Dåseposten: Naked Lips

07.09.15
naked lips

naked lips

Kære Katja og Helene

Tak for en rigtig god blog!

Jeg har længe ledt efter en farvet læbepomade uden alle mulige kemikalier og har nu læst om Naked Lips, hvis produkter efter sigende skulle være så naturlige, at de er lige til at spise. Er det noget, I vil tjekke efter – også gerne med fokus på, om produkterne i øvrigt er anbefalelsesværdige ift. fugt og farve?

Tænker på, at der tit kan være parfumestoffer i produkter, som godt nok er naturlige, men alligevel kan skabe irritation eller allergiske reaktioner.

Mange tak for jeres tid.

Bedste hilsner
Nanna

Kære Nanna

Tak for din mail og dit spørgsmål.

Hvis du følger med på bloggen, så har du måske tidligere hørt mig udtale mig om min holdning til “naturlig” vs. “kemisk”. Min klare holdning er, at det er en meningsløs skelnen, som ikke bringer noget godt med sig. Blot fordi et stof er naturligt udvundet er det ikke det samme som at det er sundere eller bedre. Langt fra.

Du efterspørger en læbepomade uden kemikalier. Jeg ved godt, hvad du mener, men jeg kan ikke dy mig for lige at tage fat i ordets egentlige betydning:

Et kemikalie er et grundstof eller en forbindelse af grundstoffer. (Wikipedia)

Det kan altså i lige så høj grad findes i naturen som være kunstigt fremstillet. Vand er ud fra den definition også et kemikalie.

Men i folkemunde er kemikalie noget kunstigt fremstillet, noget giftigt, noget vi gerne vil undgå.

Og nu skal jeg nok være sød og svare på dit spørgsmål.

At en læbepomade er lavet af naturlige ingredienser gør den IKKE sundere eller bedre end kunstigt fremstillede ingredienser. Men det gør den selvfølgelig heller ikke nødvendigvis ringere.

Naked Lip Balm findes i mange varianter. De er alle skåret over den samme grundmodel:

Solsikkeolie
Bivoks
Kokosolie
E-vitamin
Rosmarinekstrakt
Morgenfrue

Gode planteekstrakter og fedtstoffer, der alle er gode for huden. Disse findes i denne oprindelige form i deres “naturlig”-variant. Uden smag, duft eller farve. Jeg har (desværre) aldrig selv prøvet den, men får helt lyst. Den ser dejlig ud.

Så findes der en række varianter med andre interessante planteekstrakter, to med solfilter og så de farvede varianter, som du efterspørger.

Og her kommer der ganske rigtig æterisk olie ind i billedet i form af “sweet orange oil”. Det er en æterisk olie af søde appelsiner. Det er altså en parfume og med et indhold af flere af de særligt deklarationspligtige parfumestoffer.

Dertil kommer farvestofferne. Al kosmetik bruger grundlæggende de samme farver, nemlig de mineralske pigmenter i form af jernoxid, chromiumoxid, ultramarine og titaniumdioxide og mica, talk eller bismuth krystal. De findes alle i naturen, de er alle helt naturlige mineraler og al konventionel makeup bruger dem. Så i princippet er al gammeldags makeup helt naturlig…

Der er en jernoxid i Naked Lips Tinted. Det er helt naturligt, helt standard og findes i al makeup.

Så alt i alt: Naked Lips er helt sikkert en fin læbepomade. Jeg får lyst til selv at prøve den uparfumerede “naturlig” version. Jeg kan ikke lide læbeprodukter med smag eller duft.

Men der er også mange andre rigtig gode produkter derude, der ikke hedder noget med “naturlig”. Især hvis du alligevel går efter en med parfumee version. Så der er efter min mening ikke nogen grund til at lade sig begrænse af, at det skal være lavet af ingredienser fra et køkken. Tværtimod.

Kh. Katja

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Sophie

Jeg vil blot sige TAK! Jeg skrev her inde for boksen månedstid siden og spurgte om råd. I anbefalede jeres T-zone peeling og jeg købte den fluks og hvor er jeg bare glad for det! Jeg har altid kæmpet med store pore, uren hud men uden bumser dog med hvide hudorme. Jeg har prøvet alle mulige mærker før fra Beaute Pacifique til Chanel men uden held. De første par uger med T-zone peelingen blev min hud værre men nu efter 1 månedstid er den SÅ pæn! Den aldrig været pænere i mit ‘voksen liv’. Så tak søde Pudderdåser! :)) I har gjort mig rigtig glad.

Katja Moikjær

Hvor er det dejligt at høre Sophie. Tusind tak fordi du melder tilbage.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *