Hej,
Jeg følger tit jeres blog, og synes i kommer med en masse gode råd, og fantastisk vejledning. Jeg har derfor et spørgsmål, som jeg virkelig mangler svar på.
Min hud er meget sart. Kan blandt andet ikke tåle hudpleje fra MAC og en øjenskygge primer fra Urban Decay. Jeg vil dog høre om, hvilke mærker der vil være gode til meget sart hud? Har hørt at Urban Decay skulle være godt i forhold til foundation, concealer og øjenskygge? Er dette korrekt? Jeg handler i Magasin normalt, når det er, så hvis du har andre mærker du kan anbefale som forhandles der, tager jeg imod med kyshånd!
Jeg er tidligere blevet testet hos lægen mht. allergier, men de kan ikke se, hvilke stoffer/ingredienser, jeg ikke kan tåle. Jeg reagerer nemlig ikke på noget, når jeg får det testet.
Rigtig god aften!
Mvh. Mia
Kære Mia
Mange tak for de pæne ord og dit virkelig gode spørgsmål. Jeg tror mange er i helt samme båd som dig. Vi oplever, at der er meget, vi ikke kan tåle, men vi er som sådan ikke allergiske. Vi får bare en lokalirritation, når vi bruger et bestemt produkt, og det kan være så godt som umuligt at gennemskue hvorfor.
Her er et par gode råd til makeup til sart hud:
Noget om parfume
Selvom du ikke har en decideret parfumeallergi, så kan det være relevant at se på, hvilke mærker der ikke bruger parfume i deres produkter. Du nævner selv MACs hudpleje, og lige så parfumeret den er, lige så uparfumeret er deres makeup faktisk, og den er ofte et godt valg. Så selvom du ikke kan tåle deres hudpleje, så vil jeg alligevel anbefale dig at kigge nærmere på deres makeup. Man har altså ikke nødvendigvis sart hud, fordi man reagerer på MACs hudpleje. Noget af den kan være skrap kost.
Følgende mærker bruger aldrig eller sjældent parfume i deres makeup:
- Clinique
- MAC (der er dog nogle gange tilsat duft i læbeprodukter)
- GOSH (der er dog nogle gange tilsat duft i læbeprodukter)
- Nilens Jord
- Urban Decay er hovedsageligt også uden parfume – selv læbestifterne, men du skal lige tjekke, for det er ikke noget, de selv siger.
I det hele taget kan du finde uparfumerede produkter hos langt de fleste mærker, hvis du går udenom læbeprodukterne. Det er oftest der, der er parfume i. Og så er parfumerede mascara også stadig en udbredt uvane.
Noget om farvestoffer
Uden farver var der ingen makeup, men det er ofte farvestofferne, som kan irritere hud og øjne. Helenes øjne har for eksempel et problem med det røde farvestof, der er i både rød og lilla makeup. Andre har et problem med den sorte farve i blandt andet eyeliner og mascara, der blandt andet indeholder nikkel, og selvfølgelig især kan irritere nikkelallergikere, men også bare andre med sarte øjne – herunder mig selv.
Ved du at du reagerer på rød øjenskygge eller lilla mascara hver gang, så er der ikke meget andet at gøre end at helt undgå de farver – desværre. Har du et problem med sort farve og med nikkel, så kan det være lidt mere tricky. Nogle sorte farver indeholder måske mindre nikkel end andre og er mindre irriterende. Eller også kan det være en bedre idé at vælge en brun mascara. Mens andre måske oplever irritation af netop de brune farver.
Ved du, at du reagerer på en bestemt farve, så lyt til dine reaktioner og undgå den farve. Og er du kendt med nikkelallergi, så læs her.
Noget om solfilter
Mange makeupprodukter indeholder solfilter, også selvom det ikke lige står på dem. Og de indeholder ofte nogle af de kemiske solfiltre, der kan være lokalirriterende for nogen. Så hvis det er et problem for dig, så prøv at undgå solfiltre i din makeup – især omkring øjnene. Du husker jo alligevel at bruge en god solcreme, så det er slet ikke nødvendigt jo.
Kemiske solfiltre kan for eksempel hedde:
- Isomyl p-methoxycinnamate
- Ethylexyl salicylate (octisalate)
- Homosalate
- Benzophenone-3 (Oxybenzone)
- Ethylexyl methoxycinnamate
- Octocrylene
- Butyl methoxydibenzolymethane
- Diethylamino hydroxybenzoyl hexyl benzoate
På den anden side kan du måske opleve tør hud som bivirkning, hvis du har brugt et produkt med mineralsk solfilter. Vi har brug for de gode solfiltre, men de er ikke altid uden bivirkninger for en hård prøvet hud.
Noget om konsistenser og brug
Konsistensen af makeuppen betyder også meget for om den kan irritere huden eller øjnene.
En mascara indeholder måske udelukkende milde ingredienser, men hvis den sidder så godt fast, at den ikke er til at få af igen uden at man skal gnide og skrubbe, så er den ikke spor mild længere.
En mineralsk pudder indeholder måske udelukkende milde ingredienser, men hvis den bruges på tør og irriteret hud, så kan den tørre pudder måske risikere at udtørre huden yderligere.
Det er altså ikke muligt for mig lige at pege på et enkelt mærke og sige “værsågod, her kan du udelukkende købe milde og allergivenlige produkter”. For det findes ikke. Der findes mange gode produkter fra mange gode mærker, og så gælder det om at eksperimentere med, hvad der fungerer for lige netop dig.
“Det er altså ikke muligt for mig lige at pege på et enkelt mærke og sige “værsågod, her kan du udelukkende købe milde og allergivenlige produkter”. For det findes ikke. Der findes mange gode produkter fra mange gode mærker, og så gælder det om at eksperimentere med, hvad der fungerer for lige netop dig.”
Ja, tak! Endelig andre, der siger det samme!
Jeg er også allergisk og tåler fx slet ikke Jane Iredale og Tromborg.
Til gengæld tåler jeg alt fra Urban Decay, Estee Lauder, Zoeva, Pixie og Smashbox. Alt andet er blandet med hvilke produkter jeg kan tåle, så det er noget med at prøve sig frem. Gerne i weekende så de hævede øjne er væk inden jeg skal på arbejde. 🙂
Så er det måske derfor jeg har fået små tørre knopper i panden efter jeg er begyndt at bruge Tromborgs mineralpudder – evt i kombination med det koldere vejr og dét at jeg er gravid?
Troede egentlig det bare var en form for hormonknopper men det giver da god mening at pudderen evt har udtørret huden yderligere.
Måske kunne makeup fra Miild være en mulighed for Mia?
Benyt dig endelig også af at får prøver af foundation, concealer, primer m.m inden du køber. Gå en dialog med dem der repræsenterer produkterne i Magasin som du jo handler i og prøv dig frem. Er det muligt at prøve øjenmakeuppen på armen og se om du reagere ?
Jeg har rigtig slem nikkelallergi, og måtte sande hvor slemt det var, da jeg fik skællende og kløende hud over øjnene, der ikke ville gå væk uanset hvad jeg smurte med. Det viste sig at være min mascara. Jeg har været igennem nærmest alle mascara på markedet, og jeg har fundet et mærke jeg kan tåle: Jane Iredale. Min hud kan heller ikke tåle ret meget make up. Jeg slår ud med både eksem og akne, en rimelig uheldig kombination. På huden bruger jeg BareMinerals flydende foundation til problemområder og deres pudderfoundation i hele ansigtet.. Jeg kunne ikke leve uden Jane Iredale og BareMinerals. De er simpelthen mine livreddere til min irriterende hud. Jeg har en ide om at Jane Iredales pudderfoundation også er god. Jeg har i hvert fald en øjenskygge derfra, som ikke irriterer mine øjne, og som bliver på hele dagen og natten. Jeg har dog ikke prøvet deres pudder, da jeg jo allerede har noget, der virker for mig. Men en klar anbefaling herfra til alle med sart hud 😊
Jeg har også problemer med rød og lilla. Jeg havde flere øjenskygger fra samme mærke og ud fra hvilke jeg kunne tåle og hvilke jeg ikke kunne hjalp firmaet mig med at finde ud af, st det er karmin der er synderen for mig…
Hej Kian
Ja, karmin er en kendt… og ret ærgerlig synder :-/
Kh. Helene
Miild makeup er så lækkert og godt til mig, jeg har både sart hud og slem parfume allergi
Kære Helenes
Det er også et rigtig fint altenativ!
Kh. Helene