Kære Dåsepost
Måske kan I hjælpe med en afklaring på eventuelle allergifremkaldende ingredienser.
Havde hørt godt om en deodorant, som endda er økologisk, vegansk og klimaneutral.
Første gang jeg tog den i brug sved det dog lidt, hvilket undrede mig, da jeg normalvis ikke har specielt sart hud. Men jeg tænkte at min hud måske lige skulle vænne sig til den.
Nu har jeg brugt den i knap en uge, og i dag i badet opdagede jeg hvor ru min hud under armene var blevet. Ved nærmere eftersyn var der kommet en masse små hvide blærer og røde plamager.
Da jeg ikke har ændret noget som helst andet i min kropspleje, må det selvfølgelig være min deo.
Jeg får lavet permanent hårfjerning med laser cirka hver 10-12 uge, men det er i hvert fald to måneder, siden jeg var der sidst. Og min hud under armene ser normalvis så pæn ud nu, hvor jeg ikke længere hverken barberer eller epilerer.
Men jeg kunne tænke mig at høre et bud på, hvilke/n ingrediens i deodoranten min hud kan have reageret på? For det vil jeg da helt sikkert undgå fremover.
Kære Helene
Først og fremmest har jeg udeladt navnet på den pågældende deodorant her, da det ikke spiller en rolle. Det interessante er, at du er gået lige i fælden. Det er oplagt at tro, at naturlig, økologisk, vegansk og klimaneutral betyder, at du står med et godt produkt i hånden. Pågældende deodorant rammer da også plet på mange parametre bare ikke på dem, der er vigtigst, når vi taler deodoranter. Fra samme mærke finder du en anden deodorant, der hedder noget med sensitiv… Den indeholder også en masse allergener, den er dog uden alkohol. Det nævner jeg, fordi jeg virkelig godt forstår, hvorfor du havde tillid til produktet og lod dig forblænde af flotte anprisninger.
Du skal være opmærksom på, at der ikke er tale om en anti-perspirant. Om det er vigtigt for dig, ved jeg selvfølgelig ikke, men det ville være en udfordring for mig for eksempel. Begge de deodoranter, du sædvanligvis bruger, er parfumerede. Derfor tvivler jeg på, at det er parfumen, du reagerer på, selvom der er mange andre allergener i deodoranten.
Mit bedste bud er, at reaktionen sandsynligvis skyldes en uheldig kombination af ingredienser såsom alkohol, salt, parfumestoffer, andre irritanter og muligvis zink PCA. På den INCI du har vedhæftet et billede af er de mulige irritanter eller allergener i deodoranten
- Alcohol* denat.
- Zinc PCA
- Verbena Officinalis Leaf Extract*
- Citrus Aurantifolia (Lime) Fruit Extract*
- Hamamelis Virginiana (Witch Hazel) Leaf Extract*
- Calcium Lactate
- Sea Salt (Maris Sal)
- Fragrance (Parfum)**
- Limonene**
- Linalool**
- Citral**
- Citronellol**
- Geraniol**
Når det kommer til ingredienser, du potentielt kan reagere på… er der altså nok at vælge mellem.
Om ovenstående kan hjælpe dig til at spotte uheldige ingredienser i fremtiden, ved jeg ikke, ellers må du skrive igen.
Kærlig hilsen Katja og Helene
Har du også et spørgsmål du synes er egnet til dåseposten, kan du læse her: Spørg Dåserne