikke gør. (Igen er det en fordel at kunne få sine penge tilbage).

Realistiske forventninger
Det her giver nok et meget godt billede af IPL hårfjerning – både hjemme og på klinik. Nogle gange virker det og lever op til forventningerne – andre gange gør det bare ikke.

Derudover kræver det tålmodighed. For mig er det IKKE et alternativ til almindelig hårfjerning. Jeg er et utålmodigt menneske og mister pusten bare ved tanken om at gå i gang med benene.

Men for alle os, der har hår steder, hvor man som kvinde virkelig ikke vil have hår, der kan det være en guds gave. Især mindre afgrænsede områder af hår på stedet, hvor man af den ene eller anden grund har et virkelig brændende ønske om at fjerne det – som for eksempel mit overskæg. Der kan det være svaret, som mange har ledt efter. For mig er det, og jeg skal i den grad nok sørge for at blive ved med at holde mit overskæg nede.

Jeg vil bestemt heller ikke udelukke at visse tålmodige sjæle kan overskue at give sig i kast med for eksempel benene. Jeg har ladet mig fortælle, at man skal regne med en times arbejde pr. ben pr. gang.

IPL maskinerne er heller ikke den optimale løsning til enkelte hår. Dem kan man jagte i månedsvis uden at fange dem. Der er laser-pincetterne bedre egnede.

Om Gilette Venus Naked Skin
Gilette Venus Naked Skin adskiller sig på flere punkter fra de modeller, jeg tidligere har prøvet. Den er nem og idiotsikker at bruge, den finder selv den rigtige styrke, man skal bruge en gel til OG den er markant dyrere. Den har meget nemt ved at få kontakt med huden, den medfølgende hudfarve måler er nem og intuitiv at bruge. Den koster også cirka 3.000 kroner, der findes lavere priser hos de andre mærker.

Der er fordele og ulemper ved modellerne. De virker i sidste ende på samme måde – nemlig ved hjælp af IPL. Forskellene handler om, hvor nemme de er at indstille og bruge. Og der har Gilette klart en fordel. Om den er den højere pris værd, må være op til den enkelte køber at vurdere. At Braun har en “100 procent tilfreds eller pengene tilbage”-garanti synes jeg til gengæld betyder meget med denne slags produkter.

Sådan bruger du Gilette Venus Naked Skin:

1. Barber håret væk
Huden skal være helt ren og tør, og håret skal være barberet væk med skraber. Håret må IKKE være vokset for nylig eller på anden måde været

2. Klik med hudtonesensoren på huden, så den måler hudtonen. Husk at gøre det på præcis det sted, du vil behandle – du kan have mange forskellige hudtoner på din krop.

3. Læg et tyndt lag af den medfølgende gel på huden.

4. Tør dine hænder af – de bliver pænt fedtede.

5. Sæt håndsættet på huden. Når der er kontakt lyser lampen hvid. Tryk på knappen og lad være med at kigge på lyset, når det flasher.

6. Gør det igen og igen til du har behandlet hele området. Lad være med at behandle det samme område flere gange.

7. Tør den temmelig snaskede gel af.

Du kan se fremgangsmetoden med billeder ovre hos junkierne.

IPL er ikke for alle hudfarver
IPL er kun for folk med lysere hudtoner. Mørk hud kan ikke bruge IPL. Hvilken intensitet, du skal bruge afhænger også af din hudfarve. Det er derfor hudtonemåleren er praktisk. På andre modeller skal du indstille det manuelt. Du kan selv indstille det manuelt på Gilette Venus, hvis du har brug for det.

Læs mere om hudtoner og andre vigtige informationer på Brauns hjemmeside

Der er som sagt en “100 procent tilfreds eller pengene tilbage”-garanti på produktet, som betyder meget med den slags produkter, der er noget af en investering.

Her kan du købe det
Gilette Venus Naked Skin koster cirka 3000 kroner og kan købes blandt andet hos Elgiganten og lignende elektronik-butikker. Jeg kan se, at Braun giver lige nu 300 kroners cashback ved køb.

Har I erfaring med IPL? Hjemme eller på klinik?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
104 kommentarer
Natascha

Hej dåser,
Nu har jeg læst lidt andre steder på nettet også, og folk skriver, at man ikke må bruge den hvis man har skønhedspletter. Er det noget I ved om er sandt? Det er ret godt at vide, eftersom jeg kraftigt overvejer at investere i én.
God weekend.
Dbh
Natascha

Helene Randløv

Hej Natascha
Det står der ikke noget om i min vejledning, så havde jeg ikke turdet prøve, for jeg har cirka en milliard skønhedspletter. IPL står for Intense Pulse Light, hvis det var tvivlsomme stråler, havde de aldrig fået så stor udbredelse.
Kh. Helene

Marie

Hej.
Tak for en god omend noget dateret anmeldelse.
Jeg har to spørgsmål:
Nu har du haft maskinen længe, er der en pære der skal skiftes efter noget tid? Har nemlig måske mulighed for at købe maskinen brugt.
Når i skriver bikini linie, er det så kun bikini linien, eller kan man bruge den på resten af området, hvis man gerne vil være hårløs?

Katja Moikjær

Kære Marie. Jeg har givet maskinen væk, fordi jeg bruger en af et andet mærke i stedet, så jeg aner det helt ærligt ikke.
I alle manualer til disse maskiner står der altid at man ikke må bruge dem direkte i intimområdet. Jeg ved ikke om der er nogen egentlig grund til det, men jeg ville ikke selv gøre det – det må gøre infamt ondt. Jeg ved desværre ikke mere – du må søge mere information om det.

Ane Houmann

Hej
Jeg kan se du har givet din maskine væk hvilken bruger du så nu?? Er du stadig tilfreds med det resultat du får med hjemme brug maskine?
Mvh Ane

Katja Moikjær

Lige nu bruger jeg ikke noget. 🙂

sara

Hej hvor mange kan man bruge Gillette Venus Naked Skin? kan den brugs for evigt eller kun et par gange?

Helene Randløv

Hej Sara
I specifikationerne angiver hver enkelt fabrikant antallet af lysimpulser. Antallet varierer en del.
Kh. Helene

Ida Larsen

Hej, jeg har ret lys hud og lyse hår i ansigtet, de er bare stive. Kan den virke på dem?

Helene Randløv

Hej Ida
Nej, desværre har jeg endnu ikke prøvet noget, der kan fjerne de hvide/lyse hår. Det er nemlig også dem jeg døjer med 🙁

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *