Månedens favoritter: April 2025

Månedens favoritter: April 2025
02.05.25
Månedens favoritter: April 2025

Det er ubegribeligt at tiden kan gå så stærkt! April 2025 har budt på mange forskellige udfordringer, som har krævet lidt mere af mig, end jeg havde at give. Derfor har jeg gjort mit yderste for at passe på mig selv. Heldigvis er mine mennesker gode til at se, hvad der sker, inden det hele ramler for mig. Derfor er der ikke så mange indlæg fra min hånd i øjeblikket… Der bliver dog stadig arbejdet på de der hængepartier, som, jeg godt ved, er der… Samtidig har jeg skrevet masser af indlæg, der aldrig er blevet udgivet… det er jo lidt fjollet. I stedet for at slå mig selv i hovedet med det, vælger jeg dog at fokusere på det positive. Nemlig at der er færdige og gennemarbejdede indlæg til dage, hvor der måske ikke lige er så meget overskud. Det er jo ikke fordi de går til spilde.

April 2025

Det var noget af en udvælgelsesproces at finde de ti produkter til Månedens favoritter: April 2025. Desværre var mange af de først valgte produkter udsolgt. Sådan er det jo, når der er store rabatter på grund af det ene eller det andet. Derfor har jeg måske også valgt nogle lidt anderledes favoritter denne gang. Halvdelen af favoritterne er faktisk makeupprodukter. Der er nye farver af ikke bare en men hele tre tidligere favoritter. Der er to slags solbeskyttelse, den ene er dog valgt, fordi jeg tager mine forbehold… Der er virkelig skøn hårpleje, en sugekop, som man skal være lidt varsom med. Der er en VIRKELIG pæn nuance af en blush, jeg først turde købe for nylig. Et helt vildt budgetvenligt alternativ til makeuppen. Og så er der naturligvis en duft… der altid gør mig glad og får mig til at rette ryggen.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Stuhr Hyaluronic Acid Leave In Conditioner & Heat Protection*

Siden vi selv lancerede Alt i en Hyaluronsyre, har jeg brugt den i håret… Stor var glæden derfor, da der begyndte at komme flere og flere hårprodukter med hyaluronsyre. Denne her er ikke bare plejende, den beskytter også mit hår mod varmestyling. Samtidig dufter den godt, og så sparer jeg tid i badet. Leave-in pleje er nok den hårpleje, jeg holder allermest af. Stuhr Hyaluronic Acid Leave In Conditioner & Heat Protection er ingen undtagelse. Den gør lige præcis det, som den skal, og mit hår ser både blankere og sundere ud. Den tynger ikke håret, selvom jeg ofte er lidt for gavmild med mængden. Min ringe evne til at dosere korrekt er min evige udfordring med alle styling og hårpleje produkter. Derfor bliver jeg altid begejstret, når min gavmildhed ikke resulterer i fedtet og fladt hår.

2. Manucurist Green Natural Nail Polish i farven Hortencia

Mine negle så ærligt talt triste ud, så både de og jeg behøvede lidt opmuntring. I æsken med gaverne fra julekalenderen lå Hortensia, der er en helt lys kølig lyserød nuance. Nu er jeg i forvejen svært begejstret for Manucurist… der skal altså ikke så meget til at gøre mig glad. Alligevel overraskede Hortensia, fordi mange lyse farver bliver stribede og grimme, hvis man ikke er meget påpasselig med påføringen. Faktisk forsøgte jeg at få penslen til at trække striber, men det lykkedes mig ikke. Det er ofte de helt lyse pasteller, der har denne udfordring, men min bekymring var altså ubegrundet. Når en lak dækker ujævnt er løsningen ofte en masse lag… Det har jeg hverken tid eller tålmodighed til at vente på skal tørre. At Manucurist holder fabelagtigt på neglene er bare endnu et plus!

3. Beauty of Joseon Relief Sun Aqua-Fresh Rice + B5 SPF50+ PA++++*

Der vil sikkert være nogen, der undrer sig over, at jeg anbefaler denne solcreme efter dette indlæg. Det handler, som jeg skrev forrige år, om at opveje plusser og minusser. Bruger man en SPF med en ringe UVA-beskyttelse, ja så må man naturligvis kompensere et andet sted. Det gør jeg selvfølgelig! Præcis ligesom jeg skal have både fedt og fugt under en SPF, der er alkoholbaseret.
Det vigtigste er, at du bruger en SPF, du kan holde ud at bruge den rette mængde af. Hvis det er en let og rar koreansk SPF, så handler det om at finde en mulig kompensation. I hvert fald skal du være opmærksom på at beskytte huden på en anden måde også. Som bekendt er hyperpigmentering ikke sådan at komme af med, når den først er der.

4. Natalie Maria Scandinavian Pro2 Cupping

Tilbage i oktober løftede jeg sløret for min nye lænestolshygge… Cupping af mine arme er et helt etableret trin i mit aftenritual, som jeg har virkelig meget gavn af. Cupping i ansigtet var indtil sidste weekend ikke en del af det. I goodiebag’en fra Danish Beauty Award lå en Natalie Maria Scandinavian Pro2 Cupping… Indtil jeg prøvede den, har jeg faktisk holdt sugekopperne fra ansigtet. Først og fremmest fordi jeg synes, det er svært at få det rette sug med de spidse varianter. Enten er suget alt for hårdt eller også ryger den af, okay… måske har jeg heller ikke givet det en chance. Man skal starte forsigtigt! Første forsøg resulterede nemlig i nogle ret så ømme blå mærker. Mærkerne fik jeg, fordi jeg blev ved for længe, det var nemlig utrolig rart og helt anderledes med denne cup.

5. Ecooking Blush i farven 03

Farverne af de her creamy stick blushes fra Ecooking sidder virkelig lige i skabet… Den første jeg prøvede blev en favorit, selvom selve produktet drillede mig temmelig meget. Sidste år prøvede jeg den nyeste farve i sortimentet, og den var helt anderledes. Heldigvis betød det nyt håb til, at jeg bare havde fået købt en mandags model af den første. Derfor har jeg testet nogle flere, og farven 03 er nærmest perfekt som bronzer. Det er i hvert fald sådan jeg har brugt den i den forgangne måned. Den har en varm tone, uden den bliver orange på DT-måden… Så jeg synes den er superklædelig og meget anvendelig. Min hud reagerer heldigvis ikke på sticks, men bliver din hud sur, er det bedst at bruge pudderprodukter i stedet. Fordelen ved denne nuance er, at du stort set kan bruge den i hele ansigtet.

6. Ultra Violette SPF50 Sheen Screen Hydrating Lip Balm i farven Last Bite*

Faktisk skrev jeg om Ultra Violette SPF50 Sheen Screen Hydrating Lip Balm sidste år uden at have prøvet den. Heldigvis havde jeg ret i, at den lignede den tidligere version, som jeg var superglad for. Der er seks flotte og meget klædelige farver at vælge imellem. Derfor tør jeg godt at skrive, at der nok også er en for dig. De nuancer, jeg har er alle sammen let transparente. Det er naturligvis vigtigt at huske på, at du skal have et godt lag på, for at være tilstrækkeligt beskyttet. Derfor skal du også være ret glad for den farve, du vælger. Det er jo ærgerligt at bruge så lidt, at du alligevel bliver enten forbrændt eller får et pigmentoverskæg. Den er let at påføre, fordi man nemt kan fordele produktet på læberne med det bløde silikonenæb.

7. … & other Stories Cream Eye Colour i farverne Supernova Sight og Mauve Montage

De skønne Creme Eye Colour er blevet reformuleret, så nu er de veganske… Farverne er derfor også nogle andre end de oprindelige. Selvom jeg nok kommer til at savne særligt én af dem, så betyder det også, at jeg kan lege mere. Supernova Sight er ret transparent og derfor nærmest perfekt som effekt oven på andre farver. Den changerer fra lys gul, grøn, kobber, turkis over i blå og blålilla, den går altså til det meste. Mauve Montage er mere varm gylden med perlemor i gammelrosa, røde og lilla nuancer. Det er sådan en farve man bare kan smide på, og så har man et ret så fint look. En mørk eyeliner i vippekanten, tonet ud med Mauve Montage kan fint udgøre et festligt smokey eye. Det gør det i hvert fald for mig…

8. Maison Trudon Elae Eau de Parfum

Der er nogle dufte, der bare er vildt svære at beskrive. Elae er én af dem… Forrige år forsøgte jeg i Torsdags top ti: Sommerdufte 2023. Det er sådan set ikke blevet lettere, selvom det stadig er en duft, der gør mig glad. Pebernoten, synes jeg, kommer mere frem i åbningen, end jeg fik med i beskrivelsen. Faktisk er det nok både rosenpeber og sort peber. Åbningen ER meget saftig og æblefrisk, men den har også den der krydrede dybde, som peber er kendt for. Duften er både sofistikeret og elegant, og jeg føler mig både feminin, megacool og godt tilpas, når jeg bærer den. At jeg altid får masser af komplimenter, når jeg bærer den, gør bestemt heller ikke noget. Det er ikke sjældent, at jeg har skrevet navnet ned til dem, der kommenterer den.

9. Essence Foundation Stick*

Hvis du har læst med længe, har du sandsynligvis læst om min kærlighed til sticks. Nu hvor de atter er populære, er de budgetvenlige mærker også med. Trods min store begejstring for Essence, var mine forventninger ikke ret høje… Den koster under halvtreds kroner, og den har VIRKELIG hård konkurrence fra mine favoritter, men de nærmeste koster altså ti gange så meget…
Du skal ikke bruge sticks, hvis du har tendens til bumser og urenheder på kinderne. Så er en flydende formel bedre. Ellers kan du roligt give den gas, og hvis du ikke ellers har prøvet sticks, så skal du gøre det nu! Essence Foundation Stick ligger så vanvittigt pænt på huden, selv henover næsen hvor mine porer ellers er store og åbne. Den er super let at fordele samtidig med, at den dækker, hvor den skal. Det er det bedste makeup køb længe!

10. NYX Professional Makeup Buttermelt Blush i farven 01 My Butta Half*

Da Buttermelt Blush blev lanceret, var jeg meget nysgerrig, desværre var alle de farver jeg prøvede fyldt med glimmer. Det var slet ikke det, jeg forventede, så jeg droppede dem. Faktisk var jeg ret skuffet!
En dag jeg havde mere tid, kiggede jeg på dem igen. Der fandt jeg ud af, at jeg havde haft fat i de fire farver, der er ekstra meget glimmer i. Man skal lige være opmærksom på, at der også er glimmer i dem, der ser helt matte ud. Du skal altså vælge farver med omhu, og måske også gå udenom dem, hvis din hud er ujævn på kinderne. Glimmer i det omfang kan virkelig fremhæve tekstur og store porer, det er sjældent noget man ønsker at skilte med. Bortset fra mængden af glimmer er farverne SÅ pæne og klædelige.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *