I dagens anledning har jeg fundet min indre sure kælling frem. Det vil sige… det skete faktisk i går aftes, da jeg så en reklame på Instagram. Reklamen handlede om den ellers ret så glimrende SPF fra Avéne. Så står denne her dame med tre små dutter på kinden og smører det ud. Altså det er en rigtig pæn model, det er en vildt god SPF, men hvad F&%@DEN er det for noget at promovere utilstrækkelig brug af produktet. Som om vi ikke sagtens selv kan finde ud af at bruge alt for lidt SPF. Det fik mig til at se rødt! Så jeg skrev en vildt sur kommentar til Avéne. Jojo… Når det gælder SPF, ved jeg udmærket, at jeg er mere hysterisk end de fleste. Der er bare så utrolig meget misinformation, og tilfældene af malignt melanom stiger stødt med cirka 7% om året.
Et kæmpestort rungende nej!!!
For nylig fik en af vores kære læsere for skade at skrive, at en særlig SPF var drøj i brug… Meningen med udsagnet ”drøj i brug” forstår jeg selvfølgelig godt. Det betyder noget i retning af: ”min familie og jeg blev ikke skoldede på vores ferie”. Og det er jeg simpelthen så glad for!
Desværre findes der ikke SPF, der er drøj i brug! Måden man tester SPF er nemlig med en fast (og ja! fuldstændig vanvittigt stor) mængde produkt. Det er simpelthen så urealistiske mængder, der er tale om! Alle kan blive enige om, at INGEN produkter med SPF er så rare at bruge, at 40 ml er realistisk… I hvert fald ikke i én og samme påføring. Selv har jeg altid praktiseret at tage SPF på ad flere omgange. Så mængden nærmer sig mest muligt den SPF, der står på produktet.
Skæmmende lav SPF…
For nogle år siden var jeg til et pressemøde med La Roche-Posay. Vedkommende, der holdt et af oplæggene, havde fundet et skræmmende studie. Indtil den dag var jeg selv ret laissez faire i forhold til mængden, om end jeg allerede den gang brugte mere end de fleste. Når du ikke bruger den korrekte mængde, kan du desværre ikke bare regne med, at den halve mængde produkt giver den halve SPF. Studiet viste simpelthen, at der nærmere er tale om kvadratroden af den påtrykte SPF. Det vil sige, at din SPF 50 rammer SPF 7. Det er som bekendt ikke ret meget, men heldigvis virker det bedre end ingenting. Det er ikke for at hænge nogen ud, pege fingre eller noget andet ubehageligt. Det er ganske enkelt en bekymring, der optager mig temmelig meget.
Tjek dig selv og hold øje med dine venners mærker
Mine venner og veninder er vant til at blive nærstuderet, og der er ikke ret meget, der går min næse forbi. Således har jeg tvunget flere til lægen med pletter, udslæt eller mærkelige mærker. Særligt de mærker, der sidder sådan, at man ikke lige kan se dem i spejlet. Det bedste eksempel er en taxachauffør, hvis modermærke jeg kommenterede… læs resten af historien i Tirsdagstip: Vis din bekymring. Der vil altid være dem, der nærmest ryster på hovedet af mig, det må de gerne. For jeg ved, at sådan en kommentar, oftest spøger i bevidstheden. Og jeg vil langt hellere være til grin, hvis det er dét skub, der skulle til for at få vedkommende afsted.
Har du et bud på, hvad en rimelig mængde spf er? Altså sådan en tommelfingerregel, man kan støtte sig til i dagligdagen, hvor knap 1/2 dl nok ikke er realistisk, uanset at man burde.
Hej Vibeke
Altså jeg bruger temmelig meget, jeg vil nødigt udtale mig om, hvad du skal gøre. Nu er min hud rigeligt solskadet fra en barndom i 70’erne og 80’erne, så jeg tager ingen chancer, når jeg er ude.
Kh. Helene
Jeg he altid synes det var lidt svært at få nok på, indtil jeg for nylig læste jer skrive, at I kommer solcreme i hovedet af 2-3 omgange. Det er nok logik for burhøns, men jeg havde ikke overvejet den idé 🫣 🙂 Så nu smører jeg et ok tykt lag på to gange hver morgen. Så får jeg forhåbentligt tæt på den rette mængde 🥳🙌🏼 🙂
Hej Emma
Ja, det har jeg i hvert fald selv praktiseret i flere år.
Kh. Helene
Hvis man bruger jeres alt-i-en-beskyttelse, som indeholder solcreme, vil I der også anbefale flere lag eller hvordan ville I gøre? 🙂 Eller generelt med dagcreme, der indeholder spf.
Hej Anna
Jeg bruger Alt i en Beskyttelse dagligt og har altid Evy Technology SPF 50 under. Flere lag er generelt vejen frem
Kh. Helene
Fedt gjort!
Jeg så både det Insta opslag du omtaler (og tænkte det samme som dig), ligesom jeg så et lignende opslag fra La Roche-Posay. Men ak, samme problem. Super fin reklame for en rigtig fin solcreme, men igen, blev der slet ikke vist eller talt om hvor vigtigt det er, at bruge den rette mængde. Forstår slet ikke at disse firmaer kan godkende sådanne reklamer!
Ps. Fik du svar fra Avene?
Hej Mie
Ja, et ikke ret heldigt svar til at starte med og bagefter et “vi tager det til efterretning”. Træls at L’Oréal laver samme nummer :-/
Kh. Helene