Lørdagslook: Lasting Impression

Sådan sorterer du emballage og kosmetik til genbrug

 

Sortering af emballage til genbrug

Tænker du over, at din tomme shampooflaske og æsken til din nye øjenskygge kan genbruges? Faktisk kan det meste emballage fra dine hylder og skuffer med cremer, makeup og parfume genbruges, hvis bare man bruger et øjeblik på at sortere det rigtigt, i stedet for bare at smide det i skraldespanden.

Plastik bliver genbrugt til nye plastikprodukter – for eksempel mine nye urtepotter til haven er lavet af genbrugsplastik. Og pap er noget af det bedste at genbruge, ifølge min genbrugs- og affaldsekspert, som jeg har fået hjælp af til denne guide, så kan de simpelthen ikke få pap nok på genbrugsstationerne. Gammelt pap bliver lavet til nyt genbrugspap, og det er så godt at genbruge, at de sukker efter mere.

Vi har skrevet om affaldssortering og kosmetik før, men for at få opdateret min viden ringede jeg til en tidligere kollega, der er ekspert på området. Husk, at hvis der er noget, du er i tvivl om, så kan du altid spørge hos din egen kommune i teknisk forvaltning, affaldskontoret, miljøafdelingen eller hvad de nu kalder den afdeling, der tager sig af affald og genbrug, der hvor du bor.

Jeg har gennemgået min egen makeup, hudpleje, hårpleje og emballage, og der er faktisk ikke ret meget, der ikke kan genbruges med en lille indsats fra dig.

Du behøver IKKE gøre emballagen ren først
Når vi taler om kosmetik, så må der gerne være en lille bundsjat tilbage, når du afleverer en tom flaske til genbrug. Du behøver altså ikke rengøre tuber og flasker, før du afleverer dem, men du skal selvfølgelig tømme dem så meget som muligt.

En plastikflaske med pumpe skal tømmes, men du behøver ikke angribe den med en kniv for at skille den ad.

Skil glas, plast og metal fra hinanden
Glas, plastik og metal skal sorteres hver for sig. Hvis din emballage indeholder begge dele, så må du skille den ad. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal blandet emballage i den almindelige skraldespand. For eksempel en læbestift kan jeg tage låget af og smide ud til genbrug i plastik, men selve læbestiften er en blanding af metal og plastik og må derfor i den almindelige skraldespand.

Plastik
Alle tomme plastikflasker, krukker og tuber kan genbruges. Den tomme shampoo, din tomme creme, din tomme T-Zone Peeling. I mange kommuner er der særlige containere til plastik i etageejendomme eller også kræver det en tur på genbrugsstationen som det gør her i Farum, som vist er den mindst affaldsbevidste kommune, jeg endnu har boet i. De fleste låg kan også tages af og komme i plastikcontaineren, selvom resten er lavet af noget andet. For eksempel låget til en læbestift eller plastiklåget fra en glasflaske.

Glas
Din tomme parfumeflaske eller glasflaske med ansigtsolie kan sagtens genbruges. Tøm den og sørg for at fjerne en eventuel pumpe og låg, der er lavet af noget andet end glas.

Metal
Metallåg, aluminiumsdele fra øjenskyggen og andre smådele af metal, som du har sorteret fra, kan selvfølgelig gå i metalcontaineren. Pas på ikke at forveksle metal-lignende plastik med rigtig metal. Mange guld og sølvfarvede skinnende låg er i virkeligheden bare plastik.

Depot’er du dine øjenskygger? Så skal aluminiumsdelen selvfølgelig i metalcontainer og resten i plastik.

Pap
Alt pap kan bruges igen – selv den mindste lille æske fra den mindste lille øjenskygge. Det bliver alt sammen til nyt genbrugspap. Og det er okay med både lidt klisterbånd og en hæfteklamme på kasserne. Du behøver ikke fjerne det hele, før du afleverer det til genbrug.

 

11 kommentarer

  • Ulla

    👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Katrine

    Super fedt indlæg! Jeg bor selv i Vejle kommune, hvor vi kører med 4 forskellige skraldespande og en kasse til kemiske produkter selvfølgelig og det er lidt træls at skulle sortere, men så godt for miljøet! Ved ikke om det er det samme system i andre kommuner, men det virker virkelig fint at have skraldespande til rent plastik og metal, papir og pap, blandings affald og grønt affald!
    Matas har forresten også spande, som man kan putte tom emballage i, har i prøvet det? Jeg forestiller mig at det er lidt besværligt at tage til din lokale matas med en sæk emballage, men det skulle vidst gå til nyt kosmetik emballage eller noget lignende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det med makeupresterne i plastemballagen eller i ditto af glas er ikke ens alle steder. Både kommunens folder og min egen kilde på ejendomskontoret her på Frederiksberg siger, at der ikke må være rester i af nogen art ud over det, der ikke kunne skylles væk, dvs. en tynd film på indersiden af emballagen fra det evt. fedtede produkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Fedt indlæg! Jeg er lige flyttet fra Esbjerg til Herning kommune og de er altså også bagud! Jeg er vant til at sortere plastik, dåser, farligt affald og glas, men i vores nye ejendom kan man kun sortere husholdningsaffald og papir… heldigvis har min kæreste en bil, så vi kan komme på genbrugspladsen, men havde han ikke det, var der godt nok røget meget i alm husholdningsaffald. Det skal altså være nemt at sortere, og jeg smider helt sikkert mere i den alm skraldespand nu, fordi jeg ikke kan gå ned med det, med det samme :(

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Super fedt indlæg – dejligt med fokus på emnet!
    Jeg tror også, at det er lidt forskelligt fra kommune til kommune, men ja, man kan altid google eller spørge sig frem.
    Jeg har også afleveret rigtig mange i Matas – og det er jo smart, hvis det er noget der ikke lige kan skilles ad (så stoler jeg på, at de får det genbrugt korrekt :))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Else

    På min lokale skraldeplads har vi en tønde til Ikke Fødevaregodkendt Glas (og keramik og porcelæn), den bruger jeg til tømte beautylir-glasflasker/beholdere – dog ikke neglelakflasker, de stilles ved Miljøfarligt Affald (det gør mine mange remover- og lakbefængte vatrondeller også; jeg samler dem i en gammel (og klar) plastflaske med skruelåg i månedernes løb). Miljøfarligt Affald er også stedet for alle tomme (hår- og deo)spraydåser – og stedet hvor jeg lige efter jul fandt nogle helt nye og fyldte herreparfumer (jeg tror, at en kæreste er blevet hylet ud i en fart!).
    I HTK vil de også have helt tomme og nærmest rene plastikbeholdere – så jeres tomme dåser ryger retur til Matas’ plastindsamling:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvordan med gamle make up svampe? Feks Beautyblender og dem der ind i mellem følger med en pudder osv? Jeg har ikke kunne finde frem nogle steder, til hvordan pokker jeg skal sortere dem?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Hvad med for gammel make-up – ikke emballagen. Fx. Øjenskygge, læbestift mv. Kan det komme i skraldespanden eller skal det til medicinrester?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Det skal bare i skraldespanden. Jeg har aldrig hørt om at de vil have det til medicinrester

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sis Sirima

      Lige en (sen) tilføjelse til hvor man gammel make-up skal hen; det hører faktisk under “kemi” og der er en særlig station på alle lossepladser/genbrugspladser, hvor man skal lægge det. Det er samme sted som sprayflasker (med aerosoler) skal hen. Det samme gælder i øvrigt også hvis man har ubrugt hudpleje til at stå, så indholdet kan blive smidt sikkert ud :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Tak for inspirationen, det gav mig ideen til dette indlæg. for det er faktisk kun aerosol og opløsningsmidler, der skal til farligt affald. Cremer, makeup osv skal ikke :) http://pudderdaaserne.dk/2019/01/31/nej-al-kosmetik-er-ikke-farligt-affald-men-haarspray-og-neglelakfjerner-er/

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lørdagslook: Lasting Impression