Restylane mod mørke rande

14.08.11
Mørke rande før og efter Restylane

Jeg har haft mørke rande hele mit liv. Da jeg som ung teenager blev bevidst om det, købte jeg også min første øjencreme, der lovede at udføre mirakler mod problemet, og jeg husker stadig min overraskelse, da det efter nogle ugers brug gik op for mig, at den ikke virkede. Overhovedet.

Siden har jeg jo så måtte nå den tunge erkendelse, at der ikke er noget, der virker mod mørke rande, som skyldes tynd hud, synlige blodkar og indsunkne hulrum under øjnene. Jeg har derfor levet dem med dem altid, og en god concealer har været min bedste ven.

Indtil jeg til et møde om noget andet på klinikken n’age fik at vide, at Restylane kunne bruges mod mørke rande, og min interesse var vakt. For det giver god mening.

Filleren Restylane
Restylane er en filler, som egentlig bruges mod rynker. Det er et stof, der hedder hyaluron, der naturligt findes i huden i forvejen, som man sprøjter ind under huden, for at fylde den ud og give den et ungdommeligt udseende igen. Dette får rynker til at se mindre ud og giver et yngre udseende, og resultatet holder i cirka 12 måneder.

Jeg kendte udemærket Restylane i den sammenhæng, men nyt for mig var det, at man også kan sprøjte det ind under øjnene. Her fylder det eventuelle hulrum ud og skaber et lag under huden, der gør, at den blå farve forsvinder. Den blå farve under øjnene skyldes jo, at huden er tynd, og at de fine små blodåre kan ses, og på den måde giver det god mening, at fylde noget indenunder. Det er det, Restylane kan.

Det er første gang, jeg har kastet mig ud i et kosmetisk indgreb større end et besøg hos frisøren, og det kræver selvfølgelig nogle overvejelser. Også i forhold til at skrive om det her, hvor vi normalt kun skriver om makeup og almindelig hudpleje. Men Restylane er et yderst sikkert produkt, hvor de problemer, du risikerer er sjældne og som regel skyldes fejlbehandling. Det handler altså om at finde en dygtig behandler, som man har tillid til, og det havde jeg.

Og i sidste ende, når det kommer til mørke rande, så er der ikke andre muligheder. Jeg kender ikke andre behandlinger, der gør en forskel. Og det gør denne behandling.

Det er heller ikke gratis. Jeg fik det lavet hos n’age på Kongens Nytorv i København, hvor prisen er 4100 kroner, og effekten holder cirka 12 måneder. Så det er selvfølgelig en udgift, man skal overveje.

Når alle forbehold så er taget, så har det været den største ting, jeg nogensinde har gjort for mit udseende. Jeg kan næsten bedst beskrive forskellen med, at jeg et par dage efter skulle have makeup på og tog min sædvanlige Bobbi Brown Corrector og derefter Concealer på. Jeg var nødt til at tage det af igen, det så frygteligt ud. Den passede slet ikke mere, den er alt for voldsom til mig. Jeg skal nu have en meget mere diskret concealer, jeg får en helt forkert farve under øjnene af de kraftige correctore nu. Og den var ellers perfekt før. Simpelthen fordi alt det blå er væk.

Jeg har stadig rande under øjnene, men de er ingenting i forhold til, hvad de var før. Den blå og grålige farve er væk og det konstant trætte udseende er væk. Hulrummet under øjnene er fyldt ud, og det betyder også, at jeg faktisk kan dække den sidste smule rødlige rande, jeg har, med concealer. En mission, der var håbløs før, fordi der jo var tale om hulrum, som ikke kan dækkes på den måde. Jeg synes mit udseende har ændret sig på en markant måde, og jeg føler mig meget mere tilpas. Det er svært at forklare helt, hvilken effekt det har haft på mig, men det er også mentalt.

Mørke rande før og efter Restylane

Mørke rande før og efter Restylane

Selve behandlingen
Restylane-behandlingen gjorde egentlig ikke ondt. Meget overraskende faktisk. Flere havde spurgt mig, om det dog ikke gjorde utroligt ondt at få injektioner under øjnene, men jeg kunne ikke mærke ret meget (det gjorde meget mindre ondt end i resten af ansigtet, mere om den behandling i en anden artikel). Selve indsprøjtningen foregik ikke ret tæt på øjet, men på det stykke ned mod benet under øjet.

Det gjorde som sagt ikke ondt, men jeg reagerede psykisk på behandlingen og fik pludselig kvalme og blev svimmel og måtte ned og ligge. Jeg ved ikke hvorfor og kan ikke forklare det. Men efter et glas vand og et klap på skulderen, så var jeg ok igen. Ifølge sygeplejerske og direktør for n’age, Ida Bille Brahe, som behandlede mig, så sker det engang i mellem. Min egen forklaring er, at det var tanken om en nål i nærheden af mit øje. Men jeg fik fin beroligelse og kunne behandles færdig.

Bagefter var der heller ingen smerter, men jeg havde små blå mærker under øjnene i ca. 1-2 uger efter.

Mulige bivirkninger
Der findes pt. to fillere i Danmark, nemlig Restylane og Aquamid. Restylane består som sagt af hyaluron, som er et naturligt stof fra huden, der forsvinder af sig selv efter 12 mdr. Aquamid er små hvide korn af et kunsstof, der bliver i kroppen og ikke forsvinder igen. Det giver et permanent resultat, men også større risiko for alvorlige bivirkninger. Der er set vævsdød og alvorlige skader ved Aquamid, som man ikke ser med Restylane. Til gengæld kræver Restylane genopfyldning hver 12. måned.

Risikoen ved Restylane er som ved alle injektioner bla. en infektion. Restylane kan også i sjældne tilfælde give en allergisk reaktion, som dog relativt nemt kan behandles.

Alle fillers, både Restylane og Aquamid, kan lægges forkert under huden af behandleren, hvilket vil give et uskønt resultat. For Restylane vil dette forsvinde igen, og man kan også opløse Restylane igen. Enkelte der får lagt Restylane forkert af en dårlig behandler oplever at få et blåligt mærker i den tid, Restylanen er under huden. Dette er fordi Restylanen er lagt for tæt på huden, og skyldes altså dårlig teknik fra behandlerens side.

Restylane er generelt et meget sikkert produkt med få bivirkninger, og som jeg skrev før, så skyldes de problemer, der kan opstå med det, som regel dårlig teknik. Hvis du skal have sprøjtet noget ind under huden, så find en behandler, du har fuld tillid til. Jeg kan varmt anbefale n’age, hvor jeg fik det gjort.

Det bliver ikke sidste gang
Jeg kan ikke fraråde eller anbefale andre at få det gjort, det er en personlig beslutning, det er jo ikke kun en creme eller en mascara, det er et kosmetisk indgreb. Men for mig personligt var ubehaget ikke ret stort, og resultatet har været så betydningsfuldt for mig, at jeg helt sikkert gør det igen om 12 måneder, når effekten fortager sig igen. Prisen på en Restylane behandling er selvfølgelig væsentligt højere end for et kosmetisk produkt, men regnet ud over et år, så giver det mening for mig.

Her kan du få det gjort
Der findes klinikker i hele Danmark, der tilbyder behandling med Restylane. Jeg har fået det foretaget på klinikken n’age på Kongens Nytorv, der også har en afdeling i Århus. Her koster behandlingen mod mørke rande 4.100.

Vi kommer til at skrive mere om Restylane til den mere traditionelle behandling af rynker i et par kommende artikler, hvor vi også vil snakke om Botox. Hvis I synes, jeg ser yngre ud i nederste halvdel af ansigtet er det altså fordi, der også er sket andre ting, men dem tager jeg op separat.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
48 kommentarer
Anne

Har du fået det gjort siden? Er det stadigvæk den eneste rigtig synlige behandlig når man har tynd hud og lidt hulrum?
Kan man risikere det rammer noget op til øjet? Er så bange for den slags, ikke så meget kosmetisk men hvis det kan give nogen permanent skade?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *