Tirsdagstip: Husk også at drikke, når det er koldt og lidt om overgangsalder

Vand: Maya Water
06.12.22
Vand: Maya Water

Når temperaturen daler så pludseligt, som den gjorde i år, får jeg tør hud. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Der er nemlig en masse ting, der gør, at tingene ikke er, som de plejer.
Faktisk er det først, efter vi har fået kontor, jeg har lært, hvad det vil sige at fryse helt ind i knoglerne. Hele den ene væg er et stort vinduesparti, og den anden er en ret så tynd ydervæg. Bygningen er fra midten af 1700-tallet (cirka 1737), så isoleringen er ikke SÅ optimal. Og jeg vil jo gerne gøre mit til at spare, så radiatorerne er naturligvis ikke tændt. Derfor står den på varme sutsko, sweatre, tæpper og i nødstilfælde tænder jeg mit elskede varmetæppe. Er det helt grelt tænder jeg også varmeblæseren, men mine øjne og min hud bliver SÅ tørre… Ja, og så synes jeg, det er fråseri.

Husk også at drikke, når det er koldt
Sædvanligvis har jeg et stort indtag af vand og væske generelt. Når jeg fryser, kan jeg næsten ikke overskue at drikke koldt vand af frygt for at fryse endnu mere. Derfor drikker jeg mere te, desværre keder mine smagsløg sig hurtigere, når det, jeg drikker, er varmt. Det resulterer i, at jeg ikke får drukket i nærheden af, hvad jeg plejer. Det er der dog også en anden årsag til… der er nemlig nærmest iskrystaller på toiletbrættet. Det kan jeg godt røbe, er meget lidt behageligt, når man sætter sig. Det må have været en seriøs udfordring, dengang man havde lokum i gården…
Huden bliver sådan set ikke tørrere af mit reducerede væskeindtag, men dét gør mine slimhinder. Derfor har min krop det naturligvis generelt bedre, når jeg får drukket nok. Huden skal helst have kærlighed i form af fed creme.

Overanstrengelse…
Nu bliver det altså lidt intimt… Så er du advaret! I forrige uge blev jeg forkølet, det satte sig med lynets hast på mine lunger. Det lykkedes mig endda at lyde som en søløve, hver gang jeg hostede. Udover at det er temmelig smertefuldt at hoste på den måde, så er det vanvittigt anstrengende… især for bækkenbunden. Det er nyt for mig, at jeg pludselig skal bekymre mig om indholdet i min blære, før jeg kan hoste. Og helledusseda… Hvis man nyser uden at være forberedt. Kan vi ikke lige tale om, at hvor meget sådan en belastning udfordrer både krop og psyke.
Der bliver ofte slået en munter tone an, når kvinder taler om, at de ikke kan hoppe på trampolin, skraldgrine, nyse og så videre uden lige at dryppe lidt. Det er ærligt talt ikke noget at grine af… tværtimod!

… eller overgangsalder?
Nu siger jeg det bare… for jeg er fandme gal! I november blev jeg 47 år, skal ”lækagebeskyttelse” virkelig til at være en del af mit liv? Det, synes jeg, er mere end svært at acceptere. Min bækkenbund er veltrænet, jeg har ikke traumer efter mine fødsler, men jeg er nok ved at nærme mig min overgangsalder. Betyder det farvel til privilegier som latterkramper og at gå ud uden en ble og skiftetøj?
Heldigvis er der jo kommet sådan nogle lækagetrusser ligesom menstruationstrusser… men det er dyrt.
En rundspørge blandt mine veninder afslører, at nærmest alle har prøvet at tisse lidt i bukserne. Vi bliver simpelthen nødt til at være bedre til at tale om det her. Så hermed en opfordring, hvis du ved noget, enten fordi du har læst noget eller selv døjer med inkontinens… Så oplys lige dine veninder, døtre, søstre… og os andre.

Lad os lige tale om det her!
I de sidste uger, er det altså gået op for mig, hvor almindeligt det her problem er. Nu anser jeg hverken mig selv for uoplyst eller specielt skrøbelig. Derfor er de mange følelser, sådan en lille tissetår kan medføre, kommet virkelig bag på mig. En dag, hvor uheldet var ude, stod jeg derfor og vrælede hjemme i entreen. Der er sindssygt langt op til fjerde sal, når man skal tisse. Når man samtidig ikke kan få luft, fordi næsen er stoppet og lungerne værker… Og man så kun lige når at sætte nøglen i døren, før hosten for alvor gør det af med bækkenbundens sidste kræfter. Sjældent har jeg følt mig så sølle! Det er hermed et løfte, at jeg vil sætte mig ind i, hvad vi skal gøre… for jeg synes godt nok, at det var en træls følelse.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
28 kommentarer
Malene

Jeg er en yngre kvinde på 38 somre og jeg blev simpelthen så vanvittig træt af at jeg ikke kan holde på vandet… når jeg griner, hoster, hopper og dyrker al form for sport. Det går virkelig ud over min livskvalitet. Jeg laver mine knibeøvelser men det hjælper lige så meget som det varmer når man tisser i bukserne… ikke en fis. Jeg har født 2 børn som begge er teenagere nu.
Jeg gik derfor til min læge, fik henvisning til en gynækolog og han synes da slet ikke at jeg skulle gå med det problem når nu der er noget at gøre… wuhuu. Der findes en operation der hedder en tvt operation. Bliver gjort i lokalbedøvelse. Så den skal jeg have lavet. Det bliver også kaldt en slyngeoperation. Det kan umiddelbart virke voldsomt når man siger operation, men alternativet er værre synes jeg. Vil ikke gå resten af mit liv ikke at kunne holde på vandet.
Der findes også en ring man kan bruge og sætte op, som har en mekanisk virkning.
Så der er noget man kan gøre og vi kvinder burde ikke bare finde os i at vi skal gå og tisse i ny og næ eller oftere 😉

Helene Randløv

Tak Malene for dine erfaringer og rigtig meget held og lykke med operationen! Det er nemlig masser at gøre, jeg skal bare lige have sat mig ordentligt ind i det. Og så synes jeg, det er så vigtigt, at vi får talt om det.

Kh. Helene

Maria

Åh jeg kender den … Og det er desværre ikke kun pga alder 😄

Jeg er 41 og har haft det i nogen år, at når jeg hoster, så kan jeg simpelthen ikke holde på vandet og sjatpisser lidt. Har den sidste uge været med s og og hoste og endnu en pakke Tena Lady røg i kurven ….
Det er MØG irriterende og syns heller ikke mit underliv er utrænet. Var det ihvertfald ikke for 1,5 år siden, da jeg fødte. Har ingen problemer ellers på trampoliner osv – det er kun ved hoste den er heeelt gal og har været det i det meste af 30erne også.

Men dejligt I skriver om tabuerne! Jeg er heldig også at ha fuldskæg næsten … Så ift at aflive tabuer, så fik en veninde lov til at røre for noget tid siden 😂

Helene Randløv

Hej Maria
Ja, men det er fandme så vigtigt at få normaliseret det, der åbenbart er del af et kvindeliv. Det går ikke, at vi skal skamme os over noget, der er så normalt. Det skal vi tale om… Det skal vi i øvrigt også, når det gælder fuldskæg!

Kh. Helene

Malene Rosenkrands

Åh, tak for dit skriv🙏🙏🙏🙏
Det bliver svære og svære at føle sig som en attraktiv 54 årig, som har skiftet Libresse trusseindlæg ud med
Tena’s🙈 Jeg synes det er mega pinligt og det gør mig også oprigtigt ked af det.

Helene Randløv

Hej Malene
Nej, man føler dig virkelig ikke særlig fræk med Tena i trussen, og der er åbenbart også andet at gøre… nu skal jeg bare have undersøgt mulighederne. Det er helt klart noget, vi følger op på!

Kh. Helene

Anne HK

I hear you. Er også 47 og har længe bøvlet med inkonsistens i varierende omfang. Især det man kalder urgency inkontinens, hvor man pludselig bare skal og så har svært ved at nå toilettet. Det er trælst… Skærer du tænder om natten? Der er en tæt forbindelse mellem bækkenbund og kæbe. Det arbejder jeg med lige nu.

Helene Randløv

Hej Anne
Ja, jeg gør så… temmelig voldsomt endda! Jeg masserer med bolde og andre dimmere på kæben allerede.

Kh. Helene

Stine

Jeg kommer nogle gange til at tisse lidt, når jeg bærer tunge indkøbsposer hjem og skal tisse samtidig. Når jeg kommer ind i varmen eller op på reposen, kommer der nogle dråber 😖. Jeg ER i overgangsalderen (53) og har købt sådan nogle bækkenbundstræne kugler… Meen det går lidt sløvt med træningen, så jeg skal ikke kunne sige om de kan udsætte bleindkøb nogle år(-tier helst 🤪). Og jeg er ligeglad med at fortælle det 😜. Knus fra mig

Helene Randløv

Hej Stine
Det er også det eneste rigtige at gøre, altså at vi råber det op. Vores mødre satte feminisme på dagsordenen, vi må tage overgangsalderen… Der starter langt før, de fleste tror.
Kh. Helene

Lisbeth

Ak, ja. Er 56 og kan godt huske de første gange jeg oplevede de første skyller der røg ved siden af! Var også helt grædefærdig. Nu, nogle år senere, er det desværre blevet mere og mere dagligdag. I starten klarer et almindelig trusseindlæg sagen, så bliver det et inkontinens indlæg og lige nu er jeg hundesyg af influenza og hoster vrangen ud hvert andet øjeblik og så er alle sluser åbne! Et rigtigt inkontinensbind bliver skiftet mange gange om dagen… Problemet kommer jo luskende og bliver større og større. I starten var jeg rasende og virkelig irriteret, nu er jeg mest nået til: bedre end at tisse i bukserne. Altså en form for overgivelse, suk.

Helene Randløv

Kære Lisbeth
Altså… accept er godt! men der kan gøres noget, smut til lægen og få undersøgt mulighederne. Personligt synes jeg simpelthen det er for tidligt. Jeg vil ikke give op uden kamp!
Min udfordring er så også, at jeg aldrig har kunnet bruge bind. En ting er almindeligt ubehag, men jeg bliver vitterligt hudløs alle de forkerte steder.
Kh. Helene

Karen

Jeg havde samme problem. Levede med det i et par år. Gik til bækkenbundstræning hos særlig uddannet fysioterapeut. Det hjalp ikke. Blev undersøgt på hospital. Min type inkontinens kunne afhjælpes med operation. Ja tak – sagde jeg. Godt valg. Har ikke fortrudt det. Operationen var træls, men jeg mærker ikke noget til det her 3-4 år efter.

Helene Randløv

Kære Karen
Tak for at dele dine erfaringer, hvad hed den operation du fik.

Kh. Helene

Julie ploug

Kan kun anbefale at man går til lægen med det. I mit tilfælde var det et defekt ledbånd under blæren pga fødsler. Og jeg er altså ikke “gået i stykker” under mine 3 fødsler. En operation på ca. 15 min (TVT som en anden har skrevet hun snart skal have fortaget) har gjort, at jeg kan hoste, nyse, løbe og hoppe uden lækage😍 var 42 da jeg fik foretaget indgrebet, men ville ønske jeg var gået til lægen noget før😉

Helene Randløv

Tusind tak for dine erfaringer Julie, tænk at det kan være så enkelt! OG så undlader man at gå til lægen, fordi man er flov/genert/skammer sig.

Godt og stærkt at du kom afsted.

Kh. Helene

JE

For mig har Empelvic puden gjort en forskel. Det er en anden måde at mærke og træne sin bækkenbund på.
Jeg vil lige understrege at jeg ikke har nogen viden om operation og andet, eller tror at fordi Empelvic er godt for mig så er det også løsningen på alt for andre.

Helene Randløv

Kære JE
Den er drøn god! Både fordi man lærer at mærke og afspænde sin bækkenbund.

Kh. Helene

Bettina

Er 44 år og det er efterhånden hver dag, jeg drypper i bukserne:( Og pludselig er min blære længe om at tømmes også og jeg skal sidde længere på toilettet, mens det pibler langsomt ud i etaper. Men det med dryp er SÅ træls og man føler sig gammel og totalt usexet.

Jeg er flere gange stødt på beskrivelser af en pude til træning af bækkenbunden, udviklet af bl.a. en jordemoder. Den hedder Empelvic og mange beskriver godt effekt, fordi det faktisk er svært at træne bækkenbunden på den rigtige måde. Det skulle den hjælpe til. Har nogen her prøvet den!!!!!!

Vh Bettina

Helene Randløv

Kære Bettina
Ja, Empelvic virker, det er der slet ingen tvivl om. Den hjælper både med at mærke og afspænde bækkenbunden.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *