
Hvad er det egentlig de laver dernede i EU? Det spørgsmål stiller mange nok sig selv jævnligt. For selvom vi heldigvis er blevet meget mere positive overfor EU, så er det nok stadig de færreste af os, der kan gennemskue, hvordan lovgivningen egentlig bliver til og bliver stemt igennem.
Jeg forstår det heller ikke – og jeg har endda en universitetsuddannelse i journalistik og forvaltning, som immervæk burde gøre mig i stand til det. Men skylden er primært min egen – jeg har aldrig for alvor sat mig ind i det. Før nu. Og så skal I da heller ikke slippe!
I forrige uge var jeg på tur til Bruxelles med Kosmetik og Hygiejnebranchen, der er vores brancheforening. Jeg sidder også selv i bestyrelsen. Formålet var at gøre både mig og andre medlemmer lidt bedre i stand til at forstå, hvad det er der foregår dernede. Og selvfølgelig også spise muslinger, chokolade og vafler! Man skal jo have mad…
Dengang jeg var ung studerende på RUC, var den typiske EU-historie i danske medier en historie om at “EU ødelægger danske agurker/lakridspiber/indsætselvnogetvigtigtdansk”. Historierne var ofte decideret misvisende, og dengang jeg selv læste journalistik på RUC var nu professor Mark Ørsten en ung ph.d.-studerende på instituttet, der beskæftigede sig med netop det emne, hvilket vel nok har påvirket mig en del. Jeg har søgt og fandt denne gamle artikel fra vores fagblad Journalisten om den elendige danske EU-journalistik.
“Journalisterne skriver ofte den der “EU mod Danmark”. Muligvis af vane, muligvis af manglende indsigt. I hvert fald glemmer de, at beslutningsprocessen faktisk ender i Ministerrådet, hvor de nationale repræsentanter sidder”
Meget har ændret sig siden 2002, som artiklen er fra. Vores forhold til EU har ændret sig, og medierne dækker EU på en helt anden måde – men ingen af os ved nok. Så lad os starte med os selv:

Sådan foregår lovgivningsprocessen i EU. Denne pædagogiske oversigt er udarbejdet af Marie Fog Justesen fra Kosmetik og Hygiejnebranchens sekretariat, og jeg så den første gang i Bruxelles. Og nu forstår jeg det! Så skal vi ikke prøve at forstå det sammen? I hvert fald det overordnede.
Der er tre vigtige EU-institutioner at holde styr på her:
Kommissionen
EU-Kommissionen er (groft sagt) EU’s regering. Kommissionen er også dem, der kan fremsætte lovforslag. Der sidder en kommissær fra hvert land. Danmarks kommisær er for tiden Dan Jørgensen (S), der er EU-kommissær for energi og boliger.
EU-Parlamentet
Parlamentet er EU’s folkevalgte forsamling. Medlemmerne vælges direkte af borgerne ved Europa-parlamentsvalget, og de skal stemme om Kommissionens forslag. Det svarer til vores danske Folketing, men for hele Europa.
Rådet for Den Europæiske Union
Også kaldet ministerrådet.
Rådet er der, hvor de 27 landes regeringer sidder, repræsenteret ved deres fagministre afhængigt af emne. Det er dem, der sammen med Parlamentet beslutter, om et forslag bliver til lov.
Hvis det handler om miljø, så møder alle 27 miljøministre op. Handler det om landbrug, så møder de 27 landbrugsministre op osv.
Kort sagt: Kommissionen kommer med et forslag, og Parlamentet og Rådet beslutter i fællesskab om det skal vedtages.
Trilogforhandlinger er bare uformelle forhandlinger, hvor alle tre parter mødes for at blive enige og forhandle om en lovgivning, som de ikke er enige om endnu.
PS. Rådet for den Europæiske Union skal ikke forveksles med Europarådet, som er noget helt andet. Forvirret? Ja! Men det er vigtigt. Europarådet har ikke noget med EU at gøre, men er en international organisation, der blev dannet på bagkant af 2. verdenskrig for at fremme demokrati og retsstatsprincipper i Europa. Blandt andet Menneskerettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolen hører til i Europarådet. Der er også Det Europæiske Råd og nogen burde virkelig gøre en indsats for at give dem alle tre nogle mere forskellige navne!
Derfor er det nogle gange svært at blive enige
For at ny lovgivning kan blive vedtaget skal der være flertal både i Rådet og Parlamentet. Det betyder at det ikke er nok med et flertal blandt parlamentsmedlemmerne, men der skal også være flertal blandt ministrene i Rådet. Og det kan jo nogle gange være svært. På nogle særlige områder såsom skat, udenrigs- og forsvarspolitik, EU’s langsigtede budget, optagelse af nye medlemslande og lignende skal der endda være enighed – her kan et enkelt medlemsland altså blokere i Rådet. Men her taler vi altså om storpolitik, som ligger meget langt fra det, vi beskæftiger os med til hverdag.
EU’s Videnskabelige Komité (SCCS)
I har nok set os henvise til SCCS – eller EU’s Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed, og fordi de er så vigtig en kilde for os, får de lige deres eget kapitel her. SCCS hører til under Kommissionen og består af en gruppe faste medlemmer suppleret med eksterne eksperter afhængig af, hvad de skal vurdere. Her sidder verdens bedste hjerner og giver deres mening til kende, når EU skal vurdere om parabener, salicylsyre eller lavendelolie er sikkert at bruge.
Vi stoler personligt altid på deres vurderinger, simpelthen fordi dem, der sidder der, er kvalificeret i en grad, hvor vi ikke kan være med, og deres arbejde er grundigere end nogen andre derude. Deres vurderinger bliver også altid til lov – jeg kan ikke selv finde eksempler på, at resten af systemet ikke har valgt at følge deres anbefaling.
Jeg kan derimod finde en enorm mængde eksempler på at både de danske myndigheder og visse NGO’er ikke lytter til deres anbefalinger og fortsat udskammer ingredienser selv efter at EU’s Videnskabelige Komité har udtalt en anden holdning. Og det er der, jeg bliver bekymret. For hvis ikke deres vurdering tæller i hverken Miljøministeriet eller hos TÆNK Kemi, så begynder jeg oprigtigt at tvivle på, hvad der gør? Jeg forstår det i hvert fald ikke.
I skal i øvrigt ikke regne med at det er fordi de er særligt slappe – der er masser af eksempler på lovgivning som danskerne ikke har set komme, som er født i SCCS.
De nye regler om retinol er sådan et eksempel. De er født i en vurdering fra den videnskabelige komité. Men en vurdering fra SCCS lagde vitamin A fra kosmetik sammen med det, vi får gennem kosten, og nu er der så en grænse på 0,3 % i ansigtsprodukter og 0,05 % i bodylotion – og en advarsel på emballagen. Den tror jeg ikke nogen forbrugerorganisationer havde set komme.
Når Danmark ved bedst selv
Og så er det vi begynder at se danske politikere kræve dansk særlovgivning, fordi de ikke tror på eksperterne, og her er det jeg for alvor bliver bekymret. Dansk særlovgivning er gift for den fri bevægelighed af varer mellem lande.
Egentlig ville mere dansk særlovgivning være en økonomisk gevinst for en virksomhed som vores. Vi producerer danske produkter til det danske hjemmemarked og har ikke en eksport af betydning. Mere særlovgivning fungerer i praksis som en toldmur, der gør det både dyrt og besværligt for europæiske virksomheder at sælge til Danmark og omvendt. Men vi ved jo efterhånden kun alt for godt at den slags handelsbarrierer ikke er godt for samfundet – medmindre selvfølgelig der er en virkelig god og saglig grund til at de skal være der. Men i så fald kan vi nok godt overbevise resten af EU om det.
Pointen er, at den type lovgivning, vi arbejder under, er fagligt ekstremt tung. Tag den seneste vurdering af antioxidanten BHA for eksempel. For at udarbejde den nye vurdering har SCCS indkaldt otte eksterne eksperter, fordi et enkelt menneske ikke er nok til at svare på det. Eksperterne skal blandt andet vurdere:
Hvad kan man bruge dyreforsøg på gnavere til? BHA giver kræft i formaven hos rotter, når de spiser det, men mennesker har slet ikke en formave.
Kan vi bruge forsøg fra mave til hud? Vi skal vide noget om effekten af BHA på menneskehud, men forsøgene, der har vist kræft, stammer fra dyr, der har spist det.
Eksperterne skal være i stand til at afveje laboratorieforsøg, dyrestudier og computermodeller op mod hinanden.
Det kræver mange eksperter med forskellige specialer at lave det regnestykke. Eksperterne i SCCS nåede i øvrigt frem til i deres rapport fra i år, at BHA er sikkert i rinse-off og leave-on kosmetiske produkter i en koncentration på 0,07%. Jeg har desværre ikke set nogen i Danmark tage deres egen holdning til BHA op til genovervejelse efter den rapport er kommet. Og det har jeg virkelig svært ved at forstå? Hvorfor flytter holdningerne sig kun den ene vej, i takt med at vi får ny viden?
