Gode solcremer til ansigtet

Solcremer
19.05.22
Solcremer

Solcremer

Ja, vi ved godt, at der mangler Alt i en beskyttelse SPF40. Tro os, ingen mangler den mere end os. Men der er jo sket det, at de (indsæt grimt bandeord), der producerer en meget vigtig råvare til os har valgt at lade den råvare udgå.

Vi er selvfølgelig i gang med at finde en erstatning og lave en ny, der er mindst lige så god som den gamle, men det tager altså både tid og rigtig mange prøver at ramme den helt rigtige opskrift. Det ser dog lovende ud, synes vi selv.

Men nu har vi en lang, varm og solvelsignet sommer foran os, og der skal vi selvfølgelig have solbeskyttelse i ansigtet. Her er mine egne bedste bud.

Supersart med hyperpigmentering

Jeg er sådan en, der er supersart, og som har både perioral dermatit, hyperpigmentering og sarte øjne. Næsten alle kemiske filtre svier i mine øjne, alle solcremer uden undtagelse får min periorale dermatit til blusse op (men heldigvis i varierende grad) og samtidig har jeg en hyperpigmentering liggende, der bliver fremkaldt ved den mindste kontakt med solskin. Jeg har altså brug for effektiv bredspektret beskyttelse, der ikke svier i øjnene og som ikke irriterer min hud overhovedet. Og en enhjørning.

Problemet er, at alle solfiltre kan irritere huden. Alle kemiske solfiltre kan svie i øjnene og potentielt irritere mit udslæt på hagen. Personligt har jeg bedst erfaring med fysiske solfiltre (titanium dioxid og zink oxid), men selv de kan genere. Der er ingen solcremer, der med 100% garanti ikke forværrer perioral dermatit, akne, rosacea og lignende hudproblemer. Det gælder om at prøve sig frem og finde det bedste match for netop din hud.

Avène: Nyt filter til blåt lys

Vi ved mere og mere om, hvordan ikke bare de længste UVA stråler, men også blåt lys skader huden. Det stiller større krav til de bedste solcremeproducenter om at udvikle nye solfiltre, som kan beskytte endnu mere bredspektret end før. Det har Avène gjort med et helt nyt solfilter. Sidste år lancerede Avène Intense Protect SPF50, der er en god tube med 150 ml. til 224,50 kroner, og i år er der kommet tre ansigtssolcremer også med samme filter.

Mine øjne kan af en eller anden årsag ikke lide de tre ansigtssolcremer, som får mine øjne til at svie og løbe i vand, men den større Avène Intense Protect SPF50 svier derimod ikke, hvis den selvfølgelig ikke bliver smurt direkte i øjet. Jeg aner ikke hvorfor – men jeg er stor fan af Avène Intense Protect SPF50, der er en meget bredspektret solcreme i en større tube, som ikke svier i mine øjne.

Konsistensen er lidt sej og tyk, men den let ferskenfarvede solcreme er alligevel nem at fordele og fungerer fint som ansigtssolcreme. Og så får man flere ml. for pengene.

The Ordinary: Bredspektret mineralsk solfilter

The Ordinary er en af få producenter, der også bruge både zinc oxid og titanium dioxid i deres mineralske solcremer. Det er vigtigt, fordi zinc oxid sikrer den mest bredspektrede beskyttelse. Prisen, man betaler for denne beskyttelse, er en hvid farve – hvilket også er grunden til at vi tilsætter farve. Man kan ikke bare lave en bredspektret mineralsk solcreme, der ikke er hvid. Desværre.

Hvis du ønsker dig en mineralsk solcreme med bredspektret beskyttelse, så er denne både god og billig. Jeg er så lys, at det hvide skær ikke er et problem for mig.

Alle andre mineralske solcremer, der ikke er tilsat farve, og som ikke efterlader et hvidt skær på huden indeholder enten ingen zinc eller meget lidt zinc, hvilket giver en mindre bredspektret UVA beskyttelse. Det kan bestemt være en god løsning – især hvis alternativet er, at du ikke gider gå med solcreme, så synes jeg bestemt du skal vælge en kun med titanium dioxid. Det kan også være et bud, hvis din hud reagerer voldsomt på solcremer. Blandt andet Karmameju, SkinCeuticals og Clinique laver behagelige mineralske solcremer baseret udelukkende på titanium dioxid.

IS Clinical med eller uden farve

IS Clinical Eclipse er en mineralsk solcreme med både titanium dioxid og zink oxid, som jeg har holdt af i mange år. Den indeholder et bredspektret mineralsk solfilter og du kan vælge mellem en hvid variant og Perfect Tint Beige, der passer perfekt til mig. Den giver en meget let farve. Hvis du både vil have en let farve og et bredspektret mineralsk solfilter med både titanium dioxid og zink oxid er denne mit bedste bud.

Her kan du købe det (indeholder reklamelinks*)

IS Clinical Eclipse SPF50+ koster cirka 490 kroner for 100 ml. Du kan købe den på klinikker, der forhandler IS Clinical og online på blandt andet Skinsense.

Avène Intense Protect SPF50 koster cirka 224,50 og kan købes på apoteket eller online hos for eksempel Matas*.

The Ordinary Mineral UV Filters SPF 15 og SPF 30 findes i Sephora*.

To af produkterne i dette indlæg er modtaget som gratis anmeldeeksemplarer

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
28 kommentarer
Camilla

Hvad med anmeldelse af den sidste på billedet☺️ Klikkede for en anmeldelse af netop den- måske de kommer🤞🤞

Katja Moikjær

Det står i sætningen “Blandt andet Karmameju, SkinCeuticals og Clinique laver behagelige mineralske solcremer baseret udelukkende på titanium dioxid.” Selvom jeg godt ved det ikke er meget. Og i resten af omtalen af solcremer kun med titanium dioxid.

Louise

Jeg vil gerne slå et slag for Nuori Mineral Deffence Facial Sunscreen. Det er med zinc oxid, og den er let farvet. Den er SÅ god. Lidt tyk i det, men den sidder godt, trænger hurtigt ind og min hud bliver ikke totalt fedtet. Jeg elsker den, og jeg har ellers brugt La Roche Posay i mange år.

Helene Randløv Hansson

Æv, den findes kun med SPF 30 :-/

Tak alligevel for anbefalingen <3

Kh. Helene

Pernille Helene Hansen

Jeg har netop lige forelsket mig i Evy Technology Daily defense mousse SPF 50, som i før har haft skrevet om – hold nu k*ft den er god. Har aldrig før haft en solcreme, som jeg følte huden blev pænere med på🙏🏻🙏🏻🙏🏻

Helene Randløv Hansson

Hej Pernille
Jeg kunne ikke være mere enig <3

Kh. Helene

Anne - Sofie A

Prøv sensai den sollotion vil du ned garanti ku’ li’ den, tror den er spf 40.
Tuben ikke særlig stor men min hud elsker den bortset fra mange andre.
Jeg føler ex. at is clinical lukker huden ‘inde’ et mærke jeg ellers har det godt med. Prøv sensai 👍

Helene Randløv Hansson

Hej Anne-Sofie
Der er en på SPF 30 og en på 50, hvis vi taler om Silky Bronze Cellular Protective Cream For Face? Den er simpelthen for dyr til, at den kan blive fast inventar på min hylde, 770 kroner cirka hver 20. dag, det rækker mit budget ikke til. I øvrigt er der temmelig meget alkohol i, det gider min hud ikke ret længe ad gangen.
Du skal have tak for anbefalingen, der er helt sikkert nogen, der kan gøre brug af dit råd 🙂
Kh. Helene

Maria

Hvad med Evy solcreme, I anbefalede for et par år siden – er den dømt ude igen ? 😀

Helene Randløv Hansson

Nej, ikke hvis du spørger mig. På mig sidder den fint, uden at den smelter og derved svier i øjnene. Jeg bruger den hver eneste dag: https://pudderdaaserne.dk/2022/01/28/maanedens-favoritter-januar-2022/

Kh. Helene

Eva

Hvis man ikke har udfordringer med svien i øjnene, er der så nogen grund til at vælge solcreme med fysisk filter frem for kemisk filter?

Helene Randløv Hansson

Hej Eva
Ja, det er der… for nogen. Det er derfor vores egen Alt i en Beskyttelse SPF 40 er med fysiske filtre.

Kh. Helene

Lene S. Nielsen

Jeg har tendens til soleksem (især på skinneben) og hyperpigmentering på arme. Hvilke solcremer kan anbefales dertil?

Helene Randløv Hansson

Hej Lene
Dem med høj SPF og se eventuelt også efter UVA mærkerne.

Kh. Helene

LS

Jeg er glad for Clinique Moisture Surge, men kan se i Kemiluppen, at den blandt andet indeholder mistænkte hormonforstyrrende og miljøskadelige stoffer, som Disodium Edta og Bht. I samme serie har de en med solfaktor, men hvad siger I til de stoffer? Jeg kan se, I tidligere for år tilbage har skrevet om dem, men gad vide, om der er sket noget nyt med dem?

Helene Randløv Hansson

Hej LS
Det er der ikke 🙂 Husk at Kemiluppen hverken forholder sig til form eller koncentration af de ingredienser de dømmer som dårlige.
Kh. Helene

Lærke Vestergaard Eriksen

Hej piger,

Jeg bruger til daglig gladeligt Is Clinicals solcreme som i også anbefaler ovenover. Nu skal jeg til Sydfrankrig i 14 dage og kommer til at skulle smøre mig ind non stop – da jeg har melasma. Jeg synes dog det er lige dyrt nok at skulle have 5 flasker Is Clinical med – hvilken vil være et billigere men tæt ved ligeså godt substitut? Avenes evt? Det skal være fysisk filter og høj solfaktor. Den behøver ikke være god under make-up fordi det kommer ikke til at ske 😅 Tusind tak! Kh Lærke

Helene Randløv Hansson

Kære Lærke
Som vi har nævnt før, er det ikke ret nemt at sammenligne det ene SPF produkt med det andet. At påtage mig at finde en substitut for vil jeg simpelthen ikke. Dem jeg lige faldt over ved hurtig googlesøgning er:
Benton Skin Fit Mineral Sun Cream SPF50
Salt and Stone SPF 50 (den har dog ikke særskilt UVA mærkning… og det er lidt sært)
Seventy One Percent Eco Sun Shield Invisible SPF50
Avéne Very High Protection Mineral Fluid SPF50
Pharmaceris E Emotopic Dermo-Protective Creme SPF 50+
Der er selvfølgelig også Cliniques mineral SPF…
Da jeg ikke har prøvet en eneste af dem, kan jeg ikke sige noget om, hvad der nærmer sig mest.
Kh. Helene

Eva

Hej

Jeg har kigget på forskellige solcremer. Det er ikke nemt.

Hvad siger I til denne fra Paula’s Choice? https://www.paulaschoice.dk/en/resist-anti-aging-super-light-daily-wrinkle-defense-spf30/m7760.html. Der er kun zink oxid, og ikke titanium dioxid, i. Er det et problem? Og så er zink oxiden i nano-form – er det et problem?

I øvrigt: Hvad er viden omkring infrarødt lys? Er det skadeligt? (Jeg har nemlig kig på en terrassevarmer, der fungerer med infrarødt lys. Nu kan man så sige, at man typisk vil have tøj på, når man har brug for en terrassevarmer…)

Helene Randløv Hansson

Hej Eva
Desværre har jeg ikke konsistens og så videre frisk i hukommelsen, så jeg kan ikke hjælpe der. Personligt vil jeg helst have en blanding af de to fysiske filtre, fordi min hud godt kan blive skrækkeligt tør med zink alene. Nano-diskussionen vil jeg heller ikke gå ind i, det er noget, du selv må tage stilling til, (jeg er ikke bange for at bruge det på huden).
Vi har skrevet om infrarøde saunaer, det kan du læse om, prøv at søge med søgefunktionen. Skadeligt er det ikke, men det påvirker huden, i hvor høj grad, det gør det fra en terrassevarmer, ved jeg simpelthen ikke.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *