Månedens Favoritter: August 2022

Månedens Favoritter: August 2022
02.09.22
Månedens Favoritter: August 2022

I går aftes gik det lige pludselig op for mig, at det atter er tid til Månedens Favoritter. August 2022 er allerede overstået, så nu er vi allerede nået to tredjedele gennem året… Det er svært at fatte, og tiden går bare SÅ hurtigt, at vi i går sagde goddag til efteråret! Månedens Favoritter: August 2022 rummer som altid skønne produkter til hår, negle, makeuppen, hudplejen og selvfølgelig en duft. Der er også et par indrømmelser og intet mindre end en salonbehandling. Det hele er naturligvis krydret med mine oplevelser, både med hvert enkelt produkt og med verden omkring mig. August 2022 blev måneden, hvor en gammel idé endelig kom til live. Hvis du er i tvivl, er det Olfaktorisk onsdag, jeg taler om. Skynd dig at læse om nogle af mine favorit dufte, der kun er tilgængelige her i Danmark i september måned.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Laneige Lip Sleeping Mask [Chocolate]
Det var til Sephoras jubilæum, jeg blev præsenteret for den nye chokolade variant af Laneige Lip Sleeping Mask. Det arme menneske, der præsenterede den, blev ret overrasket over min reaktion, og det gjorde jeg sådan set også selv. Forestil dig et sindssygt varmt lokale med virkelig mange mennesker, meget snak og høj musik. Det var ikke optimale vilkår at dufte til noget, der potentielt kunne være vammelt. Derfor tog jeg flugten, da hun ville skrue låget af. Det søde tilgivende menneske, skrev efterfølgende om jeg ikke alligevel ville teste den, og så takkede jeg selvfølgelig ja. Det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde, for den er hverken vammel eller klam. Selvfølgelig dufter den sødt, men den er stille og nougatagtigt. Det er afgjort den af nuværende seks varianter udover [Vanilla], jeg bedst kan lide.

2. Ortigia Fico d’ India Eau de Parfum
I en kælder i Ny Østergade ligger en sand perle. Ca’ d’Oro som butikken hedder er simpelthen fabelagtig, og Ole er så afsindig hjælpsom, vidende og bare virkelig rar. Det er ret svært at komme derfra uden en god oplevelse. Så bare for oplevelsens skyld, skulle du tage et smut forbi. Det er ikke første gang, jeg bliver præsenteret for Ortigia, men det har altid været for overvældende for mig. Det er en temmelig uvant fornemmelse, da jeg sædvanligvis kan udvælge favoritterne på et øjeblik. Duftene er jo så skønne, og det kan umuligt være de ens flakoner, der hyler mig ud af den… Så jeg forstår det ikke helt. Heldigvis behøvede jeg ikke selv at bruge energi på at udvælge. Ole foreslog Fico d’ India til Torsdags Top Ti: Sommerdufte 2022, og det var det helt rigtige valg.

3. Yves Rocher The Monoï Concentrated Hair and Body Wash¤
Monoï er nok den ultimative sommerduft… Selv i vintermånederne, når humøret ikke er på sit højeste, kan duften sprede sol i mit sind. Det er en afsindig intens duft, så den er bestemt ikke for alle. Det er altså et bevidst valg, man tager, når man bruger denne brusegelé. Det er heller ikke en duft, du kan kombinere med hvad som helst. Selv kombinerer jeg oftest The Monoï Concentrated Hair and Body Wash med Montale Paris Intense Tiaré. Ellers går jeg hele vejen og bruger en af kropsolierne i samme duft. Til fest eller når kjolen er mindre, end den plejer at være, er det naturligvis olien med glimmer i. Du kan selvfølgelig sagtens vælge at bruge den ukoncentrerede form, men jeg er vild med de her små flasker. Og de er fast inventar på vores badeværelse.

4. Kiehl’s Butterstick Lip Treatment SPF 30 i farven Touch Of Berry*
Denne type læbepomade har ligget i min taske, siden jeg opdagede dem på disken hos Kiehl’s for nogle år siden. Det er faktisk heller ikke første gang, jeg har omtalt Butterstick Lip Treatment SPF 30 på bloggen. Først og fremmest er de vildt rare på læberne. Farverne råber ikke ligefrem højt, som jeg ellers elsker, men de gør alligevel en forskel. Selvom det burde være en prioritet for alle mærker, så er det også et af de få læbeprodukter med SPF i. Det er naturligvis noget jeg vægter virkelig højt, fordi det er et af de steder, jeg slider SPF af hurtigst. Det er noget alle bør være meget mere opmærksomme på, men det er selvfølgelig svært, når mulighederne er så begrænsede. Synes du er træls med farver, er den også i en ufarvet version.

5. CND Rescue RXx Daily Keratin Treatment*
Måske kan du huske, at jeg skrev om mine sølle negle sidste måned? I ren desperation købte jeg CND Rescue RXx Daily Keratin Treatment. Da den blev lanceret, var det min mor, der testede den for mig. Hun bruger altid neglelak, så det var ikke et godt match, hendes negle blev dog bedre alligevel. Mine egne negle var der, hvor jeg ikke kunne overskue, at de blev værre. Anvisningerne om at smøre med olien mindst to gange dagligt, er på ingen måde blevet overholdt, alligevel har den virket. Nu er jeg klar over, at det lyder overdrevet, men mine ellers så bløde negle er som forvandlet. Så stor effekt havde jeg slet ikke regnet med. Selvom CND leverer gode resultater med langt de fleste af deres produkter, er det her en overraskelse. Mine negle er både fjedrende og stærke.

6. NIOD Voicemail Masque*
Min hud ELSKER Lactococcus Ferment Lysate. Det kom jeg i tanke om, da jeg sad og læste om noget helt andet. Google blev straks konsulteret. Det gav mig lyst til at prøve NIOD Voicemail Masque, der er et ret så anderledes produkt. Det er en maske, i sådan en sær flydende silikoneagtig konsistens. Du skal massere den ind i huden efter rens, og så bliver den på huden natten over. Du må gerne anvende lette sera under, men der skal ikke smøres creme eller andre produkter ovenpå.
Du skal være forberedt på, at NIOD Voicemail Masque har en MEGET speciel lugt. Har du en lidt sart næse, skal du nok lige stikke snuden i den inden anskaffelse. For mig er effekten trumfkortet, derfor udholder jeg gerne den særegne lugt. Ved brug et par gange om ugen bliver min hud bare langt pænere.

7. Rare Beauty Liquid Luminizer i farven Enchant*
Nu vi er ved bekendelserne, havde jeg ikke de højeste tanker om Rare Beauty ved lanceringen. Er det virkelig nødvendigt at ALLE, der bare er en smule kendte skal lægge navn til et eller andet? Den udtalelse skal lige uddybes… Selena Gomez er helt sikkert både talentfuld og god mod børn og dyr. Da jeg på ingen måde er i målgruppen, ved jeg bare forsvindende lidt om hende. Derfor vil jeg også koncentrere mig om produkterne. Indtil videre har jeg været begejstret, uanset hvilket produkt jeg har testet. Så det er altså ret svært for mig at bevare mine forbehold. Farverne er SÅ pæne, konsistenserne er gode alene og i kombination både med hinanden og andre mærker. Liquid Luminizer er SÅ drøj i brug, og giver den fineste glød, når du blander lidt i din bodylotion til skuldre og dekolletage.

8. Pico Copenhagen Softice Hårspænde
Det er langt fra første, og det bliver helt sikkert heller ikke den sidste gang, jeg skriver om Picos hårspænder. Der er stadig så mange forskellige, at det er muligt at finde noget selv for den mest kræsne. Fordelen ved noget så enkelt som et hårspænde, er dets evne til at hæve frisuren op på et andet niveau. For mit vedkommende, er mine hårspænder sådan en påmindelse om, hvor pænt jeg kan sætte mit hår. Det er sådan noget, jeg godt kan glemme lidt i hverdagen, når der bare går rodet knold i den. Det er bestemt også et look, jeg holder meget af, men en pæn opsætning kan bare noget helt andet. Det vidner om ikke andet om lidt mere overskud. Det kan være meget rart at signalere en gang imellem, selvom virkeligheden måske er en ganske anden…

9. Olaplex 4-in-1 Moisture Mask
For nogle år siden havde jeg en træls oplevelse med Olaplex No. 4 Bond Maintenance og No.5 Bond Maintenance Conditioner. Det har afholdt mig fra at udsætte mit hår for dette mærke igen. Det er både uretfærdigt og fjollet, især fordi alle mærker jo har svage og stærke sider. Lige de to produkter, har jeg ikke voldsomt lyst til at give en chance mere. Især ikke i øjeblikket hvor mit hår virkelig behøver kærlighed. Det er tørt og slidt, så det er fugt og fedt, mit hår har brug for. Derfor faldt valget på Olaplex 4-in-1 Moisture Mask, der egentlig er en salonbehandling. Det er ikke en af dem, som nærmest er umulig at bruge hjemme på badeværelset. Den skal nemlig kun sidde i ti minutter, og effekten efterfølgende er det blankeste hår. Mit hår ser øjeblikkeligt sundere ud efter behandlingen.

10. Pixi Beauty Eyelift Max Liquid Shadow
Nøj, altså! De her øjenskygger er bare pæne! Det ville være virkelig fedt, hvis der var endnu flere farver. Du ved, de er gode, når jeg overvejer at købe en brun! Grunden til, jeg gør det, er, at de simpelthen toner så nemt og pænt ud. Sædvanligvis er de mørkere farver ikke ret pæne, fordi påføringen af dem bliver skjoldet og træls. Selv den mere pigmenterede Copper er let at tone ud, så jeg er virkelig fristet. Selv synes jeg ikke, at brun er den mest spændende nuance øjenskygge i verden. På den anden side, kunne jeg ikke drømme om at underkende dens rolle som base for et mere farverigt look. Det er jo også fantastisk med de der flydende øjenskygger, man kan have med i tasken. Så kan du gå fra hverdag til fest på et øjeblik.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Anne - Sofie A

Efteråret er absolut også min favorit årstid, farverne vind og ikke mindst TP. Alt over 22g er ikke noget for mig modsat alle andre gør foråret mig depressiv.
Mange gode sager du nævner.

Helene Randløv

Sortsind eller sjæleligt gråvejr ligger heldigvis ikke rigtig til mig, men jeg kan godt blive modløs, når det begynder at blive rigtig varmt, jeg er virkelig IKKE fan.

Kh. Helene

Elisabeth

Åh, jeg ville så gerne kunne lave rodet knold, men har ikke rigtigt held med det. Video?

Tak for god blog.

Helene Randløv

Hej ELisabeth
Hvor langt er dit hår, og hvordan gør du da? Jeg ved ikke lige om jeg kan finde ud af at producere en video… eller om den vil være så spændende :-/ Jeg gør det jo bare… Afhængigt af hvor stram elastikken er, har jeg den to eller tre gange rundt. Jeg starter med at hive håret igennem elastikken, som var det en hestehale, men jeg stopper inden spidserne er kommet igennem. Så har jeg sådan en lang lykke, som jeg så snor elastikken om anden gang efter samme princip som før. Den tredje gang er det løse, jeg ikke har fået med før (hvis elastikken er lidt løs). Til sidst hiver jeg hist og pist i knolden, så det ikke er sådan en samlet sag. Giver det mening.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *