Naturligt uden allergener: Comwell Spa*Senses

06.01.13
Comwell Spasenses

Comwell Spasenses

Jeg er altid gået i en stor bue udenom Comwell Spas hudplejeserie. Både den grønne og den lilla signalerer så kraftigt “naturlige olier” og “duft mig”, at jeg har afskrevet dem som propfyldt med allergene æteriske olier. Min fejl, for intet kunne være længere fra sandheden.

Ja de er parfumerede og dufter, men duften kommer fra ganske almindelig parfume og ikke-æteriske og ikke-allergene planteolier. Det vil sige, at når man nærlæser indholdet, så er der ikke nogle af de 26 særligt allergene parfumestoffer i og ingen æteriske olier i. Så kan jeg lære det.

Tværtimod er der virkelig gode sager i den lilla Spa*senses serie fra Comwell. I går tilbragte jeg en fantastisk dag og nat på Comwell Borupgaard med min ægtemand, og fik på den måde endelig taget mig sammen til at kigge nærmere på produkterne. Og det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde.

Spa*senses Dry Body Oil
Dry Body Oil bryster sig af ingredienserne acai og abrikoskerne, og det er der også ganske rigtigt i. Derudover er der E-vitamin i, solsikkekerneolie, almindelig parfume og de olietyper, man typisk bruger til en tør-olie konsistens. Det giver en virkelig lækker olie rig på antioxidanter, uden problematiske æteriske olier og med en behagelig duft. Hvis man sammenligner den med den langt dyrere Body Oil fra Rudolph Care er der primært to forskelle. Duften er forskellig og nogle af de vegetabilske olier er skiftet ud. Joboba, acai og E-vitamin har de til fælles. Med en prisforskel på 100 kroner vs. 445 kroner, så prøv lige at dufte og mærke dem begge, før du køber. Din hud har lige godt af begge.

Comwell Spa*senses Body Butter
Igen bliver der på forsiden fokuseret på acai og abrikoskerneolie, og det er også gode ting, der ganske rigtigt er i. Men det, der gør det til en vinder for mig, er det meget høje indhold af hhv. sheasmør og kakaosmør. Begge dele er guld værd for min knastørre hud og er rigt på antioxidanter. Kakao er fx. også kendt for at kunne øge kollagen i huden og hudens elasticitet (International Journal of Cosmetic Science, oktober 2008). Konsistensen er (primært pga. de to ovennævnte ingredienser) tyk og hvid – nærmest som tyk flødeskum. Med en pris på 100 kroner er det svært at finde noget at være utilfreds med.

Duften og parfumen
Et par ord mere om duften, som jeg ved er det første, mange taler om med dette mærke. Det ER parfumerede produkter, selvom der ikke er æteriske olier i. Den vigtige opdagelse for mig var netop dette – at der ikke var tale om æteriske olier eller særlige allergener, men derimod virkelig gode ingredienser. Jeg kan godt lide duften af den lilla Spa*senses serie, den er mild og behagelig, men som med alle dufte er det ekstremt individuelt. Så duft selv til testeren først. Jeg kan også virkelig godt lide den grøne Spa*losophy olie, hvorimod en del af de andre Spa*losophy produkter dufter ret kraftigt. Men igen var jeg meget positivt overrasket over at opdage, at der ikke var tale om æteriske olier.

Her kan du købe det
Hvis ikke du er så heldig at komme på spa-ophold hos Comwell lige foreløbig, så forhandler Matas Comwell Spa. Produkterne koster alle op til 100 kroner.

Har du prøvet serien?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
21 kommentarer
kattis grände

Hej jag läser din a resension om spaSenses och Spalosofy,
Comwellas egna produkter. Jatte roligt att du gillar dem. Men
varför är du så negativ till eteriska oljor? Vi jobbar med Kerstin
Florian och hon har det i nästan alla sina produkter. Det är ju det
bästa man kan använda eftersom de inte innehåller
histamin???

Pudderdåse Katja

Hej Kattis
Mange tak 🙂
Naturlige parfumestoffer er den hyppigste årsag til parfumeallergi: https://pudderdaaserne.dk/2011/09/13/myten-om-aeterisk-olie/
Derudover er mange æteriske olier phytotoksiske, cytotoksiske osv og skal derfor helst ikke i kontakt med huden. I hvert fald med forsigtighed.
Kh. Katja

Karen

Kan du oplyse mig en forhandler af Comwell spa body butter

Helene Randløv

Hej Karen
Nej, det kan jeg ikke, den er udgået for flere år siden.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *