Inden jeg gik i gang med at skrive dette indlæg, tænkte jeg: ”Hvor meget kan man lige skrive om lipgloss?”. Svaret er, som du kan se, en hel del. NYX Professional Makeup Fat Oil Lip Drip er selvfølgelig heller ikke en helt almindelig lipgloss. Selvom den er dyrere end mange andre produkter fra NYX, giver den virkelig andre mærker kamp til stregen. Denne læbeolie adskiller sig fra de fleste andre ved at være meget tykkere i konsistensen. Det er den heldigvis uden at være klistret og ubehageligt fedtet på læberne. De fleste af farverne er rimelig transparente, alligevel valgte jeg den røde… Det er trods alt den nuance, jeg oftest bruger. Eller nu må vi se, for i anledning af Fredagsfavorit: NYX Professional Makeup Fat Oil Lip Drip landede der tre nye farver i kurven. Det er afgjort et tegn på kvalitet, ellers gider jeg sjældent flere farver af samme produkt.
NYX Professional Makeup Fat Oil Lip Drip
Det kan udelukkende tilskrives min ringe kvalitet som dåse, at Fat Oil Lip Drip ikke er blevet testet før. Ved at råde bod på det nu håber jeg inderligt på tilgivelse. Sagen er den, at jeg virkelig ikke har ret gode erfaringer med læbeolie. Jo altså, der var faktisk nogen, der var rigtig gode, men fælles for dem er, at de er udgået. Bortset fra de nyere varianter, der er rigtig rare, men alle er farvede, har jeg ikke haft heldet med mig. Derfor føler jeg mig faktisk både heldig og sådan set også taknemmelig over at have taget mig sammen. Med denne gloss har NYX Professional Makeup samlet alt det gode i en lille emballage med en stor applikator. Det er både praktisk og rart med sådan en stor applikator, og på magisk vis er det lettere at påføre.
Også til natten
NYX Professional Makeup Fat Oil Lip Drip findes også i en farveløs udgave, der skal have en plads i tasken på mit natbord. Der ligger i forvejen en hel hær af alle mulige læbeprodukter, jeg har testet til formålet. Der er masser af gode læbeprodukter i min natbordstaske, dog har jeg ledt efter en erstatning for de tidligere favoritter. Dem kan du læse om i henholdsvis Fredagsfavorit: IsaDora Nourishing Lip Oil og i Månedens favoritter: August 2018. Begge to elskede jeg at bruge om natten, så det er rigtig rart med en værdig afløser. De tre produkter har det tilfælles, at de både har effekt her og nu og på sigt.
Fat Oil Lip Drip indeholder squalane, hind- og multebærolie, en stærk trio der sørger for god fugt og glade læber. Selv i dagtimerne er der ligesom en rar beskyttelse tilbage på læberne, når den er slidt af.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
NYX Professional Makeup Fat Oil Lip Drip koster cirka 109,95 kroner og kan for eksempel købes i Matas*.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.