Sidste uge var jeg åbenbart en kvinde af for få ord… eller i hvert fald ikke de rigtige ord. Derfor skal det igen handle om at rense huden. ”Tirsdagstip: Sådan renser du huden” er vejledningen til, hvordan du renser huden med mindre vand… Uanset hvilket produkt du vælger.
Især et nyt spørgsmål gik igen, nemlig: må man nu ikke bruge vatrondeller mere. Står det til mig… så er svaret et klart nej! For mig er det ikke et nyt hipt og bæredygtigt princip… for jeg har ikke brugt vatrondeller i årevis. Vælger du genanvendeligheden til, giver størrelsen på langt de fleste rondeller slet ingen mening. Det er netop størrelsen, effekten og ikke mindst anvendeligheden, der får mig til at anbefale klude i stedet. Nu står det netop ikke til mig, så svaret er: gør hvad du vil. Så længe du handler, som du gør på et veloplyst grundlag…
Køb en stak klude
Der er masser af vildt lækre klude på markedet. Nogle særligt til vask af ansigtet med blød frotté på den ene side og musselin på den anden. De er virkelig lækre, ulempen er, at de ikke er så glade for at blive vasket varmt. Lige der hverken kan eller vil jeg gå på kompromis.
Det er klart, at lyse farver er sværere at holde rene. Derfor går jeg udelukkende efter de mørke nuancer. Så behøver jeg nemlig ikke at bekymre mig om mascara- og andre makeuprester. Mine foretrukne klude er både billige, de har en god størrelse, og så kan de vaskes på 60 grader.
Når jeg skriver en stak, så mener jeg mange… Eller i hvert fald nok til, at du kan skifte klud mindst én gang om dagen. Husk at lade dem tørre ordentligt, inden de kommer til vask.
Gør det en forskel?
Ja!!! Ellers havde jeg naturligvis ikke skrevet det. Min egen hud har det MEGET bedre, efter jeg blev konsekvent med kludene. Trods T-Zone Peeling kunne jeg for eksempel ikke blive hudormene kvit, min hud er også langt mindre rød og irriteret.
Det handler udelukkende om at begrænse vandmængden, når jeg anbefaler brug af klude. Derfor er det vigtigt at blive dus med denne måske nye og anderledes rensemetode. Det skal altså være helt slut med at skylle huden, uanset om det er i badet eller ved vandhanen. Vask eventuelt vaskekluden undervejs og vrid op igen. Kluden er ikke tænkt som eksfoliering, så den skal ikke gnubbes rundt i ansigtet. Huden skal behandles stille og roligt og med respekt. Hør det fra én, der har prøvet det… overeksfoliering er du virkelig ikke interesseret i.
Sådan renser du huden
Som sagt fik jeg åbenbart ikke rigtig forklaret, hvordan man egentlig skal rense, når man skal spare på vandet. Spørger du Katja, får du at vide, at én rens om dagen er rigeligt. Sådan er det helt sikkert også for mange. Afhængigt af mit produktvalg fedter min hud mere eller mindre i løbet af natten, hvorfor jeg også renser om morgenen.
Der er lige én ting, jeg bliver nødt til at slå fast. Når jeg taler om rensning af huden, så er det med et produkt. Du tror måske, at du skåner huden ved at skylle med vand i badet eller ved vandhanen. Da vand er udtørrende, er det modsatte faktisk tilfældet. Udover at være udtørrende, renser det heller ikke hverken det ene eller det andet af.
Selvom det ved første øjekast, ser ud som om samtlige vejledninger er ens, varierer de faktisk…
Med micellar water
Der er sikkert masser af gode micellar waters på markedet. En af de ting, jeg lægger virkelig stor vægt på, er en lav pH-værdi. Det dømmer overraskende mange ude, kan jeg godt røbe! Nogle firmaer er vildt gode til at oplyse pH-værdien, hvis ikke på selve emballagen måske på deres hjemmeside. Du kan selvfølgelig også måle den selv eller skrive og spørge det pågældende firma.
- Gør kluden våd med lunkent vand og vrid den hårdt op.
- Hæld micellar water direkte på kluden, hvis du skal fjerne øjenmakeup, skal der et hjørne eller en side af kluden til hver sit øje.
- Fjern makeuppen og rens ansigtet.
- Husk hårgrænsen, ører, nakke og hvor du ellers har haft SPF på.
- Vask eventuelt kluden op undervejs og vrid den op på ny. Har du også brug for at tilføje mere produkt, gør du naturligvis det.
Med olie, rensemælk eller balm
Fælles for både olie, rensemælk og balm er, at de oftest skal fordeles på tør hud. Derefter er der nogle, der skal have hjælp til at blive opløst med lidt vand. Hvorefter de nemt kan vaskes af med kluden.
- Gør kluden våd og vrid den op, så den stadig er lidt våd, men den skal ikke dryppe og læg den til side.
- Tag dit valgte renseprodukt, og massér det grundigt ind i huden, så makeup, produkter og snavs bliver opløst.
- Fugt dine hænder med lidt vand og massér videre indtil produktet har opnået den ønskede konsistens eller effekt.
- Skyl hænderne, tag den opvredede klud og tør eller vask alle rester af makeup og produkter af med kluden.
Uanset hvilken af rensemetoderne du vælger, kan de selvfølgelig kombineres, så de passer dig. Det vigtige er, at du begrænser vandmængden med en klud.
Med sæbe eller rensegelé
Denne type produkter har ofte en tårnhøj pH-værdi, de er ofte også sværere at vaske af, fordi de simpelthen skummer. Har du fundet en god og mild sæbe med en lav pH-værdi, kan det sagtens være alternativet for dig. Vælg ALTID en rens uden SLS eller SLES, der er skummemidlerne Sodium Lauryl Sulfat og Sodium Laureth Sulfat.
- Gør kluden våd og gør huden våd med kluden, skyl kluden igen og vrid den op, så den ikke drypper.
- Skum sæben eller vaskegelen op mellem hænderne og fordel produktet i ansigtet. Det skal ikke masseres ind i huden på samme måde som en olie, rensemælk eller balm. Du kan godt bruge en god rensebørste med forsigtighed.
- Tør produktet af med kluden, skyl kluden og gentag om nødvendigt.
Er din hud tør, skal du vælge en anden rensemetode!
Med Vaskebalsam
Skælshampoo er drøneffektivt som led i behandlingen af skæleksem, men det ER hårdt for huden. Her skriver jeg om Vaskebalsam, fordi det er det mindst udtørrende alternativ, jeg har prøvet. Det er sjældent en særligt behagelig behandling, fordi huden måske både bliver rød, varm og føles ekstremt tør. Læs mere om skæleksem, behandlingen af det og hvorfor det er en katastrofe med fede cremer.
- Gør huden våd med kluden, skyl kluden op igen og vrid den let op.
- Pump Vaskebalsam ud i din hånd og ”skum” let op mellem hænderne og fordel produktet i ansigtet. Fokusér især på næsefløjene, hårgrænsen, selve øjenbrynene og området mellem øjenbrynene. Det er vigtigt at produktet er på huden i mindst to minutter
- Skyl eventuelt hænderne og gør dem våde for at ”skumme produktet op” med fingrene.
- Vask forsigtigt men grundigt produktet af med kluden.
Jeg er egentlig gået væk fra at rense og bruger i stedet Alt i En sæbe fra Pudderdåserne morgen og aften. Med fint resultat. Men der kræver unægtelig lidt vand i den proces. Ud fra hvad jeg læser, bør jeg få endnu bedre resultat ved at rense med andet produkt. Jeg har godt nok lidt rødmen i huden, men synes selv at det er mindre end da jeg rensede.
Det kan være en jungle med rense-teknikker og produkter, men dette indlæg beskriver det fint. Vil du evt. dele dine egne foretrukne mærker?
Hej Anja
Alt i en Sæbe er jo også en rens, brug en klud, som jeg gør i den video, hvor jeg fjerner øjnemakeup med den (den ligger på instagram).
Er det rensevand/micellar water du spørger til? Ellers så er jeg helt med på Alt i en Sæbe, den bruger jeg altid, når jeg har øjenmakeup på. Mine øjne er SÅ sarte og bliver så nemt irriterede, at jeg sjældent tester nye renseprodukter til øjnene.
Kh. Helene
Nu spørger jeg måske lidt dumt, men kan man ikke bare hælde micellar water direkte på kluden, uden at gøre den våd først? Især, hvis man ikke skal fjerne makeup, men bare rense? Så sparer man endnu mere på vandet, tænker jeg, men jeg forestiller mig også, der er en grund til anbefalingen…
Jo såmænd… det er bare rarere med en våd klud, og mere skånsomt, hvis huden er rigtig sart.
Kh. Helene
Hej dåser,
I skriver at det er en god idé at gå efter micellar waters med lav pH-værdi: hvad er lav i den forbindelse? Jeg bruger en fra Matas’ egen serie til tør hud, og den har en pH-værdi på 7, er det højt?
Tak for en virkelig hjælpsom blog i en jungle med hud-, hår- og kropspleje🙌🏻
Kære Christina
Ja, det er højt, vælg en med en pH-værdi på højst 6,0. Den der hedder Mild Micellar Water er langt bedre… også for tør hud.
Kh. Helene
Det er lidt sjovt med vatrondellerne, Matas skriver at man får størst glæde af jeres alt i en makeupfjerner hvis man væder to vatrondeller med produktet 😂
Hej Diana
Det afhænger også af om man renser huden eller man “bare” fjerner makeup.
Kh. Helene
Hvordan håndterer man bedst jeres egen alt i en makeupfjerner? Til at fjerne makeup med?
Hej Jeanette
Det er en micellar water 🙂
Kh. Helene
Må jeg spørge er Sodium Anisate også No good.
Er i AiiA gel som jeg har brugt i over et år nu?
Og ja jeg har også været i Jysk efter vaskeklude 😀
Hej Anne Sofie
Sodium Anisate er et konserveringsmiddel? Så umiddelbart er det fint.
Kh. Helene
Findes der ikke en skin tonic fra pudderdåserne eller bruger man kun olie renseprodukt.
Hej Helle
Der findes en Micellar Water, den hedder Alt i en Makeupfjerner… Den har mere eller mindre samme effekt som en skintonic, men vi anbefaler naturligvis, at du bruger produkterne som anvist ovenfor. Gør du det, burde dobbeltrens ikke være nødvendig!
Kh. Helene