Torsdags top ti: Røde læber

Torsdags top ti: Røde læber
12.12.24
Torsdags top ti: Røde læber

Et look, hvor røde læber er i fokus, er blandt mine foretrukne. Det var meningen, at jeg skulle skrive om noget andet, men jeg var bare slet ikke i humør til det. Ideen om en ” Torsdags top ti: Røde læber” med nogle af mine yndlingslæbestifter, brændte nærmest på min huskeliste. Det lå da lige til højrebenet at vælge netop den idé, når nu jeg skrev om røde læber i tirsdags.
Måske er du en af dem, der har det lidt stramt med røde læber? I så fald er der råd at hente i indlægget ”Tirsdagstip: Væn dig til looket”. Måske er det min evige kærlighed til makeup eller måske er det den brune læbestiftmode, der har hærdet mig. For i mine øjne er røde læber meget mindre iøjnefaldende end mange andre farver. Der skal meget mere overvindelse til at vælge lyse eller brune læbestifter for mit vedkommende.

Røde læber

Selvom du sikkert ikke tror på mig, så er det faktisk et tilfælde, at Maybelline er den første på listen. Det føler jeg lige, vi skal have på plads. Listen er altså som vanligt IKKE i prioriteret rækkefølge. De her top ti kan meget sjældent sorteres i prioriteret rækkefølge… Selvfølgelig er der nogen af læbestifterne, jeg bruger mere end andre, men det skyldes alt muligt andet. Det er vel ret logisk, at jeg bruger den, der ligger i lommen mere end den, der kræver et spejl. Der er faktisk et par af mine favoritter, der ikke er på listen… da de var udsolgt. Det ærgrer mig altid at skrive om ting, man ikke kan fremskaffe, fordi jeg selv har prøvet det flere gange. Så dem må jeg skrive om en anden god gang… heldigvis er jeg god til at finde en anledning!

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Maybelline Superstay Vinyl Ink i farven 25 Red-Hot*

Selvom det er tilfældigt, at Maybelline Superstay Vinyl Ink er nummer et… så er den nok blandt mine mest brugte læbestifter. Det er dog ikke 25 Red-Hot, der er favoritten, selvom den bestemt også er pæn. Med Maybelline Superstay Vinyl Ink bliver man gladest for produktet, hvis man husker at følge vejledningen. Det er nemlig ret så vigtigt at ryste den før brug. Den bliver ret sær og opfører sig ret mærkeligt, når man glemmer det. Det er jo sådan en læbestift, der bliver siddende, uanset hvad man foretager sig. Så du skal huske en god olieholdig makeupfjerner, når du skal have den af igen.

2. NYX Professional Makeup Fat Oil Slick Click i farven Double Tap 10

Denne læbestift er af lommetypen, jeg elsker farven og konsistensen, og den er let at lægge. Den er rimelig transparent og MEGET plejende, så den er et kæmpehit især på denne årstid. Mine læber bliver i hvert fald nemt tørre af en kold gåtur, hvis ikke jeg har pleje med i lommen. Der ligger naturligvis en hel anmeldelse af NYX Professional Makeup Fat Oil Slick Click som favorit. Faktisk debatterede jeg længe med mig selv om jeg skulle vælge Fat Oil Lip Drip i stedet… Den er bare MEGET mere transparent og derfor ikke ligeså passende lige til dette indlæg.

3. Fenty Beauty Gloss Bomb Stix i farven The MVP*

Trods den aldeles rædselsfulde lugt, vandt Fenty Beauty Gloss Bomb Stix over Stunna Lip Paint Longwear Fluid Lip Color. Sidstnævnte er VIRKELIG pæn, men mine læber er bare så meget gladere for Gloss Bomb Stix. Konsistensen er ligesom NYX ovenfor meget plejende og derfor er den perfekt til lommen. Det er rart altid at have makeup ved hånden, der kan redde spejlbilledet på de mere udfordrende dage. Helt generelt er jeg begejstret for de læbepomadeagtige læbestifter, der på samme tid er pigmenterede og plejende. Som navnet antyder, læner den sig kraftigt op af at være en gloss… bare som en stift.

4. Armani Lip Power Matte i farven 400*

Det er godt nok ikke så lidt, jeg har fået skrevet om denne læbestift her på det sidste. Det bliver måske ensformigt… men før alle i det mindste har prøvet denne nuance, har jeg ikke skrevet nok! 400 er en af de smukkeste røde nuancer, man kan opdrive, og der er alligevel en del at vælge imellem. Den klæder langt de fleste hudtoner og passer ligeledes til andre røde nuancer.
Forleden spurgte jeg én kvinde til et møde, hvad hun havde på læberne… og det var selvfølgelig den. Hvis du er i tvivl om, hvilken nuance du skal vælge, så vælg den… uanset formlen.

5. MAC Macximal Silky Matte Lipstick i farven Ruby Woo*

Her er en sand klassiker, der faktisk har 25-års jubilæum i år. Det er så smuk en rød nuance, der kun har skiftet lidt konsistens gennem tiden. Det gør ikke noget, når farven er den samme! Det er afgjort den røde nuance, der får Ruby Woo til at skille sig ud. Konsistensen betyder meget for, hvordan læbestiften og dermed farven ser ud på læberne. Det handler altså om at ændre konsistens, uden at ændre på den måde pigmentet reagerer med de øvrige ingredienser. Det er naturligvis ikke en ret let opgave, hvilket er forklaringen på de utroligt mange forskellige nuancer.

6. Make Up For Ever Rouge Artist For Ever i farven 412 Forever Passion*

Desværre har jeg ikke ligeså meget styr på Make Up For Evers sortiment, som jeg har haft. Det er nogle år siden, at de skiftede emballage på deres læbestift… Selvom jeg har en og ELSKER selve læbestiften, så hader jeg virkelig den emballage. Den er ikke til at have med, og jeg er uvenner med udformningen. Den smukke farve bliver desværre slet ikke brugt så meget, som den fortjener. I anledning af at jeg sidder her og skriver, fandt jeg den frem… Jeg må finde på en løsning, for jeg savner virkelig den farve, det kan selv ikke emballagen hindre.

7. Sisley Le Phyto-Rouge i farven 44 Rouge Hollywood*

Siden første gang jeg prøvede en læbestift fra Sisley, har jeg altid haft en smuk rød nuance i samlingen. Den jeg bruger lige nu er farven 44 Rouge Hollywood, og navnet siger næsten det hele… Det er sådan en læbestift, jeg bruger, når humøret virkelig kalder på lidt hjælp. Den er så luksuriøs på alle måder, at man også kommer til at føle sig sådan. Så kan man næppe ønske sig meget mere af en læbestift. Farven er helt klassisk rød, og er også sådan en nuance, der klæder de fleste. Den kalder næsten på lidt highlighter, bløde krøller og en hvid kjole…

8. R.E.M. Beauty On Your Collar Classic Lipstick i farven Heartbreaker*

Da jeg så REM Beauty første gang, var jeg mildest talt ikke imponeret. Da jeg nogle uger senere havde tid til at se ordentlig efter, var det alligevel ret fint. Emballagen er jeg ikke vild med, heldigvis er det ikke den, der afgør kvaliteten af selve produkterne. Den dag mærket fik en chance til, købte jeg denne læbestift, som jeg allerede har genkøbt mindst en gang siden. Egentlig er jeg ikke ret glad for de helt slanke læbestifter, men denne her er virkelig nem at lægge. Den er glansfuld, samtidig med at den holder rigtig fint, i hvert fald på mig.

9. Zarko Beauty by Oli Lipstick i farven Sending Love

Hvis du endnu ikke har prøvet makeuppen fra Zarko Beauty by Oli, så kan du passende starte med Sending Love. Det er ikke bare en vildt smuk rød nuance, så er det også en rigtig god og meget holdbar læbestift. Den er mere tør i konsistensen, end jeg er vant til, det er jo også det, der gør den holdbar… Dog skal man være opmærksom på at pleje læberne godt inden. Det er heldigvis ikke noget problem, når du kan bruge verdens bedste pleje: High Gloss fra samme mærke. Det er sådan en læbestift, der nærmest holder evigt, fordi den indeholder så meget pigment.

10. Benefit Cosmetics Lip og Skin Tint i farven Lovetint*

Listen over røde læber ville ikke være komplet uden en af Benefits Tints. Det er et genialt produkt, som jeg anbefaler til alle, der gider at høre på mig. Det er nærmest et helt perfekt produkt, der virkelig kræver meget lidt af brugeren. Det er svært at overgøre det, selvom om det måske nok kræver lidt øvelse at lære at lægge. I årenes løb er applikatoren heldigvis blevet forbedret, så det er blevet lettere… Det er efter min mening et næsten perfekt produkt til begynderen. Du kan både give den gas med en helt rød læbe eller duppe en lillebitte smule på for et strejf af farve.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *