3 produkter der kan udtørre dit hår og hovedbund

18.09.13

Udtorrer hovedbunden

Hvis dit hår er tørt, eller din hovedbund er irriteret, så er det som altid en god idé at se nærmere på, hvilke produkter du bruger. At løse problemet kan lige så ofte handle om at fjerne eller minimere brugen af produkter som at skulle ud og købe nye.

1. Tørshampoo
Jeg elsker selv tørshampoo, men det er vigtigt at huske, hvad tørshampoo er: En nødløsning til helt særlige dage. Hvis dit hår bliver stadig mere tørt, og din hovedbund begynder at blive irriteret, så er det måske et tegn til, at du skal stoppe eller skære ned på dit forbrug af tørshampoo. Jeg er selv slem til at overdrive det, fordi jeg er et dovendyr om morgenen, der springer over, hvor gærdet er lavest, men hvis jeg bruger tørshampoo to dage i træk, så bliver jeg straffet af min hovedbund. Med det samme.

Jeg ved godt, at det nærmest har været en trend at droppe hårvask til fordel for tørshampoo, fordi “det skulle være sundere for håret”, men det kan jeg bestemt ikke bakke op om. Tørshampoo er fantastisk praktisk, men i begrænsede mængder. Det er efter min bedste overbevisning en skrøne, at det skulle være usundt for håret at blive vasket. Tværtimod får jeg kun flere problemer med min hovedbund jo sjældnere, jeg vasker det.

Og det der med at håret kan vænnes til ikke at blive vasket så ofte og så fedter mindre… Jeg tror snarere det handler om, at man selv vænner sig til at have fedtet hår. Fedtproduktionen kan ikke påvirkes udefra, kun indefra af for eksempel hormoner.

Den kendte engelske tricholog (hårlæge) Philip Kingsley forklarer det fint og afliver myter her.

2. Alt med aerosol – hårspray og hårmousse
En del af forklaringen handler om, at tørshampoo er lavet med aerosol. Altså med butangas og alkohol blandt andet. Det er der mange andre produkter, der også er: Hårspray, hårmousse, volumenboostere osv. Alle sammen igen fantastiske stylingprodukter, hvis man kender sit hårs begrænsninger og bruger dem med måde.

Det er nemt at se på din mousse og hårspray, om den er en aerosol. Hvis der er advarsler på dåsen om, at den er brandbar osv., så er den temmelig sikkert. Derudover vil du kunne se butane og alcohol på ingredienslisten.

Mange nye volumenprodukter indeholder også stivelse og andre ingredienser, der trækker fedt fra hovedbunden og løfter hårrødderne. Alt sammen giver dejlig volumen på kort sigt, men kan i nogle tilfælde udtørre på længere sigt. Valget om, hvor tit man vil bruge dem, er dit alene og handler om hårtype og om at afveje fordele og ulemper.

Saltvandsspray er et andet eksempel på et stylingprodukt, der kan udtørre håret, det er hele pointen med saltvandsspray at lave dette lidt tørre slidte look, som os med tyndt og glat hår elsker. Overdreven brug kan slide for meget på håret. Hvis du som for eksempel Helene har babyglat hår, så vil du kun sætte pris på at det bliver slidt lidt ekstra. For andre kan det blive et problem.

3. Sodium Lauryl Sulfat
For få år siden vidste næsten ingen forbrugere, hvad sulfater er. I dag er sulfatfri shampooer til salg i Matas. Der findes mange typer sulfater, men hvis din hovedbunde er tør og irriteret, så er det værd at især holde øje med, om din shampoo indeholder sodium lauryl sulfat (kan også hedde natrium lauryl sulfat eller noget andet, der slutter på lauryl sulfat). Sodium lauryl sulfat er kendt for at kunne irritere huden. Hvis du nogensinde har hørt om, at man skal bruge Zendium tandpasta, hvis man har fx. blister, så er det af samme årsag. Fordi Zendium ikke indeholder lauryl sulfat, der kan irritere munden. Blandt andet Pantene, BioSilk og TRESemmé bruger stadig laurylsulfat. Min hovedbund reagerer ikke specielt på laurylsulfat, men det kan være en god idé at holde øje med.

Hvor ofte bruger du selv tørshampoo?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
27 kommentarer
Jytte

He he- var inde på Phillip Kingsleys hjemmeside, som du linker til. Sjovt og dejligt at få gennemhullet alle de latterlige myter. Har aldrig kunnet forstå, at det skulle være fy at vaske hår, men godt ar vaske sig øvrige steder på kroppen. 😉

Lullumut

Uha.. Tak for indlægget! Jeg er slem til at bruge tørshampoo.. Nu må jeg hellere skynde mig ud og vaske håret 😉

Baysen

Jeg bruger faktisk aldrig tørshampoo. Har for det første aldrig fundet en, jeg er rigtig glad for. Derudover bryder jeg mig heller ikke rigtig om følelsen. Så vasker jeg hellere hår med min Purely Professional shampoo hver dag. Det føles simpelthen mere rart.
Til gengæld bruger jeg ofte, næsten dagligt volumen-produkter, hvilket min hovedbund mærkes af. Men hvilke produkter skal man gå efter, hvis man vil undgå udtørring af hovedbunden??

Mona

Jeg bruger tørhårshampoo hver uge, men min hovedbund gør ikke ondt eller bliver så tør at jeg bemærker det. Men den er måske tør alligevel – hvad gør det? Hvis det gør noget. 🙂 Er der andet “skadeligt” ved voldsomt brug af tørhårshampoo man skal være opmærksom på end at man får tørt hår?

Helene Randløv

Hej Mona
Hvis det er et par gange om ugen, behøver du ikke tænke mere over det, slet ikke når du ingen gener har. Du er ikke i tvivl, hvis hovedbunden er tør. Det klør, og de fleste får skæl. Håret ligner bare hø, når det er tørt, så det vil du heller ikke være i tvivl om.
Kh. Helene

Lea

Hey. Det er godt nok et gammelt indlæg. Vil bare fortælle at Phillip Kingsley ikke er læge. Han har ingen universitetsuddannelse, og læge er en beskyttet titel. Bare hvis i refererer til ham en anden gang gang.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *