Danmarks billigste kemiske peeling: HTH

21.10.11
HTH Lotion

Cremer med AHA, også kaldet frugtsyre cremer, koster som regel mange 100 kroner. Og med god grund for som jeg har skrevet om før, så bør en creme med mild kemisk peeling være en del af enhver hudpleje rutine.

Hvor BHA er særlig egnet til fedtet hud, så er AHA særlig godt egnet til solskadet, rynket, ujævn og tør hud, som den kan eksfoliere, så de nye sunde lag hud kommer frem. Det kan også have en positiv effekt på mild akne.

Det var faktisk en sød læser, Julie, der mindede mig om HTH og dens egenskaber. For selvom HTH sælger sig selv som en billig supermarkedsbodylotion mod tør hud, så indeholder den faktisk en fremragende AHA – nemlig lactic acid.

Kender ikke den præcise procentdel
AHA virker bedst i en creme på mellem 5 og 10 procent. Jeg kan desværre ikke få oplyst den præcise procentsats af producenten Cederroth – det er en fabrikshemmelighed – men at dømme efter dens placering på ingredienslisten ser det ud til at være en meget fornuftig koncentration.

Brug den gerne i ansigtet som en mild kemisk peeling hver dag – og på resten af kroppen. Som navnet antyder, så egner den sig bedst til tør hud, men deres Lotion version har en lettere konsistens end de andre typer.

Og så koster den 39 kroner i supermarkedet. De er ikke nødvendigvis de mest elegante konsistenser til ansigtet, men de virker!

Lille vidundermiddel mod røde knopper på arme og andre steder
Udover Lactic Acid indeholder den en stor del carbamid, som også virker eksfolierende og blødgørende på tør hud. Kombinationen af Lactic Acid og Carbamid gør dette til et lille vidundermiddel mod keratosis pilaris, det du kender som røde knopper på armene eller andre steder.

Jeg har det selv på lårene, og to uger med HTH har kraftigt mindsket det. Som jeg har skrevet om flere gange er kombinationen af AHA og carbamid særlig effektiv mod disse knopper, som så mange af os har, og her har du dem i samme creme til en latterlig lav pris.

Duften er den samme, som det var for 20 år siden. Min salig mormor brugte den, og da jeg åbnede den kunne jeg genkende duften af min mormor. Men den er mild, og der er ingen af de særligt allergene parfumestoffer i – eller for den sags skyld andre problematiske stoffer i. Den federe Creme er parfumefri.

AHA og BHA skal blive på huden
Jeg anbefaler altid at bruge cremer med AHA, der bliver på huden. Du skal IKKE fjerne dem igen, de skal blive siddende og virke deres magi. Du bruger det som enhver anden creme og lader det blive på huden.

Der findes også rensegelé og lignende med AHA og BHA, men det er bare ikke lige så effektivt, når de kun er i kontakt med huden i 20 sekunder, før de bliver vasket af.

Her kan du købe det
Du kan købe HTH’s produkter i større supermarkeder. Der findes i Danmark HTH Original Body Creme 200 ml, HTH Original Lotion 200 ml, HTH Creme 100 ml og HTH Omega 3/6 Bodylotion, og de koster fra 39 kroner.

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
73 kommentarer
Lækker kropspleje på budget |

[…] Efter at have læst alt dette (og meget mere) var jeg selvfølgelig nødt til at prøve cremen, og den er virkelig over alle forventninger. Den er så dejlig at påføre, og så efterlader den huden silkeblød og fugtig i rigtig mange timer efter. Jeg har med hånden på hjertet aldrig prøvet en så god og effektiv bodylotion 🙂 Den kan vist nok kun købes i de store indkøbscentre til omkring 40 kr, men jeg købte den da den var på tilbud i Netto til 20 kr 🙂 Men jeg er ikke sikker, så kig i dit lokale supermarked! Men jeg synes lige i skal læse Pudderdåsernes anmeldelse af den HER. […]

Christian

Hvor ofte skal man smøre det på? Flere gange om dagen?
🙂

Pudderdåse Helene

Hej Christian
En gang er fint nok, men det forsvinder oftest hurtigere ved større indsats. Hvis du starter med morgen og aften, kan du nøjes med en gang, når du oplever bedring.
Mvh. Helene
(Megasejt navn på din e-mail, jeg elsker Galaxy Quest…eller er det fra WoW <3 )

Christian

Hej og tak for svaret! 🙂
Og ja, det er fra Galaxy Quest, ikke mange der fanger den! 😉

henrik Boysen

Hej ved i om den har den rigtige PH værdi Mellem 3 – 4 Tak

Pudderdåse Katja

Ja den har

henrik Boysen

mange tak

Susanne

Hej igen!
Jeg har nu læst både hele dette indlæg + “Forstørrede porer og hudorme: Eksfoliering og peeling”, hvor I henviser til en creme fra Paula’s Choice – vil er så bedst, mener I?
Er det en overflødig creme, hvis man har forholdsvis “almindelig” hud uden specielt forstørrede porer og hudorme, men mere med lidt generel uenshed?

Pudderdåse Katja

Til porer og hudorme er BHA fra Paulas Choice bedst. HTH er bedst til tør og solskadet hud. Ifht. uenshed, så må du specificere lidt nærmere, hvad du mener? Er det pigmentpletter, rødme, bumser eller…?

Stella

IMPONERET ! Efter en lille uge med denne body lotion, er alle mine knopper på armene forsvundet. Armene er stadig rødlige – men sikke en forskel allerede. Tusind tak for hjælpen!

Jane

Super fedt indlæg med HTH først og fremmest!
Jeg har også de knopper du snakker om og du siger du fandt løsningen på det. Var det med lotion eller cremen fra HTH? 🙂 Jeg har lige bestilt body lotion fra HTH, men blev i tvivl om jeg hellere skulle have snuppet den anden. 🙂

Pudderdåse Katja

Det var bodylotion, jeg brugte. 🙂

Mette

Hej, jeg vil bare fortælle, at jeg har prøvet deres HTH med Omega 3/6 (grønt låg) uden virkning. Derimod tror jeg, den blå virker, for den kan jeg mærke, der svier lidt. Det gjorde den grønne ikke, selvom jeg lige havde barberet mig. Den har desværre parfume og gør huden klistret, men jeg er på jagt efter den parfumefri udgave.

Pudderdåse Katja

Tak for opdateringen. Det er godt deduceret. Hvis den ikke svier, er der ikke syre og urea i. På jagt efter den blå.
Og urea ER klistret. Har du prøvet Matas hælkur med 25% i? Huhej det er klistret!

Mette

Super, jeg holder mig fra den grønne.
Jeg døjer (som noget af det eneste nærmest) endnu ikke af hård hud på fødderne, men godt at vide, det er meningen, det skal være klistret 🙂

Signe

Arh, hvordan kan jeg have fulgt Pudderdaaserne i 2-3 år, og så stadig overse lige dette indlæg! Har selv døjet med de irriterende knopper i lang tid, så det må da være dette jeg skal prøve.
– Jeg har dog et spørgsmål, da det er blevet sommer og jeg efterhånden har fået opbygget lidt kulør (som er svært på min skandinaviske hud) og tænkte på om denne creme/lotion er så skrap at den måske fjerner farven? Det er lidt dårligt formuleret, men det kan være at i pudderdaaser forstår.. For vil helst ikke af med den brune hud 🙂

Pudderdåse Katja

Ja helt ærligt, hvordan kan du det 😀
Det er et rigtig godt spørgsmål og ja, det gør kemisk peeling faktisk. Kemisk peeling øger den hastighed som du skifter hudceller med, hvilket giver pænere hud, men forkorter også tiden med den brune farve. Med hvor lang tid kan jeg ikke sige noget om.
Til gengæld bliver farven pænere – så det er et tradeoff 🙂

Henrik boysen

På tilbud i føtex kun 20 kr )

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *